De puster nyt i liv det, de selv kalder et fænomen fra 00’erne: deltagelsesteater. Med slagordet ’immersivt teater’ forsøger The Agency at stille spørgsmål ved relationen mellem tilskuer og performer. Og de ønsker, at teateroplevelsen kan være med til at styrke individets kritiske refleksion i den neoliberalistiske virkelighed, vi alle dagligt befinder os i.
The Agency har fået en del opmærksomhed på den tyske teater- og performancekunstscene de seneste år. Kollektivet, der er centreret omkring medlemmerne Belle Santos, Yana Thönnes, Magdalena Emmerig og Rahel Spöhrer, tager udgangspunkt i et problem: Hvordan er det muligt at sætte spørgsmålstegn ved en samfundsorden, der siden man lærte at tænke har præsenteret sig selv som alternativløs? ’Man’ står her for en generation af mennesker, der født og opvokset med neoliberalismens hegemoni og internettets selvfølgelighed. Generationen af millenials og digital natives. Gennem deres kunst søger de efter svar.
Kollektivets selverklærede målsætning kan læses på hjemmesiden http://www.postpragmaticsolutions.com: ”De kunstneriske arbejder griber fat i neoliberalt konnoterede formater (som for eksempel coaching) og deres æstetiske strategier, såsom branding og corporate identity, og sætter på kritisk og affirmativ vis deriboende institutionaliserede individualiseringsteknologier på spidsen. På den måde forsøges det at finde et utopisk potentiale med queer-feministiske perspektiver”. Yana og Belle fra The Agency indvilgede i en snak om nye teaterformater og den frie teaterscenes mulighed for at skubbe til det traditionelle institutionsteater.
Hvordan opstod The Agency? Hvad er jeres kunstneriske baggrund?
Yana: ”Vi har meget forskellige baggrunde, men vi har alle det tilfælles, at vores uddannelser både har en akademisk og en kunstnerisk del. På den måde deler vi alle et skæringspunkt mellem, på den ene side, teoretisk arbejde, eller i mindste en viden om, hvad kan man gøre med teori, eller hvordan teater bliver teoretisk bearbejdet, og, på den anden side, kunstneriske metoder, man kan bruge, når man arbejder sammen. Men først og fremmest har vores måde at arbejde på udviklet sig i gennem årene, det var ikke sådan, at vi fra starten lagde os fast på ’metoden’ til at lave teater”.
Hvordan finder I frem til ideen eller konceptet bag jeres stykker?
Belle: ”Vi starter som regel på forberedelserne halvanden til to år forinden. Vi arbejder på den frie scene, og derfor skal vi som noget af det første søge penge til at realisere vores ide. Fra det øjeblik, hvor vi ved, at der er økonomisk støtte eller et sted, hvor vi kan opføre stykket, så begynder vi på vores research. Researchen består mest i, at vi udveksler tekster og materialer, vi synes er spændende, over Facebook og Instagram. Ud fra de forskellige materialer forsøger vi så at konstruere en verden”.
Yana: ”Under researchen forsøger vi at forstå den ting eller det emne, vi har valgt at arbejde med. På den måde kan man godt sige, at vores fremgangsmåde er sociologisk, men samtidig er der også en vis emancipatorisk selvbevidsthed i gruppen. Vi har i løbet af årene alle gennemgået en vis feministisk radikalisering. Det betyder, at det i høj grad handler om, at vi forsøger at finde vores eget standpunkt i forhold til det emne, vi undersøger. Vi forsøger at blive vores egen position og holdning bevidst”.
I kalder jeres kunst ’immersivt teater’. Hvordan kan man forstå ’immersiv’?
