VR-operaen MORTALITIES giver os en smag på dødsriget, en vægtløs tilstand uden for tid og rum. Samtidig befinder vi os i et rituelt, meditativt rum med plads til ny teknologi.
bastard har mødt kunstnerisk leder af Jakobe Performing Arts, Rebekka Sofie Bohse Meyer til en samtale om teknologi, immersive rum og interaktionen med publikum.
På den anden side
Rebekka Sofie Bohse Meyer er kunstnerisk leder af Jakobe Performing Arts og har bl.a. beskæftiget sig med lyddesign, spatial lyd og interaktion med publikum. Rebekka er optaget af ny teknologi og forskning i virtual reality’s immersive kvaliteter. For nylig har hun kombineret lyd, performance og ny teknologi i VR-operaen MORTALITIES, der havde premiere til dette års Copenhagen Opera Festival.
Operaen undersøger grænserne mellem liv og død. Mellem det på den ene side traditionelt levende, det kropslige, og på den anden side det virtuelle – eller det ‘på den anden side’.
Librettoen af Ursula Andkjær Olsen ledsages af musik komponeret af SØS Gunver Ryberg og giver operasangernes stemmer et nyt udtryk i et elektronisk univers. Det visuelle udtryk er skabt af Ninna Steen, og i samarbejde med MANND og Quad Studio forener hun den fysiske verden med det virtuelle univers.
Jeg mødes med Rebekka en sen eftermiddag på hendes lille kontor og værksted på Frederiksberg. Straks viser hun mig en kæmpe sten og en ‘stenbrønd’. “Det er brønden som publikum lægger deres sanser i”, fortæller hun, “den står i indgangsrummet, hvor publikum møder dødens følgesvend, en live-sanger, som har en stor, sort fuglemaske på.”
I baglokalet får jeg lov at prøve VR-brillerne, og jeg får store hørebøffer på, og så forsvinder jeg ind i et dødsrige, mens Rebekka laver te. Da jeg vender tilbage til virkeligheden, er jeg underligt tørstig. Jeg har mistet tidsfornemmelsen og vender tilbage til kælderlokalet med en følelse af, at der kun er gået et øjeblik.
Digitalt, men fysisk
Jeg er overvældet og bange for at glemme, hvad jeg lige har set og mærket. Sten, der bliver til kød, eller kød, der bliver til sten. Tågede, øde landskaber. Smerte og ensomhed, men også en puls, der stadig banker i mig.
“Det er en 3D-kunstner, der har modelleret grotten, der består af en masse særskilte sten,” fortæller Rebekka, da jeg spørger til en grottevæg af rødt kød, der i værket forvandles til sten. Den visuelle kunstner, Ninna Steen, har skabt videoteksturen, “der forandrer sig fra sten til kød til sten, som ligger uden på den 3D-modellerede væg. 3D-tekstur, kan være ret kunstig at se på, og derfor har vi arbejdet med at lægge fototekstur på”, forklarer Rebekka.
Landskaberne i begyndelsen af værket, der nærmest lignede akvarel, er faktisk et 360-graders foto. Det er svært ikke at spørge Rebekka om alt det tekniske bag værket. Jeg vil så gerne forstå, hvad jeg har oplevet.
Rebekka viser mig en stor sten i kælderen. Den fylder mindst en kvadratmeter, men er helt let. Den er bygget af rekvisitøren, Niels Lau Nielsen, og er fysisk til stede under performancen. Publikum kan altså røre ved den. En impuls de færreste publikummer ikke vil genkende. Selvom jeg med VR-brillerne på er helt bevidst om, at det, jeg ser, ikke er virkeligt, kan jeg ikke lade være med at række ud. Jeg vil mærke tågen, de kjoleklædte væsener, stenen, sarkofagen, alting.
Den store sten er scannet ind i VR-oplevelsen gennem et fotoprogram og derefter lagt ind i programmet Unity, hvor hele oplevelsen er samlet. Unity er oprindeligt udviklet til spil, så de har skullet vride programmet for at kunne gøre dét, de gerne ville, og værket minder heller ikke på nogen måde om et computerspil.
