Jeg har altid været optaget af at bruge min krop som et redskab for at legemliggøre og aktivere oplevelser og erfaringer i mødet med verden, først som et nysgerrigt og udforskende barn, så som danser og senere som performance- og billedkunstner.
Siden 2001 har jeg arbejdet med hybridformater i feltet mellem dans, performance, installation, lyd, video, fotografi og tekst. Jeg prøver at blive ved med at bryde rammerne for mit eget udtryk, både formmæssigt og indholdsmæssigt og opfatter mit arbejde som en slags personlig research eller laboratorium til at undersøge grundlæggende temaer omkring min væren i verden. Jeg laver gerne værkserier, der strækker over flere år, hvor et bestemt format eller tema undersøges fra forskellige vinkler og i forskellige sammenhænge.
Mine værkformater er ofte relationelle; æstetisk rammesatte, gensidige udvekslinger og undersøgelser, som åbner nye udtryk og erkendelsesrum – blandt andet i det offentlige rum. Her kan jeg stadfæste både subtile og radikale sprækker i den forventede dagsorden, påvirke vante måde at agere på og udfolde samskabende situationer. Gennem æstetiske, aktivistiske, meditative, medierede, improviserede og koreograferede formater er det offentlige rum et sted, hvor man kan undersøge, hvad verden også kunne være.
Efter at have været meget optaget af møder og relationel skabelse mellem mennesker begyndte jeg i 2015 at få kvalme over min egen menneskefiksering, hvilket satte gang i en intuitiv bevægelse hen imod at møde noget andet-end-menneskeligt. Jeg ville lade mit udtryk forme af det ‘andet’ og finde måder at lade det ‘andet’ komme til et eget udtryk, fremkaldt i samspil med min krop og tilstedeværelse. Det har ført til samarbejder med både sten, svampekulturer, tidevand, jord og landskaber/geografiske områder med deres iboende livsformer og særegne fænomener. I arbejdet inddrager jeg tænkere og teoretikere, som er med til at belyse processerne og de temaer, der knytter sig til de forskellige steder. Ofte samarbejder jeg også med andre kunstnere, som jeg inviterer med ind i processerne.
En af de projektserier, der er udsprunget af dette, er Landscape, Bodyscape, Relationscape (med udstillinger og performances på Vadehavscentret, SMK Thy, Sura Medura International Artist Residency, KunstCentret Silkeborg Bad og Tunnelfabrikken). Her prøver jeg at finde måder at samarbejde med geografiske landskaber og deres iboende livsformer og fænomener.
Arbejdsprocesserne strækker sig ofte over lang tid, op til 1,5 år, hvor jeg kommer tilbage til området på forskellige årstider for at lære det at kende og opbygge et forhold. Sideløbende med de fysiske besøg researcher jeg landskabets forskellige dynamikker; både de geologiske og biologiske faktorer, der har formet det, de historier og mytologier, der knytter sig til det, relationerne mellem mennesker og dette særlige område, dets særlige fænomener og livsformer samt teoretisk materiale, som belyser disse dynamikker.
Ud af researchen toner temaer frem, som giver input til mine fysiske, sanselige møder med landskabet. Og omvendt sker der noget i de helt nære, kropslige – og ofte strabadserende – møder med landskabet; intuitivt og sansebaseret tuner jeg ind på de grundtoner, der vibrerer i det, og de fysiske møder igangsætter resonanser i mig, som fortæller mig noget om landskabet.
Herfra opstår værker i form af bevægelse, performative forløb, video, fotografi, tekst, installationer, lyd og skulpturelle objekter, alt efter hvad processen og mødet med netop dette landskab kalder på.
