bastard har været på besøg i billedkunstner Maria Zahles atelier til en samtale om vævning, plantefarvning og politisk modstand. En gåtur på Amager Fælled blev det også til.
Jeg møder Maria i hendes skråloftede atelier på Amager. Hun arbejder på en større udsmykning til en gymnastikhal i Sverige, som skal bestå af fire vævede værker, der er identiske i størrelse. De bindes sammen af en rundet linje, der mimer en solopgang, mens farverne holdes i gule, grønne og blå nuancer med kontraster i lyserød og orange. Selvom atelierets største væg måler over 3 meter fra gulv til loft, er den ikke høj nok til, at det foreløbige værk kan hænge udstrakt.
“Jeg var alligevel overrasket over, at det ikke kunne være på væggen”, siger Maria, mens hun for et kort øjeblik bekymrer sig om, hvad hun skal gøre med de tre resterende værker, når de engang skal tages af væven for at komme op at hænge. Atelierets anden frie væg er nemlig noget mere utaknemmelig, fordi loftet hælder ud mod terrassedøren og atelierets tilstødende have. “Det finder jeg en løsning på til den tid”, siger hun skråsikkert, og jeg stoler på hende.
For Maria er en sådan kunstner, der ikke er bange for udfordringer uanset omfang, størrelse og form. Hvad end det er at lære sig selv at væve og farve med tørrede planter og insekter for senere at tage en uddannelse som væver eller stædigt kæmpe mod By & Havn, ejerne af Fælledby. Hun kæmper på vegne af Strandengens dyre- og planteliv, som bl.a. rummer store vandsalamandere, spidssnudede frøer og smukke langhårede køer, der græsser på det fredede område og tramper den sumpede og forurenede jord sund (eller i hvert fald så sund, som det er dyrene muligt).
Skabelse ud fra et kropsligt, kaotisk og sensuelt sted
Siden årene på kunstakademiet Slade i London (2001-05) har Maria arbejdet ud fra et kropsligt, kaotisk og sensuelt sted:
“I modsætning til Goldsmiths, som var meget stramt og konceptuelt, var fokus på Slade mere eksperimenterende og processuelt, og det har naturligvis præget mig. Kunst er for mig primært eksistentielt, følelsesmæssigt og kropsligt. For mig er det vigtigt at skabe kunst, man kan opleve på flere niveauer, hvor man ikke behøver læse flere tykke bøger eller lange vægtekster for at forstå referencerne”.
Hendes egen kunst og den kunst, hun er mest optaget af, udspringer fra en ide om kunst som noget generøst:
“Jeg er interesseret i kunst, som ikke er ren spekulativ eller konceptuel, men som dykker ned i fysiske processer. Som kaster lys over et helt liv, det at vi er følende kroppe, med relationer og nedbidte negle”.
Marias spæde kunstneriske udgangspunkt er maleriet, og det fornægter sig ikke i hendes arbejde på væven:
“Jeg holder af de umiddelbare farver og former, hvor det visuelle bliver kropsligt og rumligt. At væve kan for mig sammenlignes med at konstruere et stykke stof, der hænger sammen som en helhed. Det er som dekonstruktion og rekonstruktion af maleriet. Det er farver på en flade, det er en vippen mellem objekt og flade, mere end bare fragmenter. Det er et åbent spørgsmål om, hvornår noget går fra at være et billede eller et objekt eller befinde sig et sted midtimellem”.
Maria har sidenhen taget et fagligt modul i skaftevævning på Laugets Væveruddannelse, hvor hun har lært om mønstre og systemer og at betjene en skaftevæv. Vævning er hendes primære kunstneriske fokus i dag.
Fra syntestiske farver til farver betinget af naturen
Maria hiver en blå opbevaringskasse ud fra reolen, som er fyldt ud af bundter af forskelligt garn, hønsenet, kunst- og teoribøger, flere tykke ringbind om væveteori og en masse andet, jeg hverken kan overskue eller kategorisere. I opbevaringskassen gemmer hun tørrede planter og lus (!), som hun bruger til at farve garn med. Hun tager en lille plastikpose op, åbner den og hælder indholdet ud i håndfladen. De bittesmå kugler, som åbenbart er tørrede cochenillelus med et metallisk udseende og giver mig associationer til skruehoveder, sammenkrøllet staniol og petanquekugler.
