Pigmenthaven er en have, et fællesskab og en løbende samtale om klimakriser, om sorg og transformationer, om kunst, om farver, om materialer, om mennesker og planter, og magtesløshed og handlinger, der ikke redder verden, men indsætter håbet og livet selv. Jeg har talt med initiativtager Sara Gade om Pigmenthaven på Rønnebæksholm Kunsthal.
Midt i en krisetid kunne man spørge, om sorgen er den tilstand, vi skal lære at leve med? Ikke kun i forhold til livet og døden, men også i forhold til kloden, planeten, jorden, naturen; de omgivelser vi mennesker tager fra uden at give nok tilbage. Det her er fortællingen om sorg, magtesløshed og handling og om en have, ikke paradisets, men Pigmenthaven.
Pigmenthaven blev etableret i 2020 som en del af Herregårdshaven på Rønnebæksholm Kunsthal af Sara Gade, uddannet tekstildesigner, som i dag også er ansvarlig for hele Herregårdshaven. I Pigmenthaven dyrkes og høstes farveplanter. Der skabes workshops, events og undervisning med og om plantefarvning. Haven er samtidig et fællesskab af frivillige, der spænder over mange aldre og over alt fra kunstnere til plante- og haveinteressede, ukyndige som kyndige. Pigmenthaven har også bevæget sig ind i udstillinger af kunstnere som Maria Zahle og Cecilia Westerberg, begge frivillige i haven, og har været afsættet for performances på Rønnebæksholm. I 2022 stødte jeg til som frivillig og samme år fandt denne samtale med Sara sted i hendes hjem i Stensved ved Vordingborg med varm the og musik i baggrunden, inden foråret havde sat gang i havearbejdet.
”Det er en påfaldende enighed i haven”, fortæller Sara med en kop the i hånden, imens musiknummer efter musiknummer spiller i baggrunden. ”Noget intuitivt om, hvordan vi er i haven og måden, vi laver have på. De samtaler, vi har, er jo nogle, folk har gået og haft med sig selv. Den vigtigste samtale er disse sanselige oplevelser, hvor børn eller voksne selv masserer det blå farvestof ud og kan se, at der gror planten, og den gør det her.”
”Kongstanken i Pigmenthaven var til at begynde med at farve uden at bruge kemi og at tale ind i biodiversitetskrisen. Farver er med til at skabe biodiversitet. Det er jo gamle kulturhistoriske planter, som for eksempel sommerfuglelarverne elsker. Nogle af disse planter har engang været dyrket intensivt til at lave det blå eller røde farvestof. Haven taler også ind i problematikker i farveindustrien, vi ikke rigtigt registrerer herhjemme. Vi bærer tøj, der er farvet med ødelæggende kemi, der med garanti er at finde i vores blod, hvor de, der farver tøjet, bliver mere syge end gennemsnittet og dør af det. Det er nogle alvorlige konsekvenser, som haven også skaber samtaler og dialog omkring. Det er en aktivistisk levende ongoing ting.”
AT HAVE EN HAVE
”It’s magic”, siger drengen Colin om en have i børnebogen The Secret Garden fra 1911 af Frances Hodgson Burnett, og han laver følgende messende hymne til haven: ”The sun is shining – the sun is shining. That is the Magic. The flowers are growing – the roots are stirring. That is the Magic. Being alive is Magic – being strong is the Magic. The Magic is in me – the Magic is in me. It is in me – it is in me. It’s in every one of us.” Den messende hymne er først og fremmest en barnlig glæde over at noget gror og over mennesket og naturens uadskillelige forbundethed; selvom ordet magic kunne erstattes af Gud eller guder og en troskyldig panteisme.
Haver er givende, regenerative og problematiske. En undersøgelse sidste år viste, at insekterne og biodiversiteten har det værre i villakvartererne end i landbruget. Haver er udryddelse og beskyttelse; noget er uønsket. De invasive arter og ord som ukrudt eller dræbersnegl og voldsnegl vidner om havens iboende brutalitet; noget er uønsket og skal holdes ude. Haver er mode, noget man viser frem, den er forbrug og den er kolonialisme. Planter er høstet, kategoriseret og indsamlet i andre verdensdele og ofte uden hensyntagen til deres oprindelige brug, navne eller viden om disse i andre kulturer. Georginer kommer fra Aztekerne, som brugte cocoxochitl (georginen) til nytteplante, hvor man både spiste knolde og blomster. I Europa blev den som prydplante omdøbt til de europæiske navne Dahlia eller Georgine. Skibene, kolonierne, erobringerne og krigene flyttede planter fra én verdensdel til en anden.
