Det Frie Felts Festival / Selected Works Festival Online Edition 19.-24. januar 2021

Annika B. Lewis ”The Soul Catcher” – Foto: Jens Peter Engedal

En anmeldelse i nedslag, temaer og dage.

DFFF´s online udgave præsenterer en nærmest eufonisk smeltedigel af videoinstallationer, performances, live præsentationer, dans, kunstnersamtaler og redigerede helaftensforestillinger. I løbet af den seks dages online festival samler der sig ikke overraskende et digitalt billede af værker og forestillinger, som inviterer publikum ind i et univers, der i særdeleshed omhandler klimakrisen, kvinde(kroppen), identitet, køn, krop og teknologi.

Dag 1_Åbningen af Det Frie Felts Festival 2021

Erik Pold toner frem på skærmen i guld-habit-glitter-jakke. Bag ham står Gritt Uldall-Jessen (med mundbind) foran et bagtæppe af glitrende, pink guirlander. Der er feststemning på Teaterøen, hvor åbningen af den online corona-venlige udgave af Det Frie Felts Festival bliver skudt i gang. Og som publikum bliver vi da også opfordret til at poppe champagnen derhjemme og skåle med årets kuratorer og værter, Gritt og Erik, hvilket flere gør med en virtuel ”skål” eller ”tillykke” i chatten på youtube. Omkring 100 seere er checket ind på denne første dag, der indledes med et pre-recorded interview med den bulgarske performance-kunstner Ivo Dimchev. Ivo skulle have fremført hans The Selfie Concert, der er et live museumsværk, hvor publikum ved at tage selfies med Ivo igangsætter hans koncert og skaber ”collective sculptures” og en fornemmelse af, at selfien som i sit udgangspunkt har et narcissistisk, egoistisk væsen er ”something about you becoming something about us”, som Ivo selv formulerer det. Hjemme i min sofa på Vesterbro tjekker jeg Ivo´s billeder fra The Selfie Concert ud på hans hjemmeside, og som jeg sidder og skal til at deltage i endnu en online festival i 2020/2021 skaber interviewet med Ivo en både smuk og lettere melankolsk indledning til dette års DFFF, hvor de fleste nok længes efter at kunne tage gruppe-selfies på museer uden at bekymre mig om andre folks helbred.

Ivo Dimchev “Selfie Concert” – Foto: Emilia Milewska, Ivo Dimchev

Åbningsdagen fortsætter med lektor Karen Vedels lidt for lange, live interview af den østrigske koreograf Florentina Holzinger om hendes værk TANZ, der glider over i en live snak på scenen mellem Gritt Uldall og to af initiativtagerne; Nanna Hanfgard Jensen og Nadja Mattioli, bag den nye festival Living Manifesto, der i år skulle have været en del af DFFF og dermed også er gået online med deres egen version af, hvad de selv beskriver som en hybrid scenekunstfestival med fokus på ”curiosity, community and connection”.

Efter 1,5 timer bag skærmen afsluttes åbningen med endnu en snak med Naja Lee Jensen, kunstnerisk leder af HAUT, der fortæller om HAUTS udvalgte kunstnere, der skulle have præsenteret ”works-in-progress” på Copenhagen Contemporary på Refshaleøen. Også som en del af festivalen. Meget sigende bindes HAUTS kuraterede kunstnere sammen af et fælles omdrejningspunkt, hvor ”krop og teknologi” er i fokus, og om vi vil det eller ej, må vi som kunstnere og publikum nok sande, at der i dette felt ligger en fælles fremtid, vi er nødt til at kigge på. Sådan afsluttes første dag på DFFF online platform efter lidt for mange og lange interviews, og jeg ser som publikum frem til præsentationer og performances på daf 2.

Plastik som installation og videoværk

Dag 2 på DFFF åbner jeg youtubekanalen kl. 15.55. Hver dag forløber fra 16.00-18.00 med præsentation af værker og en afsluttende kunstnersamtale. Kontinuiteten i programmets tidsramme gør festivalen overskuelig for mig som hjemmepublikum. Venteskærm og -musik lyser ud af min computer, et energisk billede fra Ivo Dimchevs The Selfie Concert og en elektronisk jingle sætter rammen for hver dag.

