Destruktion er altid dragende. Fascinerede og frastødende. Mange mennesker har smadret ting som børn (og gør det måske forsat som voksne!) Men hvornår må man ødelægge noget? I forestillingen Kaboom – kunsten at ødelæggeundersøger vi den forbudte glæde ved at smadre ting.
I denne artikel vil vi uddybe baggrunden for forestillingen, der tager afsæt i ødelæggelsens kunst – eller Destruktionskunsten, som den tysk/engelske kunstner Gustav Metzger (1926-2017) kaldte den.
Metzger arrangerede The Destruction in Art Symposium (DIAS) i London 1966. På DIAS deltog mange af datidens førende kunstnere. Blandt andre Wolf Vostell, Al Hansen og de vigtigste Wieneraktionister. Yoko Ono lod publikum klippe sit tøj i stykker, og Raphael Montanez Ortiz ødelagde et klaver.
Godt og vel 50 år senere blev vi (Live Art Danmark) i 2017 inviteret til Tate Modern i London for at deltage i KAPUTT – the Academy of Destruction. To af vores faste samarbejdspartnere LADA (Live Art Development Agency) og Forschungstheater Hamburg havde sammen udformet et firedags-seminar som en hyldest til Gustav Metzger og DIAS.
The Destruction in Art Symposium
Gustav Metzger havde initieret DIAS for at undersøge forskellige tilgange til ødelæggelsen som tema. Han havde blandt andet inviteret Hermann Nitschs Orgien Mysterien Theater, hvor destruktion spillede en væsentlig rolle, selvom blodet og de døde dyr tog overskrifterne. I en samtale med Justin Hoffmann udtalte Nitsch (i vores oversættelse):
Vi er fulde af overbebyrdede drifter, fordi vores civilisation kun tillader os at efterleve dem i begrænset omfang. Vi har mere styrke, mere vilje til at leve i os, end vi kan leve ud. Nu giver kunsten os mulighed for at afreagere, for eksempel i aktionsteatret.[i]
I forlængelse deraf taler Nitsch om Friedrich Nietzsche og hans forståelse af det dionysiske, og om hvordan kulturen tvinger mennesket til at lægge låg på sit væsen. Nitsch opfordrer til at ødelægge og undersøge ting og tilstande, som ligger udenfor den gængse kulturforståelse.
Raphael Montañez Ortiz´ tilgang til ødelæggelse var mere håndfast. På DIAS ødelagde han tre klaverer og gennemførte sin første og eneste paperbag koncert, hvor publikum, på et signal fra en dirigent, skulle puste poserne op og slå dem i stykker.[ii] På den mislykkede DIAS2 i New York[iii] i 1968 havde han desuden et destruktionsrum, hvor publikum kunne smadre ting. Måske var det inspirationen for Kate MacIntoshs Worktable fra 2013, som Dansehallerne viste på Volume i 2021? I Ortiz´ første Destructivism Manifesto fra 1962 skriver han:
There are today throughout the world a handful of artists working in a way, which is truly unique in art history. Theirs is an art which separates the makers from the unmakers, the assemblers from the disassemblers, the constructors from the destructors. These artists are destroyers, materialists, and sensualists dealing with process directly. These artists are destructivists and do not pretend to play at God’s happy game of creation; on the contrary, theirs is a response to the pervading will to kill. It is not the trauma of birth which concerns the destructivist. He understands that there is no need for magic in living. It is one’s sense of death which needs the life-giving nourishment of transcendental ritual.[iv]
Det transcenderende ritual beskriver Ortiz senere som en katarsis-oplevelse for publikum. I slutningen af tresserne stoppede han med at dræbe dyr, fordi det var kontraproduktivt for hans ønske om at vise menneskets ødelæggelse af sig selv og jorden. I løbet af tresserne måtte en del dyr lade livet i kunsten i protest mod vold og destruktion. Brugen af ødelæggelse som politisk våben til at pege på uretfærdigheder kender vi i Danmark fra for eksempel Bjørn Nørgaards Hesteofring (1970) og Busteaktionen af Anonyme Kunstnere (2020).