Belle: ”Vi forsøger at skabe en alternativ virkelighed, der er immersiv i den forstand, at publikum i et bestemt tidsrum bliver del af denne aftalte verden. Denne verden opstår gennem lyd, lugte og gennem det rum, stykket opføres i, hvor figurerne kommer meget tæt på publikum. I mine øjne er det vores ’immersive’ måde at gribe teater an på. Den slags teater adskiller sig fra klassisk teater, hvor publikum sidder i mørket og kigger på en færdigskabt verden på scenen. I det klassiske teater er der selvfølgelig også en aftale om, at man i et bestemt tidsrum tror på det, der foregår på scenen. Men vi forsøger at bringes stykkets virkelighed tæt på den realitet, folk kender. Vi tror, at der gennem de påvirkninger, der skabes i scenerummet, ligger et potentiale for, at publikum kan gøre sig nye erfaringer i beskyttede rammer”.
Yana: ”Jeg tror, det er nødvendigt at uddybe lidt om, hvordan The Agency opstod. Vores samarbejde opstod i virkeligheden ret pludseligt, fordi vi ikke havde læst sammen eller havde været veninder i årevis forinden. Det var gennem et heldigt sammenfald, gennem en fælles ven, at vi fandt sammen. Rahel og jeg havde en ide til et stykke, vi ville lave til 100 Grad Festival (som eksisterede mellem 2003 og 2015 og fandt sted på scenerne Sophiensæle, Hebbel am Ufer og Ballhaus Ost i Berlin). Vi mødtes med Magdalena og Belle på Skype og meget hurtigt blev vi enige om, hvordan vi kunne lave noget sammen. Dengang brugte vi slet ikke ordet ’immersiv’, eller det var i hvert fald ikke væsentligt for nogen af os. Men vi ville gerne lave et stykke, hvor der skulle forekomme 1-til-1-møder mellem tilskuerne og performerne. Det ville vi ud fra den antagelse, at teaterpublikum jo også er kunder, der køber en oplevelse. Den antagelse kommer nok ikke så meget fra teaterverdenen, men snarere ud fra en iagttagelse af, hvordan subjektet overhovedet bliver skabt i samfundet. I neoliberalismen agerer vi som subjekter jo ofte første og fremmest som kunder. ’Immersivt teater’ blev dengang også kaldt ’deltagelsesteater’, et ord som vi alle sammen syntes lød forfærdeligt. Under ordet ’participation’ synes jeg også, der er en fordom om, at ’man jo egentlig spiller teater på en scene’. I den opfattelse er der et stærkt hierarki mellem tilskuerne og de folk, der er på scenen. Måske bliver nogen fra publikum hevet frem i rampelyset og får til opgave at synge en sang. Og det er så super pinligt for alle… Den slags ville vi på ingen måde lave! For os handler det ikke om at udstille nogen. For os handler det om, at en person fra publikum og jeg som performer får en fælles oplevelse sammen. Det handler om intimiteten mellem de to personer, og vi ønsker at stille spørgsmålet om, hvordan denne intimitet egentlig bliver skabt. Ordet ’immersiv’ kom med tiden til os, fordi vi ganske enkelt ville løsrive os fra alle de andre skrækkelige ord”.
Har I i den forbindelse nogle særlige inspirationskilder, mennesker eller teorier, der har givet jer ideen til det immersive teater?
Belle: ”Jeg tror, at vi alle sammen har gjort os forskellige teatererfaringer, der har inspireret os, eller som vi har villet distancere os fra. Men jeg vil nu alligevel sige, at vi ofte er inspireret af teorier eller kritiske positioner, som kunsten kan opstå ud fra. Og ellers måske især billedkunsten i alle dens afskygninger. Fx en atmosfære, man kan træde ind i”.
Yana: ”Personligt har særligt Public Movement været vigtig. Ikke at det minder så meget om det, vi laver. Public Movement er en israelsk gruppe, der iscenesætter sig selv som statskunstnere. De stiller spørgsmål til emner som demokrati og fascistiske tendenser. Ligesom os hævder de i deres stykker at stå meget tæt ved virkeligheden. Alt, hvad de laver er faktisk også virkeligt. De siger måske, ”nu iscenesætter vi en demonstration”, men så er det faktisk en demonstration. Det bliver altså op til tilskueren selv at finde ud af, hvilket lag af betydning, der ligger i oplevelsen. For mig var det nok den første immersive teateroplevelse, selvom Public Movement ikke betegner sig selv med det ord”.
