bastard var til lyttesession med Apparatus 22 og Museet for Samtidskunst i et privat hjem på Frederiksberg.
Forårsaftensolen stråler ind ad vinduerne i den frederiksbergske villa på Amicisvej. Aftenens vært, som hedder Ghita og bor i det imponerende hjem med original kunst på væggene, byder velkommen og præsenterer snack-buffeten, som hendes svigersøn har været med til at sponsorere. Der er bl.a. Indian Pale Ale, kombucha i forskellige smagsvarianter, etagere med nødder og fade med tørret mango og frisk frugt på køkkenøen. Det er den kommunikationsansvarlige fra Museet for Samtidskunst, Sandra Borch, der har skabt forbindelsen mellem aftenens vært og kunstnerkollektivet Apparatus 22. “Jeg er så imponeret af dig, for du har altid gang i så meget spændende, at jeg var nødt til at tage imod den åbne invitation”, indleder Ghita rosende til Sandra og kigger rundt. “Og jeg er så glad for, at I alle er kommet og havde lyst til at være med i aften”.
Materialiseret dagdrømmeri
Invitationen, som værten refererer til, relaterer sig til performancen The Continuum Broadcast, som kunne bookes til at finde sted i private hjem på udvalgte datoer i maj og juni 2025. The Continuum Broadcast er del af et omsiggribende udstillingsprojekt udført i tre akter. Gennem performances, eksperimenter og materialiseret dagdrømmeri har Apparatus 22 undersøgt Roskilde som by, kultur og fællesskab. Sideløbende og som opfyldelse af et stort ønske fra direktør for Museet for Samtidskunst, Christian Skovbjerg Jensen, har de skabt en udstillingsprotokol, som museet har erhvervet til deres samling og har forpligtet det til at realisere en ny unik soloudstilling hvert tredje år inden for samme konceptuelle ramme, “som udfolder sig i byen som en transformativ handling af medborgerskab” (kilde: https://samtidskunst.dk/event/civis-bloomcraft/)
Men hvis konceptet er at “skabe endnu stærkere bånd til et bredt spektrum af fællesskaber i byen og at skabe nye, mindeværdige møder med kunst”, hvorfor er vi så på Frederiksberg?
Nomadisk kunststrategi
Sandra Borch fortæller, at der var et ønske fra både kunstnernes og museets side at flytte lyttesessionen til København, da der var stor efterspørgsel fra publikum her og en større kunstscene. Og da Museet for Samtidskunst er et nomadisk museum, i hvert fald for nu, gav beslutningen mening og kunne forsvares kuratorisk og kunstnerisk set.
Vi bliver ført ind i en sofastuen, som ligger i forlængelse af køkkenet. I en cognacfarvet lædersofa sidder Erika Olea, der er aftenens repræsentant for Apparatus 22. Olea har placeret en radio med indbyggede højtalere på sofabordet i glas. Den er dubbet med rød maling, og bemalingen kunne ligne camouflage. I kontrast til de mere stringente omgivelser er radioens DIY-karakter ret iøjnefaldende.
I sin introduktion af værket fortæller Erika Olea, at hverken hun eller kuratorerne har en forventning til, hvordan man interagerer med værket. Hvis man får brug for en pause, bliver tørstig, sulten eller rastløs, må man gerne rejse sig og gå rundt i rummet, sætte sig et andet sted eller lægge sig ned på gulvet. Man må også gerne forlade villaen og gå, når man føler for det, og der er ingen forventning til, at man bliver og hører alle tre værker. Som jeg registrerer det i løbet af den times tid, The Continuum Broadcast varer, er aftenens vært den eneste, der tager imod opfordringen, og jeg ser hende ikke resten af aftenen. De resterende publikummer blev siddende troligt og høfligt, langt de fleste på den plads, de i første omgang havde udvalgt sig – mig selv inklusiv, da jeg var for genert og selvbevidst til at gøre andet.
Magiske marginaler
De fire lydsekvenser, som The Continuum Broadcast består af, kan samles under to ord: “Magiske marginaler”.
The Continuum Broadcast er på mange måder et nostalgisk projekt, der ønsker at skabe en fælles begejstring ved queer-kultur og en dybere forståelse af den magi, der findes i marginalerne, når man tør give sig fordomsfrit hen. The Continuum Broadcast handler også helt konkret om, hvad det vil sige at være ‘live’ og det smukke ved radioformatet – at man er flere, der lytter til det samme lydspor på samme tid, på tværs af rum og geografi.
Stemningen omkring The Continuum Broadcast skriger ‘London’ og undergrundsmiljøer og veksler mellem det festlige, triste, sjove, angstfyldte og melankolske, når vi bl.a. lyttede til et interview mellem en excentrisk radiovært og en extravagant internetstjerne samt en sensuel og sørgmodig refleksion over, hvor queer-frugter egentlig er og ligeledes perfekte beholdere for dybe længsler. Men mest bizart var dog det sidste indlæg, der bedst kan beskrives som at lytte til en overgearet kattevideo i radioformat. I ægte punkstil og inspireret af YouTube-kultur er manuskriptet fuld af geniale punchline, for som Olea siger: “Nogle gange er kommentarerne, som blot er én enkelt sætning på få ord, bedre end de videoer, de kommenterer. Det er en stil, vi har bestræbt os på at følge i vores skriveproces”.
Efter lyttesessionen taler jeg med Erika Olea, og selvom selve setuppet for vores snak til en start var en anelse forceret, lykkedes det os at tale mere frit og uformelt. At magien findes i marginalerne er noget, Erika Olea sørger for at understrege mange gange, da vi taler sammen efter lyttesessionen, ligesom det også er udtalt i værket. Det er nemlig helt afgørende for kollektivet at få queers og queerkultur ud af periferien.
Vi kommer omkring flere emner såsom kulturpolitik og kulturforskelle mellem Danmark og Rumænien, og at københavnere er dovne og fulde af dårlige undskyldninger, når de ikke kan tage sig sammen til at tage turen til Roskilde for at se på kunst. Jeg deler kollektivets begejstring for musik og musikkultur, og fortæller, at jeg nød alle deres referencer og formentlig kommer til at skrive til lyden af Charlie XCX og SOPHIE. Det viser sig, at Erika Olea havde en stor oplevelse på sidste års Roskilde Festival, hvor Apparatus 22 blev kurateret til at vise en video på storskærmene ved Arena-scenen. “Det var et magisk øjeblik, og jeg følte mig så stolt! Tænk at vores kunst blev vist som optakt til Rosalías koncert. Vi var deroppe med hende og foran alle de mange fremmødte mennesker. Rosalía, som er et kæmpe ikon. Jeg kunne næsten ikke tro det”.