Der er ingen performere i første akt af Anne Imhofs nye soloudstilling på Palais de Tokyo, men kan den mennesketomme udstilling selv stadig performe uden sine kroppe?
Anne Imhof er et af de hotteste navne i kunst- og performanceverdenen lige nu. I 2017 vandt hun guldløven for sin berømte performance Faust på den tyske pavillon i Venedig, hvor cool, sexede og triste teenagere lå og vred sig under glaspaneler til et dystert soundtrack i en fem timer lang meditation over kapitalisme og weltschmerz. Nu er hun aktuel med soloudstillingen Natures Mortes på Palais de Tokyo i Paris, som en del af deres udstillingskoncept ’Carte Blanche’, hvor en kunstner får lov at udfolde sig på hele udstillingsstedets 13.000 (!) kvadratmeter – og måske har det været en for stor mundfuld. Der er i hvert fald noget, der klinger underligt hult ved udstillingen.
Ofte når man besøger udstillinger, hvor performances har fundet sted, ligger der nogle efterladenskaber fra performancen tilbage i rummet: et par snavsede underbukser, et krøllet manuskript eller nogle champagneklistrede gulve, som et bevis på, at her ’skete noget’. Nogle gange kan det være en spændende fornemmelse at gå rundt og lege detektiv og prøve at genskabe hvad, der er fundet sted i udstillingsrummet som en anden synsk La Cour fra Rejseholdet, men ofte får jeg bare en tom fornemmelse af at være kommet for sent til festen. Med Anne Imhofs udstilling på Palais de Tokyo forholder det sig lige omvendt: jeg er kommet for tidligt til festen. Da jeg besøger hendes nye soloudstilling i slutningen af september, er der ingen performance. Det store nye performanceværk, Anne Imhof sammen med sin fast performancetrup har udviklet til udstillingen, bliver nemlig først vist i de sidste dage af udstillingsperioden.
Da Imhof viste Faust i Venedig, var der performance hver dag i udstillingsperioden, men her på Palais de Tokyo har de valgt en anden strategi. I pressematerialet kalder de selv udstillingen før performanceperioden for ’akt 1’ og udstillingen under performanceperioden for ’akt 2’. Som en kunstner, der selv arbejder med performance, er det en problematik, der optager mig meget og er en evig diskussion, når det kommer til performances i udstillinger: Hvordan kan man opleve performanceværket på tidspunkter, hvor det ikke bliver performet live af kroppe i rummet? Hvis man vælger at holde udstillingen åben, også når der ikke performes i den, hvad oplever de gæster, der ankommer før eller efter performancen så? Bag det spørgsmål ligger der selvfølgelig et andet spørgsmål, nemlig hvad en performance overhovedet er gjort af? Begreberne performance og performativitet har udvidet sig enormt meget inden for de sidste år, og en performance behøver ikke nødvendigvis bestå af kroppe, der gør ting i rum. Nogen vil for eksempel også mene, at malerier også kan ses som performances. Og det er måske der, Anne Imhof og jeg går skævt af hinanden. Det vil jeg vende tilbage til senere.
Noget af det første jeg bemærker, da jeg træder ind i udstillingen, er, at Anne Imhof har pillet loftet ned i det første rum, så Palais de Tokyos skelet står frem og nærmest ligner en banegård med sine træ- og metalkonstruktioner. Hele udstillingen er også bygget op som en slags by med en række arkitektoniske indgreb i de forskellige rum, der bærer navnene: ’CURVE 1’, ’MAZE’, ’STREET’, ’CURVE 2’, ’CINÉMATHÈQUE’, ’WING’, ’GROUND’ og ’STAGE’. I det første rum, ’CURVE 1’, går der en form for tunnel (Passage, 2021) gennem rummet. Den består af glaspaneler, hvor nogle af dem bærer graffiti-tags, nogle er støvede med små fingeraftryk på og andre igen er tonede i forskellige farver. Bagefter læser jeg mig til, at Imhof har skaffet panelerne fra en fabrik, der skulle rives ned. De understreger følelsen af transit, som det banegårdslignende loft slår an. Mens jeg går gennem tunnelen, kan jeg se resten af rummet indrammet og fragmenteret af de uigennemsigtige og gennemsigtige glaspaneler.
