bastard er taget på Roskilde Festival 2025 for at opleve den interdisciplinære kunstner, Julie Nymanns værker på Gloria og Platform og tale med hende om at bære dysleksi med stolthed, om farvers betydning, og hvorfor hun så stædigt insisterer på at få et kaffemøde med Mattias Tesfaye.
Julie Nymann skal lige samle sig, da jeg går op til hende og introducerer mig. Hun har kort forinden afsluttet lydprøven på et nyt værk, der har premiere på dette års Roskilde Festival og bygger ovenpå hendes afgangsværk, Fordelene ved at være ordblind fra 2024.
Til det nye værk har Julie Nymann allieret sig med en korleder og sammensat et kor af elever fra ordblindeklasser på VUC Roskilde og professionelle sangere, der sammen opfører et korværk, som hylder de positive aspekter ved dysleksi.
“Jeg er stadig virkelig rørt over elevernes optræden. Jeg begyndte faktisk at græde”, siger hun, mens hun tørrer de sidste tårer væk fra ansigtet. “Det er virkelig særligt at se mine ord blive til noget andet og at opleve mine værker blive forbundet gennem sang. At mærke, at det virkelig betyder noget, det jeg sætter i gang, ikke mindst for mig selv”
“Ej, hvor jeg glæder mig til, at vi skal optræde foran publikum på fredag, jeg kan slet ikke vente nu!”, udbryder hun, mens hun slår ud med armene og smiler stort med åben mund.
Årets Gloria-kunstner
Roskilde Festival har inviteret Julie Nymann til at udsmykke Glorias foyer, og kunstneren har i samme forbindelse fået muligheden for at producere et korværk, som opføres én gang på Platform, nemlig fredag formiddag.
Glorias inder- og ydervægge er malet i en skriggrøn farve, som har til formål at sætte fokus på dysleksi og agere symbol på modstand, håb og sammenhold. Det gennemgående skriggrønne farvetema står i kontrast til den enorme røde skulptur, der er placeret centralt i foyeren og forestiller en flad hånd med spredte fingre, hvis håndflade vender ned mod asfalten. Rundt om den enorme røde hånd er seks skriggrønne siddemøbler nøjagtigt placeret, som hver bærer ét af de seks lovforslag fra manifestet Ordblinde med stolthed. Manifestet kan også læses i sin helhed i Glorias foyer og findes digitalt via en QR-kode. Over Glorias ind- og udgangsparti er ordene, “vores stæmmer er framtidsdrømme”, malet i hånden.. Sætningen kan læses på lang afstand og har en vidunderlig kropslighed og nærmest skulpturel karakter, der adskiller den fra de nærliggende mad- og drikkeboders mere stringente branding. Over ud- og indgangsparti på indersiden af Gloria har man ligeledes håndmalet to sætninger: “700.000.000 I VERDEN” og “500.000 MENNESKER I DANMARK. Tal så store, at det er svært at forstå, hvorfor den generelle viden om dysleksi er så begrænset. At flere i bedste mening er gået op til Julie Nymann under opbygningsdagene for at gøre opmærksom på, at hendes værk rummer stavefejl, understreger blot behovet for mere inklusion, og at dyslektikere i højere grad bliver inddraget og lyttet til.
I forbindelse med live-opførslen på Platform har Julie Nymann fået designet og trykt 400 t-shirts, som deles ud op til performancen og udgør en publikumsinvolverende performance. På dem står: “Mattias Tesfaye – dialog-kaffe med mig?”, fordi lovforslaget bl.a. blev udført i håb om at skabe kontakt til Børne- og Undervisningsministeren og blive inviteret indenfor i Børne- og Undervisningsministeriet
På den måde breder Julie Nymanns bidrag til Roskilde Festival 2025 sig ikke kun over to scener, Gloria og Platform, men faktisk til hele festivalen, da man fredag og lørdag kunne spotte de grønne Ordblinde med stolthed-t-shirts rundt omkring på festivalpladsen til koncerter og i madkøer.
