Den grænse- og genreoverskridende performance An Ambulance to the Future (The Second Chance) af Martin O’Brien fik flere publikummer til at gå, mens andre, som undertegnede, måtte se bort.
Dette er bastards tredje nedslag fra festivalen Managing Discomfort på Husets Teater, der er kurateret af Live Art Danmark og Toaster/ Huset og denne aften også var et samarbejde med Warehouse9. Værket, der er et miks af live performance, videokunst og tekst, blev opført i Husets Teaters Røde Sal, og selv hvis man havde læst denne disclaimer, var man alligevel ikke helt forberedt på, hvad man som publikum havde i vente: ”contains nudity, footage of scrotal piercing, discussion of sex and death and spanking.”
Martin O’Brien er en vidunderlig fortæller, der med lige dele alvor og humor udfolder en lignelse om en mand, der opnår udødelighed ved at have sex med Døden. Manden lever uendeligt, og historien udforsker, hvad ideen om ”udødelighed kan fortælle os om at være dødelig”. Værket konfronterer os i høj grad med vores egen dødsangst, mens jeg i programmet kan læse, hvordan kunstneren selv er kronisk syg:
”Martin O’Brien er kunstner og zombie. Han arbejder på tværs af performance-, skrive- og videokunst. Hans værker gør brug af lange handlinger, korte spekulative tekster, kritiske ’rants’ og performance-processer til at udforske død og det at dø, hvad det vil sige at blive født med en livsforkortende sygdom og de filosofiske implikationer, der er af at leve længere end forventet.”
Den røde sal med det røde bagtæppe bærer på en tung stemning, da vi sætter os og ser, at salen er indrettet lidt som en kirke. Stolerækkerne adskilt af en midtergang, en talerstol. Er vi til begravelse? En performer med mundbind står ved indgangen, mens en anden sidder ved en lydpult med en maske, der dækker hele ansigtet.
En videoprojektion viser to performere, en mand og en kvinde med hver sin figur eller skulptur, der forestiller grønlandshajer. Et slags totemdyr, der går igen i fortællingen. Det viser sig at være O’Brien, der sidder ved lydpulten med hænderne fikseret til bordet. Den anden performer, der fremstår som en slags hjælper eller sygeplejer, giver O’Brien noget at drikke og solbriller på, hvorefter O’Brien læser højt fra sin historie om en mand, der er besat af tanken om døden … og måske er lidt nekrofil: ”He never took a sexual partner and many people gossiped that he was attracted to the corpses he worked with. This was not strictly true, […] He never attempted anything of a sexual nature with the corpses but he did come close several times.”
Grønlandshajen spiller en vigtig rolle i både fortællingen om manden og videoværket. Grønlandshajen lever alene i det mørke, kolde vand og bliver over 400 år gammel. Den bevæger sig langsomt langs havbunden og lever af ådsler: ”The man envied their longevity and their solitude,” fortæller O’Brien om manden, hvis begær efter udødelighed vokser sig stærkere og stærkere. Hajen er den oplagte metafor for død og dødsangst, fordi den er skræmmende, men O’Brien vender metaforen på hovedet ved at ophøje hajens nærmest evige, ensomme liv.
Publikums opmærksomhed koncentreres igen om filmen, hvor O’Briens krop nu vikles stramt ind i plastikfilm. Han har sort neglelak på og blinker forstyrret, fraværende – og ængsteligt? De to performere i filmen har sorte engangshandsker på. De lægger ham ned på gulvet, som var han en sarkofag. Her trækker de hans pik og pung ud af et hul i plastikken, placerer den på en plade, hvor den steriliseres, inden den løse hud ved pungen pierces. Han vrider sig af smerte, og mange i salen må se væk.
Da jeg ser op igen, viser filmen O’Brien i en krypt, hvor han ligger som en pik mellem to arkitektoniske buer, der ligner lår. Ind i filmen træder pludselig en sanger, der står over O’Brien og synger en lied på tysk, hvorefter scenen skifter igen. Det hele fremstår mere og mere rituelt. O’Brien får en slags maske på hovedet, han trækker vejret gennem – eller kvæles han langsomt? Den åbner og lukker sig om hans ansigt som en ballon. Han stopper forpustet.
Tilbage i salen trækker hjælperen O’Briens bukser ned, så han står foroverbøjet mod pulten med bar røv mod publikum, mens han læser fra sin tekst, om manden, der får evigt liv ved at gå i seng med Døden: ”The grim reaper stood there, finally I saw him. His skeletal form sparkled in the moonlight and nothing else existed. This was the deal. He reached out and wrapped his cold, bone hand around my skull. I was lost in the darkness of his cape. He drew me near and kissed me. He tasted like death, and I loved it.”
Manden er dømt til at leve for evigt, men mærker stadig al smerten. Herefter spankes O’Brien af hjælperen til lyden af Elvis Presleys: ”But I can’t help falling in love with you”. Sangen kaster et ømmere lys over smerten, der balancerer på grænsen til nydelse og en accept af den totale overgivelse. Lidt som patienten, der lægger sit liv i hænderne på læger og sygehjælpere. Parallelt med endnu en scene fra krypten i filmen, trækker O’Brien også vejret live i salen, mens han er iklædt den mystiske ballonmaske, som han ikke selv kan tage på eller af, fordi hans hænder stadig er fikseret. Hans liv ligger igen i hjælperens hænder.
