Som en del af artikelserien ’Levende arkiver’ interviewer kurator Lotte Løvholm billedkunstner Maria Nørholm Ramouk om hendes seneste udstilling We could go to the Sea (Nmchiw lb7re) (2022) samt hendes kommende lyddokumentar. Samtalen tager afsæt i Ramouks marrokanske rødder, længsel og organisering af fællesskaber.
Lotte Løvholm: Jeg startede interviewserien ’Levende Arkiver’ for at få kunstneres egne ord på performanceværker og give værkerne et videre liv. Tak for at mødes med mig og deltage i serien! Vil du starte med at beskrive din seneste udstilling We could go to the Sea (Nmchiw lb7re)?
Maria Nørholm Ramouk: We could go to the Sea (Nmchiw lb7re) er en installation og en performance, som jeg lavede til Astrid Noacks Atelier koblet til min seneste rejse til Marokko. Installationen består af tekstiler udstillet i udstillingsrummet og i baggården. Tekstilerne er dels nogle, jeg har genbrugt fra tidligere performances, samt nye jeg har indfarvet med krydderier fra min seneste familierejse til Marokko. Performanceværket består primært af tekst, som performes af fire performere på fire stole i baggården, hvor vi som performere roterer mod højre i en cirkel. Publikum har på den måde mulighed for at høre alle vores stemmer, når vi roterer. Koreografien er meget enkel, hvilket er bevidst efter et ønske om at lave en performance, der var forholdsvis tilgængelig, fordi nogle af performerne har funktionsnedsættelser. Det er også vigtigt for mig, at koreografien er afdæmpet, da teksten kredser om gentagelse og sproglig tilgængelighed.
LL: Hvordan vælger du performerne til værkerne?
MNR: Jeg prøver at bruge de samme performere til mine værker, og vi er altid fire, hvilket har noget med det organisatoriske at gøre, da der ligger meget arbejde i at samle mange mennesker. Jeg arbejder i forvejen meget med organisering af mange mennesker i forskellige sammenhænge, så for mig er det ikke det organisatoriske i at samle folk, der er det væsentlige i værket. Jeg sætter nogle datoer af, kontakter de performere, jeg plejer at bruge, og går videre på listen, hvis der er nogen, der ikke kan. Jeg tænker over repræsentation i forhold til de folk, jeg har valgt. Men endnu mere handler det om at samle et hold af mennesker, jeg føler mig tryg ved. Der findes forskellige måder at spejle sig i andre på. Det kan være en fysisk ting, handle om ophav eller politiske værdier… Jeg har prøvet at lægge vægt på, at det er nogen, jeg kan dele et personligt projekt med, og som kan løfte opgaven om at formidle min personlige historie, der rummer informationer, jeg ikke har givet til offentligheden før. Samtidig ligger jeg vægt på at sammensætte et hold, som kan arbejde godt sammen og kan føle sig trygge ved hinanden. Så det er også en af grundene til, at jeg ikke arbejder så meget med kostumer. Til det her værk har alle fået en skjorte, som er indfarvet med de samme krydderier, der er brugt til tekstilerne. Selv er jeg ikke så vild med at klæde mig ud. Det skal være noget, jeg og performerne kan føle os komfortable i.
LL: Når du sidder med teksten, har du så en ide om, hvordan den skal performes?
MNR: Jeg skriver en tekst, der har en bestemt stemning. Det er ikke tekst, der skal læres udenad. Det er også et bevidst greb. Mine performere og jeg skal ikke blive nervøse over at skulle kunne teksten udenad. Jeg har selv dyrket gymnastik på eliteplan, hvor man skal lære mange ting udenad, og dit clue kan være musikken eller en bevægelse. Det har vi ikke på samme måde her, og det var ikke dér, mit fokus skulle være i værket.
LL: Vil du fortælle om performanceteksten?
