Jeg er netop begyndt at lytte til Amalie Langballes samtalebog Forsøg udi håb. En samtale med ni præster om håb og kaos, om følelsen af en cirkulær livsform fremfor en lineær, om vennen, der gemmer gråd på toilettet og vil begå selvmord indenfor to år, fordi han er træt af verdens kaos og ikke kan mere, om sindets sårbarhed og om at finde håbet i en kaotisk tid.
Jeg kan synes, at det er svært at finde håbet i kaos, hvor pandemier og klimakrisen fylder mere end det smukke i træet udenfor mit vindue. Træet, der følger naturens gang og netop nu bliver mere nøgent og sårbart for hver dag, der går.
Men håbet findes. Det findes i mit gule træ. Og det findes i dansen, bevægelsen og Giant Steps, der lige nu midt i efterårets forfald præsenterer tre kvindelige koreografer, der forvandler Gamle Scene på Det Kgl. Teater til et rum for empati, styrke og faldne blade.
Verklärte Nacht
Jeg vælger at vende aftenen kronologi på hovedet og samle de faldne blade op i mine hænder. For sådan føles Anne Teresa De Keersmaekers koreografi. Blødt dalende med let crisped, hvis man altså vælger at knytte sine hænder.
Tårnhøje, hvide birketræstammer flankerer bagscenen i venstre side. Som tilsvarende, ordløse støtter står mandlige dansere med ryggen til publikum iklædt mørkeblå jakkesæt.
I kontrast til det statiske billede begynder først én kvindelig danser, så flere og flere, at falde som fejende blade ind på scenen i løse, lette kjoler. Der opstår en fornemmelse af kvindernes søgen og lyst til at fortælle hemmeligheder, som de ansigtsløse mænd ikke har viden om. Endnu.
Værket er inspireret af et digt af Richard Dehmel om en kvinde, der, i skoven en måneklar nat, indrømmer overfor den mand, hun elsker, at hun er gravid med en anden. I et moderne samfund fremstår Verklärte Nacht, som en florlet og lettere monoton, overromantisk skildring af stereotype kønsroller og kærlighed, hvor de kvindelige dansere med lethed kaster sig på skuldrene af stærke mænd. En lidt klistret kliché, der desværre klæber sig til mig under hele forestillingen.
Gentagelserne i værket er mange og synes som et symbol på kvindens repeterende forsøg på at fortælle sandheden og blive grebet i den skam, hun bærer på, mens manden forsøger at opretholde facaden i sit jakkesæt. Langsomt krakelerer det ydre, kvinderne iklæder sig hvide (næsten uskyldige) kjoler, og mænd lader overtøjet falde og gør på den måde sig selv sårbare. Det føles lidt for let.
Men Anne Teresa De Keersmaeker er og bliver en pionér inden for den moderne dans, og hvis man er til et mere klassisk sprog indenfor samtidsdansen, kommer Verklärte Nacht med sin meget smukke og ikoniske lyd fra Arnold Schönberg, til sin ret. Danserne er klassiske, æstetiske, smukke, og hvis man giver sig hen til, at værket i 1995 koreograferedes som ”a shameless romantic love story, in the pale light of a transfigured night.”, som der står på Rosas hjemmeside (red. Rosas er det verdenskendte kompagni, som Anne Teresa De Keersmaeker skabte i Bruxelles i 1983), er det muligt, at forestillingen kan fremstå, som en blød, omfavnende efterårsaften.
Bedroom Folk
Som en iskold sten penetrerer Bedroom Folk mit bløde hjerte. Otte, høje, androgyne dansere funkler i tæt formation fremfor en sort og orange baggrund. Deres hår og muskler er glatte, deres skuldre fremsynede i snære, sorte kostumer. De er andre væsner. Menneskelige aliens. En mystisk aura stråler omkring dem.
Deres stringente bevægelser spidder scenens usynlige, fjerde væg. De fire kvinder og fire mænd bevæger sig med en skarphed, der er overjordisk, og mine tanker flytter sig ind i fremtiden. Et smukt science fiction-agtigt univers træder frem med Ori Lichtiks komposition fremført af Det Kongelige Kapel. Sammensmeltningen mellem den elektroniske feel, orkestermusikkens klassicisme og koreografiens ønske om at sætte sig i mine celler, får min krop til at groove med.