Vi taler om, hvordan computerspillenes grafiske side ofte stræber efter en hyperrealistisk æstetik, mens MORTALITIES er et taktilt værk, der peger på sit eget materiale og mixer det analoge og digitale.
“Det var også meget vigtigt for mig, at vi skulle finde vores helt egen æstetik, som var lidt uafhængig af mediet. Jeg ville gerne lave noget, som også ville se fedt ud om to år. Hvis vi havde forsøgt at lege med det sidste nye og alt det, man kan i dag, ville det visuelle hurtigt blive outdated. Jeg ville gerne lave noget, der på en eller anden måde var tidløst, og jeg valgte en visuel kunstner, der heller ikke har erfaring med VR, men har lavet en del digital kunst tidligere. Det, vi oplever her, er hendes æstetik blandet med mine visioner og det, som 3D-kunstneren har kunnet bygge.”
I slutningen af værket svæver en karakter rundt i det virtuelle rum: “Det er Ninna, der har haft en motion-capture-suit på. En dragt med en masse sensorer, som har optaget hendes bevægelser, men hun dansede. Vi har lagt optagelsen oven på en 3D-figur, så den bevæger sig efter optagelsen.”
En dobbelt tilstedeværelse
Det er en hel arkitektur, som teamet har bygget op i det virtuelle rum. Jeg husker en grid-lignende struktur, der som det eneste føltes både retro og futuristisk: En stor arkitektonisk konstellation bygges langsomt op i noget, der minder om et animeret tegneprogram, og peger på sig selv som noget, der er modelleret og prækonstrueret.
“Man kommer på en måde bag om scenen”, siger Rebekka, der samtidig fremhæver det paradoksale i, at tilfældigheder spiller en stor rolle for, hvordan det færdige udtryk er blevet:
“Der er meget, man ikke kan regne sig frem til eller forestille sig. Fx hvor lang tid det vil tage en grotte at vokse op af jorden, uden at publikum bliver svimmel. Det er noget, der skal prøves inde i brillen. Samtidig var der meget, der ikke kunne testes før til sidst, og så er det svært at justere på alt.”
Jeg spørger hende, hvordan hun kom på idéen om at lave en performance i VR?
“Jeg så en teaterforestilling i VR i 2018 af Makropol på Copenhagen Contemporary. En 400 kvadratmeter stor VR-installation, hvor man spillede minigolf, og med flere 360-graders videoer af forskellige kunstnere, som blev tricket i installationen, når en bold blev skudt i hullet. Oplevelsen varede omkring en time, og jeg var fuldstændig opslugt. Jeg var også ret nervøs, mens jeg gik alene rundt i det her helt kunstige miljø, for jeg havde aldrig prøvet VR før, men jeg mærkede også, at det her ville jeg beskæftige mig med. Jeg ville gerne undersøge, hvad VR-mediet gør ved vores forståelse af krop, tid og dimensioner.”
Rebekka fortæller, hvordan især tidsligheden er en mærkelig størrelse i VR-mediet. Hun er også optaget af noget, hun kalder, “en dobbelt tilstedeværelse”, hvor vi både er til stede i det digitale, men samtidig i det fysiske rum. “Man er splittet”, siger hun, “men hvis de to verdener virkelig smelter sammen, skabes et tredje rum, som er ret syret og uden for tid og sted.”
Rebekka kobler straks den dobbelte tilstedeværelse med døden: “Jeg var optaget af, at man kunne træde med sin levende krop ind i en prækonstrueret, død verden. Værket viser seks forskellige versioner eller ideer om døden inspireret af Mikkel Krause Frantzens koncept ‘nekroæstetik’ og Jakob Matzens kategorisering af seks nekroæstetiske perspektiver: det spektrale, selvdestruktive, groteske, arkitektoniske, transcendentale og posthumane.”
