Hvordan lyder en koncert, hvis man er døv? Eller kan lyd også være ikkelyd? Sådan spørges der i programmet til Louise Becks hybridværk For døve ører, der befinder sig et sted mellem musikteater og socialt eksperiment.
Mine sanser føles altid lidt for årvågne, og jeg har ofte lyst til at lukke mine øjne til koncerter for at lukke alt andet ude end lyden. Men hvad hvis, det var selve lyden, jeg ikke havde adgang til? Selvom man er døv, enten født døv eller blevet det undervejs i livet, omgives man ikke nødvendigvis af en beroligende stilhed, som den jeg selv ofte længes efter. Man hører stadig, men noget helt andet.
For et år siden blev min morfar pludselig helt døv på det ene øre, og han hører nu en konstant støj i stedet for den musik, han plejede at spille og lytte til. Musik kommer aldrig til at lyde godt igen, siger han. Lignende oplevelser med høretab er iscenesat i For døve ører. Forestillingen er dog mod min forventning loadet med lyd: opera, pop og rock. En operasangerinde, der nok med vilje optræder som arketypen på en temperamentsfuld sopran, en døvfødt popsanger med høreimplantat og en rocksanger, der har mistet hørelsen. Jeg ved ikke, hvorfor det er vigtigt med de forskellige genrer, og det går igen i helhedsoplevelsen: Publikum præsenteres for et hav af forskellige udtryk på tværs af stilarter og medier og med et tempo, så jeg bliver forpustet.
Sopranen synger Bellinis søvngængerarie. Søvnen og drømmebillederne forbindes med den forestillede døvhed. Som om de døve gik gennem verden som søvngængere? Sopranen synger i søvne om at nå ind til materien af en stemme og om knoglen inde i øret. Det er foruroligende, og det er som om, at en lille snert af dissonans i lydstudiet, for alt til at dirre. Der er noget klaustrofobisk på spil i grænsefeltet mellem hørelse og døvhed:
Kan jeg lukke ørerne?
Jeg kan høre min egen stemme.
Stemmer kommer også ud af højtalerne, og jeg forstår ikke hvorfor, når der er så mange stemmer på scenen til at udtale dem live. Replikkerne eller librettoen er smuk, men også abstrakt, poetisk, og rækker mere ud over end ind i det, der foregår på scenen:
Der, hvor øret sad, er erindringen om en mor, der kalder.
Der, hvor øret sad, er der en sorg.
Teksten projiceres også visuelt ud på scenen. Det er som om alt fordobles og forklares gennem skriften, gennem stemmerne, der taler og synger ordene. På scenen projiceres også hypnotiserende, rytmiske visuals ud, og der sidder et orkester, der både spiller på deres instrumenter og læser replikker højt. Før vi lukkes ind i lydstudiet, der agerer scene, får vi også udleveret et par høretelefoner. Der sker mere på scenen, end jeg kan nå opfange, jeg bliver svimmel og forsøger at tage høretelefonerne af, der på en måde, som jeg ikke begriber, forvrænger lyden omkring mig.
Jeg har før oplevet værker skabt af og for mennesker med fysiske handicaps, hvor kroppene ikke performer på trods af, men med anderledes betingelser for at være i verden: en krop uden ben, der danser. Er For døve ører skabt på trods af eller med en anden form for hørelse? De hørende skal forklares, hvordan de døve hører, og de døve hører med deres forudsætninger, men fungerer de to tilgange sammen?
Værket taler med mange forskellige tunger og fungerer også som et slags socialt eksperiment, der beder publikum om at forholde sig til deres egne oplevelser med lyd på små stykker papir, som vi afleverer før forestillingens begyndelse. Forestillingen er næsten lige så visuel, som den er hørbar, og jeg savner på en måde at tegnsproget måske havde spillet en rolle i alt det visuelle, der hiver i min opmærksomhed. Tegnsproget er et sprog, der ser ud til langsomt at gå tabt i kraft af, at langt de fleste døvfødte børn i dag får indopereret høreimplantater. Hvem skal tale med dem, der kun taler tegnsprog? Hvem er fremtidens søvngængere?
Højdepunktet bliver for mig, når den døvfødte, teknologiske fortolkning af musik synges af Lova Heick, og når Lotte Rømers stemme kæmper for at synge, som den engang kunne, da den kunne høre sig selv. Sopranen, Katinka Fogh Vindelevs, stemme, med dens rene toner og klang, bliver paradoksalt nok skinger i denne verden, der er iscenesat på høretabets præmisser. For døve ører handler om høretab, men også om tab af kontrol, om angst. Den handler om sorg og længslen efter lyd. I forestillingen fortæller ordene mere end musikken i sig selv, på nær når Heick og Rømer tester og leger med deres stemmer. Dem vil jeg gerne høre på igen, for det er der, jeg med min årvågne hørelse får lov til faktisk at høre.