SATAN
Basfyldt technolyd fylder foyeren på Husets Teater og blandes med bølgende rødt lys, da vi går ind på publikumsrækkerne og sætter os. Kontrasten til den almindeligt udseende Iggy Malmborg, der træder ind på scenen i hvid sweatshirt og sorte sneakers, er stor. Han giver os en introduktion til forestillingen. Hvordan han om lidt vil sætte sig på stolen midt i rummet og fortælle hans livshistorie i 6 kapitler + 2 prologer. Bag ham projiceres en sort flade med hvid tekst af den danske oversættelse af hans ord. Sådan starter SATAN.
OBS. Teksten er bevidst beskrivende og fyldt med spoiler alerts!
Kap. 1 SKAM OG SYND
Iggy går i gang. Han fortæller i vendinger, der virker autobiografiske om sin barndom i en svensk, kristen, socialdemokratisk by. Om det autoritære hjem, den ’onde’ far, og Gud som et blik, der altid dømte. Tidligt i hans liv indtræder begreberne synd og skam, og han gør alt for, at være den barmhjertige samaritaner ved at hjælpe gamle damer med deres bæreposer over fodgængerfeltet. Sådan en dreng er han.
Men Iggy ’synder’, som helt almindelige børn gør. Hans veninde Caroline har slik med på deres første playdate. Hun vil ikke dele, og så vælger Iggy at bruge sin størrelse og styrke, tager slikposen fra Caroline og smager jordbær og lakrids for først gang. Fornemmelsen er splittet. Han mærker synd og vellyst, en trykken for brystet og vælger at tilstå for sin far ved aftensbordet. Farens reaktion er ikke til at tage fejl af. Han er stille, forlader rummet og Iggy med følelsen af skam. Iggy fortæller, hvor ondt det gjorde, hvor ondt det gør….
Midt i skammen mærker Iggy et frø af tvivl. Han ved, han elsker slik, og han mærker, at Gud ikke er tilgivende.
Kap. 2 VOLD OG MAGT
Iggy starter på en ny skole i 4. klasse og møder diplomatsønnen Adam. De begynder at diskutere religion, og langsomt stopper Iggy med at deltage i søndagskirke. En sommeraften mister han troen, og fortæller det til Adam. Herfra begynder de at planlægge, hvordan de kan få mest ud af livet. De vil gerne have magt og penge og ser, at dem, der har mest af det, er dem, der udnytter andre mennesker. Så de planlægger et angreb.
Kap. 3. SKAM OG MOBNING
De planlægger at angribe det perfekte mobbeoffer Simon fra 4. klasse. Iggy beskriver angrebet for publikum med en ubehagelig og psykopatisk detaljegrad.
Men angrebet går galt. Da Iggy skal til at ’trække i ståltråden’, mister han styrke og bliver fuldstændig paralyseret. Hans krop lystrer ikke. I stedet slår Simon Iggy i hovedet. Adam går og efterlader Iggy med skammen. Ude i skolegården kommer Adam til Iggy for at forstå, hvad der skete. Han forsøger at starte en slåskamp for at få Iggy til at bevise sit værd, men igen bliver Iggy paralyseret. Adam giver Iggy et ’kastrerende’ klap og efterlader ham alene i skolegården.
Iggy fortsætter fortællingen om, hvordan Adam kommer til at hænge med ’the cool kids’, mens han afskriver venskabet med Iggy.
Iggy får et hosteanfald midt på scenen efterfulgt af lang tids stilhed. Som et brud i fortællingen. Rollerne er blevet vendt, og Iggy ender med at blive stille, isolere sig selv og blive mobbeofferet.
Skammen sniger sig ind på mig i løbet af forestillingen. Følelsen af skam løber som en rød tråd gennem de første kapitler. Jeg googler for at søge internettets svar på fænomenet. Overraskende fylder SKAM de første mange søgeresultater. Altså TV-serien SKAM. Selv Wikipedias svar er: ”SKAM er en norsk tv-serie produceret af NRK, primært henvendt til alderen 15+.”
Men skam er også en ”ubehagelig følelse af ydmygelse, skyld eller flovhed, fremkaldt af bevidstheden om at have gjort noget forkert eller pinligt”, som den danske ordbog beskriver det.
Religion og skam hænger unægtelig sammen i Iggys fortælling, hvor det at synde medfører skam og kræver Guds tilgivelse. Jeg tror ikke, at religion og skam nødvendigvis hører sammen, men der er ingen tvivl om, at en konservativ, kristen tradition har medført en del skam i vores samfund.
Jeg begynder at blive utålmodig, da Iggy bevæger sig ind i kapitel 4, og formatet stadig er det samme. Fortælleteknikken på stolen og de mange ord gør, at jeg zoner lidt ud på trods af, at historien tager en drejning, da Iggy beslutter sig for at tage til Berlin for sine sidste penge og leve livet fuldt ud for derefter at begå selvmord. Samtidig hører vi, om Adam, der er blevet succesfuld med sin start-up og Paradise Hotel karriere.
