Work-in-process performance kurateret af HAUT og Teater Får302 giver taletid til tvivlen og kroppens umulige sprog. HAUT og bastard.blog undersøger sammen måder at dokumentere kunstneriske arbejdsprocesser på.
Kroppens umulige sprog (arbejdstitel) er et nyt samarbejde mellem Karin Hald, Stina Strange Thue og Filip Vest, der er skabt med udgangspunkt i deres fælles interesse for tekst, krop, billed- og scenekunst. I deres arbejde undersøger gruppen alt det, der ikke kan siges med det normative sprog, men alene med det snøvlede, det rodede og det ordløse sprog.
En grå søndag eftermiddag på Teater Får302 oplever jeg en work-in-process visning, der undersøger tvivl og forholdet mellem krop og tale. Kunstnerne deler deres oplevelse af tvivlen i kraft af det at have en krop og et verbalt sprog, som taler med forskellige ‘tunger’. Det gør de ved at give plads til alt det, der ofte kommer ud af os som en form for ufrivilligt sprog – fx de lyde, vores kroppe gemmer på: stresset eller rolig vejrtrækning, snøvlen og mumlen, lyden og fornemmelsen af spyttet i munden og måske især pauserne. Selvom kroppens ordløse sprog ikke altid kan oversættes til klar tale, taler det.
Efter en uges residency viser gruppen os generøst en ufærdig performance, der på flere måder leger med det ufærdiges æstetik. Mange meter af gråblåt stof flyttes rundt på scenen, som om de leder efter den rette måde at organisere rekvisitterne på. Scenografien består af en stige, små, grå plastikkasser på hjul, et bord med utallige kaffekopper og termokander, en computer og en projektor, samt tre mikrofoner og et skarpt, klinisk lys fra et hvidt lysstofrør. Det er et både nøje udvalgt og rodet sansebombardement.
Kunstnerne leger med dramatikkens og teatrets roller. En performer sidder alene på den forreste stolerække og spiller dramatikerens eller sufflørens rolle. Han skriver og taler. Gruppen forvrænger sufflørens traditionelle rolle, der her ikke hvisker ord til skuespillerne, men i stedet højlydt kaster tekst ind på scenen. De leger simultant også med performerens og instruktørens roller. Performerne tiltaler hinanden med deres egne fornavne, så selvom de leger med teatrets roller, er de ikke fiktive karakterer. Det er med til at skabe et meget intimt, næsten privat, rum, der deles med publikum.
Filip, taster på tastaturet, og teksten Kroppens umulige sprog projiceres op på bagvæggen. Der hvor teksten rammer væggen, er en dør, og ind kommer Stina og Karin. Stina og Karin går mærkeligt hen over scenegulvet. De kommer ind i rummet med kroppe, der på én gang fremstår både uregulerede og regulerede. De er både anspændte og blide, mens de langsomt bevæger sig ind på scenen. Filip taler og spørger dem om, hvordan de har det. Han taster igen – nu teksten “AKAVET”.
Der opstår en (trekantet) komposition på scenen, hvor performerne bevæger sig med uret mellem tre stationer på scenen: Gulvet, hvor kroppens bevægelser er i fokus, sufflørens eller dramatikerens stol, hvorfra tekst og tale projiceres ud på scenen, og kaffestationen, hvor der højlydt skænkes kaffe. De hælder på skift kaffen op i kopperne, men den drikkes ikke. I stedet skabes en rislende lyd, når kaffestrålen løftes højt over koppen.
Kaffen bliver en metafor for en næsten formularisk eller kodet kommunikationen mellem mennesker: ”Skal vi ikke tage en kaffe snart?” Koden for: Jeg vil gerne ses og tale sammen ansigt til ansigt.
Alt i værket sker live. Der er ingen på forhånd optaget lydside. Det er et ubarmhjertigt rum over for performerne, men et meget generøst rum over for publikum, når de tør fremstå så nøgne over for os, der sidder trygt i mørket og betragter dem. Det kolde, kliniske lys gør performerne sårbare og udsatte, mens mikrofonerne ikke kun forstørrer det talte sprog, men også alle de ufrivillige, kropslige lyde. Kroppene får især lyd gennem vejrtrækningen, der afslører deres nervøsitet.
Filip, Stina og Karin taler i kor og ekko af hinanden, hvor de leger med svenske Christina Ouzounidis dramatiske afhandling TVIVEL / REPLIKERNAS POETIK, der også er afsæt for deres undersøgelse:
Jeg taler og forlader mig selv gennem at se mig selv
som nogen der findes som kan tale om det jeg taler om
og ikke tale om det jeg taler om.
