Til sommer er Stine Marie Jacobsen aktuel med kunstprojektet GROUP-THINK på den nomadiske kunstbiennale, Manifesta, som i år finder sted i Marseille. Med GROUP-THINK ønsker Jacobsen at genskabe en positiv kultur omkring protest. bastard har mødt kunstneren til en samtale om projektet.
Da jeg møder Stine Marie Jacobsen i november 2019, er hun lige ankommet til København fra Berlin. Tidligere på dagen har hun siddet i møde om kulturhuset Lause, som risikerer lukning pga. boligspekulationer. At huset er truet, fordi Jørn Tækker, den danske investor, vil sælge huset og dermed smide en masse kunstnere og kreative på gaden, er det første, hun fortæller mig, på vores vej mod Harbo Bar, hvor interviewet skal finde sted.
“Jeg håber, at Tækker vælger at blive mæcen for kunsten i Berlin og ikke kun for dansk kunst og danske kunstnere, og at han vælger at forhandle et salg af huset tilbage til kunstnerne. Det er simpelthen et for vigtigt hus for Berlin at miste”.
At Jacobsen involverer sig med Lause, som er et ’community project’ og et vigtigt samlingspunkt i Berlin, kan næppe komme bag på de, der kender Jacobsens tidligere projekter. Hun har bl.a. givet borgere i Nuuk mulighed for at skrive lovforslag, som blev omskrevet af en advokat til kancellisprog. Hun har udgivet de humoristiske bogserier German for Artists og German for Newcomers, som lærer sine læsere at formulerer sig på tysk samtidig med, at de reflekterer over filosofiske aspekter af det tyske sprog. Hendes tidligere projekter handler alle i større og mindre grad om at brobygge, skabe dialog og opbygge relationer.
Jacobsens engagement i kulturhuset Lause leder fint op til GROUP-THINK, som kan opleves på en af sommerens store kunstbiennaler; nemlig Manifesta 13 i Marseille, der åbner for offentligheden d. 7. Juni 2020. I overordnede træk handler GROUP-THINK om protest og mobilisering. Men projektet handler også at afsløre (især for et udenlandsk publikum) og afdække ulighed og store strukturelle problemer i Frankrig, når det kommer til politivold og teenageres manglende rettigheder og beskyttelse i mødet med netop politiet.
”For ikke at skræmme skolerne og kommunerne væk fra protest temaet, som er et meget sensitivt emne i Marseille, brugte vi ordet ‘kollektiv intelligens’. Projektet handler om at træne formationer, solidaritet og fælles tænkning i store grupper”, indleder Stine Marie selv om GROUP-THINK.
GROUP-THINK er en sensation
GROUP-THINK hører under den del af Manifesta 13’s program, som kaldes Le Tiers Programme (på dansk ‘det tredje program’ red.). Denne afdeling betegner biennalens aktiviteter i undervisningsregi. At Stine Marie Jacobsen inviteres til at udvikle et projekt til Le Tiers Programme er faktisk lidt af en sensation:
”Jeg er den første kunstner nogensinde, som er blevet inviteret med ind i Manifestas ’educational team’. Manifesta 13 kontaktede mig i starten af året (2019 red.) – halvandet år før biennalen starter. Det blev jeg rigtig glad for, fordi det signalerede, at det er en biennale, der ved, hvor lang tid det tager at lave etdybdegående og seriøst kunstprojekt. Yana Klichuk, Joana Monbaron og Primavera Gomes Caldas fra Manifesta arbejder med mig på projektet, og de gør et aldeles godt arbejde.”
Med GROUP-THINK samarbejder Jacobsen bl.a. med en række lokale franske teenagere, ny-cirkus kompagniet Archaos samt journalisten Jacques Soncin, som har deltaget i protester i Marseille siden 1970’erne og desuden har oplevet at blive kidnappet af det franske politi. Han kender om nogen til politiets barske metoder, når det kommer til at bekæmpe (fristes man næsten til at sige) demonstranter.