“Det er en cochenillelus, som stammer fra Gran Canaria. De er meget udbredt i Sydamerika og har været brugt i århundreder til indfarvning af tekstiler. De giver en lyserød, som er helt fantastisk, næsten fuschia”, fortæller Maria indlevende.
De tørrede silkeorme stammer fra Astrids Butik, en mindre dansk virksomhed, som er Marias foretrukne, fordi de går op i bæredygtighed, og hvor alle led i produktionen kan spores. Ingen farver eller materialer i Marias kunstproduktion er syntetisk fremstillet. Garnene, hun væver værker med, er fortrinsvist af hør, uld, eller silke.
Jeg spørger Maria, hvordan det har været for hende at skifte fra en mere syntetisk palette til en palette, der er betinget af naturens farver. Og jeg kan mærke, at mit spørgsmål begejstrer hende:
“Det er helt rigtigt, at jeg er gået fra et pangsprog til at acceptere, at jeg nok skulle til at arbejde mere med douche farver, fordi jeg insisterer på at gøre alt selv”, fortæller Maria med henvisning til hendes tidlige plantefarve- eksperimenter, som hun første gang præsenterede i hendes kollektive soloudstilling No Stranger Or Lover to Me på Rønnebæksholm. De vævede værker var relativt pastelfarvede og stod i kontrast til den hidtidige skrappe palette, hvor særligt blå, gul og pink dominerede.
Maria fortsætter:
“Men jeg har nu erfaret, at jeg faktisk sagtens kan producere stærke, klare farver fra planter og organisk materiale, og jeg har fundet virksomheder, der kan sikre europæiske, økologiske produkter, hvis produktion jeg kan stå inde for som kunstner og menneske – ellers vil jeg hellere undvære bestemte farver i mine værker”.
At væve er kultur- og kvindehistorie
Marias første eksperimenter udi at væve var forholdsvist uskyldige:
“Jeg startede med at væve ved at følge YouTube tutorials og bruge vævning som et slags værktøj, lidt ligesom at finde ud af at lave papmache, eller gerne ville lave noget med gips, få en opskrift og bruge det”.
Men interessen tog hurtigt til. For det gik op for Maria, “at det at væve bærer en hel masse potentiale i sig selv”, at det er mere end bare et værktøj eller en hobby. At væve er kulturhistorie og kvindehistorie. “Vævning er både at tænke teoretisk, en kropslig ting og et håndværk”. Og det er konkret feminisme.
“Jeg ønsker at videreudvikle noget, kvinder har været interesseret i før”. At væve er også, måske overfladisk set, et hobbyfag som at brodere eller strikke. Det er nemt, når man kigger på det færdige resultat at overse, at der ligger et ekstremt kompliceret logisk arbejde bag, matematisk og systematisk. Det kræver meget hjernekapacitet at få styr på, hvordan trådene lægger sig i en dobbeltvævning, det er udfordrende på flere planer, æstetisk og strukturelt set. Det skaber en fornyet respekt og interesse for de kvinder, der har vævet før mig fx Anna Thommesen, Lenore Tawney, og Sheila Hicks”.
“Vævehåndværket er at forholde sig til en praksis, at fordybe sig og synke ned i en proces og ikke bare en idé. Vævning er alle steder! Fra det tøj vi alle går rundt i til varmeskjold inden i NASAs rumfartøjer.
“Vævehåndværket er uendeligt. Jeg er lige nu meget optaget af skandinaviske vævetraditioner, fordi jeg sidder og væver værker til Sverige og bruger 100 år gamle svenske vævekamme, der er geniale, fordi de er blide nok ved min entrådede hørtrend, så trådene sjældent knækker. Normalt ville man bruge kamme i stål, men det er jeg gået helt væk fra, jeg har slet ikke brug for at banke mit materiale så hårdt”.
