Nyskabende opera-performance genopliver Sapfos sange på Glyptoteket
”Der er tre programmer. Et uden duft og to med duft,” bliver jeg fortalt, da jeg ankommer til Glyptoteket for at opleve premieren på Dryppende stof, en opera-performance af komponist Mathilde Böcher og koreograf Jules Fischer, baseret på Mette Moestrups gendigtning af Sapfos sangfragmenter. “Måneskin og Eros”, tilføjer en vært, da jeg står med programmet i hånden. Mit program rummer en lille, gul vifte med duft af kærlighedsguden Eros.
Til en svag lyd af Pride uden for murene åbnes forestillingen af operasanger Signe Asmussen, der med sødme, smerte og desperation præcist tager Sapfos ord i munden. I mens sidder og står performerne på sokler blandt publikum og salens marmorskulpturer. Væske drypper fra muslingeskaller, keramik og performernes munde. Lyden af rislende vand kilder i øregangene, mens ordene i fragment 2, også kaldet Ostrakon-fragmentet, synges:
Her klirrer lyden af køligt vand
mellem æblegrene
Og hele stedet skygges af roser
Og i glimt fra dirrende blade
drypper trance
Sangen er en hymne til Afrodite, og trancen oversættes og tolkes ofte som en religiøs koma. Kostumerne er smukke, erotiske og så moderne, at performerne kunne forveksles med modeller i et modeshow. Én efter én stiger performerne ned fra soklerne til Sapfo, ud af fortiden og ind til os.
Papyrusrester og potteskår
Sapfo sang for 2600 år siden om sit liv, sine forelskelser og sorger på øen Lesbos. Vi ved alt for lidt om Sapfo, og hver tidsepoke har siden tolket og fiktionaliseret over det, vi ved. Hos hellenistiske kilder kan man læse, at Sapfos digte fyldte ni bøger. En af bøgerne rummede over 1000 linjer. I dag har vi kun ét helt digt tilbage. Resten af hendes ord tager form som et fragmentarium af citater hos antikke forfattere og ord fundet på papyrusrester og potteskår, der har overlevet i den ægyptiske ørken. Vi ved, at Sapfo var musiker, sanger og digter. Al hendes poesi er dedikeret til Afrodite.
Sapfos sange blev komponeret til live performance, ikke læsning. På trods af antikkens dyrkelse af Sapfo, datidens reenactments og vasemalerier, der viser Sapfo performe med sin lyre, ved vi alligevel utroligt lidt om, hvordan hendes optrædener egentlig fandt sted på arkaisk tid. Nu tolkes sangfragmenterne igen live, og jeg havde ikke turdet drømme om, at nogen kunne genoplive Sapfos kraft og sanselighed med en så rå, sensuel energi, som var Sapfos ånd til stede. Asmussens kraftfulde, bevægende sang og performerne, der træder ind i et møde af forskellighed, og som med deres kroppes styrke, dans og stemmer bærer sig selv og hinanden, skaber en blussende, hed intimitet i hele salen.
Et mirakuløst, flerstemmigt tæppe
Alting dirrer, når Asmussen synger Sapfos solosang, og performerne stemmer i. Det skal nævnes at performerne ikke er uddannede sangere, men de synger fantastisk, og fornemmelsen af arkaisk, rituel, flerstemmig korsang opstår. Librettoen er en sampling af Sapfos mest populære fragmenter, der her sættes sammen i en rækkefølge forskellig fra den, de oftest optræder i. Digte, som vi ved ikke havde nogen relation til hinanden, knyttes her meget tæt. Sapfos fragmenter væves sammen til et mirakuløst, flerstemmigt tæppe. Blødt og så varmt, at publikum begynder at vifte med de gule duftvifter.
Det Sapfofragment, der kaldes fragment 94, åbner performancen. Teksten er en dialog gengivet af Sapfo og rummer replikker og udbrud som: ”Jeg ville bare ønske, jeg var død” og ”Jeg forlader dig kun mod min vilje”. I sidste strofe tager Sapfos stemme over og minder den anden kvinde om deres fælles sanselige oplevelser. Sangens sidste vers: ”Ingen lund / Ingen dans / Ingen lys” er blevet læst som en påmindelse om kvindernes tid sammen som et ‘endeløst ritual’.
