Jeg vil ikke møde en anden – Et kærlighedsbrev til en forestilling, jeg ikke kan slippe

Laus Høybye i Du vil møde en anden, AKT1. Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann.

Du vil møde en anden er ikke bare en forestilling om kærlighed og brud, men også om forestillingsevnen. Om de karakterer vi spiller overfor hinanden, om de karakterer vi projicerer ovenpå hinanden og om de forestillinger vi bygger op sammen. Dem vi kalder parforhold.

Nogle gange sker der noget mærkeligt, hvor jeg ser et teaterstykke eller en kunstudstilling, hører en sang eller læser en bog og pludselig tænker: ”Hov det er jo faktisk mig, der har lavet det værk”. Og jeg mener ikke på krænkelse-af-ophavsret-måden, jeg mener på den måde, hvor noget resonerer så meget med mig, at jeg ikke helt kan forstå, at det ikke er mig, der faktisk har lavet det. Det kan være en lige så fantastisk som frustrerende følelse. Fantastisk fordi jeg føler et enormt slægtskab, jeg føler mig set, jeg føler, at jeg har fundet noget familie, jeg ikke vidste, at jeg havde. Frustrerende fordi, jeg på et helt egoistisk plan ærgrer mig over, at det ikke er mig, der har lavet det værk, og at jeg aldrig kommer til at lave (præcis) det værk, og at nogen andre nu høster æren, for noget som jeg føler på en helt ulogisk, uforklarlig måde er mit.

Sådan havde jeg det, da jeg så stykket Du vil møde en anden. Måske i højere grad end før, fordi jeg faktisk helt konkret følte, at jeg var i gang med at lave netop det værk, som jeg pludselig sad og var publikum til. Sidste år arbejdede jeg nemlig på en performance om et forhold, der er gået i stykker og en person, der venter på et hotelværelse (”vores hotelværelse”) på en date, der aldrig dukker op. Den blev vist i en installation, jeg havde bygget op på Nikolaj Kunsthal, men bagefter gik jeg i gang med at planlægge, hvordan jeg ville vise den i en intim setting på nogle faktiske hotelværelser. Det blev ikke til andet end nogle hurtigt nedkradsede projektbeskrivelser og budgetter, før andre projekter tog over. Men pludselig dukkede Du vil møde en anden op i mit liv. I pressemeddelelsen kunne jeg læse mig til, at det var en immersiv teaterforestilling på et hotelværelse om et forhold, der går i stykker, om to personer, der har datet på et hotelværelse, men nu ikke skal være sammen længere. Jeg blev nødt til at komme ind at se det…


*

Da jeg ankommer en aften i april til Ibsens Hotel, modtager jeg et lille kort med fire hotelværelsesnumre på. Ét af dem er der sat en cirkel omkring. Vi er fire personer, der skal se forestillingen samtidig, men i hvert vores rum. Én skuespiller på hvert hotelværelse og én tilskuer på hvert hotelværelse ad gangen. Da jeg bliver lukket ind i det første rum, mærker jeg med det samme den lidt skræmmende intimitet, der er i pludselig at befinde sig i et lukket rum med en fremmed, og jeg kommer til at tænke på andre overvældende immersive teateroplevelser som den alternative undervisning hos Sisters Academy, omsorgen og volden hos Signa eller at blive lukket inde i et rum alene med en skuespiller, man har løbet efter gennem en skov i den alternative Shakespeare-opsætning Eyes Wide Shut. Forskellen her er bare, at der er noget dejligt udramatisk over det hele her på Ibsens Hotel. Jeg bliver instrueret i at sætte mig på en stol, og skuespilleren begynder som en slags metatekst at fortælle mig:

Velkommen til.

I den her forestilling, der siger vi, at du og jeg har været sammen, og at det skal vi ikke være længere.

Vi siger også, at jeg har bedt dig komme herhen på hotellet, for at kunne fortælle dig om os, og for at fortælle di,g at du vil møde en anden.

Jeg får også at vide, at jeg ikke behøver sige noget eller svare på nogle af de ting, skuespilleren kommer til at sige til mig. Bagefter beder han mig om at kigge rundt på det hotelværelse, vi befinder os i. Og forestille mig, at jeg godt kender rummet, at jeg har været her før. Vi er ved at lave en kontrakt sammen. Det er som om, han siger: Det er bare noget, vi leger. Men vi tager det meget alvorligt.