Forfatteren Jamaica Kincaid pendler i sit forfatterskab mellem sin egen have i USA og mindet om hendes mors have med dyrkede frugter og grøntsager på Antigua, hvor Kincaid er født og opvokset. Brødfrugten, hun som barn hadede at spise, var importeret til øen sammen med hendes forfædre, de slavegjorte. Brødfrugten var en billig måde for den engelske kolonimagt at ernære de slavegjorte på. Fortællingen om Pigmenthaven begynder også i brutaliteten med sorgen og med klimakrisen.
”Idéen med Pigmenthaven kom ud af en sorgproces tilbage i 2014-2016, hvor jeg mistede flere mennesker i mit liv”, fortæller Sara. Musikken spiller i baggrunden, og vi kigger ud over sorte marker. ”Samtidig begyndte omfanget af klimaforandringerne i de år for alvor at gå op for mig. Denne tilstand flettede sig sammen med sorgen over af at skulle sige farvel. Min kæreste havde den forfærdelige nervesygdom ALS; en brutal og meget traumatiserende sygdom at være i kontakt med. På én eller anden måde var det lidt det samme, der skete ude i verden.”
”Jeg blev foruroliget af, at jeg med ord kunne konstatere, at den var helt gal, og vi skal gøre et eller andet, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Magtesløsheden er farlig, erfarede jeg igennem at være tæt på ALS. Hvis du ikke har håb, så er du fandeme på skideren. Der kom et punkt, hvor vi ikke længere havde håb, hvor vi bare måtte omfavne forfaldet og gå med det til døden. Efter min kæreste Mads var død, vidste jeg, at jeg skulle være meget opmærksom på magtesløsheden i sorgen, og at jeg skulle vække mig selv til live igen.”
”På et tidspunkt begyndte jeg at tvinge mig selv til at se på billeder af forurening, af plastic i havet, isbjørne, der sulter og alle de her konsekvenser, men jeg kunne ikke mærke noget. Jeg vidste, at min vej ind i det her var at prøve at finde en eller anden æstetik og se på det som farver og former. På det tidspunkt malede jeg selv billeder og undersøgte farver og former, og disse katastrofebilleder begyndte at smitte af; jeg blev mere og mere optaget af opløsning. Jeg begyndte at blive bevidst om adfærd; hvad smider vi ud, hvad spiser vi, og hvilket tøj går vi i. Jeg gik hele min husholdning igennem og ved at skulle bruge min kreativitet til at finde løsninger, kom jeg ud af magtesløsheden og tilbage til livet. Det kan godt være, at det ikke redder verden, men det reddede mig. Det, tror jeg, er vigtigt. Jeg er bekymret for den magtesløshed, der kan ramme folk, når de for eksempel siger: ’Hvad skal jeg gøre? Jeg kan jo ikke gøre noget’.”
”Så begyndte spørgsmålet at melde sig: Hvor kommer de farver fra, jeg står og arbejder med? Jeg er uddannet konventionel tekstiltrykker. Under min uddannelse engang i starten af nullerne talte vi aldrig om pigmenter fra naturen. Jeg syntes heller ikke, at kunstnere talte om de materialer, de brugte, og om materialernes aftryk på klimaproblematikker eller biodiversitet. Det var som om, at man kunne skrive ”mere biodiversitet” med en spraydåse uden at se det paradoksale i dette. Materialer til kunst er jo ligesom alt andet; strømper i H&M, mad i supermarkedet og varer, man tager ned fra hylderne uden at tænke særligt meget over, hvor de kommer fra.”
”Langsomt begyndte jeg at undersøge, hvor farverne kommer fra. Hver gang jeg havde et eller andet som mindede om et farvestof, for eksempel gurkemeje eller spirolina, farvede jeg med det og undersøgte, hvad det kunne. Jeg begyndte at dyrke farveplanter, og jeg var optaget af at indsamle mine farver fra grøftekanter og rundt omkring, men jeg indså også, at hvis man skal op i større mængder, så skal man have en have, og en have kalder på fællesskaber, og jeg blev optaget af idéen om at lave en farvehave og et fællesskab omkring det.”
