En poetisk refleksion over en samtale med koreograf Ida Frost og oplevelsen af forestillingen ATÉ.
Koreograf og danser Ida Frost var i august og september 2021 aktuel med performancen ATÉ. Ida er uddannet danser fra Balettakademien i Stockholm, Gaardbo Danseuddannelse og Stepz Danseuddannelse. Hun har som freelance danser og performer arbejdet med blandt andre Kristján Ingimarsson Company og Himherandit Production og er sideløbende kunstnerisk leder for hendes eget kompagni FROSTCompany.
Jeg møder Ida Frost sidste dag i august. Solen skinner blændende på en måske sidste sommerdag som for at minde os om, hvor stærkt ydre faktorer kan blænde os i vores samtale om ATÉ, der er Idas tværæstetiske performance om netop forblindelse.
”ATÉ er vores forblindelse”, beskriver Ida. ”Der er meget røg i forestillingen for at skabe en form for ’for-røgelse’ både på scenen og blandt publikum. Det skal være svært at gennemskue, ligesom det er svært at gennemskue os selv”.
Vi taler sammen to dage, inden jeg skal opleve den færdige performance, som jeg undervejs i processen har besøgt en enkelt gang. Også dengang var samtalen mellem musiker, danser og koreograf og audiovisuel kunstner et åbent og ikke-gennemskuet rum fyldt af ærlighed og sårbarhed.
En halvnøgen krop, et kadaver hænger fra loftet i brede, hvide bånd. Et bånd dækker ansigtets øjne. Kroppen hænger i midten af scenerummet, publikum sætter sig om ophænget i en cirkel på gulvet. Vi er stille, observerende. I baggrunden lyder klavermusik. I forgrunden lægger en stille tomhed sig omkring os. Der er plads til bundet kød.
ATÉ er titlen på den tværæstetiske performance, men også navnet på en gudinde, der af oldtidens grækere blev opfattet som en kraft, der forblindede menneskets sunde fornuft. ”Det tværæstetiske udtryk har været en måde ’at gøre mig selv blind overfor produktet’”, fortæller Ida, da vi kommer ind på valget af tværfagligheden fremfor et kropsligt danseudtryk, som egentlig er Idas baggrund. Men komponist Jullie Hjetland, audiovisuel kunstner My Lambertsen og nycirkus-artist Elise Bjerkelund Reiner er, foruden Ida selv, valgt på baggrund af, hvem de er som mennesker og Idas ønske om at præsentere alsidige, hele mennesker på scenen i en form, der ikke allerede findes. ”Det har været en måde at facilitere et rum, hvor vi går i samme retning med det, den enkelte kunstner byder ind med uden at kende produktet”, siger Ida, der også på hendes hjemmeside beskriver hendes arbejde som værende ’udenfor labels’.
Vi forlader kroppen hængende. Spots oplyser publikumspladserne og inviterer til, at vi nu sætter os på en tribune. Observere udefra ikke indefra. Få den hængende krop lidt på afstand. Røg smyger sig langs gulvet ind på scenen, som bølgende hud i vand, vokser det ind på midten af scenen. Dystre undertoner lægger sig i vores ører… Røgen vokser frem og tårner sig op som en mur for vores øjne. Vi kan ikke se.
Kroppe insisterer på at blive set. Hud insisterer på at ville røres. ”Se mig, rør mig”, nærmest siger en orange hud, der projekteres op på det hvide bagtæppe. Det er (måske) orange læber. En luftig stemme fylder luften ud. Blæser røgen bort. Røg må vige, afvige, så kroppe kan ses. Den hængende krop rører blindt på sig i luften, spejler sig i en menneskekrop, der ligger på scenen. Ud af det hængende kadaver fødes hun. Hendes øjne ser sig selv, der på jorden. Hun hænger i stativet fra loftet med fødderne på skuldrene af sig selv, kvæler sig selv, kravler ned, bytter plads, vrider sig fri af spejlingen og danser frit i en duet med lyden. Hvem styrer hvem?
