Artin Toth fra ‘Art is Business – Magazine’ (Budapest, Ungarn) talte med Giuseppe L. Bonifati, grundlæggeren og en af lederne af gruppen og det samfundsbaserede performanceprojekt ’Kunstpartiet’ d. 3. november, den sidste dag af gruppens ophold i Ungarn
Forestil dig, at du laver noget meget vigtigt i centrum af Budapest. Du kigger ikke engang op, da en helt lyserød ambulance pludselig kører ind foran dig, og nogle skuespillere i lyserødt tøj dukker op, som så begynder at spille Shakespeare. Forestil dig det, som indledning til samtalen med Guiseppe L. Bonifati, grundlæggeren og en af lederne af det samfundsbaserede performanceprojekt ‘Kunstpartiet’.
Hvad lavede I i Centraleuropa?
Vi har på lykkelig vis afsluttet en tour, som varede en måned. Vi startede i begyndelsen af oktober. Fra Danmark, Billund, hvor vi bor og hvor vores teater, Det Flyvende Teater, holder til. Vi kørte fra Billund til Polen, Goleniow, derefter til Tjekkiet, Prag, til Slovakiet, Bratislava og vi afsluttede turen i Budapest. Dette projekt hedder EUmergency: Artbulance on the road, og det er en slags fortsættelse af vores format Kunst På Opkald , en kunsttjeneste, som du kan ringe til og få til at komme direkte til dig. Vi skabte det oprindelige format i 2019, inden for rammerne af et forsøgsprojekt om kunst og sundhed, støttet af Region Midtjylland, for at fremme kunst som alternativ medicin i 7 kommuner i Danmark. I det første projekt havde vi også en ungarsk læge/koreograf om bord.
Ja. Hvordan fandt du ham? Eller hende?
Vi mødte hende i Budapest. Min personlige forbindelse til Budapest startede i 2013 i AQB, hvor jeg var en af de første kunstnere i residency. Og her mødte jeg også min kone. Linda Sugataghy, som nu er den kreative producer i vores teaterkompagni. Så det var kærlighed ved første blik i Budapest. Jeg var der for at researche i forbindelse med et kunstnerisk projekt, The Judgement, og siden forlod vi aldrig hinanden. Normalt tilbringer vi et par måneder hvert år i Budapest, og vi har i to år haft i tankerne at bringe ambulancen hertil, men vi blev ved med at udsætte dette projekt på grund af nedlukningen, så vi er meget glade for, at vi endelig kunne realisere denne tur.
Men før du rejste, testede du det? Havde du et publikum i Danmark og nogle tilbagemeldinger?
I 2019 havde vi et omfattende program, og også i år var vi en del af Trekantområdets Festuge i alle 7 byer, og vi udarbejdede et specifikt program med theatre emergencies (teaternødtjeneste) og opera emergency (operanødtjeneste), hvor vi går ud og optræder direkte under vinduer og altaner. Det er en pop-up forestilling, men folk kan også ringe til vores nummer og invitere os. Vi havde også en særlig dance emergency (dansenødtjeneste) i Budapest med en ungarsk danser, Milán Újvári, som også tidligere har arbejdet med os i Danmark. Dette var faktisk en af de mest succesrige forestillinger på turen.
Dette program med teater-, danse- og operaaktioner blev realiseret på lignende måde i alle de fire Visegrad-lande, vi besøgte. Vi arrangerede også en Zentai-workshop i hvert land med vores pink helkropsdragter. Denne workshop, ’Above the skin’, er en del af en anden research, jeg startede i 2015 i Paris, men så fortsatte jeg den også i kunstcentret ’Art Quarter Budapest’ og i forskellige dele af verden siden da. Det er en måde at møde og komme i kontakt med den anden på, på en meget anonym måde. Jeg vil mene med en grænse. Kan vi møde hinanden, selvom der er en forhindring mellem os? Vi fandt lokale deltagere i hvert af de fire lande, og vi realiserede byaktioner og en kollektiv forestilling på pladserne og gaderne i Goleniow, Prag og Bratislava og i AQB i Budapest. I Prag fungerede det overordnet meget godt.
Hvordan fandt I samarbejdspartnerne her i Centraleuropa? Hvem inviterede jer?