Protest, L.G.B.T.Q.A.I.+, racisme, klimarettigheder og fodbold – selvfølgelig
Jacobsen blev inviteret til Marseille i marts-april 2019 til et første research-besøg, hvor hun tog rundt og besøgte fem skoler: Lycée Périer, Collège Louis Armand, Collège Vieux Port, Collège Elsa Triolet, Collège Stéphane Mallarmé, Ecole Elémentaire Maurice Korsec samt Ecole Elémentaire Rose Garde, som ligger i fem forskellige områder af byen.
”Hvad har I lyst til at arbejde med? Hvilke temaer interesserer jer?”, spurgte hun de franske elever meget direkte.
”Og så kom der faktisk protester, der kom ordet ulighed, L.G.B.T.Q.I.A.+, racisme, klimarettigheder, alle pakket ind i temaet protest. Og så var der mange drenge som sagde: ”FODBOLD”. Åbenbart kommer Zidane (fodboldspiller red.) fra Marseille. Fodbold, protest og sport. Altså, jeg kunne mærke, de ville sgu godt bevæge sig.”
I oktober 2019 udvalgte Jacobsen fire skoleklasser på de tre skoler Collège Louis Armand, Collège Vieux-Port og Lycée Périer til et samarbejde for at teste og udvikle sportsprogrammet i fællesskab.
GROUP-THINK oplærer ikke til civil ulydighed
Meget kan siges om Stine Marie Jacobsens praksis. Som kunstner er hun ikke nem at kategorisere. Der er tidligere skrevet om hende, at hun arbejder med relationer (portræt på Kunsten.nu red.). Jeg vil beskrive hendes praksis sådan, at hun arbejder i et felt mellem konceptuel kunst, social engageret kunst, aktivisme og pædagogik. Hun benytter sig af medier som bog, film og installation til at understøtte hendes idéer og metoder. Jacobsen tidligere projekter er dialogbaserede. De ønsker at brobygge og skabe dialog, hvor der ikke er en dialog. Men med det her projekt, havde hun ikke lyst til at ”snakke for meget”, som hun selv formulerer det. Hun var derfor selv – som eleverne – ”ret hooked på, at der skulle være noget fysisk”.
At Jacobsen i første omgang ikke vil arbejde sammen med det franske politi er ikke nødvendigvis en principiel eller politisk beslutning. Da GROUP-THINK har et ikke-voldeligt sigte, er der ingen grund til at involvere politiet. Projektet oplærer ikke teenagerne i civil ulydighed, som nogle måske kunne frygte. Det informerer dem om deres rettigheder i protest situationer, og lærer dem, hvordan de kan komme omkring kriminalloven uden at bryde den.
Politiet kan ikke aflæse mig
I Frankrig hører protester og demonstrationer under kriminalloven. Hvorfor der nemt kan opstå farlige situationer. Tidligt i forløbet af GROUP-THINK taler Stine Marie Jacobsen med en politibetjent, som afslører over for hende, at politiet ikke har en fast procedure i forhold til at sikre, at mindreårige ikke bliver udsat for vold ved demonstrationer. ”Hvordan kan I vide, at de er teenagere?”, havde Jacobsen spurgt sin kilde, hvortil han havde svaret: ”Det kan vi ikke vide”.
”Legalt set har teenagere en anden beskyttelse, fordi de er mindreårige. Men hvis du ikke ligner en 10-13 årig, så er du lige så udsat som alle andre”, forklarer Jacobsen.
”Jeg synes ikke, politiet kan aflæse, om jeg er vred eller vil angribe. De ved ikke, hvordan de skal tolke mig. Jeg er vred, men jeg er ikke i gang med at angribe dem. Jeg er vred, jeg står og råber.”, havde en teenager bl.a. sagt til Jacobsen i en diskussion af emnet.
”Man har sådan nogle store gummikugler, som man skyder med. De er ment til at afvæbne en person, som løber hen imod dig med et våben. De bliver brugt til teenagere også. Det var en af teenagerne på en de skoler, vi arbejder på, som havde mistet alle sine tænder, fordi en gummikugle havde ramt ham i munden. De unge kunne fortælle om mange andre ulykker i mødet med politiet. Mange har mistet deres øjne på samme måde”, fortæller Jacobsen.