Mere ‘punk’ end ‘plejer’
Maria fortæller, at hun på et tidspunkt overvejede at købe en glidebænk.
“Men nu har jeg vænnet mig til at strække mine arme lidt længere, og hoppe lidt fra side til side, mens jeg væver. Jeg har fundet min egen metode, og det fungerer godt”, forklarer hun, mens hun gør klar til at arbejde ved den store og for mig intimiderende væv.
Først forstår jeg ikke, hvorfor det er relevant at nævne overfor mig. Men så går det op for mig, at det taler ind i en spænding mellem kunsthåndværk og billedkunst – og en spænding mellem Maria og væveriet.
Hendes fravalg af glidebænk, som for mange er essentiel, bl.a. for ikke at overanstrenge kroppen, er ikke arrogance, men en måde at fortolke det klassiske håndværk i en billedkunstnerisk kontekst. Måden hun bevæger sig på bliver et performativt statement. Modsat mange vævere bruger hun heller ikke metallodder, når hun bommer trenden på væven for at holde trådene udspændte. Jeg kigger under skaftevæven og dér, allerbagerst, bag ved tramperne, får jeg øje på nogle klare dunke og plastflasker, jeg forbinder med camping- og festivallivet. “Ja, jeg bruger så plastikdunke”, fortæller Maria, mens vi begge griner indforstået af hendes kreativitet. “Dem fylder jeg vand på alt afhængigt af, hvor tunge, jeg har brug for, at de skal være”.
Det er vigtigt for Maria, at den kunstneriske signatur er tydelig, samtidig med, at det er vigtigt for hende at ære de håndværksmæssige og historiske traditioner. Respekten kommer til udtryk i forberedelserne og den faktiske udførelse, fra væven modtager trenden, dvs. de mange vertikale tråde, til de første og sidste horisontale linjer, som føres på tværs af væven. De horisontale tråde spoles på en paprulle, som lægges i en skytte som derefter ‘kastes’ ind i skellet mellem de vertikale baner og i sindrige mønstre ligger sig over og under trendtrådene.
Dog kommer vi ikke udenom, at der generelt set er mere “punk” end “plejer” over Marias tilgang til vævehåndværket.
100% IKKE interesseret i perfektion
Jeg deler med Maria, at det overhovedet ikke ville overraske mig, hvis hendes mange eksperimenter og hele hendes filosofi afkaster en del rysten på hovedet. Og hun fortæller, at hun faktisk havde “en tur med en lærer” i forbindelse med en fri opgave:
“Jeg besluttede mig for at trampe tilfældigt og se, hvad der kom ud af det. Da min lærer så resultatet sagde hun: “Ej, Maria, det går ikke, den kan ikke godkendes”, og indeni tænkte jeg, at hvis du ikke vil lade mig eksperimentere i en eksperimentel opgave, så er der ingen grund til, at jeg er her overhovedet. Vi fandt frem til et kompromis, hvor læreren bad mig om at skrive en tekst, der kunne lægges ved prøven, hvor jeg argumenterede for mine beslutninger, da man ellers ville tro, at jeg sjuskede helt vildt”.
“Det er kunsthåndværkernes akilleshæl, at de stræber efter perfektion. Jeg har lært utrolig meget af den undervisning, jeg har modtaget, især fordi undervisningen var så praktisk funderet, men jeg forholder mig selvfølgelig kritisk overfor de potentielle begrænsninger en tradition kan have”.
Maria er “100% ikke interesseret i perfektion” og deler en anekdote om en kursist på et kursus i Greve, som kasserede et 1,5 meter langt tørklæde, fordi vedkommende havde opdaget “en fejl på en trampning eller sølning, eller hvad det var”:
“Perfektion er en faldgrube. Den ødelægger os. Som mennesker, arbejdere, elskere. Det er urealistisk på alle parametre. Og utidssvarende. Vi øver vores døtre og unge i øvrigt til ikke at stræbe efter det perfekte, fordi det er urealistisk og uinteressant. Som om et liv er en suduko, der kan gå op. Kunstnerisk er perfektion jo dybt uinteressant, men det betyder ikke, at man ikke kan gå efter at være præcis, beslutsom, og målrettet”.