Langs med tunnelen vises blandt andet to værker af henholdsvis Sturtevant og Wolfgang Tillmans: en film af en hund, der løber i et endeløst loop (Finite Infinite, 2010) og et foto af en mand, der sover ved en flodbred (An der Isaar II, 2008). Til sin udstilling har Imhof nemlig, ligesom flere tidligere kunstnere i ’Carte Blanche’-udstillingsrækken, inviteret en kæmpe flok forskellige kunstnere, der har inspireret hende. Jeg synes, det kan være en rigtigt fin og generøs gestus at invitere andre ind i sin udstilling, og tidligere på dagen var jeg meget begejstret, da jeg oplevede det samme greb i Jagna Ciuchtas ømme udstilling i Bétonsalon, hvor hun på en virkelig sensitiv måde fik flettet sine egne og de inviterede kunstneres værker sammen. For Imhof lykkes det i mine øjne mere og mindre succesfuldt gennem udstillingen. I det her tilfælde bliver værkerne gennem en udstillingstekst koblet sammen med Imhofs installation med glaspaneler. I teksten står: “Wolfgang Tillmans’ photograph An der Isar II creates a slow-down in the exhibition, putting a brake on the sense of acceleration imparted by Anne Imhof’s glass sculpture that draws us in and then Sturtevant’s video with the dog rushing toward us“. Jeg er knap nok kommet ind i rummet og har ikke følt nogen særlig form for bevægelse i min egen krop, men skiltet postulerer allerede en acceleration og nu bremsen. Jeg står og tænker, at den slags udstillingstekster, der ikke giver plads til beskueren, altid er irriterende, men siden tænker jeg ikke mere over det før senere i udstillingen, hvor det viser sig at være symptomatisk for hele formidlingen af Natures Mortes.
Center: ANNE IMHOF, PASSAGE (2021), Glass, steel, wood, acrylic. Courtesy of
the artist, Galerie Buchholz and Sprüth Magers. On the right: STURTEVANT, FINITE INFINITE (2010). Four-channel video installation (colour, sound) 3 min 35 s (loop). Courtesy Air de Paris (Romainville); © Estate Sturtevant (Paris). Foto: Andrea Rossetti
For enden af tunnelen hænger to højttalere, der kører rundt på nogle metalskinner i loftet og fra tid til anden spiller et episk, melankolsk korværk, Imhof har lavet i samarbejde med sin partner Eliza Douglas. Mens lydværket spiller, og jeg kigger rundt på glaspanelsinstallationen, får jeg en følelse af at være med i en film, og jeg tænker på, hvor utroligt det er, hvordan lyd og musik kan transportere os og med ét gøre et rum teatralsk og opsluge os i en fiktion. Måske gør det slet ikke noget, at der ingen ’live performance’ er, når man kan skabe den slags rum. Måske kan det endda nogle gange være lettere at lade sig opsluge, når rummet er tomt, og man selv skal indsætte sin egen krop. Jeg har rystet lidt af min skuffelse over kun at opleve ’akt 1’ af udstillingen af mig, da jeg opløftet og håbefuld bevæger mig ned af trappen til næste rum. Men der knækker filmen.
Venstre halvdel af rummet bærer titlen ’MAZE’ og er bygget op af de samme glaspaneler som ovenpå, men nu former de en labyrint. Indeni den store labyrint finder jeg en række små scener. På en scene hænger der et maleri af en solnedgang, der vender på den forkerte led (malet af Imhof selv). På gulvet ligger der en madras med en guitar på, og ved siden af står der en slukket Soundboks. I udstillingsteksten læser jeg, at det blandt andet er her, performancen kommer til at finde sted. Men lige nu er alle højtalerne slukkede, instrumenterne ligger dovent på gulvet, og det er mest af alt et lidt trist syn. “Even when emptied of human presence and devoid of any spectacle, the first act of the exhibition offers a negative portrait of absent bodies and the traces of their presence, making their voices echo endlessly throughout the space”, insisterer udstillingsteksten. ”Bare rolig”, hører jeg den sige til mig, men jeg er ikke overbevist. Måske koncentrerer jeg mig ikke nok, men jeg kan ikke mærke kroppene. Jeg har ikke engang et par snavsede underbukser som bevismateriale. Jeg har kun den sterile, slukkede Soundboks, der stirrer tilbage på mig med et løfte om en snarlig fest. I et interview, jeg læser efter, at jeg er kommet hjem, udtaler Anne Imhof: “Now with Natures Mortes, there are all kinds of stages, built out of metal and wood, protruding from marble stairs or formed from slab-concrete balconies. On them the gear is already installed: amps, a drum set, a flagpole, a mic. Until now they are only images, potentialities, lying in wait. Images of voice, crowds, choice, silence, fame, failure. I imagine the new piece as a procession. It moves forward, never returning to the same place again.” I teorien lyder det rigtigt godt: stilheden, fiaskoen, men også potentialet. Men jeg kan ikke lade være at tænke, om det er lidt for letkøbt. Om det alligevel er for meget at bede udstillingens gæster om at se potentialet i den slukkede – eller i Anne Imhofs øjne endnu ikke tændte – højttaler.
I højre halvdel af det store rum, det der bærer titlen ’CURVE 2’, føler jeg mig i bedre hænder. Her er, ligesom ovenpå, en højttaler, der faktisk er tændt – og endnu et lydværk lavet i samarbejde med Eliza Douglas lyder ud i salen. Her føles det måske faktisk alligevel lidt som det ’endeløse ekko’, udstillingsteksten insisterer på findes. Generelt er det ved lydinstallationerne, at udstillingen kommer mest til live for mig, hvor det pludselig bliver filmisk og (mere udtalt) performativt, og hvor jeg, hvis jeg kniber øjnene sammen, næsten kan se Imhofs performertrup for mig – eller se de andre besøgende som performere.
