H15
Jeg forelsker mig og giver mig hen til området.
Jeg er afhængig af ham og ensom.
…
Jeg føler mig udelukket og svævende. Det føles tungt, som om det ikke kan flyttes og måske er det det der gør det svævende. Jeg kan ikke fokusere. Jeg har lyst til at feste og forsvinde, græde.
Kan et område opsluge en? Jeg kan græde og du kan drikke
Kan man blive afhængig af et sted, som man kan blive afhængig af en tilstand? Med skulpturværket Kristus, der netop er blevet installeret på rampen ved stofindtagelsesrummet på Halmtorvet 17 (H17), og de tilhørende noter skrevet i perioden 2015-23 undersøger Kirstine Aarkrog forholdet mellem stedet og skulpturen. Samtidig giver værket anledning til at overveje spørgsmål omkring forholdet mellem kroppens overflade og indre tilstande, længsler, afhængighed og vold.
Skulpturen, der er støbt i beton, har en rundet, organisk form, som en krop der er krummet sammen inden et spring eller i omfavnelse af sig selv. Set fra én vinkel træder konturerne af to baller frem, fra en anden ligner den nærmere et foster foldet sammen om sig selv. Den er resultatet af et længerevarende engagement med stedet: kunstnerens ophold i et atelier overfor på H15 over tre måneder i 2015, en udstilling der fandt sted klokken 4 om natten i 2017 og senest installeringen af skulpturen i november 2022. I den forstand er skulpturen et kondensat af ophobede oplevelser og møder med stedet og dets brugere på tværs af tid. Med sin faste form, upåvirket af hvad der finder sted omkring den, er skulpturen et nedslag midt i den travle trafik af transaktioner og skift i fysiske såvel som psykiske tilstande.
Der er intet i os mennesker der ikke kan gå i stykker; molekyler, celler, knogler og vores psyke.
….
Området indeholder en længsel som os der er her er sammen om.
I sin praksis beskæftiger Kirstine Aarkrog sig med kroppen som en grænseflade, der forbinder til dens omgivelser gennem handlinger og interaktioner, herunder seksuelle, voldelige og psykiske. Kunstneren har udtalt, at hun ser seksualitet som noget paradoksalt, idet den legemliggøres og foregår gennem kroppen, men samtidig indebærer en overskridelse af kroppen. Centralt for flere af Aarkrogs værker er, at de rent faktisk “gør” noget, dvs. har en praktisk funktion. Et eksempel er de søjler af ionbyttere, der blev præsenteret på udstillingen RISØ på Simian 2021, der kan rense væsker for radioaktivitet og derefter selv renses igen ved at blive overhældt med saltvand. Desuden åbner værkerne op for en overvejelse af kroppens instrumentelle kvalitet, hvor det performative og skulpturelle møder hinanden. Hvor ionbytterne handler om radioaktivitet og den usynlige forskel mellem ladede og ikke-ladede ioner, inspirerer Kristus-skulpturen til at reflektere over liminale tilstande, for eksempel at være vågen eller sove, beruset eller “ren”; fanget af cyklussen af ens afhængighed eller ej. Begge værker gør opmærksom på de spil af udvekslinger der finder sted på både et cellulært, fysiologisk, farmakologisk og økonomisk niveau. Kroppe er gennemtrængelige og lette at påvirke.
…
Man skal slå halsen på svanen ned med et bræt, hvis man vil dræbe den.
Tag omkring halsen på en and, sving kroppen rundt i en bevægelse, der er hurtigere og hårdere og som overskrider andens egen bevægelse og anden vil knække nakken og dø.
Svanen har ikke noget hoved, men slår med det som det var der. Den basker med vingerne som om den vil flyve, men bare en mere hyppig basken.
Svanen slår med halsen for at undvige.
…
Værket Stagger, der er en VR-animation af en hovedløs svane, tager afsæt iideen om at dræbe en svane og opstod i forbindelse med projektet på Halmtorvet. Denne idé hænger sammen med en nysgerrighed over for magtforhold, grænser og måder at udøve magt, eller endda vold, over andres og egen krop på. Selvom det er muligt at slå en svane ihjel ved at skære hovedet af den, er det ikke en ikke-voldelig oplevelse. I animationen, hvor svanen genopstår i virtuel form, lever den videre med afhugget hoved. Tilskueren kan røre ved og passere gennem den.
Hvad der kan opfattes som aggressive eller ligefrem voldelige handlinger i Aarkrogs værker, bl.a. halshugningen af tre gæs og opbindingen efter bondage-regler, brug af heroin i et nyere værk og optagelser af en eksplicit pornografisk scene, åbner op for en nysgerrighed over for at spørge ind til mere usynlige aggressioner, som danner baggrund for den åbenlyse vold. Disse undersøgelser inspirerer til at spørge ind til for eksempel fysiske eller psykiske sygdomme som former for aggression mod den enkeltes krop og sind eller tilsyneladende aggressive handlinger som et oprør mod en strukturel vold, sådan som det er beskrevet af den slovenske filosof Slavoj Žižek. Ifølge Žižek er den eksplicitte, tilsyneladende vold et svar på den strukturelle og usynlige vold. Han hævder, at vi ofte kriminaliserer handlinger og betegner som voldeligt, hvad der måske kun er et svar på afsavn og desperation fra udnyttede subjekter.
