Ved Live Art Danmarks nytårskurs oplevede bastards skribent, Sandra Cecilie Quist, to ‘durational performances’ i form af to duetter.
Den ene duet, LONG LEGGED, blev opført af den tysk-svenske duo TBL (TallBlondLadies). Den varede tre timer, men to timer inde i deres repetitive værk dukkede den danske billed- og performancekunstner Sophie Dupont op sammen med danseren Ottavia Catenacci – sammen opførte de endnu en ‘durational duet’, den en time lange BREATHING IN VIOLENT TIMES – How Do You Feel?, simultant med TBL’s performance.
Live Art Danmark holder til i Nordhavn hos Friisland, og jeg tager metroen ud til Orientkaj en regnvåd lørdag. Det er tøvejr, men der ligger stadig rester af isflager på vejen og i havnen. Og der, hvor sneen er smeltet, kan jeg se udblødte fyrværkeribatterier, der ligger smurt ud over jorden. Det minder mig om, at nytåret slet ikke er nogen fjern begivenhed, selvom det føles sådan.
Google Maps sender mig ud ad små afspærrede stier, og jeg mister hurtigt orienteringen. Til sidst finder jeg Live Art Danmarks udstillingslokaler over for en masse containere i et hav af forskellige blå nuancer.
Det er med en underlig følelse af, at terrænet under mig ikke længere er fast, at jeg endelig når frem. Der dufter godt af taquitos, men jeg går væk fra stemmerne, maden og nytårsboblerne og direkte ind i rummet, hvor TBL’s performance, LONG LEGGED, er i gang.
Nytårskuren indleder kunstnerduoen Anna Berndtson og Irina Runges nye jubilæumsudstilling hos Live Art Danmark. TBL arbejder med ‘Long Duration Live Performance Art’, der ofte tager form som udholdenhedskunst, der varer i flere timer eller dage. Udstillingen består af en billed- og lydinstallation samt materialer og kostumer fra performancen.
Jeg ser to performere løftet omkring 10-20 cm over jorden på nogle mærkværdige sko. Lyden af skoene er markant, klik-klunk, klik-klunk. Det er en tung lyd, som, når mine ører vender sig til lyden, langsomt bliver lettere.
Deres koreografi består af spejlinger. De udfører simultant de samme bevægelser og ser hinanden i øjnene med et neutralt, nærmest udtryksløst ansigt. De har begge håret opsat i høje hestehaler og er iført en bikini, der ser temmelig ubehagelig ud. To helt runde skåle bryder deres bryster som et slags militært skjold. Men om livet har de et skørt, der ligner noget Josephine Baker kunne have optrådt i.
De vandrer på en firkantet scene. Det ser besværligt og tungt ud at løfte fødderne i de underlige sko. Jeg hører nogen blandt publikum fortælle, hvad meningen med skoene er: Det er minesko. “Hvis man skal ind og befri nogen, der er fanget i et minefelt, får man de her sko på,” bliver der sagt.
På et tidspunkt stopper performerne op og placerer hænderne i siden, ser frem for sig, vrikker fra side til side. Stadig helt udtryksløst. De vender tilbage til begyndelsespositionen, løfter en skammel over hovedet, helt op til loftet, længe, de sætter sig, læner sig tilbage og så fremover. Ser de hinanden i øjnene? Eller ser de bare på hinanden?
Børn blandt publikum hygger sig og deler en bolle, mens performerne gentager de forskellige sekvenser igen og igen. Der breder sig en uformel summen af snak fra lokalet ved siden af. Jeg sidder og kigger og tænker på nydelsen ved gentagelsen. Trygheden i repetitionen. Nu ved jeg, hvordan den næste sekvens vil se ud, men så bliver de pludselig asynkrone. Den ene vrikker før den anden. Den anden følger trop, forskudt. Deres bevægelser spejler ikke længere hinanden, men der opstår en ny symmetri, omvendt, men blot en variation af det, jeg så før. Det er den samme rytme og alligevel nyt. Gæster kommer og går, og børnenes vandtætte overtøj knirker om kap med minestylternes: klik-klunk, klik-klunk, klik-klunk, klik-klunk.
Sophie Duponts performance, BREATHING IN VIOLENT TIMES – HOW DO YOU FEEL?, begynder, mens LONG LEGGED er i fuld gang. Men de to værker taler underligt nok fint sammen.
Dupont beskriver sit værk her: “Vi er først og fremmest levende væsener. Vi forbinder os konstant til livet gennem ind- og udåndinger, og vi forbinder os til den ydre verden. Vi er i kraft af vores åndedræt i en konstant dialog med os selv og verden omkring os. Vi er i en konstant dialog med liv og død, et pust væk fra døden. Hvad gør os levende? Hvad får os til at ville leve? Hvad udgør livskraften i os alle. Kærligheden vi deler.”
Dupont og Catenacci står på et podie som to dynamiske barokskulpturer. Jeg mærker straks den kollektive vejrtrækning. Lyden af performernes vejrtrækning forstærkes af mikrofoner og blander sig med publikums lidt svagere åndedræt. Det føles i begyndelsen som en lidt foruroligende form for yoga: “Do you breathe?” spørger de. “How do you feel?”
“Fine,” er der nogen, der svarer.
“We breathe fine, fine.”
Dupont præsenterer en AI-instruktør, der over højtalerne instruerer os i en afspændende vejrtrækningsøvelse. Jeg forsøger at følge instruktionerne omgivet af det højlydte åndedræt. Det er sensuelt og blødt. AI-stemmen opfordrer til mindful nærvær, men hvordan er man mindful med så mange lugte og lyde, der hiver i ens opmærksomhed.
Dupont og Catenacci har bare tæer og virker helt groundede i modsætning til TBL, der fortsat går rundt på deres minestylter ved siden af. Mens TBL hele tiden har stor afstand mellem sig, er Dupont og Catenacci altid fysisk viklet ind i hinanden. De hviler på hinanden, trækker i hinanden, falder over hinanden, støtter hinanden, balancerer sammen ind og ud af hinandens greb. Imens trækker de vejret tungt og højlydt: “Full of air.” “And you? You? How do you feel”? spørger Catenacci Dupont, der svarer:
“I feel angry. So much unfairness everywhere …”
Men det er vrede, som jeg ikke mærker her i rummet. Måske har AI-stemmen alligevel lullet os ind i en mindful stemning.
Jeg kommer til at tænke på Juliana Spahrs kraftfulde og hypnotiske digt This Connection of Everyone with Lungs, der blev til midt i sorgen, vreden og krigene efter 9/11. Er det virkelig kun i de værste kriser, vi forsøger at forstå, at vi indånder den samme luft?
Jeg fornemmer på et tidspunkt, at de spørger mig, “how do you feel?”, men jeg tør ikke svare, at det er svært for mig at mærke mig selv, når jeg er omgivet af andre. At jeg er meget træt, men også tryg og ubekymret for en stund. Måske skulle jeg bare have sagt det, men jeg kigger i stedet ned i gulvet, mens andre svarer, at de har det fint, er okay, vrede, anspændte eller begejstrede.
Men jeg elsker samtidig de ubesvarede spørgsmål, der hænger i luften. Det er også okay, tror jeg. Jeg lister ud af lokalet, skriver noter på toilettet og går ud i havneområdet, inden mørket falder på.