Levende landskab? af Kristian Hverring, Kasper Daugaard og Anna Rosa Hiorth-Lorentzen præsenteres af de to sidstnævnte som sidste værk denne dag. Levende landskab? er en installation af plastik om plastik inspireret af det Nordatlantiske landskab. Præsentationen er en vekselvirkning af billeder af det gulv-til-loft høje grøn-sorte skumsvampe-bjerg, et lydunivers fra installationen og en tekstoplæsning, man også vil høre, hvis man som publikum træder ind i hulen i midten af skumbjerget. Spørgsmål om ”Hvordan verden mon ser ud, hvis plastik tager over?” rammer mine ører. Jeg mærker, at jeg på trods af skærmens distance bliver rørt af den sanselige fusion mellem de taktile billeder fra den sorte hule, fra bjerget i Island, som værket er inspireret af, det æteriske lydunivers og de live stemmer. Sammen får det mig til at tænke over mine forbrugsvaner, klima, miljø, natur og plastik. Endnu engang. Måske fordi jeg netop har set dokumentaren om Greta Thunberg. Ikke desto mindre bliver effekten hos mig. Det digitale medies effekt har vist sit værd med sin evne til vekselvirkning og sammensmeltning af forskellige sanselige mekanismer.

Kasper Daugaard Poulsen, Anna Rosa Hiort-Lorenzen & Kristian Hverring “Levende Landskab?” – Foto: Mads Lending

Også duoen Lydport har valgt at lave et videoværk med og om plastik. Macro Plastik er titlen på duoens værk, der er inspireret af plastikkens rejse og dualitet. Materialet er både en konformitet i hverdagen og en ødelægger af vores natur, som Mai Ane Pil Siedentopp og Morten Schmidt forklarer i deres indledende præsentation. Performere klædt i hvide plastikkostumer er i størstedelen af videoen opstillet i et symmetrisk mønster af otte skærme, fire foroven og fire forneden. I stedet for en performer er øverste venstre hjørne udskiftet med en rød koral. Således stilles den menneskelige, kliniske konformitet på smuk vis overfor naturen i koralens røde farve. Lyduniversets mix af klassisk og elektronisk musik ophøjer stemningen til en nærmest spirituel tilbedelse af plastik. Det virker på én gang absurd og tragikomisk. Jeg rammes af videoværket, da koralen mister sin farve, og fremstår ligeså glansløs som menneskets hvide kostumer. Den røde koral rykker med grafisk effekt ind i de syv performeres maver, mens en stemme synger ”never shine colors again”. Det fremstår som et absurd billede på, at mennesket med sin konsumption af plastik har taget ilten fra naturen. Vi ”fortærer” korallerne, og de dør. I stedet fremkommer billeder af små, skinnende stumper af plastik på havets overflade. Et bølgende lærred af farverig plastikkonfetti. Smukt er det, som dette billede står alene tilbage, da værket efterlader os i en anden verden, hvor menneskene er forsvundet, lyden er borte, og det eneste, der stadig findes er… plastik.

Dag 3 og 4_ÆRA hvisker vanitas

Tredje dag checker jeg hurtigt ind, da jeg kun har mulighed for at deltage i de første tyve minutter af festivalen. Første værk, der præsenteres er Whisper Fold Brush et lydværk af visual artist/performer My Lambertsen (også kendt som SLØR Visual Performance) og komponist/performer Sofie Birch.

My Lambertsen livestreamer en præsentation af baggrunden for værket og beder os derhjemme om at tage høretelefoner på for at få mest ud af den taktile oplevelse, da én inspirationskilde for værket er fænomenet ASMR (Autonomous sensorous meridian response), der beskriver den kildrende fornemmelse, der kan løbe fra toppen af hovedet og ned langs rygsøjlen ved eksempelvis særlige lyde.