Mit groove formindskes ikke af, at jeg denne fredag eftermiddag til generalprøven sidder lige bagved israelske koreograf Sharon Eyal, der har skabt dette værk. Sammen med komponist Ori Lichtik er hendes kropslige begejstring smittende, og jeg kan ikke lade være med at betragte hendes bevægelser og overføre dem til scenen. Sammenhængen er tydelig. Min begejstring for Sharon Eyal har eksisteret mange år. Hendes særegne sprog, de skarpe skuldre, den animalistiske autenticitet, den kantede akavethed gør hendes værker til sorte, skinnende stjerner, der skiller sig ud. Selvom jeg ser ligheder med koreograf Jirí Kylians sprog og i særdeleshed et værk som Fallen Angels, har Sharon en helt særlig stemme, der gør, at jeg føler mig stærk i forestillingens arme. Den tager mig både ind og holder mig ud i strakte arme.
Dansernes formation bevæger sig i skarpe mønstre fra helt tætte grupper til lange, stringente linjer, mens det orange lys changerer fra kraftige orangerøde nuancer til gråtoner. Forestillingens kontinuerlighed, koordination og ikke mindst dansernes stamina overvælder mig hen imod slutningen. Rytmen bliver bare ved og ved, mens en skinbarlig råhed til tider trænger sig på, da en spotlampe trænger ned over den samlede gruppe og oplyser deres ansigter. Bedroom Folk er kold, nøgen vinter og samtidig sårbar, dyrisk styrke. Sharon Eyals værk lyser som en klar diamant.
Pierre
Jeg vælger at slutte ved begyndelsen. For Pierre synes som en begyndelse, et håb. Pierre rummer alle personligheder og følelser, og i det ligger et personligt håb. I verdens dystopi og kaos, træder meningsløsheden ofte frem for mine øjne. Ligesom Amalie Langballe længes jeg efter håb, måske for at skabe lys i mørket, og netop det synes jeg, at Bobbi Jene´s forestilling giver mig. Et håb om, at vi med empati og nysgerrighed på at lære alle mennesker at kende, også dem, som vi ikke ved, hvem er, kan skabe en større åbenhed, forbindelse og mening hinanden iblandt.
Pierre er Pierre. En enkelt mand, der bevæger sig gennem livets kakofoniske kroppe af kaos, kampe og kærlighed. Pierre er også den ensomme kvinde på gaden, et ”mafiosos” tvillingepar, drengene i skolegården, kæresteparret, udfordreren, den melankolske sangerinde. Pierre er livet. Tableauer på livet og de mennesker vi kender og ikke kender.
Forestillingen fører os, med danseren Pierre og de mange andre karakterer, gennem livet med så meget autenticitet, at jeg har lyst til at smelte ind i massen af dansere på scenen. Deres små, individuelle soloer, duetter og gruppestykker er så levende og ægte i deres dansante sprog, at jeg får lyst til at følge hver eneste bevægelse. Mine øjne vandrer i fart fra kvinden, der sniger sig langs væggen til energifyldte duetter ved et bord og mod pianisten, der som en smuk, efterladt nostalgi spiller på scenen. Jeg bliver nærmest grådig. Min krop længes efter at forstå det hele, hver detalje, men som forestillingen udvikles må jeg sande, at jeg skal læne mig tilbage, lade kaosset overvælde mig, smelte ind i dramaturgiens store linjer og dansernes unikke detaljer.
Bobbi Jene har som koreograf en særegen evne til at få alle dansere til at fremstå eminente, ægte og enormt dygtige. Det vidner om et fælles projekt fremfor en koreografs egoistiske projekt, og jeg tror, det er netop derfor, at Pierre rammer mig i hjertekulen. Hun samler forestillingen ved at se styrken i dansernes forskelligheder. Jeg kan blive ved med at mærke, opleve, fornemme, lige meget hvor jeg kigger hen. Alle danseres bevægelser er så sande, at individuelle billeder træder frem imellem det kaos, som er en uundværlig del af værket og skaber en illustration på livets uforudsigelighed og tempo. Bobbi Jene som koregraf står sårbar og stærk som koregraf for endnu en fantastisk rejse, der viser, at dansen som sprog kan noget helt særligt i formidlingen af livets store spørgsmål og tematikker.
Pierre giver mig håb om, at vi kan mødes og forstå hinanden i livets kaos gennem empatiens væsen. Bedroom Folk giver mig rå styrke, og Verklärte Nacht er som en blød dyne på en kold efterårsdag.
Jeg synes, du skal tage ind og se ’Giant Steps’. Den rører et sted, hvor vi sammen har brug for at blive berørt.