Som antydet i Ortiz´ første manifest ønskede han at eksponere tingenes egentlige væsen gennem ødelæggelsen. Derfor skilte han klaverer, barskabe og madrasser ad, så man kunne se, hvad de bestod af og derved måske bedre forstå dem. Hos Heidegger betyder ordet ”destruktion” ikke kun nedbrydning, men også en analyse – en kortlægning af de bestanddele, som det nedbrudte består af. Både Metzger og Nitsch ønskede at gå længere end blot at skille tingene ad. Nitsch sagde:
Verden kender opbygning og ødelæggelse. De er en helhed som er flydende. Det vi ser som ødelæggelse er for andre opbyggelse…. For mig er ødelæggelse lige så meget en proces som byggeri. Jeg ønsker aldrig ødelæggelse for dens egen skyld.
Destruktionen frisætter ting, så noget nyt kan opstå. Det kan man for eksempel også se i event score #96 af den amerikanske kunstner Bob Lens:
Saw a chair into pieces Make a chair out of these pieces Same procedure with other furniture pieces or various other objects Deconstruct-construct.[v]
En event score er en instruktion til en handling, som enhver kan udføre; ligesom noder til musik eller madopskrifter.
Live Art Danmarks forestilling Virak Revyenbestår eksempelvis i et dagsaktuelt udvalg af forskellige scores sammensat i et forløb, der opføres med publikum. Vi har anvendt #96 i flere udgaver af revyen:
som en del af Virak Revyen Gentofte 2020
En dag vil vi også gennemføre Yoko Onos Collecting Piece 2!Event scores var også en kritik af kunstinstitutionernes ’patent’ på kunsten og et ønske om at gøre den tilgængelig for enhver:
Denne vekselvirkning mellem det destruktive og opbyggelige i tressernes kunst må desuden have været en inspiration for Jacques Derridas dekonstruktive tænkning.
Med DIAS ønskede Metzger også at vise ødelæggelser i samfundet. Han var især bekymret over atomoprustningen, men ligesom en stribe andre samtidige kunstnere var han også imod billismen og dens konsekvenser.
Metzger mente også, at vi skal blive bedre til at ødelægge. Det betyder ikke (som datidens presse opfattede det) at alt skal smadres. Men at vi skal undgå kortsigtede valg, der har destruktive konsekvenser på længere sigt.
KAPUTT
SymposietKAPUTT– the Academy of Destruction fandt sted på Tate og var i modsætning til DIAS også en transgenerationel begivenhed. Vi har siden 2014 arbejdet med transgenerationel kunst blandt andet gennem vores festivaler Live Art for Børn. Fundus Forschungstheater med Sibylle Peters som leder har været en tæt samarbejdspartner om forestillingerne: Børnebanken, 50 Farlige Ting (som alle børn bør prøve) og senest Playing Up – A Live Art Game. LADA og ikke mindst Lois Keidans tanker om Live Art er til konstant inspiration for os.
Symposiets fire dage bød på flere forsøg med destruktion, kunst og virkelighed. Sibylle Peters og Lois Keidan havde inviteret elever fra en lokal skole og en række kunstnere, videnskabsfolk, som forud for symposiet havde samarbejdet om foredrag om destruktion i kunst og hverdag; performanceforedrag om ødelæggelse; og egentlige performances, hvor der blev ødelagt ting. Forskeren Heike Roms inviterede publikum til at genopføre Killing The Books af Milan Knizak. Ansuman Biswas´ søn spillede på en cello, som han langsomt savede i stykker, og Martin O’Brien talte om hvad han havde lært af rådden kål.
Det var fire intense dage, hvor fænomenet ødelæggelse blev belyst fra mange sider; som intentionen var med Metzgers oprindelige symposium. I invitationen til symposiet skrev organisatorene:
Being at the core of the system and still banned from the social realm, destruction seems to lash back on us in many different ways. Refusing to face up to destruction is a refusal to acknowledge reality. It has horrific results.
Kort før symposiet brændte Grenfell Tower i London. 71 mennesker døde. Det fik Mary Paterson til at skrive følgende i sin respons til symposiet.
All this destruction, all this death, all this crushing of the powerless in the name of profit for the few, has not changed a single thing in the fabric of the city. It is part of the fabric of the city, its polluting breath pumped into our lungs, with the simple logic of a machine. It’s time to destroy the machine. But, as KAPUTT tells us, destruction is not the same as revenge. Destruction is creative and creation is change. This means the only way to destroy the machine is to change its focus.