Belle: ”Jeg kommer lige til at tænke på udstillingen med Adrian Piper på Hamburger Bahnhof (museum for samtidskunst i Berlin. Belle henvisertil udstillingenThe Probable Trust Registry: The Rules of the Game #1-3, der fandtsted i 2017). Her skulle man indgå kontrakter med sig selv, som man selvfølgelig kunne tage alvorligt eller lade være, men som uanset hvad havde en stærk eftervirkning bagefter. Det er måske også det, der i bedste fald kan ske i vores stykker, at du som tilskuer gennemgår en erfaring, der giver anledning til en forvandling inden i dig – om du så tager den alvorligt eller ej”.
På hjemmesiden kan man få det indtryk, at The Agency er en kommerciel organisation. ’Agency’ betyder handledygtighed. Hvordan ser I denne forbindelse mellem kommercialisme og muligheden for selv at blive handledygtig?
Belle: ”Vores ønske er at gøre det muligt for folk at opleve emotioner. I alle vores stykker bliver publikum placeret i et bestemt miljø og bliver stillet overfor en bestemt opgave, som den enkelte person kan tage på sig eller lade være. Men publikum behøver ikke tænke så meget over det, fordi opgavernes sociale koder og den viden, de kræver, er kendt fra publikums hverdag. På den måde er det lettere at bestemme, om man har lyst til at deltage og tage opgaven på sig, uden at blive presset ud af sin egen komfortzone”.
Yana: ”Det grundlæggende spørgsmål er, hvem tilskuerne og hvem vi performere er? Som sagt, har vi jo forladt aftalen mellem publikum og skuespillere fra det klassiske teater, altså at de er publikum, og vi er skuespillere. Derfor bliver vi også nødt til at indgå en ny aftale. Publikum bliver nødt til at have en ide om, hvad de skal gøre. Den nye aftale opnår vi ved, at vi gør det klart, hvad vi tilbyder. Fx coaching (i stykket Love Fiction), fysisk og mental selvoptimering (i stykket Medusa Bionic Rise) eller dating (i stykket Perfect Romance). I møderne omkring fx coaching sker der noget med os alle, og vores stykker handler om, hvad dette ’noget, der sker’ er. Hvad er det præcis, der sker med os, og er det muligt at undergå en form for transformation? Jeg tror, at det i alle vores stykker handler om den erfaring eller oplevelse, man får, og om, at den i bedste fald kan være transformerende… på den ene eller anden måde, afhængigt af om man vil forstå det terapeutisk, politisk eller emotionelt. Det er efter min opfattelse også meget forskelligt fra stykke til stykke, men rammesætningen, at tilskuerne er kunder eller potentielle medlemmer af en bevægelse (som i stykket Gather up, man up), den er selvfølgelig altid politisk. Det er indenfor denne politiske rammesætning, at subjektet bliver skabt – i vores stykker og i samfundet. Tilskuerne bliver præsenteret for en velkendt social kode, men samtidig får de tilbuddet om at forholde sig til den på relativ forskellig vis. Du kan forsøge at gøre oprør, du kan brokke dig, du kan skabe uro, eller du kan indfinde dig i rammesætningen. Der findes altså en række muligheder at forholde sig på, der bliver overladt til folk selv, så de kan eksperimentere, og vi performere bliver også nødt til at eksperimentere. Vi vil ikke tvinge folk ind i en bestemt rolle, det ville være at tvinge dem til at blive skuespillere og dermed påtage sig en forudbestemt rolle. For os handler det om, at folk bliver bevidst om den mangfoldighed af måder at forholde sig på, som de også har i deres dagligdag”.
Belle: ”Men publikum har selvfølgelig også friheden til at spille en rolle, altså til selv at blive skuespillere. I Medusa Bionic Rise oplevede jeg ofte, at jeg stod overfor mennesker, jeg vidste, hvem var, men som i denne beskyttede ramme tydeligvis optrådte under et andet navn og en anden væremåde. Jeg tror kun det er muligt, fordi der nu alligevel er en ret klar rammesætning, der markerer spillerummet af handlingsmuligheder”.