Vi valgte vores samarbejdspartnere, da det er et projekt udtænkt af mig som kunstnerisk leder og af vores team. I de lande vi besøgte, ønskede vi at involvere eksisterende partnere og nye kontakter, som vi var interesserede i at samarbejde med som Velvet Carnival fra Prag, der hvert år arrangerer en parade i centrum af Prag i anledning af fejringen af det kommunistiske regimes fald, som takket være sin overordnede ikke-voldelige karakter fik tilnavnet The Velvet Revolution (fløjlsrevolutionen). Det var Creative Europe afdelingen i Danmark, der knyttede dem til os. En anden ny partner i Slovakiet er Nova Cvernovka, et vigtigt kunstopholdscenter en kontakt givet til os af en skuespillerinde, vi tidligere arbejdede med, og vi havde hende også med på denne tur. Vores eksisterende partner var Brama Teater fra Polen, som vi tidligere arbejdede med i et europæisk projekt, jeg nævnte før vores faste forhold til AQB, men vi havde også nye partnere i Ungarn: Pro Progressione og Bethlen Teater. Alt blev støttet af Visegrad Fund, og vi formede projektet omkring turens mange faktorer, og det fungerede meget godt.
Fik du nogen hjælp fra de lokale partnere?
Ja, for eksempel havde vi en base i Ungarn på Bethlen Teater de første dage, derfra flyttede vi rundt i byens centrum, og de hjalp os også fx med at kontakte de lokale myndigheder, for det er godt at informere dem om en ambulance, som er lyserød og kører rundt og spiller La vie en rose, konstant, som en sirene… For eksempel blev politiet i Tjekkiet ikke informeret, men der fik vi også en meget god tilbagemelding fra dem, da to betjente stoppede os for at tjekke ambulancen og det udenlandske pladenummer og sagde så: “Bliv ved med at gøre det I gør, for folk bliver syge i sjælen efter corona. Det er fantastisk, det I gør. Kunstnere burde regere verden.” Så fremførte operasangeren en serenade for politibetjentene. I det øjeblik forstod jeg, at vi gør noget, der gør en forskel, som virkelig kan give noget fantastisk til folk. Reaktionen fra politiet i Slovakiet og Ungarn var anderledes i den forstand, at de ikke reagerede meget på vores tilstedeværelse i området, de var bare søde og smilende.
Hvordan fandt du kontakterne lokalt i de forskellige lande?
Jeg er for eksempel meget knyttet til Budapest-området af de personlige og kunstneriske årsager beskrevet ovenfor. Jeg må sige, at ’Theatre emergency’-programmet fungerede bedst i Budafok, fordi den samme handling i centrum af Prag eller Bratislava var også fantastisk, men transport og parkering var meget udfordrende, og selvfølgelig er folk måske mere vant til sådanne begivenheder i bymidten, så effekten var anderledes. I Budafok – en perifer del af Budapest, skete der for eksempel noget meget rart. Vi skrev i en Facebook-gruppe, at vi går rundt med denne kunsttjeneste, og vi kan besøge folk, og de begyndte at sende os en masse adresser, den ene efter den anden, og vi fulgte bare henvendelserne uden at stoppe, så det var fantastisk.
Hvordan var workshop-responsen og forestillingen inde i Kunstbulancen?
Rigtig god, vi havde meget motiverede deltagere. Vi har en række aktioner og en terminologi, vi bruger imellem os under workshoppen: “linjen” eller “cirklen”, hvor vi bogstaveligt talt re-designer byrummet, og vi interagerer med mennesker, og vi spiller for at forudsige deres fremtid ved vores særlige “tarots”. Det er intet andet end at sætte os selv i kontakt med den Anden på fantasiniveau. Så har vi en anden aktion, “ringen”, hvor vi skaber en ring midt på en offentlig plads, og vi inviterer passagerer til at deltage i mikro-performances indeni. Noget vi skaber ud fra deltagernes personlige materialer, som de er blevet bedt om at medbringe til workshoppen, så resultatet er forskelligt i hver by.
Konklusionen er, at forbipasserende oplever at få deres fantastiske fremtid forudsagt af anonyme mennesker; de bliver også en del af intime mikro-performances foran alle andre passagerer, som bliver tilskuere til performances, som nogle gange endda har små thaumaturgiske implikationer. Jeg kan ikke se dette på en anden måde end i virkeligheden at møde den Anden. Og her citerer jeg den franske filosof Emmanuel Lévinas, som var meget vigtig i begyndelsen af min forskning om Andetheden i Paris: Den bedste måde at møde andre på er ikke engang at bemærke farven på hans øjne. Jeg er fuldstændig enig.
