Jeg ser

Metasexy
Foto: Mikael Luksepp

Jeg ser seks glatte performere med lipgloss om læberne.

Jeg ser seks glatte performere med lipgloss, gelé i håret, svaje som søgræs på havets bund.

Jeg ser glatte performere svaje som søgræs på havbunden, fra side til side, før deres rygrad bliver blød.

Jeg ser deres rygrad blive blød, som var der honning mellem hver hvirvel.

Jeg ser deres rygrad, honningen derinde mellem hver hvirvel, fremkalde en slange.

Jeg ser dem bevæge sig som en slange i rygraden.

Jeg ser slangen som en metafor for syndefaldet.

Jeg ser syndefaldet i en vestlig erfaringshorisont.

Jeg ser i en vestlig erfaringshorisont slangen som det snedigste af alle de vilde dyr.

Jeg ser den snedigste slange som endnu en metafor.

Jeg ser metaforen som en konstruktiv løgn.

Jeg ser en konstruktiv løgn, der sætter lighedstegn mellem den kvindelige figur og slangen.

Jeg ser slangen overflyttet til den kvindelige figur.

Jeg ser performerne fremføre slangen synkront.

Jeg ser den synkrone slange som en sammensmeltning mellem det individuelle og det kollektive.

Jeg ser det kollektive fremstille den kvindelige figur.

Jeg ser det kollektives blik på den kvindelige figur.

Jeg ser hvordan kollektivet vil se den kvindelige figur som en enkelt smilende figur.

Jeg ser at performerne ikke smiler.

Jeg ser hvordan kollektivet vil se den kvindelige figur med vrikkende hofter.

Jeg ser at performerne vrikker hofterne.

Jeg ser vrikkende hofter som en catwalk.

Jeg ser en catwalk af modeller ned ad runwayen.

Jeg ser en kraft i catwalkens vrikkende hofter.

Jeg ser i vrikkende hofter en sexy, der sælger.

Jeg ser en kapitalisme i den kvindelige figur.

Jeg ser en stramstyret koreografi bestemt af et koordinatsystem.

Jeg ser et system, der favoriserer lige linjer og symmetri.

Jeg ser lige linjer, symmetri og skønhed.

Jeg ser skønhed i bevægelse.

Jeg ser skønhed i det, jeg kender.

Jeg ser en skønhed, jeg kender fra antikke skulpturer.

Jeg ser performerne som statuer.

Jeg ser statuerne bevæge sig i linjer og symmetri og skønhed og system.

Jeg ser systemet forandre sig.

Jeg ser forandring i systemet som en forhandling mellem performerne.

Jeg ser dem bevæge sig rundt om hinanden, tilfældigt.

Metasexy
Foto: Mikael Luksepp

Jeg ser dem tilfældigt bevæge sig, men hele tiden afmålt efter hinanden.

Jeg ser dem afmålt efter hinanden, så ingen støder ind i hinanden.

Jeg ser at ingen støder ind i hinanden og små rystelser finder frem.

Jeg ser små rystelser hos hver anden.

Jeg ser performerne ryste deres kroppe.

Jeg ser kroppen ryste som en sensuel sambadanser. 

Jeg ser en sensuel samba, bootyshaking og twerking.

Jeg ser fikseret på numsen.

Jeg ser at de kigger.

Jeg ser væk.

Jeg ser rystelsen, det sensuelle i hele kroppen, anstrengt.

Jeg ser rystelsen, anstrengt, transformere sig.

Jeg ser det sensuelle transformere sig.

Jeg ser det ikke ske.

Jeg ser, at det er sket.

Jeg ser, at det er sket med det sensuelle.

Jeg ser det sensuelle som ubehageligt.

Jeg ser det ubehagelige i rystelsens repetition.

Jeg ser det ubehagelige i det repetitive.

Jeg ser det repetitive glinse med sved.

Jeg ser en svedende lipgloss glinse over hele ansigtet.

Anmeldelsen er skrevet af Nikolaj Hollænder, som er uddannet cand. comm. fra Performance Design på RUC. Hollænder danser Gaga i sin fritid og er interesseret i, hvordan bevægelser og rum gensidigt påvirker hinanden. Hollænder var deltager på bastards skriveworkshop ’Ord på dansen’ udviklet i et samarbejde med Dansehallerne og Monna Dithmer, danse- og teaterkritiker på Politiken.

Metasexy spillede d. 29. – 31. 3 på Betty Nansens Edison Scene. Forestillingen var en del af Dansehallernes DEATHPOPPOWER program.


Koreografi: Inés Belli.

Performere: Sara Enger Larsen, Rina Rosenqvist, Amie Mbye, Natanya Helena Kjølås, Tormod Skår Midtbø.

Lys og scenografi: Elisabeth Kjeldahl Nilsson.

Musik: Sunniva Lindgaard/SASSY 009.

Lydtekniker: Emil Høgset.

Kostumer: Alva Brosten.

Producer: Frida Skinner.

Kunstnerisk konsulent: Solveig Styve Holte.

Foto: Mikael Luksepp.

Co-produceret af Dansens Hus i Norge.

Støttet af Norsk Kulturråd, Fond for lyd og bilde og Fond for utøvende kunstnere.