På samme måde som det at demonstrere ses som en kriminel handling, må civile heller ikke bære mundmasker eller have øjendråber på sig:
”Man begrænser protestfriheden, når man kan blive arresteret for at bære de her mundmaske og øjendråber, det er at tage det for vidt. Men det ser politiet som et udtryk for, at du vil angribe. Jeg ser det som et udtryk for, at du vil beskytte dig. Man kan ikke altid vide, hvornår man havner i demonstrationer, der ender i tåregas”, fortsætter Jacobsen.
Dette virker grotesk, når man indser, at det franske politi selv tager ufine metoder i brug:
”Politiet i Frankrig indsætter civile betjente, der ligner borgere, til at være aggressive, for at få stemningen op. Fordi de er faktisk interesserede i, at folk reagerer. Lovmæssigt skal politiet advare to gange. Der er en kultur omkring protest, som er gået tabt – også fra politiets side. De skal sgu lave de der advarsler to gang, de er sgu håndhævere af loven, og så skal de sgu også følge den.”, siger Jacobsen.
Med den alvorlige virkelighed som bagtæppe forstår man godt, hvorfor holdet bag Manifesta 13 i første omgang sagde til Stine Marie Jacobsen, ”nej, nej, det her får vi aldrig lov til”, selvom de var rigtig glade for projektet.
”Fordi det er Marseille, og fordi Marseille har en kæmpe lang historie med mange konflikter og protester. Og Frankrig lige nu har nogle meget strenge love, når det kommer til retten til forsamling.”, forklarer Jacobsen.
Men Manifesta 13, Stine Marie Jacobsen og hendes hold af samarbejdspartnere fik lov til at gennemføre GROUP-THINK, fordi projektet handler om andet og mere end problemer med politivold mod mindreårige. GROUP-THINK handler også om kollektiv bevidsthed og styrken i at gøre noget sammen og ikke alene. Om hvordan man hjælper og passer på hinanden i situationer, der potentielt kan være farlige.
Et program i det normale sportsprogram
I samarbejde med de franske teengere og Sophie de Castalbajac, Pamela Pantoja og Andrew Graham fra Archaos, har Stine Marie Jacobsen udformet en række konkrete øvelser, som tager udgangspunkt i de bevægelser, man laver i protestsituationer. De skal tælle, klappe, lave håndtegn, gå langsomt, slå, kluddermor, træne faldeøvelser. “Jeg tror, det er vigtigt, at man har oplevet det at falde og vide, at man slår sig lidt”, indskyder Jacobsen. De skal lave stunt-agtige øvelser, løfte og bære hinanden. Jacobsen går op i, at øvelserne skal være tydelige og lette at bruge for andre undervisere at tage i brug. Dertil skal teenagerne også øve deres retoriske færdigheder i en debatøvelse. Snak kommer Stine Marie Jacobsen alligevel ikke helt udover.
”Det her er idræt, men det er form for idræt, der går ind og kigger på, hvad er det for nogle bevægelser, man gør i protestsituationer. Altså sådan noget med at hive og holde i hinanden. Løbe rundt, posere, gå langsomt… Men ikke være aggressiv. For hvis du begynder at kæmpe imod politiet, så har du som teenager og mindreårig bare ikke nogen chance.”
Disse øvelser indgår i en bog, som blev færdig her i februar 2020, og præsenteres i en film, som optages til foråret. I filmen ses en håndfuld teenagere, der udfører samtlige øvelser i lange glidende bevægelser, der skaber en sammenhæng mellem de enkelte øvelser. Man skal forestille sig en slange, der snor sig gennem et landskab. Den ene udgave af filmen skal passe til øvelserne i bogen, så det er både nemt og overskueligt for idrætslærere fremover, at implementere Stine Marie Jacobsens metode i deres undervisning. Den anden udgave skal være ”en mere kunstnerisk version”, der vil blive vist på et af Manifesta 13’s venues som et værk. Foruden præcise beskrivelser af øvelserne, vil bogen indeholde kapitler omkring førstehjælp og fortælle om ens rettigheder som demonstrant.