Projektserien startede med Inseparable Together, et samarbejde med en fotograf og en komponist og Nationalpark Vadehavets landskaber. Her blev det vinden og tidevandet, jeg havde fokus på: hvordan kunne jeg sammen med vinden skabe billeder og levende skulpturer, som blev formet i fællesskab? Hvordan kunne jeg kalibrere min menneskelige skala og tidsfornemmelse i forhold til tidevandets langsomme, konstante puls, som i den grad former landskaberne der? Normalt oplever vi landskaber ved at bevæge os igennem dem, til nøds gøre ophold og nyde udsigten eller undersøge det ene eller det andet med henblik på at genkende, kategorisere eller indsamle det. Hvordan kan man ellers møde et landskab? Jeg lavede en række tidevandsmeditationer, hvor jeg lagde mig på vaden og lå ganske stille, nogle gange i flere timer, imens tidevandet steg og oversvømmede min krop. Der var noget grænseoverskridende og euforisk i frivilligt at give afkald på bevægelighed, komfort, kontrol. Min eneste regel var, at jeg skulle blive liggende, indtil jeg ikke kunne mere. Disse meditationer og andre undersøgende møder med landskabet blev videodokumenteret af fotograf Alexandra Buhl og dannede udgangspunkt for en række videoinstallationer, som blev vist i Slotfeltladen og Vadehavscentret akkompagneret af reallydsinstallationer skabt af komponisten Ellen Birgitte Rasmussen.
I Thy og med udstillingen Landskabninger på SMK Thy blev jeg optaget af de forskellige jordtyper, der findes i området, og hvordan relationerne mellem disse jordtyper og mennesker har formet landskaberne gennem flere tusinde år. Markernes muld, sandklitterne som er blevet beplantede for at forhindre sandflugt, legen som er blevet gravet ud for at forme mursten og byer, som nu indskriver sig som en del af landskabet.
Møderne med steder og materialer blev dokumenteret af fotograf Frida Gregersen og omdannet til store fotografiske silkeprints og videoinstallationer, hvor både kalk, sand og ler var del af installationen. Blandt andet en række krops-aftryk, som blev formet i mit fysiske møde med Helligsø Teglværks blålergrav. Disse blev efterfølgende brændt på teglværket og stod overfor videoen af deres tilblivelse i udstillingen.
Til udstillingen Vandlegeme på KunstCentret Silkeborg Bad undersøgte jeg vandet – den måde det for altid rejser på tværs af legemer gennem tid og på tværs af steder og forbinder os med alt, hvad der har været og alt, hvad der vil komme. Hvordan vi som vandige legemer kan indgå i intime, måske endda erotisk udvekslinger. Igen blev processerne video-dokumenteret af både Alexandra Buhl og Frida Gregersen og omdannet til prints og video-installationer, blandt andet projekteret på en 4 x 4 meter stor vandseng, hvor man kunne ligge og skvulpe. Jeg lavede også en række is-skulpturer, som hver dag stod i udstillingen og smeltede med ultrasoniske hazere, som gjorde, at vanddampen forplantede sig i rummet og ind i de besøgendes kroppe med åndedrættet. Og derfra videre ud i verden.
Både i Thy og Silkeborg arbejde jeg også med publikumsinvolverende performances; langt ude i Thys lyngklitter hvor folk blev inviteret til et personligt og intimt møde med landskabet og ved Arnakkekilden nær Silkeborg Bad i et 12-timers vågeritual ved midsommer.
At samarbejde med landskaber og naturfænomener er både fysisk og mentalt udfordrende og givende. Det fortæller mig meget om mine egne positioner i forhold til det, der omgiver mig, og det smadrer igen og igen disse positioner på overraskende måder. Processerne er en slags kropslig-materiel grundforskning, hvor jeg prøver at stille mig på kanten af det, jeg ved og kan, for så at opdage noget andet og mere om den måde jeg er i – og med – verden på.
Jeg prøver at bryde mine egne vaner og den naturlige menneskelige søgen efter komfort. Den nøgne krop er en membran, hvor jeg udveksler direkte med mine omgivelser. Jeg får mærker, rifter, mærker jorden under mine fødder og min krop, lader vandet løbe ind i mine åbninger, undersøger hvordan kroppen reagerer på ekstrem kulde, bevæges af vinden. Jeg gør mig sårbar og tilgængelig – ikke for at pine mig selv, men for at blive lydhør og for at træde tilbage fra den menneskelige kontrol, vi ellers prøver så ihærdigt at opretholde. Og midt i det føler jeg mig ofte enormt stærk. Fordi jeg ikke er i opposition til, men arbejder sammen med det, jeg møder.