Den langsomme kvælning i masken er uden tvivl det, der skræmmer mig mest. Publikum befinder sig i en underlig situation, samtidig er der ingen tvivl om, at alt sker efter O’Briens instruktion. Det forventes ikke, at publikum griber ind. Vi sidder bare her på stolerækkerne som vidner til et mystisk dødsritual. Vi betragter den andens lidelser, men lidelserne, som optræder her, instruerer han selv. Han tager kontrol over sin egen smerte. Imens stønner O’Brien også i filmen, selvom han ingen maske har på her. Han hyperventilerer, hoster, og det bliver tydeligt, at noget virkeligt er galt med vejrtrækningen. På trods af punkæstetikken, zombieidentiteten og den queer flirt med både død og udødelighed som to sider af samme sag, er der en alvor og en virkelig dødelighed på spil. I hvad der føles som sidste øjeblik løber hjælperen frem og hiver masken af O’Brien.
I næste kapitel af fortællingen er manden blevet udødelig og erhverver sig som stuntman for blandt andre Tom Cruise. Det går selvfølgelig galt, da han hopper i havet midt i en storm: “He floated for days, coming in and out of consciousness the entire time, screaming out, as new-born babies tend to do. […] It was like hell. Is this what eternal life means? The constant feeling of death, without and end point?”
Han tilbringer tæt på en evighed i havene ligesom grønlandshajen, han også møder i mørket: “The closest he has ever been to his most beloved species. The closest he has ever been to being a Greenland shark. He instantly understood darkness and solitude. He understood time, and he understood immortality. And he did not like it.”
Det næste filmklip viser fire performere, der kravler med kister på ryggen i krypten, der typisk benyttes til udstilling af netop kister og sarkofager. De kravler langsomt som firbenede dyr ned ad gangene, imens tager O’Brien bukser og skjorte af i salen. Han står i underbukser og drikker vand, inden han læser videre af historien fra talerstolen. Da manden endelig vender tilbage til livet, bliver han hypokondrisk og løber ingen risici. Han bliver som udødelig en kultleder, indtil verden trues af en ny, dræbende virus, der inficerer alle verdens kroppe med slim. Det er en lignelse om cystisk fibrose, om grønt slim som apokalypsen. Verden forgiftes og går under. Den eneste overlevende er selvfølgelig manden. Men i den døde verden, hvor der alligevel lever bakterier og parasitter, bevæger han sig kun helt langsomt ligesom grønlandshajen, men evigheden er selvfølgelig ikke, som han forestillede sig.
I filmen ser man her O’Brien med sin hajskulptur omgivet af kisterne. Han holder om sine lunger med hænderne, trækker vejret, kløjes i slim, som han sætter håret med i et morsomt foto shoot. Han slår sig på brystet, slår slimen løs og ud af kroppen – noget som patienter med cystisk fibrose faktisk må gøre flere gange dagligt. Slim sprøjter ud af hans mund og lander på gulvet foran os. Hjælperen og O’Brien afslutter seancen ved sammen at trække vejret i en dobbelt, forbundet ballonmaske, hvor de deler den samme luft eller rettere den stigende mængde kuldioxid. Imens gurgler O’Brien en grøn, klam væske i filmen, som han nærmest kaster op. Jeg får kvalme. Lyden, når han gurgler og udspyr væsken, er frygtelig.
To lydsider blander sig til sidst, når Elvis Presleys sang blander sig med lyden af støj, smerte, kvælning og helvede. Og sådan slutter værket. Performerne forlader os og giver os ikke mulighed for at give dem en applaus.
Jeg har ikke set noget lignende før, og visse ting ville jeg ønske, jeg ikke havde set. O’Brien stiller store krav til sit publikum, selvom vi ikke optræder som andet end tavse vidner til hans farlige og flirtende undersøgelse af sygdom og smerte. Der er på sin vis noget forskruet ved at tilføje ekstra smerte i en verden, der allerede smerter, men værket er tydeligvis nødvendigt for kunstneren, og derfor skylder vi også at tage med ham, hvis vi altså kan, på denne ambulancetur gennem slim og oceaner, død og udødelighed.
MARTIN O’BRIEN
Martin O’Brien er både kendt for sine solooptrædener og samarbejder med den legendariske LA-kunstner og dominatrix Sheree Rose. Hans seneste værker blev udstillet på Tate Britain i 2020 og ICA (London) i 2021. Han er vinder af Philip Leverhulme Prize for Visual and Performing Arts 2022. Derudover var han Writer-in-Residence på Whitechapel Gallery i hele 2023. Martin O’Brien har cystisk fibrose og alt hans arbejde og forfatterskab trækker på denne erfaring. I 2018 udkom bogen Survival of the Sickest: The Art of Martin O’Brien af Live Art Development Agency. Hans arbejde er blevet vist på BBC Radio og Sky Arts Television. Martin O’Brien er i øjeblikket universitetslektor i Live Art ved Queen Mary University of London.
AN AMBULANCE TO THE FUTURE KREDITERINGER
KUNSTNER
Martin O’Brien
PRODUCENT
FUTURE RITUAL
VIDEO
Baiba Sprance, Marco Beradi
PERFORMERE (LIVE)
Zack Mennell
PERFORMERE (VIDEO)
Ali Campbell, Ash McNaughton, Carolyn Naish, Ewan Hindes, Pianka M, Regina Jay
BESTILLINGSARBEJDE
Whitechapel Gallery
STØTTET AF
Arts Council England, the Leverhulme Trust og Queen Mary University of London.
→ Managing Discomfort, Part 1 – Lacuna – An Anatomical Safe Space
→ Managing Discomfort, Part 2 – Don´t pay your debts by Liebmann/Barkan