Desværre har udstillingsteksterne igen meget travlt med at fortælle mig, hvad jeg føler, og hvordan jeg skal bevæge mig i rummet: ”On the left, the darkened maze prompts visitors to slow down, to contemplate the works; on the right, resembling a levitating running lane immersed in light, the curve is an invitation to movement and speed.” Sandsynligvis er det ikke Anne Imhofs skyld – og det er slet ikke sikkert, at hun har været særligt meget inde over formidlingsteksterne, men de fylder en del i udstillingen både fysisk, men også fordi de er den eneste stemme, man kan klynge sig til i de ’forladte’ rum. Det er som om teksterne og formidlingen af udstillingen hele tiden krampagtigt prøver at pege på udstillingens performativet, og jeg føler, at resultatet bliver det modsatte: udstillingen virker død.
Andre inviterede kunstnere
Igennem alle rummene gemmer der sig også værker af andre kunstnere. På vej ned ad trappen blev jeg mødt af Cyprien Gaillards temmeligt kedelige tounge-in-cheek fotos af stilleben med Jägermeister-flasker. I labyrinten gemmer der sig en lidt mere interessant skulptur af Àdrian Villar Rojas (Untitled (from the series Rinascimento), 2015-2021) – et køleskab, der konserverer fordærv. Måske er det på grund af de slukkede Soundboks-højtalere, de gemmer sig blandt, men de fleste af værkerne glider meget i baggrunden og opleves mest som rekvisitter eller scenografiske elementer: en hjelm, et foto af en seng, en gulvmoppe der læner sig op ad en søjle. Dermed ikke sagt, at det gør dem dårligere, eller at det gør dem mindre til kunstværker, jeg ved bare ikke rigtigt, hvad de vil. Det virker som om, at de bliver nødt til at blive aktiveret i performancen i ’akt 2’ for at få pustet lidt liv i sig.
I samme boldgade har jeg gennem hele udstillingen undret mig over nogle meget minimalistiske grå stolpeskulpturer af Imhof, der stikker ud fra væggen i første rum (Untitled 2017). Jeg endte med at konkludere, det måske var for at have nogle små skulpturer til samlerne, men da jeg bladrer gennem kataloget derhjemme, går det op for mig, at det var en del af scenografien i Faust. Nu er de afkoblet fra den originale kontekst og er blevet til noget andet, men jeg er ikke helt sikker på hvad: et kuriosum for dem, der har set Imhofs performance i Venedig eller en spændende minimalistisk skulptur i sin egen ret?
I den del af udstillingen, der bærer titlen ’CINÉMATHÈQUE’, er mange af værkerne af de inviterede kunstnere ophængt, og det ligner til forveksling en ganske almindelig museumssamling. Det virker som en kortlægning af noget, men det er som om udstillingen hele tiden bare kradser i overfladen. Billederne forbliver billeder på billeder.
Den oplevelse, jeg står tilbage med fra udstillingen, er kropsliggjort i Imhofs videoværk af Eliza Douglas. Her står Douglas på en strand med en pisk og pisker bølgerne. Det hele føles så cool, men også trist og overfladisk.
Efterhånden tænker jeg, om det måske er mig, der går forkert til udstillingen, når jeg hele tiden kommer til at fokusere på den fraværende live performance. Det virker som om, at udstillingen er symptomatisk for to ting: Imhofs performancesyn og coronapandemien. I et interview i forbindelse med udstillingen fortæller Anne Imhof, hvordan hendes projekter altid starter med tegninger og malerier, og hvordan hun også ser sine performances som malerier. I Natures Mortes udstillingen er der også fyldt med Imhofs malerier – for hun har, som hun siger, i de seneste år haft meget alenetid i atelieret til at male. Som udstillingsteksterne også lidt klodset insisterer, bliver vi nødt til at betragte hele udstillingen, og altså også malerierne, som en performance. Den præmis kan jeg sådan set godt gå med på, men ligegyldigt, hvor meget jeg prøver at lade mig opsluge af Imhofs solnedgangsmalerier eller aktivere rummet med min egen krop (og jeg er ovenikøbet en meget aktiv besøgende, der både rører ved og lugter til udstillinger), kan jeg stadig ikke mærke værkerne. Det hele virker dødt, og det er måske også en pointe fra Imhofs side, siden hun har kaldt udstilling Natures Mortes, det vi på dansk kalder et ’stilleben’. Det er maleri som performance og performance som maleri.
Mit savn af fysiske kroppe i rummet stammer nok også fra pandemien og de begrænsninger, den i kunstsfæren har påført særligt performancekunsten. De sidste år har vi måttet gentænke performances, der involverer mennesker i rum, og det er det tab, som første akt af udstillingen ufrivilligt skriver sig ind i. Jeg og de andre gæster, der er kommet for tidligt til festen, må vente lidt endnu med at se en live performance af Anne Imhof igen. Vi må nøjes med de slukkede højtalere, ekkoerne og de negative portrætter af fraværende kroppe. På papiret lyder det godt, men i min krop føles det ikke som et fravær, der bliver til et nærvær. Det føles bare som et fravær.