MNR: Teksten er delt op i fem sekvenser, og hver sekvens bliver indledt med en form for omkvæd. Meget af den tekst, der indgår, er fra tidligere tekster blandet med ny tekst, som jeg skrev i Astrid Noacks Atelier. Teksten drejer sig om at finde tryghed i gentagelser og fællesskaber. Den handler om at bruge fællesskaber til at understøtte ens arbejde og liv generelt. Teksten handler om at have blod i årene, der ikke kun er dansk og at have en forbindelse til et andet land, som i mit tilfælde er Marokko. Min familie er fra den sydlige del af Marokko ud til kysten. Teksten diskuterer tilhørsforhold og det at føle sig hjemme, og hvordan jeg forholder mig til at have familie i et andet land, når der for eksempel er én, der dør, og jeg ikke kan være der til begravelsen. Hvordan kan jeg bruge mine fællesskaber og strukturer omkring mig til at diskutere de rammer, der er for mig til at græde ud i, til at finde tryghed i det.
LL: Vil du fortælle om omkvædet i performancen?
MNR: Omkvædet lyder:
Drømmer om at ligge i sandet og se månens lys
Drømmer om at trække vejret helt ned i maven
Baba, ka’ du høre mig herfra?
Jeg vil fortælle dig, at det er ok, at kaffen bliver kold. Du kan varme den op igen
Baba, blomstrer kaktusfrugterne?
Når vi krammer, ønsker vi, at det aldrig må stoppe
Nu græder vi endelig igen
Egentlig er det en performance til min far. Omkvædet taler til ham om længsel og om, at det nok skal gå for os i den her konstellation, at vi finder vores måde at være sammen på. Dengang han flyttede derned, var der ikke internet på samme måde, som der er nu. Det har helt klart gjort, at vi er blevet tættere, min far og søskende, når vi har mulighed for at sende beskeder til hinanden.
LL: Og du har genbrugt tekst til værket?
MNR: Dele af teksten er fra tidligere tekster fra kollektive skriveprocesser. Jeg havde et åbent onlinedokument med en god ven og kollega i tre år, og teksten startede som et dagbogsformat, men udviklede sig. Vi har afgivet ejerskabet på teksten, og vi kan hver især bruge teksten, som vi har lyst til.
LL: Havde I nogle dogmer?
MNR: Til at starte med havde vi en regel med, at man bare skulle skrive, når man havde lyst. Og i starten måtte vi ikke slette tekst. Men vi prøvede forskellige benspænd af, blandt andet at skrive hver dag i en uge. Nogle gange var vi online samtidig, hvor teksten udviklede sig til en samtale. Til sidst måtte vi også slette og gøre lige, hvad vi ville. Det handlede om at bruge noget tid på at skrive en tekst og ligge sin lid til, at den anden person forstår ens intentioner og ikke sletter pointerne. Så dele af teksten til We could go to the Sea (Nmchiw lb7re) er sakset fra det, men også omskrevet. Jeg omskriver kollektive sekvenser, som jeg gentager i nye tekster. Men jeg kan også tage en sætning, som så bliver omdrejningspunktet for ny tekst som i tilfældet med udstillingens titel.
LL: Hvad betyder titlen for dig?
MNR: Havet er noget, der forbinder min familie og jeg i Marokko. Titlen på udstillingen til Astrid Noacks Atelier Nmchiw lb7re er den marrokanske oversættelse af We could go to the Sea, og den kommer fra en samtale, jeg havde med min far engang, som jeg skrev ned i den kollektive tekst. Faktisk sagde han ordret, at det eneste sted, han havde lyst til at bo, var ved havet, og det omskrev jeg til den her titel.
LL: Og tekstilerne har også en reference til udstillingens titel?
MNR: Da jeg farvede de forskellige tekstiler i krydderier, brugte jeg havvand i stedet for vand fra hanen eller demineraliseret vand, som er det, der plejer at blive brugt. Jeg diskuterede det meget med min omgangskreds. Havet er forbundet med alle mulige forskellige historier og følelser. Det kan være traumatiske følelser eller frisættende følelser. Jeg undersøgte om, det gav mening for dette værk at trække så direkte paralleller til havet, og om det blev for stort et emne. Jeg kom frem til, at det kunne jeg godt, men jeg synes, det er vigtigt at tænke over.