”Jeg er ikke interesseret i at fortælle en lidelsesfortælling. Jeg vil præsentere hele mennesket, smukt og destruktivt. Det går hånd i hånd.” Vi taler om mennesker og kroppe og om tilfældigheden af, at det er fire kvinder på scenen. Det er ikke en feministisk forestilling, eller et kropsaktivistisk værk. ATÉ er snarere en ærlig, rå fortælling, der på empatisk vis udstiller mennesket med et lille opråb. ”Vågn op!”, nærmest råber Ida midt mellem Vesterbrobeboerne siddende ved Khihoskh på hjørnet af Dybbølsgade og Sdr. Boulevard. Derfor er alt på scenen også helt nøgent, live, fremstillet lige foran vores øjne. Det gælder både bevægelser, dans, nycirkus men også al musikken fremstilles i vilde, lydlige billeder for vores øjne, og det samme gør de visuelle effekter, hvor projektioner af stof, vand, hænder, men også en skyggedans skabt af old-school lommelygter vises analogt. Hverken skabelsen eller produktet er gemt. Det er som om, de går hånd i hånd.
Hun hænger en lyserød plysboa om halsen. Det ER for meget. ”Styr dig!”, Elise råber. Dansen standser. Lyden standser og bliver til en bagvedliggende kommentar. ”Ej nej ej ej”. En kommentar på Idas, Elises, Jullies og Mys perfektheds-statements.
”Fra nu af vil jeg altid spise vegansk”
”Fra nu af vil jeg stå tidligt op om morgenen og løbe hver dag”
”Fra nu af vil jeg kun bage med surdej”
Sandheden lyser os bogstaveligt talt i ansigterne. Lysspot skinner lige i publikums ansigter. Sandheder bliver bogstaveligt talt hængt til tørre. Ida, Elise, Jullie og My hænger sig selv som næsten nøgne kroppe i de hvide bånd. Midt på scenen hænger de i deres undertøj. En verbal, personlig og kropslig præsentation fremsiges og afsluttes med ”Det her er min krop, og dette er min profil”, mens de hver især drejer sig med siden til. Her er intet skjult.
Ovennævnte scene, hvor de medvirkende hænger som i kødkroge, er et billede inspireret af auditions, og af den fornemmelse det er at skulle sælge sig selv til en ansættelsessamtale, en audition eller bare i dagligdagen. ”Scenen er inspireret af auditions, self-tapes (red: hjemmelavet casting) og butchers lab (red: crossfit-center)”, fortæller Ida. Men fremfor kun at vise facaden, gør scenen oprør og nærmest skriger med humor ind i ansigterne på publikum ”Her er jeg!” Ida forstætter, ”Det er også en undersøgelse af destruktion som fænomen, nærmest en undersøgelse af, hvad der sker ved sammenstød og pladetektonik. Fænomenet undersøgte vi helt konkret gennem øvelser og afprøvelser af at smække kroppe mod hinanden. Det er en øvelse i at se destruktion som noget smukt, og at der ud af personlige, destruktive handlinger, kan opstå smukke elementer.”
Sidste krop i profil vrider sig som et slangemenneske. Viser sine forvredne profiler, bagoverbøjninger, et ben i nakken. Det er umenneskeligt menneskeligt. Et elektronisk beat igangsætter et visuelt univers af krøllet stofligt hud på bagtæppet. Som en kødlig ramme om det slangede menneske. En Skandinavisk version af Dejlig af jorden overtager soloen og stiller sig overfor fire kroppe, der smækker mod hinanden, overgiver sig, falder ind i hinanden for igen at klaske hud hørbart mod hud.
En art hængende terapi indfinder sig. Nøgent. Nøgternt. ”Hvordan er ugen gået?”, spørger de medvirkende hinanden. Eller måske spørger de os. Publikum. Der findes mange gode råd. Som små egoprojekter kaster de hængende kroppe, der er tilbage nu hængende fra armene med ansigterne vendt mod publikum, råd mod hinanden. De bytter plads. Jullie, My, Elise og Ida. De bliver hinandens terapeutiske venner.
Vi kan næsten ikke afslutte samtalen, for ordene flyder nu frit, og det er som om, ”det bliver nemmere at finde ud af, hvad forestillingen egentlig handler om ved at tale med dig”, tænker Ida højt. ”ATÉ er ærligt, poetisk, destruktivt, sjovt og råt. Det er det, livet er. Det er improvisation og som at navigere i mørke. Det er en kommentar til mennesket. Vi er alle sammen destruktive, og det er ok. Vær med det”.
Jullies stemme fortryller. Som en nordisk gudinde. Lige her midt på scenen, mens My skaber levende lyserødt vand på bagtæppet. De danser, organisk, synkront, Ida og Elise. Det er som lyserød lava, det er i live. Elise smelter i sin trapez sammen med huden. Huden, der smelter på bagtæppet. Det er forvredne billeder, det er ATÉ. En forblindelse, en illusion.