bastard og HAUT har indgået et samarbejde om en artikelserie inspireret af HAUTS procesorienterede residensforløb. En skribent fra bastard bliver parret med en gruppe i residens og skriver en artikel på baggrund af en visning og et møde med gruppen. I denne artikel skriver kurator og skribent Lotte Løvholm om kunstnergruppen med projekttitlen Det Levende lys, der undersøger mystikeren Hildegard von Bingen (1098-1179).
Med en stor pensel for enden af en lang kroget pind maler kunstner Naja Schønemann en cirkel på et sortmalet scenegulv. Hun begynder indefra og går derefter i ring med penslen, så cirklen bliver større og større. Cirklen er malet med vand, som i mørket ligner sort farve. Da Naja når ud i cirklens omkreds, begynder cirklen at fordampe inde fra, og hvad der lignede et sort hul i scenegulvet, forsvinder på magisk vis og går i opløsning. I den sorte boks’ mørke lyder gruppens stemmer. Musiker Dóra Haraszti slår an på fløjte og stemmerne prøver sig frem, nogle gange flerstemmigt. Lyden udvikler sig til et messende kor, der inviterer til at give sig hen til en meditativ tilstand.
For knap 900 år siden i 1150 udgives den første kendte skriftlige beskrivelse af den kvindelige orgasme, forfattet af abbedissen Hildegard Von Bingen. Dette sker i Tyskland 400 år før reformationen og hekseafbrændingerne i Tyskland. Hildegards praksis som kristen mystiker står på mange punkter i kontrast til moderne katolske kirke og den lutherske kristendom, vi kender i Norden i dag. Med reformationen blev den familiestruktur, arbejdsmoral og det kønssyn vi kender i dag på mange måder etableret. Hildegard von Bingen som institution tilbyder et radikalt anderledes livssyn. Hun var pioner indenfor holistisk medicin og har udgivet to bind om naturmedicin og helbredelse, dertil er hun en af de få vigtige komponister fra den tidlige middelalder, som vi har navn på, og hun har udgivet flere bøger om hendes visioner med tilhørende ’illuminationer’ [ed. en form for ikonografier].
Kunstnergruppen i residency på Haut bestående af Kaja Mærk Egeberg, Dóra Haraszti, Jakob Krog, Naja Schønemann og Nina Tind søger inspiration hos Hildegard i håb om at fremmane et spirituelt rum. De undersøger hendes praksis som mystiker og kobler deres forskellige fagligheder til processen, hvor performative elementer blander sig med musikalske.
Ritualernes domæne
I en stor spand vand, der minder om en heksekedel står krogede pinde med store pensler på. Gruppen tager en pind hver og begynder at male eller vaske gulvet i slangeagtige mønstre. Et stort vådt mønster dannes på gulvet. Tegningerne er inspireret af noema, et gammelt notationssystem, der ikke angiver rytme, men i stedet form eller tonalitet. Selve gestussen stiller skarpt på det performative rum som ritual handling: Selvom scenegulvet bliver vasket her, skal det formentlig vaskes igen efter visningen. Den person, der skal vaske scenegulvet, kommet sikkert ikke til at kærtegne gulvet på samme måde med blide krusedullestrøg fra en pensel. Der er noget smukt i at insistere på at lave ritualer, der ikke har et praktisk formål.