At tænke sammen er ikke det samme som konsensus
Titlen GROUP-THINK kan oversættes direkte til at betyde: ”at tænke sammen i en gruppe”. Hele idéen om at tænke og handle sammen udfordrer begrebet om individualismen, som er så indgroet i de europæiske og vestlige samfund. GROUP-THINK forsøger at forberede teenagere og andre unge til at passe bedre på sig selv og andre i store forsamlinger. I 1895 udgav den franske polymath, Gustave Le Bon bogen The Crowd: A Study of the Popular Mind, hvori han bl.a. beskriver, at grupper oftest tager forhastede, konsensusprægede og irrationelle beslutninger. Dette forsøger Stine Marie Jacobsen med sit projekt at vende om til noget positivt. Men hun lægger samtidig også vægt på, at det ikke gør noget, hvis de præsenterede øvelser er svære eller tager lang tid at lære.
”Men de kan jo ikke noget af det”, sagde lærerne ind i mellem som svar på teenagerne umulige formåen, hvortil Jacobsen til deres store overraskelse svarede: ”Ja, det er skide godt!”:
”Så det går op for teenagerne, hvornår noget er irrationelt, og hvornår der sker noget impulsivt. Det er jo også noget, de skal lære for at være ude i en stor masse, hvor de skal se og dreje rundt og kigge på folk. Og det er ikke meningen, at de skal disciplineres. De skal absolut ikke disciplineres, for hvis de disciplineres, så bliver politiet rigtig glade, og så ved de, hvor de har dem henne.”
Favorit deltageren er én, der ikke gider
Et systemkritisk projekt, som GROUP-THINK må siges at være, holder naturligvis af systemkritikere:
”Du kan selv, hvis du vil; du kan godt bryde ud af min ramme. Min favorit deltager er en, der ikke gider. En der irriterer sig over, hvad jeg kommer med. Og det er fordi, jeg elsker systemkritikere. ”Det, der gider jeg ikke at gøre. Hvorfor skal vi gøre det?”, siger hun for at imitere nogle af teenagerne.
Anderledes fra Danmark går lærerne på de franske skoler – i hvert fald på de klassiske måske konservative af slagsen – meget op i at oplære eleverne til at adlyde. Ligesom man vurderer eleverne på, hvor gode de er til at deltage i de aktiviteter, læreren præsenterer dem for. Eleverne er i høj grad vant til tavleundervisning, det, Jacobsen kalder ”frontal undervisning” og er i mindre grad erfaren i workshopbaseret skolearbejde, hvor de selv sætter tempoet og ambitionsniveauet. Hvilket var lidt af en udfordring for Stine Marie Jacobsen, da hun i starten skulle til at lære teenagerne at kende og definere projektet i samarbejde med dem. Selv for Archaos, der ellers har indgående kendskab til det franske skolesystem, var det svært. Om opstarten fortæller hun:
”Det vi gjorde var, at vi forklarede, hvad de enkelte øvelser gik ud på, og så bad vi ellers teenagerne om at gå i gang selv. ‘Gør det selv, find jeres egne rytmer og løsninger, kommunikerede vi til dem’. Det er en svær balance. For samtidig har en gruppe brug for at føle, at de bliver vejledt af nogen. Og de føler alligevel, at du på forhånd har defineret det rum, de skal tænke i. Skal man have en metode eller ej? Oftest handler det om en tilstedeværelse af en bestemt personlighed, der kan træde tilbage, når det er rigtigt, og improvisere”.
Cirkusartistens krop er revolutionerende
GROUP-THINK er Stine Marie Jacobsen første samarbejdsprojekt, hvor den fysiske udfoldelse er det bærende element. Det er kroppene, der sætter dagsordenen og bestemmer projektets fremdrift.
Fordi Jacobsen bevæger sig ud på ny grund, allierede hun sig med det lokale ny-cirkus kompagni, Archaos, som hun fik anbefalet af en dansk kollega fra kunst- og aktivistkollektivet, Dynamo i Odense.
Archaos blev initieret i 1986 af nu afdøde Pierrot Bidon som et alternativ til den type cirkus, de fleste af os kender. Bodins arbejde med at forny feltet har gjort, at Archaos i dag ses som en pioner inden for europæisk ny-cirkus. Navnet lover anarki og rock’n’roll æstetik, og det var netop, hvad publikum fik. ”Pierrot Bidon’s Archaos: the circus that shot society in the head”, lød overskriften i en nekrolog om Bidon i The Guardian fra 2016.
