Kassandra, sandsigersken som ingen tror, går igen i den oldgræske mytologi – og nu også på Husets Teater i den tredje og sidste del af trilogien Furier af Anja Behrens og Christian Albrechtsen.
Den oldgræske litteratur fortæller, at Apollon forærede den trojanske prinsesse Kassandra evnen til at se ind i fremtiden, fordi han forelskede sig i hende, men da hun afviste ham, forvandlede han gaven til at forbandelse. Selvom hun ser alt soleklart, vil ingen tro hendes profetier. I denne forestilling forgriber Apollon sig tilmed på Kassandra, og i Marie Bjørns vidunderlige og krystalklare tekst, bliver Kassandras evne til at se nu “en gave pakket ind i klistret gavepapir.”
Kassandra ser Trojas fald, men ingen tror på hendes varsler. Hun ser, hvordan Agamemnon tager hende med sig hjem som krigsbytte (læs sexslave) eller “sin egen lille luksusflygtning,” som Kassandra selv forklarer det i Bjørns mørke tekst, hvor Kassandra bogstaveligt talt går igen som et spøgelse, der har bevidnet krig og død gennem 3000 år. Kassandra ser også, hvordan Agamemnons dronning, Klytaimestra, slår både Agamemnon og Kassandra ihjel for at hævne Agamemnons ofring af datteren Ifigenia, som han dræbte for at få god vind på grækernes togt mod Troja.
Når Kassandra tager skikkelse som et spøgelse, er det helt i tråd med ideen om furien eller erinyiden som den dræbte persons hævnånd. I Aischylos’ tragedie Eumeniderne (endnu et navn for hævngudinderne), tager de endda form som mytiske rovfuglelignende, ækle og sortklædte kvinder, og Kassandra er her netop en uhyggelig, sortklædt ånd, der hjemsøger publikum.
Den canadiske digter og filolog Anne Carson beskriver i forordet til sin oversættelse af Aischylos’ Agamemnon, hvordan Kassandra besvarer Klytaimestras kraftfulde sprog med stilhed og uforståeligt fremmedsprog: “Da Klytaimestra forlanger at vide, om denne udenlandske pige taler græsk, svarer Kassandra ikke – i løbet af 270 vers.”
Kassandra er udlænding og krigsfange og taler i Carsons optik næppe græsk, men langsomt bemestrer hun alligevel sproget: “Hun viser sig faktisk at mestre alle registre af dette fremmede sprog – analytisk, historisk, profetisk, med ordspil og gåder, klart som krystal”.
Men Appollons forbandelse står fortsat i vejen. Kassandra står ikke alene uden for de sproglige normer, og selvom hun ser fortiden, nutiden og fremtiden krystalklart, er der stadig ingen, der forstår hende: “Kassandra er selvopfyldende sandhed. Aischylos placerer hende midt i sit stykke, som en anderledeshed, man ikke kan få hånd om, et spejl, der ikke viser det billede, der placeres foran det.”
Kassandras sprog er et fascinerende fænomen, hvor sproget går itu, samler sig lidt, men altid kommer til kort. Hos Bjørn samler ordene sig dog, og det gør de med en kraft, der får mig til at ønske, at monologen kunne læses i en bog. Bjørn giver ordet til Kassandra og forsøger først og fremmest gennem sammenhængende tale at komme tættere på karakteren.
Kassandra forklarer publikum det såkaldte Kassandra-kompleks. Hun er hvem som helst, der fortæller en sandhed, andre ikke vil høre, og helt aktuelt iscenesættes hun som en desperat og fuldstændig udkørt ekspert i gaslighting af kvinders vidnesbyrd om vold. Kassandra taler sandt, men slås igen og igen ihjel for det.
Publikum på Husets Teater bliver i det lys helt eksklusivt indviet i, hvad det vil sige at være Kassandra. Jeg kan undervejs savne oplevelsen af sprogets fallit, som jeg kender det fra Aischylos, men savnet opvejes af indsigten i den dystre virkelighed, der forties hver dag. Kassandra, i sin lange, sorte, halvtransparente kjole, med løst hår, der blafrer, og udtværet øjenmakeup, taler, og pludselig forstår vi hendes ord stik mod Apollons forbandelse. Hun er afsindig og profetisk. Hun virker manisk, og hendes ansigt mimrer, når hun taler desperat efter, at vi skal forstå, hvad hun mener.
Det er vidnesbyrdet om alverdens krige og drab på uskyldige liv, der er forestillingens væsentligste nerve – ikke mindst i kraft af Benedikte Hansens volumen og ekstremt kropslige forankring af den reelle, fysiske vold, hun formidler som vredt, men også ensomt gespenst.
På scenevæggen projiceres gennem hele forestillingen en video af Simon Sumborg. Et koldt tonet billede af hud, der fader og bliver mørkere. Hvidgrå aske eller en våd, leret masse og blod masseres ind i huden på en kvindekrop, der viser sig at være Kassandras. Den hvide, våde masse ligner lidt al den kalk, man for et par år siden hældte over de aflivede mink, der blev begravet i massegrave, men pludselig krøb op til jordens overflade igen. Kassandra fortæller om sit efterliv i et lighus. Og sådan bliver scenen også til lighus med en lang bænk, hvor Kassandra kan ligge lit de parade, mens kroppen i filmen ligner en sarkofag. Filmen zoomer også ind på et øje, der ser alt, imens Kassandra opremser et utal af krige og vrænger: “Der er krig. Der er krig. Der er altid krig.”
Hun taler igen og igen direkte til vores privilegeskam og spørger, om vi kan huske barnet i vandkanten. “Der findes mange flere druknede børn”, og “vi ofrer børn, ligesom Agamemnon ofrer sin datter”, fortæller hun.
Kassandra skriger i angst, når hun ser, hvad fremtiden bringer. Og her bliver Hansens performance igen kropslig som et dyrs. Det er en modsatrettet kropslighed, der er i spil. Kassandra beretter om døden og tabet af kroppen som det værste ved sin situation. Hendes krop er åben “som et ryddet landskab”, og samtidig er hun “fængslet i kroppen.”
Kassandras vrede på den ene side og på den anden hendes dybe længsel efter kropslig forbundethed, som når hun synger “love me tender” gør hende virkelig, mindre abstrakt, mindre furie og mere menneske, men altid er dobbelthederne til stede – og tak for det!
Kassandra på Husets Teater
13 JAN. — 10 FEB. 2024 Tredje del af den mytologiske teatertrilogi FURIER
Medvirkende: Benedikte Hansen
Dramatiker: Marie Bjørn
Instruktion: Anja Behrens
Scenografi: Christian Albrechtsen
Lyddesign & Musik: Erik Christoffersen
Lysdesign: Christian Vest Berntsen
Dramaturg: Karen-Maria Bille
Video: Simon Sumborg. Instruktørassistent: Mille Lindberg Hansen
Mera fra Sandra Cecilie Quist