Kap. 4. KULTUREL KAPITAL
Men det skal vise sig, at Iggy vækker mig. For i slutningen af hans Berlinerophold, kommer han ind i et kæmpe hus, Volksbühne. Her klæder folk sig mærkeligt, deres udseende er underligt, og de taler om æstetik, strategi, praksis, narrativ, autenticitet og Foucault. Iggy opdager, at de har magt, på trods af at de ingen penge har (!) Han spørger en person i huset og finder ud af, at de har kulturel kapital, og Iggy bliver på den måde reddet fra sit eget selvmord og bestemmer sig for at starte på skuespilskole i Malmö.
Vi bliver ramt, publikum og jeg. Folk trækker på smilebåndene og griner, for vi genkender den kulturelle kapital som en del af vores liv på godt og ondt. Det er en velkommen drejning i fortællingen. Pludselig peger pilen den anden vej, og det er tydeligt, at forestillingens ekstremt lange opbygning har haft til hensigt at skabe den humoristiske og kærkomne følelse af genkendelse, som samtidig giver lidt mørkere stof til eftertanke.
Kap. 5. STAGE FIGHT
#%§ !!!! BANG &/#€* crash bang AUCH !!!# //(%€#””! #!§^^¨*_ ARRH
arrhhhhh auw &%//#”==? //&%#”!§//(%€
BANG FLASH !!”€&%
(T%#””!6 kkrrrrrrrrr &%*?(!!§€ AUCH AUCH AUUUU…..
#%§ !!!! BANG &/#€*//(%€#””!#!§^^¨*_ ARRH
Der er næsten ikke mere at sige om det kapitel. Det er stage fight lige i hovederne på os. En hård fyr i militærbukser, vådt tilbageslikket sort-hvidt hår kommer ind og starter en slåskamp. Han smadrer Iggy med sine bare næver og en ildslukker og ender med at hælde teaterblod ud over ham. Sådan….
Overraskende er jeg ret vild med stage fight elementet. Det er sindssygt voldsomt og livagtigt. Lydeffekterne er vilde, og publikum ømmer sig nærmest sammen med Iggy, når han bliver ramt lige i maven eller hovedet.
Det kommer ud af det blå, og bedst som vi har siddet og er blevet lidt tilpasse i og med forestillingen. Det er lidt som en kommentar til, at vi ikke skal sidde og have det for bekvemt i vores kulturkapitalistiske tryghed.
Kap. 6. PSYKOPATI
Iggy har sat sig på stolen og hans ansigtet og hvide sweatshirt er fuld af blod. Som om intet er hændt fortsætter han fortællingen. Som afslutning på skuespilskolen skal han skabe en debutforestilling, og mens han er i gang med at øve, ringer Adam.
Tilfældigt mødes de to på en yacht i Monaco, hvor Iggy fortæller hele sin livshistorie. Som det grådige menneske Adam er, finder han ud af, at der er noget, han ikke har; kulturel kapital. Derfor må Iggy selvfølgelig dø. Adam tager kvælertag på Iggy, binder kæder om ham og skubber ham i havet.”Jeg ligger der stadig”, siger Iggy.
Og så opstår der stilhed blandt publikum…
Iggy fortsætter og fortæller, hvordan Adam finder scriptet til debutforestillingen, foretager nogle små ændringer, såsom stage fight elementet, inden han tager til Managing Discomfort Festivalen i København… Han smiler psykopatisk.
Og så opstår en refleksiv stilhed igen. Jeg sidder med fornemmelsen af at være blevet manipuleret med big time. Altså hvem er ham på stolen? Er det virkelig Adam, der sidder der? Er det overhovedet en skuespiller eller ægte psykopat, vi sidder i lokale sammen med?
Illusionens kunst er perfekt udført og kun her i sidste sekund afsløres karakterens virkelighed, hvilket giver forestillingens længde endnu mere værdi. Vi har siddet i lokale med en psykopat i halvanden time.
Jeg overgiver mig. Jeg elsker SATAN.
SATAN
Spilledato: 18.-19. april 2024
Spillested: Husets Teater, Managing Discomfort Performancefestival
Af og med: Iggy Malmborg
Dramaturg: Johan Jönson
Lysdesign: Ulrich Ruchlinski
Koreografi: Sebastian Persson
Production manager: Elisabeth Carmen Gmeiner
Assistant: Agnes Stecher
Co-produktion: Schauspiel Leipzig, Frascati Theater og BIT Teatergarasjen i samarbejde med Inkonst, Stamsund Teaterfestival, Reukjavik Dance Festival og Dansstationen
Støttet af: Svenska Konstnärsnämden, Malmö City og Ammodo (Holland)
THE ICE FLAKE
Jessie Kleemans The Ice Flake er en poetisk og mørk performance om sorgen over en grønlandsk natur og kultur, der ændrer sig og forvinder. Tilsat små dråber af humor og publikumsinddragelse, er forestillingen en abstrakt, lille perle klædt i farvet tyl tilsat lugten af fisk og soja.