”Jeg synes, at cirkusartistens krop er en revolutionerende krop, som ikke vil ligge horisontalt men vertikalt og vil være i mellemrummene mellem, svinger sig rundt.”, siger Stine Marie Jacobsen.
Jacobsens tredje samarbejdspartner er den kritiske journalist Jacques Soncin. Hvorfor samarbejdet med ham er så vigtigt for projektet uddyber Jacobsen her:
”Jacques Soncin omtaler sig selv til vores første møde som ‘the master of molotov cocktail’. Han har simpelthen lavet hundredevis af demonstrationer i Marseille.”.
Soncin har bl.a. startet Radio Galère og Forbundet for De Frie Nationale Radioer samt Acrimed, som er en meget mediekritisk radiokanal. Soncin er en af de ældste demonstranter i Marseille og har kæmpet mod højrefløjsekstremister i byen siden, han var ung.
”Han har været super god, men overraskende nok, sagde han: ”Du må simpelthen ikke opfordre dem (teenagerne red.) til at kæmpe tilbage. De har ingen chance mod politiet.”. Hvilket Jacobsen tog til sig:
”Jeg gør opmærksom på, at vi har retten til at protestere. At det er sikkert at protestere. Og at de unge sagtens kan passe på hinanden. Se bare ud i verden med Arab Spring og de seneste års demonstrationer, hvad det gør, hvordan folk hjælper hinanden og bringer mad til alle. Det er faktisk det, jeg er mest opmærksom på at formidle”.
Med det sagt, synes Stine Marie Jacobsen bestemt ikke, at alle skal demonstrere.
”Jeg forsøger med dette projekt ikke at sige, at alle skal gå ud og demonstrere. For der findes også en del mennesker, som ikke har lyst til at protestere. Så jeg håber, projektet viser dem, hvor smukt det er at gå ud på gaden sammen med en masse mennesker. Man behøver ikke være 100 % enige. Det er også det, den kollektive intelligens handler om.”
GROUP-THINK skriver sig ind i en hyper aktuel virkelighed med masseanholdelser af franske gymnasieelever, som sidst blev dækket herhjemme i 2018 af bl.a. Jyllands-Posten og Information i forbindelse med Macron-regeringens reformer på uddannelsesområdet. I øjeblikket går et større antal franske mindreårige (typisk 15-17 årige red.), deres lærere og sympatisører landet over på gaden som en reaktion på ‘simplificeringen’ af den såkaldte BAC-eksamen (svarende til en dansk gymnasial afgangseksamen red.), i det daglige refereret til som “le bac”, der bl.a. forhindrer, at unge fra Marseille kan tage til Paris for at studere, hvilket er med til at skabe sociale og strukturelle uligheder i landet.
Reformerne kan med god vilje sammenlignes med det geografiske optagelseskrav i den danske grund- og gymnasieskolen, hvor de elever, der bor tættest på skolerne, har fortrinsret. Hvilket bl.a. har ført til, at man ind imellem hører om danske unge fra provinsen, som opretter proforma adresser i hovedstaden for at sikre sig en plads på drømmegymnasiet. Selvom optagelsesprøven på gymnasierne skulle sikre, at de dygtigste får plads, forholder det sig nødvendigvis ikke sådan. I sommer kunne en gymnasielærer nemlig indvilge mig i, at det er fuldstændig irrelevant, hvor godt de håbefulde unge klarer sig til optagelsesprøven, hvis de bor uden for den godkendte radius af gymnasiet.
GROUP-THINK er ikke kun et projekt, som isolerer til Manifesta 13 og de skoler, Stine Marie Jacobsen har arbejdet sammen med i forbindelse med tilblivelsen af projektet. Bogen distribueres til alle skoler i Marseille og Sydfrankrig med hjælp fra Académie Aix-Marseille. I 2020-23 samarbejder Stine Marie Jacobsen med Maison du Danmark i Paris om at udføre GROUP-THINK dér og dermed udbrede projektets metode til større dele af Frankrig.