Hun fortsætter:
“Det handler ikke så meget om at omfavne fejl, men om at anerkende, at der foregår et samarbejde mellem mig, materialet, og væven. Jeg arbejder med en konstant balanceakt mellem kontrol og overgivelse”.
“Slap af, det er bare en knude”
Det går op for mig, hvor punk Marias praktiske tilgang til vævehåndværket er, da en trendtråd knækker, mens hun er i gang med sin udsmykningsopgave.
“Det er totalt forbudt, det jeg gør!”, udbryder hun og slår en knude på en farvet bid tråd, der slet ikke matcher den hvide trendtråd.
“Men lige her har jeg det virkelig som Lærke Bagger (strikkedesigner red.), som jeg husker ved flere lejligheder har sagt noget à la: “Slap af, det er bare en knude”.
Maria syr også totter af garn på sine værker, mens værket produceres på væven. Det giver den vævede overflade en ny slags fysikalitet. Hvis man kan kalde det at sy. Hun binder trådene fast ved at slå en masse knuder.
Vi griner over knuden og knuderne og af elefanten i rummet:
“Det er egentlig sjovt, at jeg har valgt at kaste mig over det meget langsommelige vævehåndværk, når jeg er så utålmodig som person og drevet af en dum optimisme. Men det klæder min praksis, synes jeg. Og jeg holder meget af at blive tvunget til at være langsom.”, fortæller Maria og fortsætter:
“Jeg kan godt lide, at tråd og garn er et blødt materiale. At det bærer både styrke og fysisk materiel blødhed, at det er er blødt og stærkt på en gang. Jeg laver ofte mine vævede værker med ophængninger af bronze, der giver en yderligere kontrast til det bløde tekstil”.
Den smukkeste karrygule og veje gennem fælleden
Næste gang Maria og jeg mødes, er det på en solskinsrig aprildag ved DR Byen. Hun har på forhånd fortalt, at det nok stadig er for tidligt til at sanke vild kørvel, som hun sanker på Amager Fælled og bruger til indfarvning. Det ville jeg ellers gerne have vidnet. Den vilde kørvel afgiver en varm og rig gullig farve, som bedst beskrives som karrygul – med et snert af guld, hvis man er meget heldig.
Hjemme i atelieret har Maria en smule utrolig smukt garn tilbage fra en sådan heldig indfarvning. “Jeg ved ikke, hvordan jeg opnåede farven, og det frustrerer mig, for den er helt vidunderlig og den smukkeste karrygule, jeg nogensinde har set”. Den vidunderligt indfarvede tråd indgår i øvrigt i værket til sportshallen i Skellefteå.
Maria fører mig gennem Amager Fælled ad åbne og tilgroede stier, gennem krat, forbi vandhuller på vej mod det fredede område, som kaldes Strandengen. Hun har styr på fælledens arealer, hvor man kan sanke, møde de forskellige dyrearter, tænde bål og cruise.
Strandengen og dets langhårede køer
Da vi ankommer til strandengen står der en stor rødbrun, langhåret ko på stien. Den er venligt stillet, men det ‘vilde’ dyr får alligevel skabt en mindre prop, og de forbipasserende ved ikke, om de tør gå foran koen, selvom der står en mand ved siden af i arbejdstøj, lange gummistøvler og en spand i hånden. Jeg forsøger at klappe koen, mens jeg taler til den, men den drejer sit hovede væk og ignorerer mig.
Maria fortæller, at køerne græsser her i folden, og at der er en gruppe, der er medlemmer af et kogræsserlaug, som dagligt kommer for at tilse køerne, og sørger for behandling til dem, hvis de er syge. Hun fortæller også, at køerne er essentielle i udviklingen af biodiversiteten på dette lille unikke stykke jord, bl.a. fordi deres klove hjælper med at ventilere jordbunden. Men hun bekymrer sig også for, hvordan køerne påvirkes af den forurening, der nu er påvist i vandhullerne på Strandengen, og hvad konsekvenserne er, hvis det viser sig, at de tager skade af forureningen.
