En dystopisk iscenesættelse på Teater Momentum så skræmmende tæt på vores pandemiske virkelighed, at den enkelte tvinges til at spørge sig selv, om vi er blevet blinde overfor de krisetilstande, der hærger verden over.
Klinisk, koldt lys strømmer mig i møde, da døren til et sterilt rum, med 40 sorte feltsenge omgivet af matte plastikforhæng, åbnes. Med mundbind går jeg sammen med resten af publikum ind i det kolde lokale. I midten af lokalet står en hvid joker-lignende mand omgivet af et rundt stålbord med remedier, mad og en kunstig hånd på et højt stativ.
Manden i midten er hvid. Helt hvid. Hans hoved er hvidt. Hans tøj er hvidt. Hans sko er hvide. Selv hans blik er hvidt. Han kommanderer os med ophøjet ro til at tage plads på hver vores feltseng. På feltsengen ligger matterede beskyttelsesbriller, store høretelefoner hænger fra loftet. ”Tag høretelefonerne på og sæt beskyttelsesbrillerne i panden”. Herfra beder han os bestemt om at lægge os ned på feltsengen og tage brillerne på.
De slører mit blik i tåget lys. Jeg ligger med vidtåbne øjne, men kan intet se.
Det eneste, jeg fornemmer gennem de matterede beskyttelsesbriller, er hvidt lys, der skifter mellem at være en mælkehvid tåge, skarpt blændende, forsvindende, rytmisk pulserende eller helt væk. Totalt mørke.
Som en del af internatets blinde borgere, ligger publikum på hver deres feltseng i Christian Lollike og Sigrid Johansens iscenesættelse af den portugisiske forfatter og nobelpristager José Saramages bog Ensaio Sobre a Ceguire om en by, der rammes af en blindhedsepidemi, og borgerne én for én indlægges på et nedlagt sindssygehospital. I total isolation for verden udenfor.
Gradvist omslutter den auditive og sanselige performance mig gennem et skiftevis radiodramatisk stemmeindtalt og voldsomt kakofonisk lydunivers i høretelefonerne, overvældende og kvalmende lugte af krudt og sur, gammel menneskesved, beskidte, døende kroppe og pis, hårde bump mod min feltseng af virkelig kroppe, der løber omkring, og min egen krops fysiske reaktioner, der bliver en mærkbar spiller i fortællingens mere og mere anarkistiske udvikling.
Jeg er i en konstant vekslen mellem at blive i virkeligheden og overgive mig til den hvide mands absurde joker-verden, mens voldsomme tematikker som seksuelle overgreb, sult, drab, epidemier og voldtægt river min krops sanselighed rundt i alle dens mørkeste afkroge. Der er en konstant absurditet.
Jeg tager mig selv i at lukke øjnene, selvom min synssans er sat ud af spil. Min krop reagerer instinktivt ved at lukke øjnene af frygt for lyden af skud, da internatets vagter truer os, de internerede, blinde borgere. Jeg tager mig selv i at holde hårdt om mine lettere svedige hænder. Vedholdende insisterende på ikke at række hånden op til spørgsmålet om, jeg vil ofre det, jeg har mellem benene for andres liv. Jeg fornemmer lommelygtens blinkende lys, der peger i min retning, mens den overlegne, magthavende joker-karakter lader spørgsmålet hænge i den tunge luft.
”Tik, tak, tik, tak” siger han, mens han går rundt mellem de 40 feltsenge og tæller hvor mange, der rækker hånden op.
Iscenesættelsen udspiller og udvikler sig gennem Asger Kudahls omslyngende 3D-lydunivers, Balder Nørskovs lysdesign, der har afgørende effekt på fornemmelsen af rum på trods af blindheden, Nathalie Mellbyes sterile scenografi, der mærkes som den hårde feltseng under kroppen, og den hvide joker-karakters kølige og groteske stemmeføring og direkte spørgsmål. Undervejs i fortællingen stikker anarkismens ækle væsen sit hoved mere og mere frem. En kaotisk enerådighed begynder at herske mellem internatets blinde borgere og vagter.
Stærkest står min egen fortabelse til fortællingen gennem lugtene i den senere del af forestillingen, hvor overgivelsen til helvedets forgård bliver tydeligere og overtager virkelighedens teatersal på Teater Momentum. Den kvalmende lugt af beskidte, døende kroppe er så autentisk, at jeg næsten ikke kan være i min egen krop og tager mig selv i at trække vejret gennem munden. I situationer som denne er jeg fuldstændig med på præmissen og ønsker også at være det. Jeg mærker en direkte vilje til at nærme mig min egen personlige reaktion, hvis jeg skulle ende i en situation som denne.
Modsat dette ønske om fortabelse til fortællingen taler handlingen direkte ned i vores nuværende regerings handleplaner for at løse corona-krisen med udsagn som ”Hold to meters afstand”. For mig kammer de direkte citater en smule over, og på de tidspunkter taber jeg tråden. Simpelthen fordi det ikke er nødvendigt. Iscenesættelsens lighedstegn med vores egen virkelighed er i forvejen så tydelig, at den ekstra tydeliggørelse ikke behøves, for at jeg kan følge med.
En fortælling om blindhed lyser i sit eget groteske væsen som et grænsesøgende performanceeksperiment på den danske scenekunstscene. Det er både modigt og provokerende at inddrage publikum som direkte medspillere i en appel til os om at åbne øjnene overfor vores egen blindhed. Det står som et stærkt symbol på, at vi ikke ser de krisesituationer, der foregår udenfor vores egen dør. Og (måske heldigt) peger egenskaben af selve den smitsomme blindhedsepidemi direkte ned i den pandemiske corona-krise. Det virker nærmest tragikomisk at placere publikum som de liggende, blinde og dermed ikke-handlende borgere, der inden for hver sin feltseng kun lytter til de fuldstændigt modbydelige handlinger og tilstande omkring os – uden at kunne eller måske ville handle.
Undervejs når jeg at tænke, om jeg kunne ofre mig seksuelt for andres liv?
Jeg når at tænke, om jeg kunne dræbe for overlevelse?
Kunne jeg?
Kunne du?
Den kvalmende lugt af beskidte og døende kroppe hænger utaknemmeligt i mine næsebor, bag mit mundbind, da jeg begiver mig hjem mod København i en aften, der tvinger mig til at tage dystopien med hjem.