Som fjerde del i bastards artikelserie om ’erindring’ støttet af Nordisk Kulturfond har bastard-skribent og forfatter Helene Johanne Christensen skrevet et essay om forbindelsen mellem dans og erindring. Om sommerfuglens stadier af forvandling, muskelhukommelse og erindringer uden for hjernen. Om dans som hukommelseskunst, strategier til indlæring af koreografi og glemsel.
Vi rådner hurtigere uden dans
”Vi danser alt for sjældent. Vi rådner hurtigere uden dans,” står der i den svensk-danske forfatter Sandra Holms roman Har jeg været her før fra 1978.
Det kræver kompleks mental koordination at danse. Mange forskellige funktioner er i gang flere forskellige steder i hjernen samtidig: rationelle, musikalske, emotionelle og kinæstetiske (fornemmelsen af kroppens bevægelser, dens vægt, kraft og placering i rummet). Det samspil styrker de neurale forbindelser. Den dansendes hjerne scannet: forskellige områder lyser op og blinker på skift, tråde forbinder sig på kryds og tværs, lys løber hen over hjernens labyrint. Dans opbygger og styrker hjernens funktioner, bidrager til at skabe nye neurale forbindelser, stimulerer og forbedrer hukommelsen og har en positiv effekt på det mentale helbred, på humøret og på stress.
Forskning har vist, at dans mindsker risikoen for demens. I en undersøgelse lavet af forskere ved Albert Einstein College of Medicine så de på effekten af forskellige former for bevægelse. Af alle de fysiske aktiviteter, de så på, var det kun dans, der havde den effekt at reducere risikoen for demens. Demens omfatter symptomer som hukommelsestab, problemer med sprog, med at tænke og med at genkende. Symptomer, der opstår, når hjernen beskadiges pga. sygdomme som fx Alzheimer. Hjernens funktioner, hukommelsen, erindringerne, meget af det, som udgør jeget, eroderes. Minderne om det levede liv forgår, glemslen æder sig ind på hjernen. Vi rådner hurtigere uden dans, skrev Sandra Holm, og der er mere sandhed i de ord, end hun måske var klar over, da hun skrev dem.
Cellernes, musklernes og vævets hukommelse
Metamorfose: forvandling, omdannelse, omformning. En sommerfugl gennemgår flere stadier af forvandling på sin vej til at blive sommerfugl: æg, larve, puppe, sommerfugl (imago). I puppestadiet opløses larvens krop, og det, den var, forvandles til en klistret masse, som med tiden på fuldstændig forunderlig vis omformes til den sommerfugl, vi ser kæmpe sig vej ud af puppen, folde vingerne ud og flyve afsted. Under metamorfosen sker en programmeret celledød. Forskning har vist, at den voksne sommerfugl husker ting, den blev udsat for som larve, altså forud for dens opløsning, inden celledøden. Der er også lavet undersøgelser med fimreorme, også kaldet fladorme. De besidder samme evne som en søstjerne til at gro nye legemsdele, inkl. en helt ny hjerne, hvis de skulle miste hovedet. Og det viser sig, at også de bevarer mindet om ting, de oplevede med deres gamle hjerne.
Mens jeg researcher til dette essay, lærer jeg, at hukommelse ikke er en fast størrelse, minder er ikke lagret et bestemt sted, hukommelsen er et system i sig selv, som hele tiden omformer hjernen. Hukommelse er en skabende proces. Det er synaptiske forbindelser, der aktiverer hukommelsen. Minder er foranderlige, de kan forvandle sig for hver gang, de huskes. Men hvis fimreormen og sommerfuglen husker ting, de oplevede som dem, de var før, med deres forrige hjerne, så kan den hukommelsesskabende proces vel ikke udelukkende finde sted i hjernen? Hvor findes erindringerne? Er de opbevaret uden for hjernen, indlejret i materien?
Så vidt jeg ved, findes der kun få videnskabelige beviser på en reel cellulær hukommelse, men det hindrer mig ikke i at tro på, at den findes, cellernes, musklernes, vævets hukommelse. Hele kroppen husker. Traumer kan sætte sig som spændinger, kroppen kan trickes af lyd, lugte, man husker ubestemmelige fornemmelser, mærker minderne i kroppen. Erindringer dannes af komplekse sanseindtryk. At mindes er ofte en sanselig oplevelse – så måske må jeg bare gentage, igen igen, at krop og sind, sansning og tænkning, det materielle og immaterielle, ikke er så adskilte, som vi i Vesten har villet, at de skulle være. Gentage: at kroppen tænker.
I artiklen ’Movement Memory’ af Carolyn Hebert beskriver en professionel stepdanser processen med at lære en koreografi som ”embodiment på celleniveau”. Jeg kan virkelig godt lide ordet ’embodiment’, og det er vanskeligt at finde et tilfredsstillende ord for det på dansk. Præfikset em- betyder noget i retning af putte- eller lægge ind i, så stepdanseren taler altså om en læggen-ind-i-kroppen, at bevægelserne skal indlejresi kroppen på celleniveau. Hun fortæller, at indlæringen af dansen for hende kræver fuld integration af trinene og sekvenserne, så bevægelserne kommer til at ”leve i hendes krops muskelhukommelse.” En oplevelse af, at det er musklerne, der husker, snarere end ’en selv’ (men hvem er man, hvis ikke sine muskler, celler, sit væv?). Ifølge neurovidenskaben beskriver danseren det, der sker, når bevægelserne bliver så grundigt indskrevet i hjernen, at vejen mellem tænkning og handling bliver forkortet. Hvilket betyder, at det ikke er nødvendigt at bruge ret meget tid og energi på at tænke over bevægelserne, før eller mens man udfører dem. Det betyder også, på et andet niveau, at der skabes en meget tæt forbindelse mellem tanke og materie, de nærmer sig hinanden i dansen, smelter næsten sammen. Når vi danser, er det kroppen, der tænker i os. Tanken smelter ud i kroppen, fylder den.