Videoen af Whisper Fold Brush indledes med et dunkelt billede af My og Sofie, der står overfor hinanden ved hver deres arbejdsplatform. Bag dem flyder et grafisk undervandsunivers på store skærme. Jeg svømmer direkte ned i en taktil verden, hvor My og Sofie fungerer som både komponister af det visuelle og auditive, men samtidig er performere, der komponerer og visualiserer en poetisk elektricitet af blå-lilla nuancer, uhåndgribelige teksturer og lyde af dryppende vand og papir, der krølles sammen. Uhåndgribeligheden gør mig nysgerrig. Da skærmen bliver lettere sløret, forstærkes min nysgerrighed, men jeg lader mig svømme hen i uvisheden og lukker et øjeblik øjnene. Her hersker tonerne af noget, der kradser, vand, der løber og en ugenkendelig materialitet, der rives over.

Sophie Birch & My Lambertsen “Whisper Fold Brush” – Foto: Cosmin Cirstea 

Jeg åbner øjnene og min nysgerrighed besvares, da videoen skiftevis zoomer ind på performerne og afslører, deres ”magiske” træk. Gaffatape mellem My´s hænder projekteres op på skærmene og forvandles til en bevægelig, grafisk figur, en svamp, hun krammer, bliver til en koral. Kameraet skifter til Sofie, hvor jeg ser, hvordan papir, der rives over transformeres til lyde, og jeg forstår pludselig den materialitet, jeg med lukkede øjne kun kunne høre.

Mine sanser blandes, og jeg er både forvirret og føler mig inviteret ind i en sanselig installation, hvor jeg ser lyde og hører kropslige fornemmelser. Jeg mærker titlen Whisper Fold Brush, for det er netop det, performancen gør; den visker, den børster, den folder sig om hele min krop. Til sidst lukker jeg igen øjnene, min rygsøjle rammes af en kølig kuldegysning og lyde af en verden, der falder sammen i min krop.

Et andet værk, der tager mig med emotionel og digital storm, er videoinstallationen ÆRAder vises dag 4 på festivalen.ÆRA præsenteres af Pelle Staack, en af flere kunstnere (heriblandt Marie Holm Østerskov og Alexandra Moltke Johansen) bag værket. ÆRA præsenterer nutiden, som var den allerede fortid og er en poetisk fortælling fra ”os” til fremtidens befolkning om verdens nuværende (klimakrise)-tilstand.

”Ærede søster, honningelsker, sorteste brud…”, fortæller en stemme poetisk, mens stille vandverdener mødes i to sidestillede skærme. På venstre skærm hænger en art hængepil over roligt vand, mens en mørk utydelig masse viser sig på højre side. Der klippes til et mørkt billede af en kvinde med rygsæk, der går i en graffiti-tunnel med rygsæk, mens højre side forvandles til et tørt kalklandskab, hvor en futuristisk kvindeskikkelse i gevandter spankulerer. Bier summer. (Jeg funderer over, om bier også findes i fremtiden).

”Ædle fru skovbrand…”

”At slås er en leg, du bliver aldrig træt af det…”, smyger stemmen sig fortsat rundt i min krop, som en heroisk prisning af moder jords vældige kræfter.

De to kvinder fortsætter deres rejse på hver deres skærm. I ”det våde, mørke landskab” indfinder sig en stemning af forfald og søgen, da kvinden samler sten i et forladt hus og finder vej over sumpede brædder. (Jeg rammes af en dystopisk fornemmelse af, at det kunne være mig i nærmeste fremtid). Modsat og i en fremtid, der synes længere borte, går den futuristiske, nu nomadiske kvinde frit omkring i et åbent, lyst kalklandskab. De to kvinder ”mødes” i et rituelt, frugtbart billede på hver deres skærm, hvor de med deres menstruationsblod og bare fingre tegner runde figurer på hvide sten. (Eller er det, den samme kvinde, spørger jeg mig selv?)

