Undervejs i den timelange komposition forbløder jeg flere gange. Jeg vækkes til live igen og går gennem det musikalske univers med blødende sår i min hud. De heler. Sårene. Jeg fornemmer, at jeg, selv med sår, kan gå, kan sidde, kan lytte, kan sanse.
Det er som blodspor i hvid sne, som at gå med bare fødder i vand med is på overfladen, som fugle, der halvt har mistet deres stemmer, men forsøger at synge alligevel. Det gør smerteligt ondt og er uforvarende smukt på samme tid.
Oval stringens
I Walk I Bleed er en del af Sort/Hvids nye satsning på et musikdramatisk program, der henover flere uger i efteråret skal præsentere ”adskillige, ambitiøse hybridformater mellem musik og scenekunst”, som de beskriver det på deres hjemmesiden om programmet.
I Walk I Bleed beskrives som et interaktivt musikalsk værk med 10 celloer skabt af cellist og komponist Josefine Opsahl.
Der er stille, da vi som publikum går ind i rummet. I hånden har vi fået en seddel med instruktioner og et stykke kridt. Sedlen fortæller os, at vi skal skrive statements på den scenografiske, ovale overflades sorte tavlebelægning. Vi må anvende disse ord:
Omkring den ovale opsætning sidder ti cellister. Deres hår er redt stramt tilbage, de bærer hvide, skinnende gevandter og sidder med bare fødder på hver deres hvide opsats. I armene holder de hver sin cello. Alle vender de ansigtet mod gulvet. De har lukkede øjne.
På vores instruktionsseddel står der, at cellisterne, ud fra publikums skrevne statements, vil vække ordene til live med musik. Én efter én oplyses en cellist, åbner øjnene, sætter kroppen igang ved at række den spillende arm til siden, observere de statements, der allerede er skrevet på den sorte tavlebelægning og vækker ord til live med hvad, der føles som improvisatoriske kompositioner. Musikken er smuk og levende.
Den interaktive idé fungerer på tankeplan, men den direkte virkning, hvor publikums handling transformeres til musik, udebliver. Alle i publikum har allerede skrevet statements og står i stedet en smule tøvende. Konceptet bliver for tænkt, men med viden om den korte produktions- og opsætningsperiode, som hver kunstnergruppe har haft på Sort/Hvid, forestiller jeg mig, at konceptet med mere tid kan forfines og komme til at fungere.
Som publikum står vi nu afventende og lytter, der er en let anspændthed i rummet, hvor hvide ovale former findes overalt. Som et museumsrum i bevægelse. Da alle cellister rejser sig, må vi sætte os på den ovale trappetrinsopsats, som sedlen foreskriver det. Det gør vi og vender ansigterne mod musikerne.
Der bliver helt stille. De ti cellister rejser sig statisk op, rækker højre arm strakt til siden, op mod loftet og ned foran ansigtet. Luften sitrer af stilhed og afventen.
Klassisk kant
Synkront indleder musikerne med at slå taktfaste slag mod celloens strenge. Frem og tilbage bevæger deres højre arm sig henover strengene. Det er som en march, der sætter tonen for hele værket. Cellisterne ‘går’ med deres musik, og jeg forføres af dem. Jeg omringes af toner, som sidder jeg på den ovale opsats, og jeg svømmer hen i lyden.
Jeg rejser med fra de taktfaste slag over i dybe, melankolske passager til ‘falske’ fugle, spirende håb. Pause. En musiker sætter gang i en ny passage drømmende smuk. Musikken flyder som vand, mens flere og flere celloer stemmer i med andre tonearter.
Den ‘runde’ komposition henstiller mig til at være i en meditativ bevægelse. Jeg fanger mig selv i at lukke øjnene og mærker, at musikken flyder ind i mine krop fra forskellige vinkler. En cello går gennem mine ører, en anden gennem min nakke og ned ad rygsøjlen, det risler, en tredje fornemmes som en dybde, der træder gennem rygstykkerne på hver side af rygsøjlen og fanges i solar plexus.
Universet er både som at blive omringet og indfanget af en cellistisk surroundsound, der spiller livet. Jeg bliver en del af fortællingen, jeg går med, jeg bløder, jeg rokker, jeg nynner. Jeg indfanges af musikernes dybe koncentration, deres samspil og øjenkontakt. Det er tydeligt, at det kræver enormt fokus og lydhørhed. Det virker udfordrende, men ikke for udfordrende, og det er fantastisk at sidde så tæt på og kunne se musikernes øjne, deres fine bevægelser i hænderne og kroppens indlevelse. Noget vi sjældent får lov til i oplevelsen af musikken. I Walk I Bleed er et nyt koncertformat, der giver en scenekunstnerisk oplevelse af musikken.
Flere gange i kompositionen er der opbrud. Som en pause i marchen hvor noget nyt nødvendigvis må ske. Særligt smukt er det, da alle musikere rejser sig som sårbare væsner, guder i sne, lukker øjnene og nynner stille, eller da de spiller udenfor celloens strenge og asynkront hvisker: “bleeed bleeed”. Både opbruddene og de sårbare momenter giver det ellers klassiske instrument kant og minder mig om livets gang båret af titlen I Walk I Bleed. Vi må nødvendigvis både gå, stoppe op, forbløde, hele vores sår og gå videre. Sådan er livet, sådan er kompositionen.
Den koreografiske dimension iscenesat af Simone Wierød og det simple lysunivers fungerer i smuk sammenhæng med kompositionen. Stringente bevægelser, bøjede nakker, lukkede øjne, og når musikerne står eller sidder, bliver en medspiller til kompositionen. Hvide, kolde lysspot, der giver enkelte eller flere musikere på deres opsatser fokus, kombineres med et blødere udtryk, da varmt lys under hver musikeres opsats giver rummet en anden glød i slutningen af værket.
Fortabt, forblødt
Jeg fortabes i en enkelt musiker, han ejer musikken, han er musik, og jeg bliver musik.
Når kunst på den måde er æstetisk og sanseligt, vækkes livet, og jeg mærker alt og intet. Kunst kan bringe mig steder hen i livet, hvor meningsfuldheden opfylder alle celler i min krop. Jeg både græder og længes og smiler og sitrer. Det kan I Walk I Bleed, og i min sårbarhed gribes jeg af værket, som er det to rå, men bløde hænder.
Interaktiviteten i I Walk I Bleed består for min del netop i at blive grebet, omslynget og indfanget af lyduniverset fremfor den skriftlige, interaktive første del. I Walk I Bleed er først og fremmest en gudesmuk komposition af Josefine Opsahl udført af fantastiske cellister med en sjældent set indlevelsesevne. Det scenekunstneriske udtryk, hvor musikken ophøjes og får nærmest gudestatus ved hjælp af de hvide kostumer, de stringente frisurer og de ophøjede opsatser er et velkomment greb i koncertoplevelsen, hvor koreografi, scenografi og opbrud giver værket en særlig kant og skrøbelighed, der både klæber til min hud og river den i stykker.
Jeg sætter blodspor, da jeg går ud og væk fra teatret. Ikke på den hvide sne, men på den grå asfalt under Kødbyens kolde, hvide lys. Jeg bærer kompositionens univers med mig i hele min krop, der føles udvidet, rummelig og ny.
Jeg forblødte, nu heler jeg, som jeg går.