Nedenstående er en henvendelse; et forsøg på en samtale med Lenke Rothmans kunst og værkernes insisteren på liv på trods af krig og ødelæggelser; kunst som er blevet kaldt ytringer af liv. Gennem forskellige materialer, gennem tegning, assemblager og at sy samt gennem tekst og sprog tog hendes praksis afsæt i den hverdag af liv, fragment og overlevelse, som hun forsøgte at samle efter Auschwitz og Bergen-Belsen. Rothman tvivlede på traume og smerte, som drivkraften for det skabende, snarere optog det hende at finde udtryk for dét at kunne forblive menneske.
Mit forsøg på en samtale med Rothmans kunst blev samtidig en henvendelse til Europas nationalstater. Fascismen er som syet ind i den europæiske DNA. Internerings- og udryddelseslejre var opfundet lang tid før Anden Verdenskrig og brugt af europæerne igennem kolonihistorien imod forskellige befolkningsgrupper. Hvordan det end vendes og drejes, er staten Israel oprettet med brutal europæisk kolonialisme. Europa oprettede en stat som skulle modtage de, af selvsamme Europa, fordrevne og forfulgte statsløse jøder, men som Hannah Arendt skrev i 1951, så fordrev man og gjorde endnu flere mennesker statsløse. De mennesker, hvis land blev frataget dem. De mennesker, der blev udryddet som et brutalt ekko fra flere hundreder års europæisk kolonihistorie. De mennesker, vores ledende politikere i Danmark og Europa stadig ikke anerkender. Palæstinenserne.
Lenke Rothman blev født i Ungarn i 1929 og blev i 1944 som jøde placeret i nazismens udryddelseslejre, hvor hun og hendes bror som overlevende mistede sine seks søskende og forældrene. Efter krigen kom hun til Sverige, hvor hun blev kunstner og boede resten af sit i liv til sin død i 2008. Lenke Rothman udgav flere bøger, hvoraf der i det følgende citeres fra værket Stygn (Sting) fra 2001. En samling af Rothmans værker kan ses i en virtuel udstilling her.
Kære Lenke Rothman
”Onåbar” skriver du. Urørlig.
”Urørlig. ”Da forvandles jeg til kostbare ejendele og skal leve gennem jer”, synger Navahoindianeren i sin skabelsesmyte og fortsætter: ”I gamacher af hvide snegleskaller skal jeg leve gennem jer”. ”Da forvandles jeg til Langt-Liv-i-Lykke og skal leve gennem jer præcis som jeg er”. Oh Navaho hjælp os. Hjælp os med at stå igennem med alle dem ”som lever gennem os”, at udvide tolerancen, tålmodigheden, at eje overbærenhed, at lade alle dem som kun er til gennem andre, at lade dem leve sit liv uden medfølgende magt til at tilintetgøre dem de lever igennem. Navaho hjælp os. Hjælp os at ryste mønstrene af os for hvordan et menneske bør være for at fordrages. Hjælp os at acceptere uden ødelæggelse, de former mennesket iklæder sig. Navaho, sy sammen os med jer.” (uddrag fra ”Stygn”)
Kære Lenke, dette er en henvendelse om urørlighed. Gennem regnen faldt en bøn, da du steg ud af vognene ved Auschwitz. Resten af livet blev overlevelse, og overlevelsen må bæres hver dag. Men med hvilken ret blev Palæstina, landskaberne og folkene til nationalstaten Israel? Med hvilken ret blev landet taget og skænket af det Britiske Imperium, af Europas nationalstater og USA? Israel blev skabt efter, at Jesus Kristus – helt grøn som i et af dine malerier – fulgte de små og store fodspor ind i gaskamrene, faldt på knæ og bad. Men hvor var den kristne profet og hans Gud, da det skete? Barmhjertigheden var væk og kan ikke sys ind i gaskamrene. Måske dine sikkerhedsnåle kan lænke noget sammen. Sy, sy det sammen, sy alle skrigene, kramperne, gråden ind i nationalstaterne; har nationalstaten Israel glemt, at det er lige hårdt at blive slået ihjel som at overleve? Hører Europa, USA, Israel ikke bønnen, ordene skreget, mumlet i udryddelserne, i regnen?
At være forladt og ensom er intet menneskeligt privilegium, skriver du, vi må også tænke på dyrene. Har Europa glemt at holocaust er gentagelser? Den simple uretfærdighed i, at nogle udpeges til forfølgelse og vold, andre ikke. Uretfærdigheden i at jeg kan gå her i fred bærende en nationalitet dryppende af kolonial vold. Europa har udryddet før. Europa vil udrydde igen. Europa, sy dig selv sammen med gentagelserne for at ophæve dem.
Hvor finder vi sprog for smerten? Lenke, du hægtede grufuldhed sammen med noget så skrøbeligt som sikkerhedsnåle; syede sorgen og glæden, hykleriet og ærligheden, volden og samtalen, tiden og evigheden, aftrykket og kroppene sammen; syede den våde ring efter tekanden sammen med bordet. Det syede, skrev du, er det, som bliver tilbage. Sømmen kom først.
”Spørg ikke hvorfor! Vi vil leve!”, råber din kunst. Du overlevede Auschwitz og Bergen-Belsen; dine forældre og seks af dine små søskende gjorde ikke. Ordene gjorde forskellen; din far, arbejdslejr; din mor og seks søskende, gaskammer; dig og din bror, overlevende. Du kom til Sverige i 1945; det var der ingen europæisk heltedåd i. Hele Europa havde været øjenvidne til udryddelserne, hele Europa havde været med i udryddelserne.
I lange perioder var du indlagt og blev opereret for den tuberkulose, Bergen-Belsen havde givet dig. På hospitalet tegnede du vindueskarmen; senere og udenfor tegnede du græsset og på stenene. Så du, at de rummede liv; en bevægelse, et mønster, en bøn? Man må altid være parat til at skabe noget af ingenting, sagde du. Kunsten var en indre nødvendighed.
Kunsten er en nødvendighed. Materialiteten i dine værker var både erindring og hændelse; noget der skete og var, og noget der sker og er. Traumet og overlevelsen som så mange bærer på; mange flere end vi kan løfte og flere og flere endnu.
Du ville være tømrer og syerske på én gang; bygge op, føje sammen. Ituslåede paraplyer fotograferet i 1980erne på New Yorks gader, og din far som i en utilgængelig barndom var paraplymager. Tekstiler fra dit eget barns garderobe var også dine seks små søskendes; håbet og tragedien. Tallet 8 var printet ind i din sjæl. Den sorte firkant, din far bad med i din barndom, genfandt du i modernismen og i kunstneren Malevitj. Det sakrale var profant, eller var det omvendt; at hverdagen var det hellige?
Hverdagen er det hellige. Som Navaho, der syer snegleskaller ind i gamacherne og lever evigt. Som din bøn til Navaho om at stå igennem med os alle sammen, dem med os, og os med jer; at leve gennem andre uden magt til at tilintetgøre dem.
Kære, dette er en henvendelse om urørlighed. Livet om du vil.
Til september åbner en større udstilling med Lenke Rothman på Malmö Konsthall.