Pelle Staack, Marie Holm Østerskov, Alexandra Moltke Johansen ”ÆRA” – Foto: Thomas Hyttel 

Værket fortsætter i en vekselvirkning mellem ”det våde” og ”det tørre” landskab, og stemmen viderefører sin stærke tekst med at forklare fremtidens befolkning om børn med sætningen ”et barn havde små, flade knæ…”

Kvinden med rygsæk er i en skov. Hun lægger de hvide sten i en stor, menneskelignende figur. Hun lægger sig ved siden af den. Der er dunkelt og ensomt, og hun virker forladt. (Måske af et barn, hun har mistet? Måske er menstruationsblodet på stenene en manifestation af de børn, vi mistede?) Hun lægger sig der.

Den hvide nomadiske kvinde tager et barn frem af sine løse gevandter og ammer. Hun sætter barnet på de åbne kalkvidder og går. Hun forlader det grædende barn. Hun stopper et øjeblik. Tænksomt. Men går videre. De går. Kvinderne. De går ud i vand under månen.

”Gudinde, søster, bøddel, brud…”

ÆRA er både en nutids- og fremtidsmetafor, der rummer uendelige nuancer og spørgsmål om vores verden, og det eftermæle, vi efterlader. Værket kigger på vores nutid fra en fremtid og på en fremtid fra vores nutid med både melankolske og håbefulde øjne. Det er et klimaværk, et personligt værk, et værk til vores natur, til dig, til mig. Jeg rammes et ubestemmeligt sted i min kerne, hvorfra ord ikke kan beskrive ÆRA fyldestgørende.

Jeg er åndeløs. Efter ÆRA.

Fjerdedagen fortsætter med koreograf og visuel kunstner, Jules Fischer´s værk VANITAS, skabt i tæt samarbejde med medvirkende kunstnere i udviklingsfasen. Det er vigtigt for Jules Fischer at nævne, da værket i indledningen præsenteres som en fascination af ”still life painting” fra barokken kombineret med en søgen efter forandring, identitet og en, som Jules selv siger ”måske lidt kliché-fyldt” men ikke desto mindre vigtig ”tiny-coming-out-the-closet-story”. VANITAS er til alle i queer-miljøet, til det ikke-binære miljø og andre, der søger efter identitet. Der ligger i værket et håb om, at denne gruppe kan genkende sig selv i dele af performancen.

VANITAS starter med teksten ”don´t be afraid”, ”open your heart”, ”dont´be afraid”, “open your heart” gentagende i en langsom, messende rytme. Som et lydtæppe ligger teksten over tre dansere, der står i et ”still-life-painting” på scenen. Værket bliver som et af de eneste live-streamet i en redigeret version fra black boxen på Teaterøen i København. Danserne er iklædt klare kontrastfarver, rød, gul, orange, sort og blåt. Én har lillafarvet hår. Henholdsvis står og sidder de i positurer og kigger klart ud på publikum. ”Don´t be afraid”, ”open your heart”, fortsætter teksten, og én danser igangsætter en rytmisk kombination af trin, der giver mig fornemmelsen af en mixtur af vogue-, waacking- og salsa- og flamencotrin. Rytmen er langsomt energisk, mens en anden danser med tomt blik smelter dvælende ned i gulvet. I midten sidder en tredje danser, stirrer intenst og udfører gestikulerende bevægelser med hænder og arme. En diversitet af personlige historier hvirvler søgende rundt på scenen.

Jules Fischer ”VANITAS” – Cyanotopi: Jules Fischer 

Historierne mødes, da de tre dansere begynder at kaster med deres arme. Der er frustration og lettelse i det fælles sprog, som armene bliver, som armene kaster væk, børster af, giver slip. Bevægelserne glider over i hænder, der knipser og klapper på egne kroppe som at finde en fælles rytme og mærke sin egen krop. Rytmen bliver hurtigere, danserne finder energisk hinanden i en triangulær formation på scenen. Her møder de for første gang hinandens blikke og sig selv i løsslupne klap, knips, tramp og hørbare åndedræt, der forstærkes, finder fælles rytme, vokser i intensitet for til sidst… at ende i brat stilhed. Et stille pust, en tanke flyver over scenen.

