De to dansere og koreografer undersøger sport- og popkulturens grandiose poses og bevægelsesmønstre og sitrer sidst i værket et spændende sted mellem storhedsvanvid og illusionernes fald. IMMORTAL SUMMIT spørger ikke bare kritisk til, hvordan man skal navigere i en verden, hvor forventninger til ens performance rækker udover dødeligheden, men også til ikoniseringen af det moderne menneskes overdrevne og ødelæggende adfærd.
De kaster håndtegn, stikker fuckfingre direkte imod os, når de ikke viser mullerne på deres overarmene frem igen og igen. De er iført stone washed denim og afskærmende solbriller og går også sejrssikkert rundt og rundt med deres sandsække på scenen i Dansekapellet.
BamBam Frost sidder mageligt i sin sækkestol og fylder så meget som muligt med skrævende ben, mens Lydia Östberg Diakité svinger sandsækken hurtigere og hurtigere rundt på gulvet, så den kommer rimelig tæt på os publikum. Så bytter de pladser. De er som fanget i et vildere og vildere kredsløb, der kræver de puster sig mere og mere mægtigt op; en struktur og et gentagende bevægelsesmønster, som de ikke kan komme ud af. Jeg får associationer til Samuel Becketts karakterers magtspil i de absurde klassikere Venter på Godot og Glade dage og til Jean Genets Stuepigerne, men også til Sisyfos-myten.
Danserne og koreograferne Lydia Östberg Diakité og BamBam Frost undersøger i IMMORTAL SUMMIT, ligesom Mette Ingvartsen bl.a. gjorde i værket 50/50, hvad man nok traditionelt mest forbinder med maskuline poses og bevægelser fra bl.a. pop/rock- og sportskultur. De gentager disse (maskuline) bevægelsesmønstre og performer den antropocæne verdens storhedsvanvid, hvor det moderne industrielle menneske er blevet en geologisk kraft på linje med vulkanudbrud og meteornedslag. IMMORTAL SUMMIT behandler i samme åndedrag det skyhøje forventningspres, der nærmest strækker så langt så det kræves at række ud over dødeligheden. Værket både beskriver, undersøger og kritiserer, så man som publikum er tankevækkende og humoristisk underholdt.
Lyddesignet af Holger Hartvig er lige så overrumplende, voldsomt og megalomant, som værkets karakterer og univers. Intense elektroniske lydflader rammer pludselig helt fra begyndelsen publikums øregange. Lydniveauet er så højt, at min veninde også på grund af det skarpe scenelys må flytte sig op bagved på de bagerste pladser. Senere skifter musikken til hård guitarrock og til sidst til bl.a. skærende saxofontoner. Lyddesignet understøtter til fulde koreografien, men er samtidig sin egen kolossale materialitet, måske nærmest skulpturelt i rummet.
Lydia Östberg Diakité og BamBam Frost nærmer sig lidt efter lidt endelig hinanden og bevæger sig ind i mellem også synkront og ender med at vikle sig ømt ind og ud af hinanden i en muligvis erotisk og i hvert fald sitrende sårbar duet med et særegent partnerarbejde, jeg ikke mindes at have set noget, der ligner førhen, og det lader til, at illusionerne og storhedsvanvids-maskerne måske falder.
IMMORTAL SUMMIT af danserne og koreograferne Lydia Östberg Diakité og BamBam Frost iscenesætter enkelt og virkningsfuldt, men samtidig komplekst og underholdende en kapitalismekritik, der spørger til den vestlige kulturs ikonisering af dens egen overdrevne og ødelæggende adfærd.