Han fortsætter og fortæller mig, hvordan vi har mødtes på det her hotelværelse flere gange før. Han undskylder, at han er lidt nervøs. Han peger, fortæller og ridser vores liv op sammen, prøver at huske, hvordan vi fandt sammen og prøver at forklare, hvorfor vi ikke skal være det længere. På et tidspunkt bliver jeg sendt videre til næste værelse, og en anden skuespiller tager over, hvor den første slap, som flere og flere detaljer om vores liv og vores igangværende brud, dukker op. I løbet af den næste times tid bliver jeg både sunget for, aet kærligt på skulderen og budt på øl. Og det eneste jeg kan tænke er: ”Gud, det føles så virkeligt. Det er jo mig… Eller jeg mener os.”  Da jeg på et tidspunkt skåler med en af skuespillerne, mens han fortæller mig om vores første date, føler jeg virkeligt, at vi lige nu sidder og er på date. Da vi skåler, og jeg rækker mit glas frem og lader det ramme hans som den minimale gestus af deltagelse fra mig, det tavse publikum, er det som om jeg bliver fortryllet. Hypnotiseret af lyden af vores klirrende glas. ”Er der ikke lidt kemi mellem os?”, når jeg at tænke, før jeg hiver mig selv ud af fantasien og minder mig selv om, at det hele er noget vi forestiller os. Men da han beder mig om at skrive mit nummer på hans arm, kan jeg ikke lade være at rødme lidt. Så skriver jeg mit mobilnummer på hans arm, og han lægger sig over i sengen og skriver det ned i sin bog for at huske det. Senere i forestillingens sidste akt føles det også pinefuldt virkeligt, og jeg mærker, hvordan jeg nærmest ikke kan se skuespilleren i øjnene, mens hun taler, fordi det minder mig for meget om dengang, min ekskæreste og jeg gik fra hinanden.

Du vil møde en anden er kommet ind under huden på mig på en anden måde, end jeg længe har oplevet teatret har formået at gøre. Jeg føler, det er skrevet af mig, men også til mig. Og på en uhyggelig måde handler det også lidt om mig. På et tidspunkt i forestillingen peger den ene skuespiller på vinduet i hotelværelset og siger, at han tog et billede af mig, mens jeg sad i vindueskarmen. Han spørger om, jeg kan huske det. Og på det tidspunkt lader jeg ikke som om. Jeg kan virkeligt huske det. For bare et par uger før forestillingen befandt jeg mig tilfældigvis på en date på et hotelværelse, og jeg kommer i tanke om, hvordan han tog et foto af mig lige der i vindueskarmen. Sådan nogle tilfælde sker nogle gange, men jeg kan ikke lade være alligevel at få lidt gåsehud over det. Og jeg tænker, det måske også har noget at gøre både med situationen, og den måde jeg bliver opmærksom på mig selv og på teksten, men også den måde teksten er skrevet på. Da jeg snakker med aftenens andre publikum bagefter forestillingen, viser det sig, at de også havde hver deres detaljer fra historien, hvor de tænkte: ”Ja, det er jo mig” eller ”Hvordan kunne du vide det?”. Noget af styrken i monologerne er, at de på en eller anden måde balancer mellem en meget generisk kærlighedshistorie og en meget sanselig detaljeret, specifik, situeret kærlighedshistorie, som vi alle sammen (den aften i hvert fald) ikke kunne lade være at leve os fuldstændigt ind i. Alle monologerne adresserer et ”du”, der afkræver en identifikation. Men i modsætning til mange andre tekster, jeg læser og hører, hvor ’du’et’ hænger lidt løst på tøjet, er der noget overbevisende ved det i den her kontekst. Den måde publikum og skuespilleren hele tiden opbygger en kontrakt sammen, insisterer på forestillingsevnen og på hinanden. Den måde karakteren, ’du’et’, både er mig og ikke er mig. Det er som et omrids, vi kan træde ind i. Det er både noget, vi leger, og samtidig er det virkeligheden.