Nedslag og afstikkere

Det Frie Felts Festival online udgave indeholder flere små perler og afstikkere fra de mest gennemgribende temaer. Videoen Bag Hegnet af Helle Fuglsang præsenteres på dag 5. Det er en rørende kropsfortælling om og med de 150 børn på Sjælsmark. Gennem kropslige fortællinger, mimeteknik og humor giver børnene et indblik i deres liv bag hegnet. Tre drenge laver stærke kampscener, en pige danser ballet, og to unge stabler og folder deres kroppe; eksempelvis indenfor rammen af en dør med et ben smidigt op i dørens højre hjørne. De har tilpasset sig Sjælsmarks rammer, ligesom familierne har klemt barnevogne, vaskestativer og mange sko sammen indenfor de snævre gange.

Som kontrast til den alvorlige tone danser børn deres egen groove, hiphop og moonwalk og karikerer mænd med fip-movember-skæg.

Helle Fuglsang ”Bag Hegnet” – Foto: Helle Fuglsang

Hvis historierne om forholdene på Sjælsmark er gået ens næse forbi, er denne video et vigtigt indblik. Ikke mindst er det et politisk, aktivistisk projekt. Jeg rammes af en uretfærdighedens følelse på familiernes vegne af Helles fortælling om hendes kamp og vilje til at give børnene håb og glæde gennem dans og mimeteknik på Sjælsmark.

En dreng mimer. Han mimer huller i væggene, han mimer, at han kan trække sig selv over hegnet og måske bygge sin egen rede, sit eget hjem.

Ligesom de gør i Porous Nests, der kollektivt undersøger det at bygge rede som ”en beholder, hvorfra dans kan opstå”. Redebyggelsen tager abstrakt form gennem tre performeres kreation af et stofligt landskab. Videoklippene fra Porous Nests, der i virkeligheden skulle have været en tre timers lang forestilling på DFFF, fremstår som et tværfagligt eksperiment af performernes udførelse af Dolly Parton’s Wildflowers, klatreseler og bevægelser i en søgen efter at finde hjem eller bygge rede. Med sig bringer det en særlig fornemmelse af samtidens møde med ungdomsoprøret i slutningen af 1960´erne og måske en søgen efter nye former for kollektiver.

Katrine Staub, Peter Scherrebeck og Snorre Elvin “Pourous Nests” – Foto: Sarah Johanna Theurer

Slutningen af 1960´erne bragte ungdomsoprøret med sig, men også den seksuelle frigørelse. Selvom kalenderen siger 2021, er det, som om vi midt i ”MeToo”-bevægelsens fremgang i Danmark, kan kigge tilbage og spørge os selv, hvor langt, vi egentlig er nået. Med KvindeLIG af Wunderwerk bliver det spørgsmål skrevet op med både fed og kursiv, når groteske kvindebilleder vises på scenen i et bizart, komisk cirkus-univers, hvor en ”heks” som konferencier præsenterer Femme Fantastique, der har født 17 børn og klemmer sine fire hængebryster ned i en italiensk str. 34 spadseredragt, mens Miss Midnight smyger tøjet af sin trebenede krop og lader sine dyriske tendenser komme frem i lyset. Akkompagneret af reklamejingles for Virgin Vanish, publikums overdrevne klapsalver og faktuelle inputs om bl.a. Darwins syn på kvinden som tilhørende et ”tidligere, lavere stadie af civilisationen” er KvindeLIG en stærk og absurd fortælling om de ekstreme kvindebilleder, der fortsat findes.

WunderVerk ”KvindeLIG” – Foto: Henning Sjøstrøm 

Kunstnersamtale i digitalt format

DFFF afslutter hver dag med en kunstnersamtale. På fjerde dag er Emilie Gregersen, der har præsenteret en videoudgave af Touch, med live hjemmefra. Pelle Staack, Jules Fischer og Erik Pold sidder med behørig afstand i gyldne, velourbeklædte stole foran guirlander af glitter på Teaterøen. Kunstnersamtalen i dag giver et mere dybdegående indblik i værkerne. Pelle Staack fortæller, hvordan vi gennem ÆRA, der fortæller en fremtidig befolkning om verdens tilstand, taler til os selv og derigennem har mulighed for at opdage, hvordan vores ageren og behandling af planeten i mange henseender virker uforståelige. Jules Fischer beretter om forsøget på at gøre op med en binær tilgang til verden ved at splitte ting ad, sætte dem sammen på nye måder og arbejde med multitudes, mens Emilie Gregersen svarer på spørgsmål om hendes forståelse af touch/berøring efter covid-19 er blevet en del af vores hverdag.

