Som indviklede fragmenter væver lugte, dufte, tekst, tale, bevægelse, mørke, performance, lyd og minder sig ind i hinanden. Beyond Darkness´ proces-visning af deres performance-installation ENTANGLED åbner en mere nuanceret sanseverden for mig. Om ikke andet for et kort øjeblik.
Jeg er inviteret ind som skribent til proces-visningen af værket ENTANGLED, skabt af kunstnerduoen Beyond Darkness bestående af Nanna Hanfgarn Jensen og Nadja Mattioli. Beyond Darkness arbejder, som de selv beskriver det, med mørke, sanser og vores forestillingsevne og opfordrer til en praksis bestående af nysgerrighed, kollektivitet og omsorg. Duoen har været på en uges IN PROCESS residency hos Aaben Dans i Roskilde gennem HAUT´s residencyformat for udviklingsarbejde.
At vise noget i proces kan være en sårbar og nøgen fornemmelse, samtidig med at det kan give nye perspektiver på ens arbejde. Med kun en uge inde i deres proces, er Beyond Darkness i et tidligt stadie, og jeg træder derfor ydmyg og åben ind i deres arbejdsrum sammen med en lille flok medpublikummer.
Beyond Darkness præsenterer aftenen som en tre-delt dog sammenkædet oplevelse omkring ’movement, memory and olfaction’. Første del vil være en interaktiv udstilling bestående af dufte, lugte, tekster, transskriptioner og levende organismer, der har gæret i løbet af ugen. Her inviteres publikum til selv at dufte, processe, reflektere og nedskrive deres tanker om det, de dufter og lugter. Anden del præsenteres som en performance i mørke, der afsluttes med tredje del, en talk og dialog, kunstnerne og publikum imellem, modereret af kunstnerisk leder for HAUT, Naja Lee Jensen. Også i mørke.
I løbet af aftenen åbnes mine sanser. Jeg flyder ind og ud af minder forbundet til særlige dufte. Nogle dufte tager jeg med ind i det performative rum. Andre glemmer jeg igen. Min høresans kommer på (over)arbejde, mens min synssans kæmper for at være den stærkeste, der hvor den er på udebane og undertrykkes. Aftenen forløber som en fragmenteret vævning, nogle steder med større og endnu usammenhængende huller, andre steder som et fintmasket vævet håndarbejde. Også derfor lader teksten sig vikle sammen af fragmenterede minder, Beyond Darkness egne transskriptioner fra deres residency og min erfarede oplevelse.
Lugtene vi omgiver os med
Blå vandfarve og sure, døde bier sidder tilbage i mine næsebor. Rester af duftene, den ene tyk og fad, den anden spids og høj. Duftene er allerede blevet til minder, fra da vi sad rundt om første interaktive ’station’, et lille bord med genstande, dufte og lugte, i et tilstødende lokale til foyeren på Aaben Dans.
(Det er 20 minutter siden. Nu sidder vi i kulsort mørke i teatersalen.)
Duftene og lugtene er minder, der hænger ved.
Ligesom duften af blød, kvalmesød vanilje, der minder mig om de dampede hasselnødder, jeg på ugentlig basis køber i Løsmarket på Vesterbro. Duften er puttet på mikroskopisk parfumeflaske, som var det en gratis parfumeprøve fra 90´erne.
[There is comfort in this smell
Childhood
The colour is warm
Vanilla
It is generally warm and it makes my mouth water a lot
I can smell vanilla and hazelnut and chocolate
It puts me on a Sunday in a particular time of my life where I was very young where there was a semi-ritual of having pancakes in the morning all together
My mother had this pancake iron, something you place in the middle of the table where you can put the dough inside. And it makes smaller pancakes. It was together with my brother, father and I was not allowed to have Nutella other than on a Sunday
But it also reminds me of my dad, because he eats Nutella every morning
In a way it is a warm lovely sensation
But on the other hand it is also…
It is bitter sweet
It was something that most families would love to share as an experience, but it didn’t really happen, that is also why I call it a semi ritual because it never happened often enough to become a ritual
A very strong salaver reaction
It makes me wanna have a piece of chocolate, or a roasted hazelnut
Or an icecream
A dark brown ice cream from Greece]
Det samme er den næsten usynlige for næsen, helt lette mint / tandpasta / pistaciegrønne duft. Den risler i mine næsebor.