Hvordan reagerer publikum så på jeres performances?
Yana: ”Det handler om at skabe en udveksling med publikum. Magdalena har altid holdt stærk på, at det handler om mødet. Og ved dette møde er det umuligt at vide på forhånd, hvad der vil ske. Man kan ikke over én kam sige, hvordan publikum reagerer. Men efterhånden har vi en ret god fornemmelse for, hvordan man så at sige kan lede publikum gennem rummet. Der er fx større sandsynlighed for, at man sætter sig på en stol, hvis der rent faktisk står en stol i rummet. Det er egentlig ret basale ting. Vi skal altid være meget opmærksomme på, hvilke muligheder, der står publikum til rådighed i rummet”.
Belle: ”Ja, og publikum reagerer også meget forskelligt fra stykke til stykke. I Love Fiction havde vi en meget lukket verden, hvor der heller ikke fandt nogen stor virkelighedsdekonstruktion sted, fordi rammesætningen var meget fast. Til det stykke fik vi nok de mest forskelligartede og stærkeste tilbagemeldinger, hvor nogen mennesker virkelig blev tossede, mens andre ikke havde lyst til at forlade denne fiktion, da stykket var slut. Nogen fandt på en måde deres safespace i den verden. I andre stykker var der flere nicher, som tilskuerne kunne opsøge, alt efter, hvad de søgte. De fleste tilskuere søger i vores stykker efter et holdepunkt, hvor de kan genfinde sig selv eller finde svar på deres spørgsmål”.
Yana: ”Jeg synes Love Fiction er et godt eksempel, fordi der her var et safeword. Vi gav folk et safeword, de kunne bruge, hvis det blev for meget for dem. Safewordet blev i den grad brugt, og vi performere ville i så fald sige – hvilket faktisk var lidt vildt lavet –, ”ah okay, det er for meget for dig, så sæt dig her lidt og kig på, og så kan du nyde opgraderingen til Observer Quality.” Dvs. vi havde på en måde indfanget kritikken af det her ”jeg vil ikke være med mere”, eller ”det er for meget nu” i selve formen. Det gav total god mening, fordi det handlede om coaching, og jeg tror, at det for os handlede om, hvordan man omgås med publikums forskellige reaktioner, for i næste skridt at kunne bruge disse produktivt. Hvordan folk reagerer er utroligt forskelligt, særligt i de her 1-til-1-situationer i lukkede rum”.
Kunne I forestille jer i fremtiden at lave et klassisk stykke til en institutionaliseret teaterscene?
Belle: ”Vores næste forestilling mimikry: where life begins bliver sat op på teatret Neumarkt i Zürich. Det er et klassisk byteater. Men vi vil selvfølgelig arbejde videre med den immersive form. Vi har dog talt om, at vi helt sikkert godt kan forestille os at arbejde med på mere klassiske stykker på et teater. Den grundlæggende forskel på os og det institutionaliserede teater er måske, at vi selv laver vores stykker. Vi bestemmer selv, hvordan den pågældende verden skal se ud, hvad temaet er. Det klassiske teater leder som regel efter et stykke, der passer til programmet, og så udsøger de nogen, der kan lave stykket. Principielt set er vi helt åbne for at give os i kast med det. Indtil videre har vi bare ikke fået muligheden”.
Yana: ”Jeg vil egentlig sige, at vi allerede har arbejdet ganske meget sammen med teaterinstitutioner, som fx Volksbühne i Berlin, Theater Neumarkt i Zürich und Kammerspiele i München. Jeg synes slet ikke, man kan sige, at vi kun hører til på frie scener eller off-spaces længere. Vi hører måske også til der, men jeg synes, at det i langt højere grad er et spørgsmål om formen. Måske spørger du snarere til, om vi kunne finde på at lave et klassisk scenestykke i fremtiden? Måske burde man stille det spørgsmål til teaterhusene, om de kunne forestille sig at arbejde med immersive formater. Det viser sig faktisk at betyde temmelig meget for dem, hvis man forsøger at vende systemet på hovedet”.