Aftenens anden forestillingen adskiller sig markant fra den første. Vi træder ind i et rum beklædt med farvet tyl og plastik. Lugten af tørret fisk og soja rammer hurtigt næseborene og bliver siddende. Ind træder Jessie Kleeman i sort overtræksdragt, sorte spidse støvler, mundbind og hvide handsker. Hendes tillukkede fremtoning frembringer en stemning af, at noget farligt er på færde. Noget hun og vi måske skal skærme og for. I hvert fald deler hun mundbind ud til dem, som vil have. Mundbindene føles allerede fremmede, selvom det ikke er mange år siden, at vi alle var tvunget til at bære dem. Særligt i forsamlinger, hvor vi sad så tæt, som vi gør denne aften.
Foran publikum på gulvet ligger et stort stykke udstrakt, gennemsigtig plastik. På plastikken ligger fisk, og der står små flasker med soja og kulør. Set-uppet giver mig en ubehagelig fornemmelse i kroppen. Elementerne passer ikke sammen. Fisk skal ikke være omgivet af plastik, mennesket skal ikke være pakket ind. Det er som om, vi mennesker forsøger at skærme os fra alt farligt. Samtidig bruger vi materialer, der ødelægger den natur, der måske kunne være med til at passe på os, hvis vi passede på den. Jeg tror, det er noget af det, Jessie Kleeman prøver at fortælle os samtidig med, at hun begynder at invitere nogle af publikum ind for at sidde under det farvede tyl på et ophøjet plateau. Hun trykker dem rituelt i hånden, gentager håndtrykkets bevægelse som en rytmisk dans og kigger dem intenst i øjnene, inden hun placerer dem som statuetter i tylteltet.
Akkompagneret af live elektronisk musik fylder hun teltet med flere og flere publikum og får dem til at hænge sammen som en figur ved at placere deres hænder på hinanden. Musikken giver samtidig en fornemmelse af at være under vand og høre lyden af is, der brager. Det kunne være en kropsliggørelse af at være is, forbinde sig til den is, der på ubønhørlig vis smelter, fordi vi ikke passer på naturen.
Men det kunne også give associationer til mange andre ting, og det er nok den fornemmelse, jeg har med hele Jessie Kleemans performance. Hun fortsætter i samme stil, tager mundbind af og på, afklæder sig sit sorte tøj og danser i hvidt undertøj. Hun lytter til fiskene og inddrager flere publikummer i forestillingen. Blandt andet bliver jeg selv hevet op for at sidder og holde om en tube kulør på kanten af tylteltet, mens en anden i publikum iført hvide plastikhandsker får til opgave at holde en død fisk. At vi kunne være fysiske metaforer for den ødelæggelse, vi selv er en del af, er der ingen tvivl om.
Jeg mærker, at jeg leder lidt. Jeg leder efter svar på, hvor Jessie Kleemann vil bringe os hen, og hvad hun egentlig vil sige. Jeg har læst programteksten, og jeg ved, at performancen er baseret på Kleemanns egne barndomserindringer om at hoppe fra isflage til isflage, at foråret betød smeltetid, men at det nu er smeltetid hele tiden. At vi giver håndtryk på at ville forandringerne, men at der ingenting sker, mens isflagerne bliver ved med at smelte.
Hvis jeg overgiver mig til, at performancen også hopper fra flage til flage, fra rituel handling til fysisk billede til dans, kan jeg godt lege med, selvom dramaturgien er springende og forvirrende i sin form.
Til gengæld trækker Jessie Kleemann mig ind i hendes eget fysiske univers, hendes krop og hendes sjæl gennem intens tilstedeværelse. Hendes øjenkontakt er sort og dyb, hendes krop fri og voldsom, hendes humor legende og barnagtig. Hun rummer alle aldre på én gang, og kan på én gang virke som en sjæl, der har levet et langt liv samtidig med, at hun har barnets legende tilgang til rytmisk at trykke publikum i hænderne igen og igen. Som en leg i skolegården. Da hun med en saks klipper sine hvide bokseshort i stykker op til skridtet, viser hun os en mørk og destruktiv side. Der er en stor sorg og sårbarhed i handlingen, der giver indtryk af Jessie Kleemanns personlige forhold til den grønlandske natur ødelæggelse. Når isen smelter, er der også noget i hende og os, der går i stykker. Hun viser, på en sær måde, at vi er forbundne ved at smide mere og mere tøj for til sidste at klippe i sig selv og stille sig nærmest nøgen på scenen med sit lange kulsorte hår.
Hun tryllebinder os, og selvom publikum ikke altid er med forestillingen, er de helt sikkert med Jessie Kleemann. The Ice Flake er en lille, let forvirret og sansemættet perle, der med Kleemanns nærvær trækker os ind i et andet univers og tættere på en anden kultur, vi burde vide mere om, end vi gør.