[Okay
I get the colour green
Yellow, lime green ish
And I don’t know why but it reminds me of animals living on the savanna
Maybe it’s because this is warm
Where the other was a colder outside and a warmer inside
This is warm outside and inside
Maybe the correct way of describing this would be dried grass, and the sound of walking through very dry high grass
It reminds me of some of the hikes I did, where you would sweat a lot and be exhausted
It is so subtle
I can’t really smell it]
Og så var der…
Striktrøjen, der dufter af farvefulde sommerblomster eller syntetisk vaskepulver
Glasset med jord, der dufter af… jord, vådt, regn og barndom og gummistøvler i vandpytter og en efterårsdag i skoven med nedfaldne blade
Posen med organisk mycelium, svampeduft / -lugt, skov og mad, champignon, portobello. (Jeg tænker på hjemmelavede potobelloburgere med hummus og hjemmebagt brød)
Den gærede organisme på glas, der svier i min næse
Duftene og lugtene jeg ikke husker, og jeg tænker; hvorfor husker jeg ikke dem?
Er disse dufte og lugte forsvundet fra min bevidsthed, fordi jeg ikke kan forbinde dem til et erfaret minde. Er de fløjet ud af min hukommelse, fordi de ikke allerede er erfaret af min krop? Og hvorfor bliver lige netop de sure, døde, bier og den blå vandfarve hængende i mine næsebor som efterladte, blivende substanser?
[This one is not real, I don’t know it anywhere in nature
I get pastel colours from it
My first memory with this smell is with my girlfriend at the time and a photoshoot that we did, and I painted her body with this. It is also a body paint from a particular brand and because this is so specific I find it difficult to describe it in another way.
There is movement in this smell
It is very alive
It makes more sense to me to talk about the memory
I can’t talk about it differently
Sweet
It was a very fun day, colder than expected but we were in her room, an orange coloured room. A lot of orange that I never liked
There was a body that was very familiar to me that I painted for the first time
So an interaction I never had before
There was a lot of love, care and laughter
Carefree day
It brings a smile on my face, I still have one of the photos I took that day
I actually enjoyed bodypainting so much that I thought I could do it professionally
Intimacy
A lot of intimacy
If I continue talking the memories brings me to the future
I gave the photo to her when I left Luxembourg to go to London, and we were in a long distance relationship
The photo itself, it also represents rupture
The smell as well
A rupture of our relationship
I can also place it in Greece but this is the first memory]
Er det et advarselstegn fra kroppen? Fordi disse lugte ikke passer ind i kroppens egen natur? Det taler vi om i bilen på vejen hjem. Ligesom vi spørger os selv, hvorfor duften af bananer og appelsiner, noget umiddelbart godt for kroppen, så også kan blive hængende i næseborene?
Kan vi stole på kroppens evne til at lugte faresignaler?
Lugtesansens manglende sprog
Da jeg inden visningen taler med Beyond Darkness om deres projekt ENTAGLED, fortæller de om, hvordan de vil bruge deres én uges residency på at anvende lugtesansen til at fremstille et bevægelsessprog. Vi kommer dernæst til at tale om vores manglende sprog for dufte og lugte. Alting dufter og lugter af / ligesom / minder om. Det er som om vores sprog er udviklet ud fra vores synssans. Det visuelle udtryk er så stærkt i vores kultur, at det kan virke som om, vi har opfundet sproget ud fra vores øjne. Vi laver sammenligninger for at beskrive dufte og lugte.
Amøber i mørket
Hukommelsen fra første rum sidder altså stadig i mine næsebor. Den blå vandfarve og de sure, døde bier, da jeg træder ind i det kulsorte mørke i teatersalen. Mine øjne vænner sig ikke, som jeg er vant til, hurtigt til mørket. Der er pitch black, og jeg tager mig selv i at misse med øjnene for at ’se’.