På samme måde spiller alle skuespillerne en karakter, men den karakter er også skuespiller, bare for at gøre det hele lidt mere kompliceret … eller enkelt. De spiller en anden, men de spiller også sig selv. Du vil møde en anden er ikke bare en forestilling om kærlighed og brud, men også om forestillingsevnen. Om de karakterer vi spiller overfor hinanden, om de karakterer vi projicerer ovenpå hinanden, og om de forestillinger vi bygger op sammen. Dem vi kalder parforhold. Der er noget meget virkeligt, uvirkeligt over hele forestillingen. Det er ligesom om karakteren, der er afsender på monologerne har alt for meget sprog for forelskelsen og tabet. Karakteren er fyldt med al det sprog, vi tit ikke har eller har mod til at bruge i den virkelige verden. Men så er karakteren netop også skuespiller og leverer sine replikker med samme naturlighed, som kun en skuespiller kan. Famlende præcist. Nærværende. Forførende. Alt for virkeligt. Og samtidig er det bare noget vi forestiller os. Ligesom kærligheden også kan være det, og minderne … og virkeligheden.

Det er længe siden, på en måde før vi blev os selv, men jeg fortæller dig det nu, fordi det var det, der skete tilbage i begyndelsen. Begyndelsen tænker jeg hele tiden tilbage på nu… lige meget hvad jeg gør, så vil den ikke lade mig være i fred. Den kører rundt… heroppe hvor forestillingsevnen bor…

Min mor fortalte mig det, da jeg var barn. At forestillingsevnen bor lige her, bag min pande, og at den kan få en til at tro på ondt og godt, muligt og umuligt.

Siden jeg så Du vil møde en anden, har min hjerne ikke kunnet stoppe med at vende tilbage til den aften i april. Og nu tænker jeg at den enorme genkendelse som jeg følte, da jeg så stykket, og tanken ”Hov, det er jo mig, der har lavet det”, ikke er så forskellig fra det at blive forelsket. At genkende sig selv i en anden. Og tænke: ”Hov, det er jo mine tanker du tænker, og mit sprog du taler”.

Forleden vandt Du vil møde en anden velfortjent Årets Særpris ved Reumert-uddelingerne. Det giver mig et lille håb for at andre, der ikke nåede at få en billet i sin tid, også vil kunne opleve dette helt særlige stykke. Og at jeg selv ville kunne se det igen. For jeg er stadig ikke klar til at sige farvel. Jeg går stadig og tænker på Nikolaj. Og Benedikte. Og Laus. Og Camilla. Og Niels. Og Marie. Jeg savner jer. Og jeg får lyst til at skrive små håbefulde, håbløse breve til jer. Og i bunden vil jeg tegne tre bokse og ud for dem vil der stå ”ja”, ”nej” eller ”måske”. Og jeg vil lukke øjnene, når jeg åbner jeres svar, for jeg tør ikke se, hvor krydset er sat. Og jeg vil råbe efter jer på gaden eller synge en serenade eller tegne en lille tegning på et blad og lade det blive båret af vinden, indtil det lander i jeres hår, og I vil kigge på det, og først vil I ikke forstå, og så vil I pludselig huske. Og jeg vil fortælle jer, at I jo allerede har mit nummer, at i finder det på side 107 i Laus udgave af The Radicality of Love. Og så vil jeg sige: jeg er ked af alt, det der er sket, og jeg håber virkeligt, vi kan ses igen. Jeg har også en masse venner og familie, som jeg rigtigt gerne vil introducere jer til.

Og så vil jeg skrive:

Lad os mødes på vores sædvanlige sted.

Jeg vil ikke møde en anden.

Du vil møde en anden har lige vundet Årets Særpris ved Reumert-uddelingerne og spillede d. 26. marts – 30. pril 2020 på Ibsens Hotel.

Medvirkende: Camilla Lau, Benedikte Hansen, Nikolaj Groth, Laus Høybye 

Instruktør: Niels Erling 

Komponist: Markus Artved

Producent: Jacob Weitze Mylund 

Dramatiker: Marie Bjørn 

Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann

Afvikler: Lærke Kolding

Instruktørassistenter: Babette McPhillips & Sofie Kallan