Efter visningen snakker jeg med Kaja, der forklarer mig, at gruppen ikke
kommer til at skynde sig med at lave et færdigt produkt i form af en
performance eller forestilling. De deler alle en fascination af Hildegard og ønsker at opbygge en praksis relateret til hendes virke, hvor de blandt andet mødes og undersøger kanalisering og spirituelle rum. Dette ønske kan ses som modvægt til de aktuelle debatter foranlediget af statsministerens udsagn om, ”at gå på arbejde ikke behøver være lystbetonet”. Udviklingen af arbejdsmarkedet er siden 1980’erne gået i retning af, at ”man realiseres gennem sit arbejde”, og kunstneren har på mange måder være bannerfører her. Statsminister Mette Frederiksens seneste udmelding er et opgør med denne idé. Begge konstruktioner om arbejde både den lystbetonede og den opofrende afspejler en stærk arbejdsmoral, der i en Nordeuropæisk kontekst har rødder i den lutherske protestantisme. Gruppens ambition om at belyse Hildegards praksis, der ligger mange år før reformationen, er interessant, fordi den kan pege os i en uventet retning. Det taler også ind i en generel tendens i vores samtid, der netop handler om at grave viden frem, der ikke overlevede oplysningstidens curriculum. For eksempel den spirituelle og praktiske visdom i sejd-kulturen på Heden. Kunsten har her en vigtig rolle, da den smidigt kan bevæge sig mellem det videnskabelige og det spirituelle rum. Den skylder ikke nogen af institutionerne noget.
Praksisser vi havde glemt
I 2019 kuraterede jeg en udstilling på 1.1 i Basel hvis titel og værkudvalg tog afsæt i et interview med den belgiske filosof Isabelle Stengers The Care of the Possible (Scapegoat 01 2011). I dette interview beskriver Stengers sin filosofiske praksis og kigger på ”praksisser i mellemrummene”. Udover at være filosof, er Stenger uddannet kemiker, og hun er generelt interesseret i at udvide vores idéer om viden indenfor den vestlige vidensinstitution. I stedet for at definere sig i opposition producerer den praksis, som Stengers fremskriver, sin egen mulige væren:
To think practices is an attempt to situate ourselves, starting from the way in which practices were destroyed, poisoned, enslaved in our own history. As a result, I refuse to all positions that would have others act as the conveyers of our ”greeting” or as ”our” victims, somewhat like Third Worldism did, with ”us” always at the centre. This is again and always thinking in the place of others. I try not to think in the place of others because I look to a future where they will take ”their” place. (Stengers 2011: 12).
Praksis kommer af det græske praxis, som betyder at gøre eller udøve. Min tanke med udstillingen The Care of the Possible var, at kunstnere på mange punkter er praksis-eksperter, og Stengers’ anskuelse af praksis som et mulighedsrum er et vigtigt input i relationen mellem kunst, videnskab, aktivisme, spiritualitet og arbejde. Mødet med kunstnergruppen og deres undersøgelser af Hildegard von Bingen har på ny fået mig på sporet af Stengers, der blandt andet finder inspiration i ny-hedenske hekse- og aktivistmiljøer i USA i sin teori. I artiklen ’Reclaiming Animism’ (e-flux 2012) forsøger Stengers at nærme sig en form for spirituelt rum uden tilknytning til religion, blandt andet med henblik på at vække et økologisk ansvar:
Reclaiming means recovering what we have been separated from, but not in the sense that we can just get it back. Recovering means recovering from the very separation itself, regenerating what this separation has poisoned. The need to struggle and the need to heal, in order to avoid resembling those we have to struggle against, are thus irreducibly allied. A poisoned milieu must be reclaimed, and so must many of our words, those that—like “animism” and “magic”—carry with them the power to take us hostage: do you “really” believe in…? (Stengers 2012).
Stengers’ tanker placerer sig i krydsfeltet af en teorisk strømning, der vækker en form for videnskabelig spiritualitet foranlediget af økologiske problemstillinger. Det er et opgør med binærtænkning, og den placerer mennesket i en cyklus fremfor i centrum. I en sekulær epoke, hvor klimakriser skaber eksistentiel usikkerhed, vinder begreber som naturbesjæling og magi frem. Måske som resultat af et spirituelt afsavn. Hvor Hildegard von Bingen og den generelle genkomst af esoteriske praksisser har været forbundet med new age-miljøer, står døren til et spirituelt rum på ny på klem, fra en anden indgang.