Bagerst på scenen begynder hvide, spøgelseslignende konturer at træde frem. De er virker usynlige, udflydende og gennemsigtige. I starten forstår min synssans ikke, hvad den skal. Mine øjne forsøger at forstå omridset, sætte konturerne i ramme. Men så forandrer de sig igen. Der er en langsommelighed over hele seancen, og mine øjne må overgive sig til at være uforstående, være udestående og forsøge at slappe af. Opleve fremfor at se. I dette øjeblik tager min høresans over. Som et naturligt lydunivers, jeg i starten tror er indspillet, når lyden af tunge regndråber på taget, susen, vand, indåndinger, udåndinger, ukendte lyde, åndedræt mine ører. Jeg lukker øjnene, selvom jeg ikke kan se. Jeg lytter.
[We connect through breath
Aerocene Manifesto
Thomas Saraceno
“Air has no end or beginning – it poses no artificial separation of areas. Air inter- and intra-connects everything and everyone. It flows through, in and around. Air and the energy of the Sun cannot be dominated by any one particular geopolitical power.
Air thus embodies the opportunity to rethink sociality, political logic and causality and upturn fossil fuelled mentalities.”]
Da jeg blinker øjnene åbne igen, har de nu to væsenslignende figurer, bevæget sig tættere på os publikum, der sidder på gulvet. Jeg fornemmer, det er kroppe. Animalistiske bevæger de sig langsomt. De er forskellige og adskilte og dog vikler de sig sammen, som om deres neonlignende, hvide konturer flyder ud og dermed flyder sammen. Rammerne er opløste.
Jeg får en fornemmelse af en underverden, der viser sig for mine øjne. Som mycelium over jorden eller gennemsigtige svampe. På den måde kæder performancen sig tilbage til et minde fra lugtesansstationen, hvor Beyond Darkness præsenterede mycelium / svampe / skovorganisme i en stor pose, igennem hvilken duften af svamp trængte ud og ind i mine næsebor. Uden at jeg kunne se det, vidste jeg, at organismen måtte have forandret sig, dens duft måtte have forandret sig under Beyond Darkness´ residency. Og her på scenen bliver duften kropsliggjort. Eller også får et underbevidst minde om duften, mig til at tænke ’tilbage’ på mycelium.
Svampedans.
Hvide amøber, svampe der mødes
Én krop, to kroppe
Sammenvævet, indviklede a d s k i l t
slørede bløde konturer
Oprejste. Skarpe. Linier
Nøgne væsner i neonlys
Sort Hvid synssans
Dialog i mørke
Vi bliver i (vinter-)mørket på scenen, selvom performancen nu er forbi. Det føles trygt, omsluttende, anonymt. Her i mørket er vi ligestillede. Naja Lee, som skal moderere dialogen, guider til, at vi kort præsenterer os selv med vores navne for hinanden. En følelse af alligevel at få ’noget’ at vide om hinanden. Et lille indblik i et ellers anonymt rum.
Mørket gør nogle stemmer anonyme, eller de får deres egen krop. Jeg lytter måske mere intenst til netop disse fremmede stemmer for at høre, hvad de siger. Andre stemmer kender jeg, og jeg ser deres ansigter for mit indre øje, som de taler. Deres stemme resonerer i mine celler. De har lagret sig i min krop som en erfaring. Et minde. Høresansen får lov at dominere.
Beyond Darkness fortæller om deres proces med at skabe bevægelser fra kroppens minder om genstandes dufte eller lugte, og hvordan lugtesansen dermed bliver primær sans. Men også hvordan en øvelse i processen har været at forsøge at åbne porrerne i huden og forsøge at dufte med hele kroppen på én gang. En svær øvelse for os mennesker, hvor synssansen og det visuelle er dominerende i alt, hvad vi gør og oplever. Jeg kommer retrospektivt til at tænke på den finske arkitekt Juhani Pallasma, der har skrevet bogen The Eyes of the Skin om netop at forsøge at ’se’ og erfare verden og vores omgivelser med kroppen og i særdeleshed vores hud, som er kroppens største organ.
Selvom næsten alle mine sanser har været i gang og koncentrerede på en intensiveret måde efter proces-visningen, kan jeg ikke lade være med at forestille mig små lugtesansorganer på hele huden. En slags ’Nose of the Skin’.
Da jeg tager hjem, har jeg lyst til at lukke øjnene og dufte til verden med hele min perifere hud.
[The backside of the head as on olfactory organ
Your organs as an olfactory organ
Your whole body as an olfactory organ
The pores of your skin as an olfactory organ
.
Your spine as an olfactory organ
Your little finger as an olfactory organ]