Mennesker er ikke trafiklys
Da jeg mandag eftermiddag træder ind på Gloria for at møde Julie Nymann, er hun i gang med at vise personalet fra Struer Tracks – Biennale for Sound and Listening rundt og fortælle om sin udsmykning, som i store dele flytter videre til biennalen med en soloudstilling på Struer Museum, når Roskilde Festival er veloverstået. Jeg når lige at fange et sidste spørgsmål fra en af deltagerne, inden rundvisningen slutter:
“Hvad er det vigtigste for dig at fortælle med dit værk?”, spørger vedkommende klogt.
Nymann tager en kort tænkepause og svarer stærkt og reflekteret:
“Hvis jeg kan være med til at ændre sproget, så vi begynder at snakke om dysleksi og ordblindhed, som noget man har, og ikke noget man er, og hvis jeg kan få andre personer med dysleksi til at føle stolthed og få øje på deres styrker, så er jeg lykkelig. Men jeg ser også gerne, at vi helt stopper med at bruge ordet ‘ordblind’, som er med til at holde liv i misforståelser og fordomme, der stammer tilbage fra dengang, vi stadig havde Åndssvageforsorgen, og i stedet indfører enten ordet ‘dysleksi’ eller noget helt tredje, som kan være med til at skabe nye fortællinger og forståelser. Der er så mange forskellige måder at have dysleksi på, at vi nemt kunne have mindst 20 ord for det. Og så vil jeg utrolig gerne have, at vi helt holder op med at sammenligne mennesker med trafiklys”.
Sidstnævnte refererer til den nationale dysleksitest, der benyttes til at identificere elever, studerende og kursister fra 3. klasse i grundskolen til ungdoms- og videregående uddannelser, som viser tegn på ordblindhed. Hvis den digitale test viser, at man har dysleksi, får man tildelt en rød farve. Gul, hvis man er fonologisk usikker, og grøn, hvis man ikke har dusleksi. Nymann mener, at farvekoderne er med til at skabe og opretholde den svære følelse af at blive sat udenfor fællesskabet, som man godt kan sidde tilbage med, når ens hverdag og virkelighed pludselig bliver farvet rød.
“Vi ved jo godt hvilken farve, de fleste af os ville vælge, hvis vi havde et frit valg – også på et umiddelbart plan, for farver har betydning og indeholder en masse signalement og symbolik. Der er så meget skam forbundet med den røde farve, som i mange sammenhænge signalerer fare og afstandtagen”, fortæller hun.
Netop derfor har hun valgt at placere en enorm rød hånd, som repræsenterer en grænsedragning, midt i Glorias foyer.
“Det er en meget klar og konkret måde for mig at sige stop på”.
Altid klædt i grønt
Farver har betydning. Det står klart i mødet med Julie Nymann og hendes kunst. Af samme grund tog hun for lidt under 2 år siden et aktivt valg om kun at gå klædt i grønt fra top til tå.
“Så længe, at ordblindhed bliver inddelt i trafiklysfarver, vil jeg bære den grønne farve med stolthed på samme måde, som jeg bærer min dysleksi med stolthed”, fortæller Julie Nymann med styrke og overbevisning i stemmen.
Når Julie Nymann udelukkende går klædt i grønt, handler det altså om at vende narrativet omkring dysleksi på hovedet. Det handler om at vise fordelene ved at leve med dysleksi, og hvorfor vi som samfund bør blive bedre til at forstå dysleksi og fremhæve dyslektikeres særlige egenskaber, i skolesystemet såvel som på arbejdsmarkedet.
På Glorias vægge hænger otte skriggrønne malerier eller plancher og fortæller om de superkræfter, man kan udvikle, når man lever med dysleksi: “Trænet i alternative løsninger”, “Vi læser verden med vores sind” og “Vi er gode ledere”, lyder det fx.
Fordelene fortælles der også bredt om i det 21-minutters lange lydværk Fordelene ved at være ordblind, der blev afspillet på Platform, før koret gik i gang med at synge. Der fortælles bl.a., at man som dyslektiker bliver god til at snyde, til at huske og lære ting udenad og ikke mindst utrolig god til at bede om hjælp.
“Mattias Tesfaye dialog-kaffe med mig?”