Jeg taler og forlader mig selv.
Jeg taler og holder op med at findes.
(Christina Ouzounidis, 2016)
Kompositionen er ikke lineær, og værket bevæger sig ikke fremad. Fordi alt sker i værket på en gang og simultant, blandes enkeltdelene i min erindring. Jeg husker små øjeblikke i værket: Kroppe i mærkelige positurer, der afprøver forskellige stillinger – fx Filip, der taler med hovedet nedad og spænder i hele overkroppen. Forskellige udtryk mellem at være i ét med sin krop, og andre gange fanget i kroppen. Der opstår noget klaustrofobisk, en ulmende usikkerhed over for kroppen. Jeg mærker undervejs selv angsten for at miste kontrol over min krop. En velkendt følelse af kroppen som forræder.
De klør sig på scenen i en lille kløkoreografi, hvor lyden af neglene mod deres hud og tekstiler bliver lige så vigtig for udtrykket som selve bevægelserne. Det er ikke alle udtrykkene, der er lige akavede – fx ligger Karin og Stina ved siden af hinanden i, hvad der pludselig føles som en måske stadig akavet, men ikke ubehagelig samtale. Det ligner, at de hygger sig. Måske ville de have været afslappede, hvis de ikke kunne høre deres egne stemmer i højtalerne imens.
Tekster skrives på tastaturet og projiceres hele tiden ud i rummet, så publikum kan læse med. Jeg ved ikke, hvad der er improvisation, og hvad der er nedskrevet replik. Teksten findes i rummet på flere niveauer, end jeg kan få overblik over. Teksterne bliver meget visuelle, men understreger også betydningen af det, der sker på scenen. Tekster bølger hen over deres rygge og lemmer. De lyses op af tekst. Teksten får krop.
Et forsøg på en dialog mellem Stina og Filip udvikler sig dramatisk. De mundhugges og lytter ikke til hinanden. Filip begynder på et foredrag i et akademisk sprog, men klappen går ned, og Karin presser ham til at fortsætte fra instruktørens stol, indtil han ikke kan holde det ud og går helt i baglås.
Logisk og velartikuleret sprog sættes over for tab af sprog. Jeg mærker, den velkendte følelse af at klappen går ned. Det er som om, jeg under performancen er vidne til en aliens oplevelse af jordboernes kroppe og verbale sprog, hvor der pludselig er uendeligt langt fra tanke til ord, der velformuleret og præcist kan forlade vores læber.
Vi forsøger at camouflere tvivlen, og vi genkender ikke længere os selv. Vi censurerer vores tvivl ud af sproget i forsøg på at tale præcist. Vi øver os i at tale klart, fordi det er en praktisk færdighed, men her går noget tabt. Kroppens sprog devalueres som uproduktivt, fordi det er noget ’andet’, der ikke kan dokumenteres som tekst og indgå i den lineære historie. Kroppens sprog falder uden for alle de gængse formler for kommunikation og historieskrivning. Præcis som værkets rodede og cirkulære hulter til bulter-komposition gør det svært at gøre værket ret i et logisk og fattet sprog.
Når vi censurerer pinlige tavsheder og kroppens lyde, tøven og fejl ud af vores sprog, opstår et forløjet sprog, der ofte foregiver at være klart, selvom sproget og virkeligheden er rodet, selvmodsigende og usammenhængende.
Kroppens umulige sprog minder os om, at de akavede pauser er vigtige. Går vi i stå i en sætning, tvinges den anden til at lytte aktivt. Tvivlen får plads sammen med det, der er ‘andet’, kompliceret og tvetydigt.
Værket illustrerer præcist, hvordan jeg har det da performancen er slut, og alle kroppene bevæger sig ud af salen og ind i caféen: Hvor skal jeg stå og på hvilket ben? Opdager nogen, hvis jeg retter på mit undertøj, der gnaver i huden? Kan jeg tage jakken på nu? Skal jeg smile til den anden, jeg står i toiletkøen med, eller tjekke min telefon? Hvem skal jeg først sig farvel til? Skal jeg give hånd eller et knus? Forstår de, hvad jeg siger nu? Eller skal jeg omformulere? Kan jeg godt afslutte her…?
Kroppens umulige sprog (arbejdstitel), samarbejde mellem Karin Hald, Stina Strange Thue og Filip Vest.
Format: IN PROCESS
Genre: Billede- /scenekunst.
Residency på Teatret Får302: 21.-27.11.2022
WORKSHARING: 27.11.2022 kl. 14-16
HAUT og bastard.blog undersøger sammen måder, at dokumentere kunstneriske arbejdsprocesser på.
Mere fra Sandra Cecilie Quist