Jeg prøver i arbejdet at gøre op med den adskillelse mellem menneske og natur, som er blevet en grundlæggende præmis i vores moderne vestlige menneskelige selvforståelse, og som både ligger til grund for romantiseringen og udbytningen af det, vi sam-eksisterer med. Gang på gang genopdager og udfordrer jeg denne tendens i mig selv, og derfra prøver jeg at skabe værker, som udfordrer den menneskecentrerede selvforståelse, som er fremherskende i vores samfund.
Med tiden har jeg vendt mig mere mod ’antropocæne’, menneskeskabte landskaber, for her at undersøge afgrænsninger, indviklinger og gensidighed mellem menneske og natur.
I april 2020, få dage efter København lukkede ned i en verdensomspændende pandemi, åbnede et anden-verdensligt parallelunivers sig bag et hul i hegnet på Nordhavns yderste spids. Det blev det første stævnemøde ud af en række med et landskab, som konstant ændrer sig til uigenkendelighed.
Jorddepotet er et hyper-antropocænt landskab, et helt nyt landområde skabt af mennesker og svarende til 1% af Københavns samlede areal. Før det blev til Jorddepotet, var det hav. Så blev et spunshegn banket ned i havbunden, og man begyndte at fylde jord på i to afdelinger: én for ren jord, og én for forurenet jord.
På Jorddepotet deponeres overskudsjord fra udgravede fundamenter, metrotunneler og forurenede tomter; her skabes nyt land. Et landskab i konstant forandring i en dynamisk koreografi mellem mennesker, maskiner og alt det, der spontant kommer til live her.
Arter flytter ind, fugle mellemlander og ruger. Planter i bizarre blandinger vokser ud af frø sammenbragt fra vidt forskellige steder. Insekter finder vej fra nær og fjern, og snegle og frøer dukker op i de mere eller mindre forurenede reservoirer af salt- og regnvand. Fiskere rykker ind langs spunshegn og stensætning, og folk begynder at udforske området. Og over det hele regerer udviklingsplaner, gravemaskiner og lastbiler, mens landskabet toner frem i former, der langsomt begynder at definere, hvem der skal bo her, og hvordan.
På kort sigt skal området sandsynligvis omdannes til containerhavn og rekreativt område. På længere sigt skal det nok byggemodnes og omdannes til boligkvarter. Så vil processen gentage sig: Jorddepotets indvolde og underjordiske infrastruktur vil igen blive opgravet og genplaceret et andet sted, hvor det vil danne nyt land, og så fremdeles. Landskabet er et kæmpestort, rodet arkiv af materialer og fortællinger fra andre tider og andre steder – og samtidig et udgangspunkt for nye liv og nye fortællinger.
Både jorden og vi er materie på rejse, drivende fra ophobning til ophobning. Jorden er som kroppens kød, fuld af depoter, stoffer, fortællinger og lag af materielle forbindelser. Når jeg går på jorden som et oprejst væsen, mærker jeg kun svagt ekkoet af de liv, jorden har båret, inden den landede her. Men når jeg lægger mig, kommer tættere på og lader landskabet træde frem, er sporene af andre steder og tider uomgængelige: planter, byggematerialer, potteskår, knoglerester, flamingogranulat, ferskvandsmuslinger og gamle bolde. De ligger og nynner deres frekvenser, på vej mod en fælles artikulering af en ny fortælling, et fælles kor. Resonansen forplanter sig i min krop og genindskriver mig i det større materielle kredsløb, både jorden og jeg er indviklet i.
Vores spor lever videre i landskabet, og dét lever videre i os. Sporene betinger vores videre baner og bundfælder sig i vores indfoldninger. Indtil vi mødes igen.