Sammen med Zentai-workshops lavede vi en forestilling kaldet Artbulance 5.0, der foregik inde i køretøjet. Dette er en del af turen, og vi gjorde det i alle lande. Publikum kommer indenfor i ambulancen – og kunstnerne og skuespillerne er der ikke, men de laver forestillingen via Zoom. Det er en løsning, som vi har opfundet på grund af corona. Inden da kunne publikum komme ind, højst ni personer, og to skuespillere optrådte for dem i en halv time. Det var en meget god og meget stærk forestilling, men så var vi nødt til at ændre måden at lave den på, da det er et lille sted, og man ikke kunne få publikum til at sidde så tæt i løbet af det sidste år med alle restriktionerne. Så vi opfandt et andet koncept med kunstnerne uden for ambulancen. Det handler om afstanden og grænserne mellem mig og dig – og om, hvordan man kan gøre dem kortere eller gøre dem længere.
Hvad var din oplevelse med de forskellige publikummer? Hvordan reagerede de?
Vi var overraskede over, at selv i gaderne var folk meget lydhøre i alle 4 lande. Overordnet set nød jeg meget at lave dance emergency i Budapest. Det er noget meget stærkt, fordi kunstneren stiger ud af en ambulance i en kørestol, dækket af en skin suit, så det er interessant, hvordan folk kan reagere på en mærkelig situation som denne. Det afhænger selvfølgelig også af skuespillerens evner; hvordan han ændrer denne situation til noget endnu mere uventet, fordi han gør tingene meget uforudsigelige med kørestolen. Kørestolen bliver et værktøj til at omdanne forventningerne til en grænse til noget andet end virkeligheden.
Generelt forventede jeg mere ligegyldighed eller nogle dårlige reaktioner i Ungarn, men i stedet var alt godt.
Vi har meget erfaring indenfor dette felt. Vi startede Kunstpartiet i 2016, et fællesskabsbaseret kunstprojekt, med det hovedmotiv at stræbe efter skønhed gennem kunst. Så siden 2016 har vi dagligt ageret for at bringe os tættere på andre mennesker og for at transformere hverdagslivets politik på en fantastisk og uventet måde.
Er der nogen nye planer for Kunstbulancen i den nærmeste fremtid?
Den vil formentlig ikke være på tur i 2022, men der bliver en kunstinstallation på et vigtigt kunstmuseum i Jylland i Danmark… Vi arbejder på det!
Hvordan er livet i Danmark?
Efter at have været kunstnere i residens i Holstebro i 10 år besluttede vi at lave vores eget teater: Det Flyvende Teater. Så i år flyttede vi til Billund, og vi tog dette nye teaterprojekt så bogstaveligt, at jeg endda giftede mig med Linda i lufthavnen dette år. Vi lavede en pilotversion af Det Flyvende Teater i september, med deltagelse af forskellige lokale aktører, der interagerer i Billund Lufthavn som et fantastisk flyselskab, med koncert ved bagageudleveringen og interventioner rundt omkring. Fra næste år planlægger vi at fortsætte dette projekt og på lang sigt at lave uventede ting som for eksempel opera i luften eller ved gaten.
Det var også en stor oplevelse for mig at hoppe op på bagagebåndet. I slutningen af september, da vi lavede pilotprojektet, var det svært at forudsige passagerernes reaktioner, fordi vi netop havde afskaffet restriktionerne. Men hvis du frygter, vil publikum også frygte, og hvis du ikke frygter, vil folk føle sig godt tilpas. Vi lignede et rigtigt flybesætningspersonale, da KLM mødte os, lignede vi dem så meget, at det var svært at skelne os fra hinanden…
Your baggage is late, don’t worry: we play!
Det er meget interessant, for i lufthavnene har man meget klare regler nu. Så alle skal respektere reglerne, så hvordan kom denne idé?
Vi valgte denne lufthavn, fordi mine kolleger og jeg fløj til og fra Danmark til verden mange gange herfra, jeg tror, at i de sidste 10 år omkring mindst 1.000 gange tilsammen. Så vi tænkte, lad os flytte derhen og lave et teater der i Billund Lufthavn. Så det gjorde vi.
Modtager I nogen støtte?
I år er vi blevet støttet af Kulturministeriets puljer. Fra næste år vil Billund Lufthavn hjælpe på længere sigt, og vi samarbejder med kommunen og andre nationale fonde om også at støtte dette projekt. Vi bygger projektet op lokalt, og så vil vi gerne eksportere det, også til udlandet i fremtiden. Næste år har vi har i tankerne at realisere en teaterforestilling i lufthavnen, som et resultat af vores daglige arbejde der: Mågen af Anton Cechov. Det vil foregå i en hangar, muligvis i Trekantområdets Festuge til august. Så dette bliver hovedprojektet for os det næste år, sammen med teaterforestillingen Super Ole i juni, frit inspireret af Ole Kirk Christiansen, der involverer Billunds skoler i løbet af 6 måneder og som også vandt Hustkunstnerordningen hos Statens Kunstfond.
Så… Sit back, relax and enjoy the show!