Vi gør et stop ved udgangen til Strandengen, hvor man også kan se ind til Fælledbys byggeplads, og gør stop ved et vandhul og et vandløb i grænsefeltet mellem de to områder.
Metangas, kræftfremkaldende stoffer, bly og tjære
“Hvad tror du, de der bobler er?”, spørger Maria en anelse retorisk, og jeg svarer naivt, at det muligvis kunne være en frø, tudse eller et andet slags dyr. Men stort set ingen dyr kan leve i det vand. Maria fortæller, at boblerne er metangas, som er et resultat af det gamle husholdningsaffald, der ligger i millionvis af kubikmeter under Fælledby, og som efter en række perioder med meget nedbør er sivet ned i vandløbet fra byggepladsen, der ligger på skråningen ovenfor. Om giften er kommet til efter, at bygherrerne gik i gang med deres af byretten ulovligt dømte byggeri, vides ikke. Vi drejer os en halv omgang og koncentrerer vores opmærksomhed om det lille vandhul på den østlige Strandeng.
“Her er der målt forekomst af kulbrinte kræftfremkaldende stoffer, bly og tjære. Førhen var vandhullet her et sundt og levende hjemsted for vandsalamandere og den spidssnudede frø.Men det er snart 2 år siden, at nogen i Amager Fælleds Venner har set liv i det her vandhul. Og om vi kommer til at opleve liv her igen, tør jeg ikke spå om”.
Usynlige fællesskaber
Vi går videre langs Fælledbys flere meter høje hegn, minutterne føles lange, indtil vi når ud i et fladt landskab og bevæger os op ad en bakke, Bjerget på Amager Fælled. Vi sætter os ned, da vi når toppen, hvorfra vi har udsigt til By & Havns byggeplads.
“Jeg turde i hvert fald ikke bo ovenpå resterne fra en giftig losseplads, hvor jeg i værste fald kan risikere at springe mig selv, min familie og mit hjem i stykker, hvis jeg tænder et stearinlys”, siger Maria og taler ind i et skrækscenarie, som også er delt i Zetlands artikel “Jorden slår sprækker, og regnvandet bobler med gas”.
“Det er sket før andre steder i verden, at boliger er sprunget i luften pga. metangas, også kendt som lossepladsgas, der er steget op fra undergrunden og trængt ind i husene”, beretter Maria.
Vi er stille for en stund og tager hver en tår af den kaffe, Maria har medbragt, og spiser af den madpakke, hun har forberedt.
“Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan mit engagement i Amager Fælleds Venner forbinder sig til min kunstneriske praksis – og om det overhovedet gør det. Jeg vil gerne forene de to verdener. Og samtidig synes jeg jo, at det er OK at have parallelle engagementer og interesser, ligesom jeg langt hellere vil være en multifacetteret person end en, der ender med at få ret i alt, jeg siger, fordi alt i mit liv passer sammen. Det kan jo godt være lidt kedeligt altid at få ret”.
“Der er en fin balance i naturen, og vi skal som mennesker finde ud af, hvordan vi kan leve med naturen, og ikke som nu insistere på at dominere den fuldstændig. Som når mit materiale og min væv og jeg samarbejder, så er der i naturen fællesskaber, som er usynlige: Træerne leverer næring til hinanden i komplekse sammenvævede netværk under jorden, på tværs af arter, for at opretholde en sund biotop. Træerne hjælper hinanden, har brug for hinanden for at overleve. Jeg prøver at lære af naturen, og en del af det arbejde er også at blive klogere på, hvad BTEX står for, og hvordan millioner af kubikmeter gammelt affald har indflydelse på fælledens vandhuller. På den måde kan jeg næsten ane en sammenhæng mellem min kunst og min aktivisme”, afslutter Maria.