Akademi for Ødelæggelse
Et års tid efter symposiet på Tate samlede Sibylle Peters det bedste fra symposiet i London til et mere traditionelt workshopformat kaldet KAPUTT – Akademie der Zerstörung. Matthias Anton, Eva Meyer-Keller og Armin Chodzinski blev tilføjet programmet, som blev gennemført i Hamborg og Berlin.
I efterårsferien 2019 fordanskede vi (Live Art Danmark) denne version til KAPUTT – Akademi for Ødelæggelse,som foregik over fem dage på Copenhagen Contemporary. Vi startede med at genopføre Gustav Metzgers syremaleri og delte derefter publikum op i fire grupper. Den første gruppe arbejdede med Killing The Books af Milan Knizak. Nummer to med Eva Meyer-Keller og Sybille Müllers Sounds Like Catastrophes,som vi tidligere har vist på Brandts i Odense og Copenhagen Contemporary.
I Sounds Like Catastrophes genskaber en gruppe unge lyden af en selvvalgt katastrofe med hverdagsobjekter. Knækket spaghetti kan for eksempel lyde som torden. De fem unge opførte hver deres katastrofe live, og efterfølgende kunne man høre en optagelse af den.
Den tredje gruppe i vores KAPUTT – Akademi for Ødelæggelse på CC genopførte en situation fra deres hverdag eller verdenshistorien inspireret af Jeremy Dellers Battle of Orgreave. Den fjerde gruppe lod sig inspirere af Stephen Cripps. Cripps byggede tit store installationer af dele fra maskiner, der var gået itu. Han byggede dem sammen på nye måder. Nogle gange ødelagde hans værker også ting, som for eksempel hans Roundabout for a crashed helicopter, der flænsede væggene op i det kunstgalleri, hvor den blev udstillet.
Både Deller og Cripps indgår desuden i Playing Up – A Live Art Gamesom vi senest har vist på Kraka Plads i København, august 2021; igen i samarbejde med Copenhagen Contemporary.
Efter de fire workshops samlede vi publikum og opførte i fællesskab et nyt lille værk af Eva Meyer-Keller, hvor frugt blev dissekeret. Dissektionen blev filmet helt tæt på og blæst stort op med en projektor. Den ret uskyldige handling skiftede fuldstændig karakter og lignede noget fra en operationsstue.
Musikinstrumenter er blevet ødelagt i kunstens navn de sidste tres år. Jerry Lee Lewis satte ild til sit klaver, og Peter Townsend fra The Who ødelagde både sine guitarer og sine forstærkere. Pete Townsend studerede under Gustav Metzger på Ealing Art College i begyndelsen af tresserne. Som en anden fælles aktion ødelagde vi derfor også en guitar med diverse instrumenter.
Ødelæggelsen blev optaget og afspillet af en Boss looper kørt gennem en Moog Minitaur og skabte et nyt lydværk, som publikum tit begyndte at danse til.
Vi havde bedt gæsterne om at medbringe et objekt, de ønskede at smadre. Som afslutning opførte de hver en et minuts performance, hvor de ødelagde objektet og brugte det til noget nyt.
KABOOM
Dele af KAPUTT var så velfungerende, at vi gentog dem. Workshopformatet var dog for omstændigt. Vi kunne kun have 30 deltagere til en tre timers workshop i en sal med fem performere. Teksten var også for omfattende, selvom vi fjernede halvdelen af den originale tyske tekst. Vi skelede igen til Nitsch:
I 1960 demonstrerede jeg mit teaterbegreb for første gang. Det vigtigste ved mit teater – som jeg opfører sammen med publikum – er, at alt er ægte.[vi]
Vi har skåret hele KAPUTT projektet ind til essensen, der for os handler om den berusende frihed til at skabe nyt, som ødelæggelsen tilbyder. Og det er vel at mærke ægte ødelæggelse, man kan være med til i vores forestilling, og ikke noget teater-hokus-pokus. KABOOM – kunsten at ødelægge, som vi døbte værket, er tilegnet Gustav Metzger, der døde i 2017.
Forestillingen begynder med at publikum er med til at ødelægge et kunstværk. Forrest på scenen står en beholder fuld af bolsjer, som publikum opfordres til at spise af. Den er en rekonstruktion af et kunstværk af den cubanske kunstner Felix Gonzales-Torres´værk Untitled (Portrait of Ross in L.A.) som bestod af knap 80 kilo farvestrålende bolsjer. I 1991 døde González-Torres’ kæreste af AIDS. De 80 kilo er svarende til kærestens idealvægt, og beskueren inviteres til at tage et bolsje, og værkets gradvise forsvinden bliver på den måde en analogi over Ross’ sygdomsforløb.
