Vandringen og værket INDFALD er danser og skribent Stina Strange Thues undersøgelse af, hvordan vi ved intuitive indfald kan lade vores kroppe ’falde ind’ i naturen. Som to levende organismer, der møder hinanden uden ord, falder kroppen ind i naturen, der bliver en del af kroppen, der bliver en del af naturen. Eller gør den?
Værket består af den 22,5 km lange vandring i Guldborgsund d. 26. august 2021, som en del af Metropolis´ Walking Landscapes 2021, et videoværk produceret ud fra 13 live-streaminger på facebook, samt to nedenstående tekster, der henholdsvis er skrevet før og efter Walking Landscapes.
1_INDFALD
Indfaldet er venstre hånds impulsive graven fingrene ned i undergrunden
i moræneleret
i Falsters muld
lader jeg tæerne synke ned
og min krop flettes ind i det væltede træs rødder
som når jeg flettes ind i din krop
min hud falder ind i din
hud
huden falder
mine bryster er faldet
dit hår er blevet mere gråt
min knyttede hånd er et indfald i stenens hulning
som min bløde hånd omgivet af din
som vådt moræneler kysser dine læber mine
og jeg falder
tilbage til oprindelsen
2_INDFALD
Indfaldet er umiddelbart intuitivt
Sådan ser det ud
Sådan falder det os ind at det burde være
Indfaldet er umiddelbart organisk
Sådan tænker jeg at det må være
Fragmenter af vandringen er
hvad der er tilbage
i skriveoplevelsen
i kroppens hukommelse
Fragmenter_1
Beige grusgrave og fingre mod vandets overflade og vandrestøvler der i synker i sand og slæbende skridt
Forsøg på at klatre i et træ. Stormblæst
Nervøse trækninger i solar plexus ved ansigtets berøring med gigantiske spindelvæv
Landevejsblomster i mange facetter. Jeg tænker på at lave buketter. Jeg sender et billede hjem til dig. Du har landevejsblomster som tapet i dit soveværelse. Jeg synes det er dårlig smag. Nu føles det som en forbindelse
Ømme fødder og vabler på lilletåen
En hånd mod en våd dynge jord dækket af irgrønne alger
Regnen pisker. At søge ly og læ i en rusten landbrugsmaskine. Den er gul
En mormors have. Min mormors have. Vi danser en håndkoreografi sammen for alle der vil kigge med
Strandens soloplyste kyst. At danse der i regnvådt sand. At lægge en trøje på en rådden kasse. Efterladt
Ubetrådte stier. De findes ikke på et kort. Her hjælper iPhone ikke
Bølgende bølger. Grå bølger. Vindblæste bølger. Skumtoppede bølger
Vindens susen som soundscape for en koreografi. For en bevægelse, to bevægelser, tre
Kroppens bløde periferi mod stenenes skarpe omfang. Stenens indtrængen i mavesækken (Et ikke-møde)
Retrospektivt min vandring i Guldborgsund Kommune d. 26. august 2021, kommer jeg igen til at tænke over ordet indfalds betydning i vores sprog, og hvad sprogets nuancer tildeler indfaldet.
I Den Danske Ordbog beskrives ’indfald’ som:
En pludselig opstået tanke eller idé, noget der pludselig falder én ind
Synonym: Indskydelse
Ord i nærheden: En pludselig indskydelse, min første tanke, tankespring, idé, impuls, påfund
1.a Spontant indslag, især i sceneoptræden (ord i nærheden): Spontant indfald, udbrud, improvisation, lynaktion, lynangreb, førstehjælp, akuthjælp, impulskøb, paratviden, hastesag, fremrykning, spontanitet
3. (ord i nærheden): lysstrålers fald ind gennem fx et vindue, lys, skin, skær, lysglimt, lysfænomen, lyshav, lysplet, lysprik, lysstribe, lysstråle, lysvæld, stråle, lyssøjle, lysspil, solstribe, solplet, lysindfald, indfald, flammeskær, ildskær, glimt, blink, blinken, ildglimt, lynglimt, flash, flimren, flimmer, genskin, refleks, lysrefleks, genskær, genspejl, glanslys, stråleglans, klarhed, lysforhold, lysmængde, modlys, medlys, sidelys, ovenlys, tvelys, halvlys, strejflys
”Den høje, klare augusthimmel, solens indfald gennem løvværket og dens spil på de hvidkalkede mure (Skalk 1990)
Orddannelser, sammensætninger: Lysindfald, solindfald
I dag d. 26. august 2021. Den høje klare augusthimmel er ikke høj. Solens indfald er lavt, lyset koldt. Vandet i Storstrøm står højt og har oversvømmet min vandrerute…
06.00 starter min vandring
Føddernes skridt
Højre fod foran venstre, venstre foran højre, højre foran venstre osv.
Mine arme svinger naturligt frem, tilbage, frem, tilbage, frem, tilbage osv.
