Jeg er vokset op i 1990erne og de tidlige 00’ere, hvor det vrimlede med Lolita-figurer. Tænk på Britney Spears, der i 2001, hvor jeg var 12 år, sang ”I’m Not a Girl, Not Yet a Woman” med slikkepind i munden, rottehaler og mavebluse, tænk på Baby Spice-karakteren i Spice Girls, der spillede samme rolle: uskyldig pige + sex, og tænk på alle mødrene og deres forsøg på at få os, deres døtre, til at droppe maveblusen, uden at de kunne forklare præcis, hvorfor det ikke var godt, at vi havde den på, hvorfor det var farligt. Lolita er absolut ikke en fremmed, men hvem er hun?
En for tidligt forførende pige
Slår man op i den danske ordbog under ’Lolita’ er hun ”en pige eller kvinde med udtalt barnlige træk som en betydelig ældre mand finder seksuelt tiltrækkende.” Definitionen i den amerikanske ordbog er anderledes, den lyder ”a precociously seductive girl,” hvilket vil sige ’en for tidligt forførende pige’.
I den amerikanske definition lægges ansvaret på pigen: Hun er forførende, og hun er det for tidligt. Taler man om skyld, ligger den i det tilfælde på hende. Og det er velkendt, det kan lyde sådan her: ”Hun kunne jo bare have ladet være mere at være så letpåklædt”, ”Hun lægger selv op til det” osv. I den anden definition findes hun udelukkende som begærs-objekt for manden. Hvis ikke ”pigen eller kvinden med udtalt barnlige træk” begæres af en ældre mand, så er hun ikke en Lolita. Han skaber hende. Hun er til i kraft af hans blik.
Det er enten pigens egen skyld, fordi hun gør noget forkert, hun forfører manden (han er et offer, han kan ikke gøre for sit begær, kan ikke styre det), eller også findes hun slet ikke ud over som et billede skabt af manden for manden, et fantasifoster.
Begrebet ’Lolita’ stammer oprindelig fra den russiske forfatter Vladimir Nabokovs roman fra 1955 af samme navn, som handler om den 36 år ældre mand Humbert, der begærer den 12-årige pige Dolores. Lolita er det (kæle)navn, som Humbert har givet Dolores, det er hans navn til hende, og det blev navnet på den seksualiserede lillepige-figur, vi synes, vi kender så godt.
Ingen frygt for klichéer
I Lolita for altid af powerhouse-kunstnerduoen How to kill a dog bestående af Emma Sehested Høeg og Jennifer Vedsted møder vi først Lolita-figuren i form af Emma Sehested Høeg iført rulleskøjter, shorts og en lillebitte bluse: ”Min bluse er så lille, ih åh jeg kan ikke få den på,” vrænger hun (herligt overgjort), mens hun forsøger at trække den ned over brysterne.
Lolitaen er dog bare en af mange stereotyper, som forestillingen beskæftiger sig med og udfordrer. Vi møder et væld af andre kliché-agtige kvinderoller, som vi har hørt om og set på mange gange før. Jeg forholder mig altid yderst forsigtigt til klichéer, fordi klichéer reducerer, udvisker nuancer og skjuler kompleksitet. Og fordi det sprog og de billeder, vi bruger, er med til at forme vores forståelse af virkeligheden.
Emma Sehested Høeg og Jennifer Vedsted er ikke bange for klichéer, og heldigvis, det kan man virkelig kun være glad for! For de bruger klichéerne til at udvide de trange kasser, klichéerne ellers skaber: How to kill a dog tager klassiske kvindebilleder og forvrænger, forvrider og overdriver dem. De lader hele tiden kvinden bryde med klichéen, skride ud af den og på den måde nedbryde den, som når Miss Universe-figuren holder en absurd tale til publikum, mens hun savler helt vildt meget, uden selv at forstå hvorfor og uden rigtig at skamme sig, men bare meget forundret undskylder og fortsætter sin tale. De tager velkendte kvindebilleder i brug og fylder dem ud med alt, hvad de kan rumme, og endnu mere end det. Kvinden mangfoldiggøres, og det har vi brug for, vi har brug for så mange forskellige billeder som muligt. Som Lolita skifter Emma Sehested Høeg helt nonchalant fra det ene til det andet, uskyldig, vred, overgearet, onanerende, uretfærdig, manipulerende, magtfuld, i fare, skrøbelig og fremstår på en måde fuldstændig ukontrollabel, men samtidig i fuld kontrol over de billeder, hun præsenterer os for, de roller, hun indtager.
Lolita taler og peger
Forestillingen bruger et vigtigt og virkningsfuldt greb: Med god musikalsk mm. hjælp fra Viktor Dahl giver How to kill a dog den stemmefrarøvede hendes stemme tilbage. De lader den dehumaniserede Lolita fortælle sin version af historien, fortælle sin egen historie. Men de gør også noget andet, som er det, der gør forestillingen allerstærkest for mig: De lader Lolita udpege sin skaber, hun peger på det blik, der skaber hende, og hun udstiller det blik. Vi bliver gjort opmærksomme på, at det ikke handler om ”pigens dæmoniske natur” eller ”hendes nymfekarakter”, som Humbert beskriver det i Nabokovs roman, men om blikket, der ser og læser sit eget begær ind i pigen og på den måde skaber hende som hans Lolita. Mest udtalt er det i en scene, hvor Emma Sehested Høeg synger ”I am invisible, and I see you”. Hun står selv badet i mørke og peger med en kæmpestor lommelygte ud på os i publikum, hun oplyser og blænder os med den falloslignende lygte. På den måde umuliggør og annullerer hun vores blik på hende, hun overtager fuldstændig det blik, der skaber Lolita, og udstiller os og vores internaliserede Lolita-kompleks. På den måde flytter hun faktisk spotlyset fra sig selv og hen på den kultur, der har skabt hende.
Jeg kommer til at tænke på titlen på en af Siri Hustvedts essaysamlinger: En kvinde der ser på mænd der ser på kvinder. Det dobbelte blik. Det handler om at bryde ud af de kasser, man er blevet proppet ned i, og at gøre opmærksom på den kultur og det samfund, der skaber de kasser.