På de dage, hvor Julie Nymann stiller op til interviews eller optræder i andre officielle sammenhænge, har hun sin Ordblinde med stolthed-t-shirt på:
“Jeg sendte lovforslagsteksten til ministeren første gang i forbindelse med mit afgangsværk i 2024. Nu prøver jeg igen og laver mere larm denne gang og håber, at det vil give mig et kaffemøde med Mattias Tesfaye, for jeg er overbevist om, at han gerne vil snakke med mig. Han skal bare lige få øje på mig først”, siger hun og griner højt.
Lovforslagsteksten er nemlig mere end bare et kunstnerisk manifest. Ordblinde med stolthed udtrykker et stærkt og oprigtigt ønske om at forny folkeskolen, ændre sproget og helt overordnet bane vej for et nyt menneskesyn, fordi “et godt samfund skal laves for alle, og alle mennesker er lige for loven.”
“Gloria er et ekko af, hvad der sker på Platform”
Selvom “vores stæmmer er framtidsdrømme” sagtens kan stå alene og skinner klart igennem med sit budskab, er det som om, alt det arbejde, Julie Nymann har lagt i at producere værker til Roskilde Festival (i samarbejde med et mangfoldigt hold af dygtige mennesker) og samtidig stille op til adskillige interviews i løbet af det seneste år, leder op til live-opførelsen af Fordelene ved at være ordblind med live-kor på Platform.
“Gloria er et ekko af, hvad der sker på Platform”, får Julie Nymann nævnt. Og på en måde fungerer udsmykningen på Gloria som et stillbillede over performancen. Den vigtigste manifestation skete på Platform.
Publikum træder op på platformscenen og placerer sig forskelligt. Nogle sætter sig ind på midten af scenen, omringet af en række mikrofonstativer, som danner en ring. Andre sætter sig i udkanten af scenen, på modulerne eller ‘sofarækkerne’. Jeg har sat mig midt imellem de to grupper, på hvad jeg tror, er publikumssiden, for jeg har ikke lagt mærke til, hvilken vej mikrofonhovederne peger. Men det skal senere vise sig, at jeg har sat mig mellem to korsangere. Mange af os har Ordblinde med stolthed-t-shirts på, som blev uddelt, mens vi ventede på, at performancen skulle gå i gang, men jeg lægger mærke til, at enkelte t-shirts har “Mattias Tesfaye – dialog-kaffe med mig?” trykt på brystet.
Lydværket Fordelene ved at være ordblind afspilles, og der grines af de poetiske og humoristiske betragtninger af livet med dysleksi, som er indsamlet fra børn, unge og voksne i alle aldre. Der grædes også genkendeligheds-stårer. Hvad der for mig står tydeligst frem fra lydværket, er erfaringen med at leve et liv, hvor man føler sig usynliggjort og at skulle navigere i et samfund, der ikke er indrettet til at kunne rumme ens funktionsvariation, om det så er i skolen eller på jobbet, i toget eller i supermarkedet. Detaljerne gør også indtryk, fordi de udstiller min egen uvidenhed omkring, hvad det vil sige at leve med dysleksi.
Da lydværket er færdig med at spille rejser ca. 40 personer sig op. Det går op for mig, at de hele tiden har siddet i en cirkel. De, der før har været usynlige på Platform som ude i virkeligheden, er pludselig synlige, og dem, der har definitionsmagten og stemmens kraft, og nu er det min og de andre publikummers tur til at føle, at se på og få vendt vores virkelighedsbillede om.
De synger det ene smukke tåre-udløsende vers efter det andet og på forskellige melodier. “Farver har betydning, følg den grønne vej. Mærk dine styrker, de stråler ud af dig”. Efterfulgt af: “Løft blikket og se, vi står lige her. Lyt til vores stemmer, lyt til vores stemmer”. Og: “Vi er ikke bange for at bede om hjælp. Vi tør lave fejl, vi er os selv”.
Til sidst rejser Julie Nymann sig op og tager imod klapsalver.
Jeg kigger rundt, og flere græder stadig. Julie Nymann har travlt med at tale med de mange, der gerne vil takke hende for hendes arbejde og give hende kram ovenpå den rørende opførsel.
Jeg træder ned fra Platform, tænder en cigaret og kigger mod Gloria. “vores stæmmer er framtidsdrømme” står der hvidt på grønt.