For at holde kroppen i balance
Kroppen ved, hvad den skal, når den går
Den behøver ikke tænke
Jeg tænker ikke
Rygsækkens vægt mod skuldrene holder tempoets stabilitet
Et sted uden stier, beduggede edderkoppespinds fuldendthed mellem frugttræer
Natur-eventyrlige passager opstår af gamle træers krogede grene så lave, at jeg må bukke mine 172 cm lange krop, høje græssers evne til at skjule underlaget, så jeg må stole på mine fødders evne til at finde fast grund og en udsigt, hvor horisontens klarhed er gemt bag et let diset slør
Jeg forskrækkes. Så lidt skal der til. Store insekter hænger i usynlige spind i luften foran mine øjne, en pludselig lyd ved min venstre kind, et dybere skridt ned i jorden, end mine forestillingsevner havde forventet
Erfaringerne fra byen kommer mig ikke til gode
Selvom jeg også der har gået mange skridt
Særligt de sidste to år, hvor tiden i isolation gjorde den daglige gåtur til et holdepunkt, et udsyn til en verden, der havde lukket sig om sig selv
Indfaldet er at falde ind i øjeblikket
Jeg er forundret
Jeg er forandret
Fragmenter_2
At lægge sig og lade kroppen formes af morgenvåde, kolde sten
At vælge næste krogede træs grene som min krops staffeli
At søge ly for regnen i en rusten landbrugsmaskine
At lade min krop hænge omsluttende over Helene Strange mindesmærke
At tænke om man kan tillade sig at hænge på et mindesmærke
At røre vand med tippen af fingerspidserne
At kigge dybt i grusgravens vand
(og opleve uendeligheden)
At være bange for at falde derned, i uendeligheden
At hænge tøj i et træ som var det efterladt
At gå med bare tæer i en grusgrav
At livestreame nu, fordi klokken er hel og ikke fordi det stedsspecifikke er perfekt
At vælge grusgraven til i stedet for fra
Grusgraven bliver min stenede krops bevægelser
Gruset falder ind i mine cellers artikulation af bevægelsen
b e v æ g e l s e n
artikuleret som grus
sten for sten
Kroppen er umærkelig, let
æder vandringens første seks timer
sine egne skridt
efterlader dem bag sig
Som at flyve med vingefødder i modvind
Kroppen synker ind i minut for minut
Tunge muskler lander i sekund for sekund
Seksogtredivehundrede sekunder går på den måde
Solen skinner kun i glimt bag de himmelfarende, grånussede skyer. Det er sommer på papiret, men der blæser krystalklare vinde, og vandet i Storstrøm ved Orehoved står højt. Min første tanke er tom. De vandrestøvler jeg har lånt af min mor kan ikke gå i så dybt vand. Jeg må improvisere, som jeg så ofte gør, når jeg danser. Men i dansen har jeg en vished om, at jeg bliver indenfor rammerne af min krop og mine tanker. Her er det anderledes. Jeg ved ikke, hvor ukendtheden vil føre mig hen. Jeg skulle have gået langs kysten fra Orehoved forbi Orenæs og Skåneholm, rundt om den nordligste tip af Falster. Men nu byder naturen mig, at jeg må gå en anden vej. Det er hverken spontant eller en pludselig indskydelse men af nødvendighed. Jeg må lade min krop vandre på naturens præmisser.
Vandringen kommer til at fungere som et opmærksomhedspunkt for min egen fremmedhed overfor netop naturen. Det er ikke med god vilje, at det er sådan, det opleves. Men det gør det.
Min krop er organisk, af organisk materiale. Hud, hår, knogler, vand, indvolde, blod. Alt sammen elementer, der burde kunne smides i biospanden, når jeg dør. Altså biologiske elementer, ’kroppens natur’, siger vi. Jeg er natur, men det føles ikke helt sådan. Naturen beroliger mit sind. Jeg kan gå lange strækninger uden at tænke. Jeg kan føle mig ’i ét’ med naturen, men om jeg virkelig kan falde ind i naturen…
Fragmenter_3
En bil kører på kanten af grusgraven (Jeg venter med at filme til den er væk)
To håndværkere ved et menneskeforladt hus
En spejderklub
En asfalteret vej
Max to kilometer til næste bebyggelse
Den nye Storstrømsbro (Forbindelse?)
Store kraner mod himlen
Papiraffald på den forladte kyst
En kirke i horisonten
Et enormt gods
En friseret græsplane
Indhegninger til dyr
Solindfald
Lysindfald
Fald
18.00 slutter min vandring
Eller måske var det her, det hele begyndte. I hvert fald er jeg så langt tilbage, jeg i levende form kan komme i min mors historie. Jeg banker på hos min mormor i Nørre Alslev på Vestergade 1. Her han hun boet, altid. Vi har altid banket på men aldrig ventet på svar. Vi er bare faldet ind ad døren. Tit duftede der af frikadeller, brun sovs, kartofler. Det gør der ikke på samme måde længere. Jeg går ind og råber ”Hej mormor”. Hun kommer ud i gangen, hvor stumtjeneren stadig står i hjørnet.
Stummer siger min mormor ikke mere. Men det kaldenavn kommer jeg til at tænke på nu. Det kaldte min mormor mig, da jeg var lille. Lige nu har vi en messengersamtale i gang om et quiltet vægtæppe, jeg har spurgt hende, om hun vil sy til mig. Hun er en dygtig kunstner. Patchworkkunstner. Og hun er på SoMe, både Instagram og Facebook.
Vi sidder kort i stuen og taler sammen. Gulvet er stenbelagt, afslebne, helt flade sorte og grå sten. Der er udsyn til haven. Engang var min morfar her også.
Jeg giver hende en beige skjorte på. Magen til min. Vi går ud i haven og finder et sted i det bagerste højre hjørne, hvor baggrunden for vores facebook-streaming er frodig og grøn. Jeg kan mærke, at mormor er nervøs. Jeg instruerer lidt og lader så indfaldet råde. Vi danser en håndkoreografi, mens vi kigger på dig.