Dansen ind i kroppen
Selvom jeg nødigt vil indrømme det, så har jeg aldrig været ret god til at huske koreografier, trin, rækkefølgen af bevægelserne i en dans. Som barn og teenager på scenen foran forældre, søskende, pludselig meget bevidst om mig selv og alle andre, deres blikke og hemmelige tanker, famlende efter næste trin, slet ikke til stede i min krop, slet ikke til stede i dette trin, ser på mine meddansere efter en ledetråd, falder helt ud af det, halter efter. Frygteligt.
Senere havde jeg en danselærer, der i forbindelse med, at vi øvede en sekvens af spring hen over gulvet, en sekvens jeg ikke kunne få til at blive rigtig glidende, sagde til mig: ”Du må holde op med at tænke så meget, kroppen kan godt huske, hvad den skal, hvis du giver den lov”. Og det er måske, hvad jeg har forsøgt lige siden – at være mindre tanke, mere krop, også i skriften. Og det er svært, synes jeg.
I artiklen ’How the Body (and Mind) Learns a Dance’ i New York Times følger journalisten balletdansere, der øver til en forestilling. En af danserne siger: ”It is not in my body yet.” Det danserne efterstræber, er at få dansen ind i kroppen, så musklerne, cellerne, vævet husker, så tanken ikke behøver beskæftige sig med trinene, så danseren kan give slip og lægge sig selv og sin kreativitet ind i selve udførelsen af dansen og arbejde med det kunstneriske udtryk.
Der findes forskellige strategier til at indlære koreografier. Oftest benytter en danser sig ikke udelukkende af en enkelt metode, men arbejder med mange forskellige: verbale stikord, musik, rytme, mentale billeder, kinæstetiske erfaringer. En strategi, jeg finder spændende, er, at man leder efter bevægelser ved at bevæge sig (looking for movement by moving). Det minder om den famlende måde at skrive på, når man skriver uden at tænke for at finde frem til det, man egentlig skal skrive.
Men måske den allervigtigste strategi til indlæring af koreografi: gentagelser. Jo flere gange vi besøger et minde, fx en bevægelse, jo dybere integreret i kroppens arkitektur og i hukommelsen bliver den, og jo mindre overfladisk føles den. Den holder op med at være noget, man er nødt til aktivt at hente frem for at huske. Der findes to former for hukommelse: en eksplicit og en implicit. Til at begynde med tænker danseren måske: til højre, dreje og så lade mig falde, som sne falder. Det er den eksplicitte hukommelse, der er i gang. Når danseren har fået bevægelserne ind i kroppen, tager den implicitte hukommelse over, og bevægelsen kan udføres, uden at danseren reflekterer bevidst over handlingen. Det bliver noget, der sker af sig selv. På samme måde som det at skrive nogle gange, når det er allermest vidunderligt, kan føles, som om det finder sted uden ens indblanding, som om teksten skriver sig selv. Et vist felt af ubevidsthed, eller med den norske forfatter Tor Ulvens ord, et vist felt af dumhed er på spil.
Erindringsbeholdere eller Jeg-glemsel
Stephan Brinkmann, en tysk professor og underviser i moderne dans, beskriver dans som en hukommelsens kunst. Det er, skriver han, en erindringshandling at danse Pina Bauchs ’Le Sacre du Printemps’ i dag, det er en oplevelse af at huske. Han beskriver, hvordan danserne, fordi der ikke findes et koreografisk notationssystem, i sig selv bliver erindringsbærere, beholdere for minderne om Pina Bauschs bevægelser, koreografier og krop. Danserne tømmes for deres ’jeg’, tømmes for sig selv og materialiserer erindringen, vækker dansen til live, danserne som erindringsbeholdere. (Hvor er dansen, når den ikke danses? Hvordan arkiverer man dans?)
Dans kræver en vis grad af glemsel, skriver Brinkmann videre, for at den kreative proces ikke hindres. Den glemsel, han taler om, hænger sammen med eller er måske det samme som det felt af dumhed eller ubevidsthed, som opstår, når dansens trin er fuldstændig indlejret i kroppen, i muskelhukommelsen, når danseren ikke længere er nødt til bevidst at tænke over bevægelserne, men nu på en måde har ’glemt’ trinene, glemt sig selv, og lader kroppen fortsætte, hvor intentionen og intellektet stopper. Denne glemsel tillader, at noget andet kan komme til udtryk, noget, det ikke er muligt aktivt og intentionelt at hente frem. Man husker måske noget, man har glemt, at man vidste. Noget, der lå lagret i cellerne, i materien. Kroppen husker, hvad hjernen har glemt. Med den franske forfatter Hélène Cixous’ ord om digteren, er danseren også: ”den som ved, hvordan man ikke ved.” Men jeg vil lade Sandra Holm, som åbnede essayet, få det allersidste ord: ”Spørgsmål. Hvem har behov for at danse meget. Svar. Jeg.”
Litteraturliste:
Har jeg været her før, Sandra Holm, 1978
Dancing and the Brain, Harvard Medical School
How the Body (and Mind) Learns a Dance, The New York Times
The Body as a Memory Medium, Goethe Institut,
What is it o’clock? Or the Door We Never Enter, I: Stigmata, Hélène Cixous, 1998
bastards interskandinaviske artikelserie om erindring, som er første indledende skridt til bastards interskandinaviske udvekslingssamarbejde, er støttet af Nordisk Kulturfond.
Mere fra Helene Johanne Christensen