På scenen taler vi om det nye, der opstår, når værket bliver spist: En social situation (kan en situation være kunst?), en ny kunstform (relationel æstetik) – eller simpelthen ny energi. Hver gang man spiser noget, ødelægger man det vel? Findes der tilladte måder at ødelægge ting? Hvis ødelæggelsen ER værket, er det så stadig ødelæggelse? Alle ødelægger noget hver dag – når man spiser, omdanner man maden til energi, så man kan skrive en artikel i et varmt hus, der har fået sin energi fra omdannelsen af olie, træ eller affald.
I 2020 smed gruppen Anonyme Kunstnere en buste af akademiets stifter, Frederik den Femte, i havnen. Det var en protest mod hans Involvement i slaveri. Da busten blev fisket op igen, lignede den nærmest en grød. Gruppens talsperson Katrine Dirckinck-Holmfeld sagde dog, at den ikke var blevet ødelagt; den var bare blevet til noget andet. Den havde re-materialiseret sig.
Nogen vil mene at gruppen Anonyme Kunstnere ødelagde det for sig selv eller deres budskab. Det forholder vi os ikke til her – vi er mere interesseret i selve aktionen.
I 2021 har vi fået produceret et utal af gipsskulpturer og dumpet dem i vand, saltvand og vand med syre, bobler og bevægelse. Og vores konklusion er klar: Gips bliver ikke opløst i vand! Vi har ikke prøvet med en gammel gipsskulptur, men ifølge vores kemikere ville resultatet være det samme.
Så enten eksisterer Frederik den Femte endnu et hemmeligt sted – eller også har busten fået tæsk, før den blev druknet. Derfor er den skulptur, vi bruger i forestillingen, lavet af råt hvidt ler, der går i opløsning på en mere overbevisende måde.
Et andet værk, der indgår i KABOOM er en bogpølse. Med hjælp fra en stor makulator og en pølsemaskine rematerialiserer vi blandt andet H. C. Andersen på scenen. Denne aktion bygger på den schweiziske kunstner Dieter Roth og hans Literaturwurst serie, hvor for eksempel Hegels samlede værker bliver lavet til pølser.
I forestillingen forholder vi os desuden til værker af Mathias Kristersson, Jan Erikson, Rachel Clerke, Bansky, Asger Jorn, Lucio Fontana, Sabura Marakami, MF Doom, Alison Knowles, Niki de Saint Phalle og Blixa Bargeld.
Lær selv kunsten at ødelægge.
En trailer for KABOOM kan ses her og forestillingen kan opleves live på Toaster / Den Frie Udstillingsbygning i begyndelsen af Juni. Billetter kan købes her.
På nuværende tidspunkt har vi spillet forestillingen fem gange: Tre gange på Horsens Teaterfestival og to testforestillinger i vores eget project space Friisland. I 2022 spiller vi 12 forestillinger i Den Frie Udstillingsbygning som en del af Toasters program og den internationale showcase under CPH Stage. En turné er under udarbejdelse. Vi fortsætter de næste år med at udvikle forestillingens ideer med nye slags ødelæggelser og destruktiv kunst.
Det var essentielt for Metzger at demonstrere ødelæggelsens mange facetter. I forestillingen og prøveperioden har vi derfor undersøgt mange historiske kunstværker, der beskæftiger sig med ødelæggelse, og vi har tilføjet et par samtidige værker og strategier.
Metzger var optaget af det politiske aspekt af ødelæggelsen som en del af 1960ernes generelle opgør med forældregenerationens forældede normer.
Det samme budskab er inkorporeret i vores KABOOM: Folk skal ikke frygte at skrotte det eksisterende, hvis det fungerer dårligt. Vi skal slippe berøringsangsten og blive bedre til at ødelægge!
Og børn og unge, der jo skal overtage verden, skal inviteres med fra begyndelsen af til at skrotte gamle strukturer og institutioner, tage hvad de kan bruge – og sætte det sammen på nye måder; til nye slags rigdom, ressourcer og produktionsformer, der ikke ødelægger kloden.