The catch is that subjective and objective violence cannot be perceived from the same standpoint: subjective violence is experienced as such against the background of a non-violent zero level. It is seen as a perturbation of the “normal,” peaceful state of things. However, objective violence is precisely the violence inherent to this “normal” state of things. Objective violence is invisible since it sustains the very zero-level standard against which we perceive something as subjectively violent.[1]
Hvordan håndterer vi magt og noget som dominans eller underkastelse? Hvor tæt kan vi bevæge os på grænsen for at udøve vold på andre? Kan det være nødvendigt og endda positivt at viske sig ud for at træde ind i relationer til andre? Det ser ud til, at tærsklen mellem en behagelig selvforglemmelse og selvdestruktion næsten ikke kan skelnes. Selvom systemisk vold er usynlig, skal den tages i betragtning for at give mening til den subjektive vold, for eksempel ved at overveje de sociale, fysiske eller psykologiske faktorer, der bidrager til at udvikle et stofmisbrug. Der er en kompulsiv, gentagen trang eller længsel, der markerer afhængighed. Personer, der har et stofmisbrug, er ofte marginaliserede på mange parametre, og stofindtagelsesrummet blev oprindeligt etableret for at reducere den øgede risiko for infektioner eller dødsfald og for at imødekomme lokale indbyggeres klager og uro over eksponeringen af stofbrug i gaderne. Arbejdet i og omkring den brune kødby i København er et forsøg på at adressere relationerne mellem strukturer i samfundet og individuelle reaktioner og erfaringer inden for og imod disse. Men det er også en større undersøgelse af liminale tilstande og transformationer. Inden for rammen af det kunstneriske arbejde betragtes rampen på H17 som en scene for afhængighed og stofbrug, men også for de individuelle og kollektive dramaer, som knytter sig den sociale, fysiologiske og psykiske opløsning. Der ligger et tragisk og transformerende element her, som kunsten kan udfolde, uafhængigt af, om det har bund i virkelighedens dramaer. Set gennem Aristoteles’ poetik medfører tragedien en forvandling. Denne forvandling indtræffer når helten indser, at han eller hun har handlet mod guderne; da Ødipus vågner op til den virkelighed, at han dræbte sin egen far og giftede sig med sin egen mor og derefter må blinde sig selv, fordi han hele tiden var blind for tingenes sande virkelighed. Det er her, jorden ryster og skifter, og alt ændrer sig.
…
Jeg ender med at udslette mig selv i behovet for at knytte mig til et andet menneske.
…
Jeg er fascineret af skuespillerens arbejde.
Skal du være menneske for at kunne spille et?
[1] Slavoj Zizek, Violence. Six Sideways Reflections (NY: Picador Books, 2008), 2.
Kirstine Aarkrog,
f. 1986 København
Uddannelse: 2006 – 2013: MFA, Det Kongelige Danske Kunstakademi Billedkunstskolerne, København | 2009 – 2010: Kunstakademiet, Universitet i Tromsø, NO | 2002 – 2005: Skrædder, Erhvervsuddannelse, København
Udvalgte soloudstillinger: Permanent skulptur på rampen foran Stofindtagelsesrummet H17, København, 2022
OTP Copenhagen, København, 2021 | Simian, København, 2021 | OK Corral, København, 2018 |
Udvalgte gruppeudstillinger: Haus N Athen, Athen, 2022 | Lysmur, Svendborg, 2022 | Den Frie Udstillingsbygning, København, 2019 Ringsted Galleriet, Ringsted, 2019 | 18th Street Arts Center, Los Angeles USA, 2018
Anne Kølbæk Iversen
ph.d., er forsker, kurator, redaktør og skribent baseret i København. 2021-23: Forskningsprojektet Skammens æstetik, begærets infrastruktur, støttet af Novo Nordisk Fonden, der beskæftiger sig med samtidige kunstneriske undersøgelser af køn, krop og seksualitet i lyset af et (queer-)feministisk og medieteoretisk perspektiv. Publikationer i udvalg: med Lotte Løvholm, Algorithm, Antipyrine (2022), “Visualising the Invisible, Imagining the (Im)possible,” i ARKEN Bulletin, vol. 8 (2020), “A Parting Ways While Being With. Critical Investigations and Acts of Assembling in Jane Jin Kaisen’s Practice,” i Jane Jin Kaisen – Community of Parting (2020) og sammen med Sevie Tsampalla, “Bodies and Rhythms”, i The Contemporary Research Intensive (2018).
Mere fra Anne Kølbæk Iversen