‘Dødens følgesvend’ guider os rundt i VR-rummet, og Rebekka understreger, hvordan der hele tiden er et spil og en forskydning mellem det, der er live, og det der er dødt, digitalt eller fysisk, men som blander sig konstant.
En kollektiv oplevelse
Der er kun fire publikummer per forestilling? Hvorfor det?
“Der er to grupper publikummer, der overlapper, så vi har faktisk otte på én gang. Det vil sige otte VR-briller koblet til otte computere. Og det er mange! De fleste VR-forestillinger har kun en enkelt gæst ad gangen.”
“Det var også vigtigt for mig, at det var en kollektiv oplevelse,” fortsætter Rebekka, “og mange publikummer har sagt, at det gør dem trygge at dele rummet med andre. Selvom teatrene ikke sælger særligt mange billetter, når der kun er fire publikummer per forestilling, så kan jeg godt lide, at det til gengæld bliver en eksklusiv oplevelse.”
Og en intim oplevelse?
“Ja, det giver noget andet, at det kun er fire personer, der deler oplevelsen med hinanden, gennemgår noget sammen, og derfor har et andet forhold til hinanden, når de kommer ud igen.”
Det er et ekstremt intenst sansebombardement at opholde sig i VR-oplevelsen, og derfor har Rebekka også levet et udgangsrum, hvor publikum kan fordøje oplevelsen og omstille sig: “Du får et space, hvor du i fred og ro kan vende tilbage til den fysiske verden. Omvendt vil jeg gerne, at publikum tager noget fra den fysiske verden med ind i den virtuelle, og nok også omvendt.”
VR-rummet gør mig også nysgerrig, som da jeg kigger rundt, op og ned og pludselig ser mit bankende hjerne. En kødklump ud for mit bryst.
Mange vil instinktivt række ud efter de virtuelle objekter i værket. Især efter en smuk glassarkofag, som ifølge Rebekka er noget af det sværeste at skabe i VR-universet: “Det er meget svært at lave glas og spejling i VR, fordi der er så mange matematiske beregninger i refleksion af lys, og det har brillerne svært ved projicere. Man skal ligesom kunne hacke det lidt for at lave noget, der bare minder om en spejleffekt.”
Jeg får selv en oplevelse af at blive en aktiv del af værket. Jeg spørger Rebekka om, hvad hun tænker om det.
“Det er tænkt som en totaloplevelse, ikke en installation, og jeg tager hele tiden udgangspunkt i publikums oplevelse. Som publikum bliver du nødt til at være aktiv i den forstand, at du skal foretage valg i forhold til hvad og hvem, du giver din opmærksomhed. Om du vil lytte, kigge op eller ned, om du vil prøve at forstå teksten i librettoen. Det er svært at tage det hele ind på én gang, og man får det ikke bare serveret.”
Without dirt you are nothing
Apropos tekst får publikum Ursula Andkjær Olsens libretto med sig i et lille hæfte med køligt skarpe udsagn som “without the cold you are nothing”, “without gravity you are nothing”, “without dirt you are nothing” etc.
Publikum bliver dog også aktive figurer i værket, fordi vi får en avatar, som kan ses af de andre publikummer. Man kan endda se sin egen skygge en gang imellem, og altid de andre publikummer.
Jeg spørger Rebekka, om hun tror, at der er mere på spil for publikum, fordi de ikke sidder stille i en rød velourstol under forestillingen?
“Hver og én er vigtig,” medgiver hun. “Man bliver nødt til at følge med gennem de forskellige rum. Det er en immersiv oplevelse, der engagerer publikum aktivt. Og jeg tror, det betyder meget, at de fire publikummer er der sammen. Man er en lille gruppe, der følger efter hinanden og passer på hinanden.”
Publikum tager sig selv med ind i oplevelsen, og det gør hver performance unik i forhold til, hvor man placerer sin krop i rummet, og hvad man kaster sit blik på i de forskellige landskaber. Man sanser handlingen fra forskellige perspektiver midt iblandt de andre deltagere, avatarer eller dødsvæsener imellem.