Kunstnersamtalerne lader publikum stille spørgsmål i chatten. Flere dage er der input hjemmefra, mens dialogen primært holdes i gang gennem spørgsmål fra Erik Pold, Gritt Uldall og spørgsmål, der kan trækkes af en sort hat. Generelt kræver kunstnersamtalerne i det digitale format stor koncentration af mig som publikum. Der er spændende indsigter, men også mange gentagelser fra kunstnernes indledningsvise præsentationer forud for deres egne forestillinger. På trods af en personlig interesse for den kreative proces, finder jeg flere gange min egen oplevelse af et værk drukne i kunstnernes baggrund for at skabe deres værk eller performance. Ofte stod værkerne i sig selv langt stærkere uden kunstnersamtalerne, som tværtimod efterlader mig med en stemning af, at scenekunstbranchen endnu engang lukker sig omkring sig selv.

Emilie Gregersen “Touch” – Foto: Jan Vesela 

Efterdønninger og refleksion

De nuværende omstændigheder for vores liv kræver mange timers koncentration foran skærmen. Både i vores arbejds- fritids- og kulturliv. Med DFFF som endnu en online platform er det tydeligt, at vi fortsat er nybegyndere udi det digitales kunst og dets kunnen. Men ikke desto mindre er Det Frie Felts Festival / Selected Works online udgave 2021 modige nybegyndere. DFFF´s klare visuelle identitet, genkendelige youtubekanal, startjingle og glitterunivers har bragt en stille festivalfornemmelse ind i min hverdag.

Som festivaloplevelse står mange af festivalens videoinstallationer klarest for mit indre øje. Ikke overraskende, da de har en naturlig fordel i, at der i forvejen er taget højde for det digitale, visuelle og auditive udtryk. Også mange af de live eller pre-recordede performances får sit budskab klart igennem. Mange af kunstnerne er lykkedes med hurtigt at transformere sine live performances til nogenlunde digitale formater.

Men jeg savner det fysiske nærvær af performerne på scenen, og jeg mangler nye indgangsvinkler til, hvordan vi kan vise live forestillinger og kunstnersamtaler digitalt og dermed fastholde publikumsinteressen. Særligt her hvor vi er midt inde i anden lock-down og min skærm-fatique er ved at nå sin grænse. For scenekunstmiljøet ligger en stor udfordring i at tage valg omkring og tilpasse sig digitale formater. På flere festivaler og platforme begynder man at eksperimentere med kameraet som medvirkende performer, forskellige kameravinkler og lyduniverser i 3D, og jeg tror, det er noget, vi kommer til at se meget mere af i nærmeste fremtid.

Den digitale udvikling er noget, der kræver tid og ressourcer (noget som hverken deltagerne eller festivalen har haft), så jeg tager trods alt hatten af for det vellykkede arbejde både kuratorer, arrangører og kunstnere bag Det Frie Felts Festival har lagt i at stable festivalen på benene.

Ovenstående er et indblik, et udvalg. Mange flere kunstnere deltog med rørende, spændende, farverige performances og værker, men ikke alle er nævnt her. Jeg henviser derfor til at besøge Det Frie Felts Festivals hjemmeside www.detfriefeltsfestival.dk for mere information om de skabende, medvirkende og udøvende kunstnere.

Det Frie Felts Festival / Selected Works online udgave livestreamet fra Teaterøen KBH, 19.-24. januar 2021

Kuratorer
Gunilla Heilborn, Signe Klejs, Gritt Uldall-Jessen og Erik Pold
Festivalledelse: Erik Pold og Gritt Uldall-Jessen
Fundraising: Ann-Jette Caron, Gritt Uldall-Jessen og Erik Pold
Produktionsleder: Nils Engelbrecht-Sørensen
Producent: Ann-Jette Caron