LL: Hvorfor arbejder du med tekstil i dine værker?
MNR: Jeg arbejder med tekstiler, fordi det er et tilgængeligt materiale for mig. Det var ikke et håndværk, jeg skulle lære. Det er et materiale, jeg kan spejle mig. Det startede for mig med et stykke stof, der hedder melhfa, som er et stort klæde, man kan vikle om sig. Det er en kulturel ting og ikke en religiøs ting. Det beskytter mod solen, men lufter også, og min farmor har gået meget i det. Jeg har altid været tiltrukket af min farmor, der gik i de her flotte tekstiler, men også dets stoflighed, hvilket måske er et fjollet ord at bruge, når nu det er stof: Dets taktilitet, tryghed og duft. Og så er der noget med store farveflader, jeg godt kan lide, samt måden stof bevæger sig med vinden på.
LL: Og ligesom med tekst genbruger du tit tekstiler?
MNR: Da jeg lavede min første performanceinstallation, købte jeg noget stof, som fungerede godt, også til de næste værker. På den måde vandrer historien med sig. Der er noget af det stof, jeg bruger nu, som jeg har brugt til den første performanceinstallation, jeg lavede på Rønnebæksholm for nogle år tilbage. Nu er jeg i gang med en proces, hvor jeg affarver de gamle tekstiler fra tidligere værker for at kunne farve dem med krydderier ligesom de nye tekstiler.
LL: Hvorfor bruger du performance som greb i dine installationer?
MNR: Det har en oplevelsesintensitet, jeg synes fungere godt i installationssammenhænge. Ligesom jeg godt kan lide videoværker. Det har en tidslighed, og man skal forpligte sig til det for, at det fungerer.
LL: Vil du fortælle om dit kommende projekt, der har en forbindelse til We could go to the Sea (Nmchiw lb7re)?
MNR: Jeg er i gang med at lave en lyddokumentar på fire afsnit med udgangspunkt i min familiehistorie i Marokko, der undersøger vores historie som amazigh. Der er det, man før kaldte berber, men det er en nedsættende betegnelse, der betyder ikke-græker. Jeg vil gerne undersøge, hvorfor vi er stoppet med at migrere i min familie og er blevet fastboende. Så er jeg også interesseret i, hvordan dem, der nu er migrerende, organiserer sig. Og hvad det gør, at de bevæger sig fra et sted til et andet, hvordan de opdrager deres børn, og hvordan de organiserer sig. For eksempel siger man, at de opdrager deres børn til, at der altid er 10 km til den nærmeste vandpost. Det skal forstås på den måde, at vand er en sparsom ressource, man ikke skal sløse med. I det hele taget er vand noget, vi snakker meget om i min familie. Der er en bevidsthed om, at vand er en vigtig ressource, og der er nogle, der ikke har adgang til vand og mad. Det er både et billede på ens bevidsthed omkring egne privilegier samt forståelse for andres situation. Min far bor på en stor campingplads, som han selv har bygget på en jord, han har arvet ud til kysten. Han kan se havet med Atlasbjergene i ryggen. Der er en brønd lige ved ham, som de migrerende folk kommer og henter vand fra med æsel. De her personer vil være et af omdrejningspunkterne i lyddokumentaren. Og udgangspunktet er en nysgerrighed fra min side i at forstå, hvordan de organiserer sig.
LL: Kunne man sige, at nysgerrighed er et styrende element i din praksis?
MNR: Jeg er helt sikkert vidensbegærlig. Og jeg synes også, jeg har et ansvar. Jeg håber på at kunne rykke ved nogle grænser og fortællinger med mine værker og gøre folk mere bevidste i verden.