DET ER MAGI
Pigmenthaven blev vækket til live i 2020 under og mellem Coronanedlukninger. Ved hjælp af de sociale medier samlede Sara Gade et fællesskab om haven. Samtidig startede Sara en pigmentskole op, hvor elever fra folkeskoler og gymnasier blev undervist i pigmenter, planter og sansning af haven og deres omgivelser. En hel basal læring om, hvor kommer tingene fra, som mange børn i dag er analfabeter i, erfarede Sara.
”Haven er også en fordybelse i og en relation til planterne. Jeg tror på, at for at passe på noget, bliver man nødt til at have en tilknytningsfølelse. Da jeg sad og kiggede på de der katastrofebilleder, havde jeg ikke nogen følelser. Hvis jeg skal reagere på noget, så bliver jeg nødt til at investere noget følelsesmæssigt, og det gør jeg i en tilknytning. Da jeg så, hvordan den blå farve strømmede ud, når den japanske indigo blev solskoldet eller skadet, så kunne jeg pludselig forstå, at det var plantens immunforsvar. Sådan er det med alle planter. Når vi koger planten for at lave en farvesuppe, så presser vi jo immunforsvaret til en respons. Sådan er det for den sags skyld også med mad. Der er en fortælling, før tingene smager af noget, eller farvestofferne kommer til udtryk. Og det er egentlig også bare det, Pigmenthaven skal. Det vækker en ydmyghed og en opmærksomhed på, at jeg tager en ressource fra et andet væsen og bruger det til noget. Det er okay, jeg skal bare ikke tage mere, end jeg skal bruge, og jeg skal give noget tilbage.”
“It’s magic”, messer drengen Colin i The Secret Garden. I denne hemmelige have lærer de to håbløst forkælede og samtidigt fuldstændigt forsømte overklassebørn, Colin og hans kusine Mary, at i en have såvel som mellem mennesker er en gensidig relation; en relation hvor man både giver og tager, og at det ikke sundt for nogen eller noget kun at tage. Haven bliver det regenerative omdrejningspunkt, og selve midlet til at håndtere sorgen, magtesløsheden og netop finde håbet. De lærer dette ved at så, passe, pleje og høste i haven, men først og fremmest ved at mærke denne magi, som Colin laver en hymne over. Magien i at noget spirer og gror og har en kraft også uden, at vi blander os. At noget har et sprog, der ikke er vores, som vi må anstrenge os for at høre og meget let overhører, hvis vi kun lytter til vores egne stemmer. Pigmenthaven og enhver anden have rummer også denne magi.
Jamaica Kincaid skriver, at alle haver har paradisets have som bagvedliggende ideal. På sin egen måde rummer Pigmenthaven også en idé om paradisets have; en længsel efter en anden måde at være på denne planet på og efter andre måder, hvorpå mennesket kan udveksle med sine omgivelser; ikke nødvendigvis nye idéer, men lige så vel hentet fra planternes kulturhistoriske dyrkning og brug – og ikke kun i vesten.
Det er svært lige nu at se nogen som helst politisk vilje og handling på det fællesskab klimakrisen kalder på. Sorgen er en tilstand, vi måske skal lære at leve med. Fortællingen om Pigmenthaven indeholder både kritik af, perspektiver på og resonanser over relationerne og forbundetheden mellem menneske, have og natur. Den er en del af en løbende omkalfatrende samtale om klima og biodiversitet, der ikke slutter her. I Stensby tæt ved Vordingborg er theen blevet kold, men musikken spiller stadig.
”Hvis vi skal løfte ting, er vi nødt til at indgå i fællesskaber”, afslutter Sara. ”Jeg går ikke i arkiver og læser gamle skrifter om planter, men det er der andre, der gør. Én af de frivillige er vildt optaget af vajden, så høster hun den og prøver at finde ud af, hvordan den skal behandles. En anden er væver og er optaget af fibre, og der er skabt en fiberhave ved siden af Pigmenthaven, hvor der blev plantet hør og arbejdet med hele processen fra plante til fiber til tråd. I haven er man meget dynamisk, kun når vi høster, sidder vi meget tæt og gør de samme ting, ellers er nogle i komposten og nogle luger, så det er ikke altid, man får talt sammen. Derfor lavede vi over vinteren håndarbejdsmeditationer. Jeg er sikker på, at der gennem tiden er tænkt mange tanker, gjort mange ting og udviklet mange revolutioner over håndarbejdet. Den længere samtale ved disse håndarbejdsmeditationer gjorde, at nogle fandt sammen om projekter, som er gået i gang nu, så den her have kan gro mange ting.”