DRIVER – Before Lunch er en danseforestilling, der undersøger lastbilchaufførers bevægelse gennem tid og landskaber. Gennem kropslige billeder på lastbilernes uendelige og ensformige transport følger vi tre dansere i lastbilen gennem motorvejen, rastepladsen, naturen. DRIVER – Before Lunch har gode intentioner med at fremkalde den monotoni og ensomhed, som lastbilchauffører må opleve, men kommer desværre ikke igennem med et klart budskab eller en forestilling, der berører.
Publikum kigger gennem forruden på en lastbil. Lyserøde plysterninger hænger fra loftet og et instrumentbræt figurerer foran scenen på gulvet. Lyset er koldt og hvidt, lyden nærmest metallisk.
Sådan står billedet stille i lang tid.
Over scenen kommer en danser gående fra forreste venstre hjørne på diagonalen mod bagerste højre hjørne. Hendes arme er strakt ud fra kroppen. Den bevægelse sker gentagende gange, og det virker et øjeblik, som om det er forskellige personer, der kommer gående. Men det er, på næsten magisk vis, samme danser, der krydser scenen igen og igen.
Monotonien i både bevægelse, lyd og billede virker som en oversættelse af lastbilchaufførers ensformige bevægelse og tempo. Samme bevægelige monotoni gentages i flere scener i løbet af forestillingen. Som da de tre dansere står helt stille mod en fuldt oplyst rødorange baggrund. Deres sorte silhuetter skuer stille mod lyset af noget, der virker som en solnedgang. Eller da de efterfølgende forflytter sig ind og ud mellem hinanden som biler på en motorvej, der har deres egen rytme, hvor de bremser, overhaler, venter. Rytmen er genkendt fra at sidde i en bil. Det flow, der mærkes, når man er i bevægelse siddende stille i en bil, kan føles nærmest meditativt. På vejene accepterer vi hinandens forskellige rytmer. Det kræver vores fulde opmærksomhed.
De ovenstående billeder fungerer virkelig fint som netop oversættelser af den bevægelige ensformighed. Sammen med enormt smukke lys- og røgbilleder, som da en motor går i røg, et grønt lys overstråler hele scenen og hvid røg langsomt svæver fra bagscenen mod publikum, der ligner en morgendiset tåge, fungerer disse scener allerbedst og giver et næsten poetisk indblik i lastbilchaufførers langsommelige, ensformige, ensomme dage.
Senere bevæger de tre dansere sig i en koreografi tværs over scenen. Placeret på en smal diagonal linje, er koreografien hurtig og stringent. Igen gentager dette billede sig flere gange, og jeg forestiller mig også det som spejlet på en hurtigere, ensformig bevægelse ned gennem uendelige motorveje i eksempelvis Tyskland. Beklageligvis forekommer den symmetriske koreografi ikke at være så symmetrisk, som den burde være, og scenen fremstår i stedet lidt for hektisk og falder til jorden.
Resten af forestillingen er bygget op af forskellige billeder, der sætter os ind i lastbilchaufførers hverdag. Et gråt lys og festivalstole giver indtryk af en rasteplads, hvor danserne pakker madpakker ud og sammen spiser i stilhed og under korte konversationer, mens de betragter et grå-grønt lys, og lyden af natur langsomt når vores ører.
Danseren Eva Johanna Forsehag transformeres fra at være lastbilchauffør til at være et dyr, måske en ko eller et får, mens lyden af koklokker forstærkes. Hendes subtile og fine bevægelser gennem nakke og rygsøjle trækker os et øjeblik helt ind i hendes univers. Det er et virkelig fint øjeblik, selvom meningen med portrætteringen af dyret står lidt hen i det uvisse. Hun ender liggende på jorden, måske kørt ned af en lastbil og bugseres væk fra scenen af Ella Östlund og Yeong-Ran Suh. Måske findes meningen i, at lastbilerne kan have en dødelig virkning på naturen, og jeg når både at tænke på dyr, der bliver slået ihjel og klimaet. Men det står ikke tydeligt frem og virker nærmere som en fortælling, jeg håber på skal være en del forestillingen.
En meget lang koreografisk gangstruktur, hvor de tre dansere går i systemer mellem hinanden fører os igen ind i langsommeligheden og uendeligheden. Billedet på at køre langt. Det kunne være intentionelt, men det virker usammenhængende og fungerer ikke, når jeg observerer fodtrinene, der virker lettere tilfældige og engang imellem snublende.
Desværre når de koreografiske billeder ikke et overbevisende niveau, og forestillingen føles fragmenteret, usammenhængende og en lille smule uvedkommende. Koreografien formår ikke at udnytte og udfylde scenen, og de tre dansere forsvinder i Dansehallernes kæmpestore rum.
Personligt er jeg ikke nødvendigvis fortaler for, at alle forestillinger skal behandle de store kriser, vi oplever i verden netop nu, og hvis jeg på den baggrund skal trække noget positivt frem, er det, at DRIVER – Before Lunch er en kærkommen fortælling om lastbilchaufførers ensomhed og monotone bevægelse i verden, der i glimt portrætteres af virkelig smukke billeder båret af simple eller stillestående kroppe og et særligt smukt lys-, lyd- og røgbillede. Med en mindre scene og modet til stilstand, har forestillingen virkelig fint potentiale.