Sapfos tunge i alt
Kærlighed og sex kan på Sapfos tid ikke adskilles fra religion. Guderne er til stede i alt. Eros, ”løsner af lemmer”, optræder også i librettoen, der bevæger sig fra ceremoniel, rituel, erotisk ekstase til dyb sorg og desperation i iscenesættelsen af Sapfos mest kendte digt, fragment 31, hvor Sapfos tunge knækker i en ‘næsten-død-oplevelse’ af jalousi, mens hun betragter sin udkårne i samtale med en mand. Sapfo er på nippet til at miste stemmen helt – og det er den rammeste alvor for en sanger af mundtlig poesi, for hvem stemmen er det forførende instrument, hun skal få den anden til at begære sig med.
Performerne hvisker og ånder luftige lyde, man får fornemmelsen af Sapfos (knækkende) tunge i alt. Alvoren gengives eminent af Asmussens egen tunge og sang, der mimer teksten og kulminerer i intens dans og en imponerende trommesolo. Et trommesæt står på et tæppe i salen, og percussionist Jaleh Negari skaber magi med intense rytmer. Performerne danser euforisk og forskelligt til en form for techno i et vidunderligt miks af queer ballroom-gestik og måske nutidig afrikansk dans. Festen repræsenterer forskellighed. Ekstasen munder ud i udmattelse, kroppene ligger nu på den kvadratiske, hvide scene i midten af salen.
Et feminint rum
”Slå jer på brystet” og ”riv jeres klæder itu” i fragment 140, også kaldet Adonis-hymnen, samples i librettoen i en forkortet udgave, der kunne bekræfte visse stemmers (lettere paranoide) påstande om, at det maskuline ofte underdrives i Sapfolæsninger. Opfordringen til at slå sig på brystet og rive tøjet i stykker sker i rituel reenactment af Afrodites smerte over ynglingen Adonis’ død – en kontekst, der her klippes ud af fragmentet. Dryppende stof arbejder bevidst med et vigtigt queer-feminint rum, der forståeligt nok udelader den lille skare af mænd, der af og til optræder i Sapfos sange. Alligevel ærgrer jeg mig lidt over denne sampling af fragment 140. Hvis Adonis ikke er med, ændres konteksten, og det bliver misvisende at bruge fragmentet. Sapfos lyre må bevidst være udeladt fra denne iscenesættelse, men jeg synes valget af trommen som bærende instrument fungerer fantastisk. Den trommende rytme går igen i Sapfos tekster, hvis repeterende metrik skabte ‘thelxis’, Eros’ besværgende, magiske kraft, som Sapfo brugte til at forføre sine udkårne.
Receptionen af Sapfo fra antikken til romantikken og til i dag viser, hvordan hver tid portrætterer sin version af Sapfo. Da jeg i vinter læste hele to nye danske Sapfo-oversættelser, oplevede jeg et fokus på Sapfos sanselighed og en læsning af hendes sprog med fokus på natur, materialitet og organiske, væskende elementer som nektar, honning og dug. Alt dette stof der også gennemvæder denne forestilling. Men Sapfo som centrum i et queer-fællesskab og oplevelsen af det bittersøde begær er det centrale smertepunkt i Dryppende stof.
Dryppende stof viser skønheden i et rum af forskellighed og intimitet, men den viser først og fremmest kærligheden og smerten, begæret og tabet. Opsætningen er politisk med sit nutidige blik på Sapfo og iscenesættelsen af et forførende queer-paradis, men mest af alt oplever man en hyldest til kærlighedskraften, Eros, den bittersøde. Afrodite påkaldes af Sapfo som en ven og allieret, Eros’ kraft får pigerne til at begære hinanden, mens seksuelle lyde og seksuel gestik blandes i sangen og koreografien – man fornemmer ekstaser og orgasmer. To performere kysser intenst hinanden, og deres sorte læbestift tværes ud. Make-up, koreografi, musik, tekst – alt spiller sammen i denne forestilling og skaber en fuldendt oplevelse. Sublim skønhed i en blanding af noget arkaisk og helt nyt.