Every Body Electric destabiliserer alle normative idéer om, hvad kroppe kan og ikke kan. Det handler ikke om at overvinde et handicap, men om skabelsen af nye energier og nydelsen ved dansen. Samtidig gør forestillingen en opmærksom på sig selv som betragter.
Alle ankommer samme vej til scenen på Bora Bora til det internationale gæstespil Every Body Electric ved Det Frie Felts festival i Aarhus – ad rampen. Ude i kulden befinder vi os ventende på rampen ved bygningen. Heldigvis lukkes vi hurtigt ind i varmen i black boxen, hvor aftenens to performere Adil Embaby og Vera Rosner-Nógel venter på os. Publikum placerer sig på stolerækker, eller i de medbragte kørestole, i en række til højre og venstre for scenen, og ellers på stolerækkerne over for scenen.
Every Body Electric er koreograferet af den prisvindende, verdenskendte østrigske koreograf og performer Doris Uhlich, der i sine værker slår et kæmpe slag for, at alle kroppe kan danse. Dette værk er dog skabt i et samarbejde med performerne, der begge har et fysisk handicap, men også meget forskellige kroppe. Forskellige styrker og svagheder. En kvinde og en mand. Altså en duet for to personer og to kørestole.
Doris Uhlich beskriver i den efterfølgende artist talk, hvordan hun har været en slags coach for bevægelserne i værket, der er funderet i den enkeltes krop. Uhlich har ikke selv et fysisk handicap og kunne derfor ikke have drømt om at skabe denne performance, havde det ikke været for de dansere med fysiske handicaps, der i forbindelse med et tidligere værk, efterspurgte at skabe Every Body Electric sammen med hende.
Uhlich arbejder ud fra en præmis om, at hver danser ‘graver’ dybt i sig selv for at finde sine bevægelser, som hun kalder ‘energetic icons’. Bevægelser, der er funderet i, hvad der føles godt og giver nydelse i den enkeltes krop. Hver dansers bevægelser kommer indefra, og det kan mærkes, fordi bevægelserne fremstår helt naturlige for den krop, der udfører dem. Bevægelserne afspejler danserens personlige historie og erfaringer.
Måske kan man tale om, at der findes en særlig modstand i kroppen, og i nogle kroppe mere end andre. En modstand mod visse bevægelser, som så til gengæld fremhæver og styrker de bevægelser, der i andre sammenhænge var forblevet usynlige. Kroppe, der ikke altid kan følge egne intentioner. I denne performance optræder der ingen normative kroppe. Danseren Vera fortæller, at nej, det var de ikke interesseret i. De fandt deres egne løsninger, og jeg genkender, at måske netop sådan, er der opstået nogle helt unikke bevægelser og kropslige formationer i forestillingen, som vi ellers var gået glip af.
Værket, jeg nu oplever, bliver aldrig monotont. Tiden flyver afsted, selvom varigheden er betinget af kroppe, hvis tempi faktisk kan variere meget fra dag til dag. Derfor er det vigtigt med den live dj, der også deltager her. Kroppene betinger faktisk plads til improvisation.
Lyd af techno. Lyd af maskiner. Bevægelserne igangsætter lydene. En arm bare, der løfter skulderen gentagne gange. En arm, der løfter et ben, der virker slapt, men ikke tungt. Rystelser. Et hjul, der drejer, stolen, der glider let henover gulvet. Alt vibrerer på skift.
Det her handler ikke om at overvinde et handicap, det handler om at skabe kunst med kroppe, som de er, og se på kroppene med nye øjne. Skabe nye energier indefra og dele nydelsen ved dansen. Alt det skinner tydeligt igennem hos performere, som er virkelig dygtige og formidler utallige for mig helt nye udtryk i deres impulser og bevægelser. De glider ud af stolene, bruger gulvet og hinanden. Henvender sig til publikum. Hver fiber i deres kroppe udtrykker noget i de repeterende bevægelser, der kun bliver mere og mere spændende for hver gang de udføres.
De ligger på gulvet. Ryster og vibrerer. Glider, trækker sig og ruller over hinanden. Ligger på ryggen og vibrerer, sitrer i hele kroppen. Holder om hinanden. På gulvet skubber de hinanden frem og tilbage som i én bevægelse.
Performancen er stramt komponeret til lyden af elektroniske beats. Noget sænkes fra loftet, mens musikken stopper. En kran løfter kørestolen højt op. Den bliver en skulptur. Første akt er en duet, og de to performere danser med hinanden, synkront og spejler hinanden. Ryster hinanden, indtil stolen sænkes ned fra loftet igen.
I stilhed tager de alt tøjet af. Vi får efterfølgende at vide, at nøgenhed ikke er Uhlichs idé i denne performance, selvom Uhlich næsten altid arbejder med en form for nøgenhed, men noget, der kom fra en performer, der tidligere havde deltaget i værket Habitat. Da denne performer viste dem dokumentation fra Habitat begyndte flere performere at smide tøjet.
Habitat:
Nøgenheden forstærker alt det, vi netop har oplevet. Jeg ser ikke længere det, der gør kroppene bevægelseshæmmede. Kroppene fremstår frie. Samtidig bliver jeg opmærksom på mig selv som betragter. Jeg konfronteres med alle forestillinger, jeg har haft om kroppe med fysiske handicaps. Vera fortæller efter performancen om sin erfaring med at have en anderledes krop: “Det er en krop, som andre ikke ville ønske, at de selv havde.” Noget man her ser ud over i mødet med kroppe, der først og fremmest er voldsomt i live på scenen.
Efter den korte stilhed danser Vera solo. Hun kører roligt omkring på scenen og interagerer lidt med publikum. Hun løfter igen sit ben med armene, laver små rystelser, vibrerer. Nydelsen skinner så tydeligt igennem. Det er smuk og afslappet. Vibrationerne tager til. Den nøgne krop får en voldsom agens. Kødet ryster. Det er barokt og svulmende.
Hun ligger på ryggen med udspredte arme, mens et ben hviler på kørestolen, og hele kroppen ryster. Hun tager stolen over sig, på ryggen, som et sneglehus. Vi oplever noget, der befinder sig mellem skulptur og dans.
Hun klapper stolen sammen. Drejer hjulet rundt. Det spinner og spinner. Krop og maskine smelter sammen. Hun sætter sig på det drejende hjul og drejer elegant med. Samtidig dekonstrueres maskinen, og i den næste solo, er der næsten tale om en duet mellem Adil og stolen. Han kører rundt igen, og også hans kød ryster. Og så slår musikken over i Depeche Mode:
People are people, so why should it be
You and I should get along so awfully …
Det er elektrisk. Alle kroppe er elektriske. Han skiller stolen fuldstændig ad. Danser med stolen uden hjul. Ryster med hele kroppen mod sædet. Hjulene spinner, og han lægger sig fladt på gulvet. Med to hjul, der drejer, der hvor benene engang har siddet. Han samler stolen igen. Løfter sig op med bare en arm.
Every Body Electric destabiliserer alle normative idéer og forestillinger om, hvad kroppe kan og ikke kan. Værket handler ikke om at overkomme handicap, om det umulige, men om det mulige. Jeg ser danseren, mennesket, og glemmer handicappet. Kroppens nydelse og fællesskabet forankres i glæden ved dansen. Jeg kommer i tanke om, at Uhlich dagen før ved et seminar talte om, hvordan nydelse kan få en form gennem repetition. Ligesom et barn danser for første gang. En bevægelse fra kroppens center, helt roligt, op og ned, i takt til musikken.