Jeg har i løbet af det sidste 1,5 år besøgt Jorddepotet på alle årstider og tider af døgnet – og er blevet smidt ud mange gange. Kærligheden er blevet ved at vokse for hvert møde, hver udveksling. Hverken landskabet eller jeg er nogensinde dét, jeg forventer, og møderne er det heller ikke.
Jeg har inviteret en række andre kunstnere til at møde landskabet med mig og sammen har vi skabt materiale, som er blevet til udstillingen HABITAT +, landskabsperformancen Bodyscaping og publikationen HABITAT + Bodyscaping. Gennem de tre formater deles intellektuelle, æstetiske, kropslige og poetisk/fabulerende ‘huller’ i hegnet ind til et møde med områdets landskaber og de konflikter, potentialer, fortider, nutider og fremtider, der dirrer i dem.
I udviklingen af performancen Bodyscaping har jeg ønsket at videreformidle de meget personlige og kropsligt indlejrede erfaringer, jeg selv har gjort mig gennem arbejdet i dette og andre landskaber.
Mit fokus har været at koreografere publikums egne kroppe og møder med landskabet, så det kunne opleves som en sanseligt opslugende og performativt interessant rejse, både indefra og udefra.
Det har betydet, at jeg først måtte videregive mine erfaringer til de guides, som skulle tage publikum med ud i mødet med Jorddepotet. De har så skullet gøre sig deres egne erfaringer og opbygge deres egen relation til landskabet og derefter, i dialog med mig, udvikle deres måder at tage publikum med ind i det. Det er blevet til en organisk koreograferet struktur, hvor publikum både har oplevet helt nære, personligt sansede udvekslinger med landskabet, og samtidig er blevet til billeder for hinanden, når de andre grupper er rejst forbi og på afstand og har bevidnet en gruppe, der ligger på jorden i en formation, dybt opslugt af noget, som kun de ved.
Jeg er blevet ret begejstret for at skabe publikumskoreograferende formater, og glæder mig til at udvikle metoderne yderligere i andre landskaber for at stille spørgsmålstegn ved, hvordan vi som mennesker kan møde dem på jævnbyrdige og intime måder.
For mig er den mest interessante form for kritik en, der stiller sig nysgerrigt midt i det, den kritiserer, for her at pege på andre muligheder. Der helt klart et aktivistisk element i denne form for arbejde; ved at åbne et utilgængeligt område for andre og give dem kropslige erfaringer med at møde de materialer og livsformer, vi deler verden med, kan det føre til andre måder at agere overfor dem fremadrettet.
Hvis vi skal ændre vores måder at forbruge, formgive og sameksistere med vores omgivelser, starter det ikke kun med intellektuelle eller politiske beslutninger og erkendelser, men i legemliggjorte erfaringer, der skaber forandringer.
***
At besøge er ikke nogen let praksis; den fordrer evnen til aktivt at finde andre interessante, selv – eller især – andre, som de fleste folk mener at kende alt for fuldstændigt, at stille spørgsmål ens samtalepartnere finder oprigtigt interessante, at fremelske nysgerrighedens vilde dyd, at afstemme ens evne til at mærke og svare – og at gøre alt dette høfligt!
[…]
[Denne] form for høflighed udfolder det energetiske arbejde at holde muligheden åben for, at overraskelser er i vente, at noget interessant er ved at ske, men kun hvis man opdyrker evnen til at lade dem, man besøger intra-aktivt, forme det, der opstår. De er ikke hvem/hvad, vi forventede at besøge, og vi er heller ikke hvem/hvad, vi forudså. At besøge er en subjekt- og objektskabende dans, og koreografen er en spilopmager.
(Donna J. Haraway, Staying with the Trouble – Making Kin in the Chthulucene, Duke University Press, 2016, uddrag i oversættelse udgivet med forlagets tilladelse i HABITAT + Bodyscaping, Antipyrine 2021).