Musikforestillingen Mens solen brænder af Niels Erling og Lotte Andersen på Teater Sort Hvid er en fortælling om en mor og en søn. Det er en fortælling om en verden, der er ved at gå under. Vores. Og det er en fortælling om at prøve at navigere i små og store kredsløb og om at finde et sprog for, hvordan vi og planeten Jorden forandrer os – at øve os på undergangen.
I udviklingen af Mens solen brænder blev fire forfattere sat i stævne med forskellige forskere. Sammen diskuterede de emnet ’kredsløb’, og hvordan sådan nogle kan se ud: små og store, indenfor forskellige domæner og med eller uden menneskelige perspektiver. I forestillingen spejler de store kredsløb de små: store geologiske bevægelser bliver sidestillet med små forhandlinger og forbindelser mellem en mor og hendes barn. Ud fra samme tanke er der i foyeren placeret et lille terrarium, hvor to snegle bor i noget, der kunne ligne en miniatureudgave af scenografien.
Menneskestørrelse-scenografien tager form som en have af asfaltgrus beboet af tre mennesker – en musiker og to skuespillere – der går rundt og ligner en blanding mellem astronauter og gartnere. Går de og passer ”verdens sidste have” ligesom 70’er Sci-Fi filmen Silent Running om en astronaut, der nægter at følge ordrerne og destruere Jordens sidste have ombord på sit skib? Eller befinder de sig på Jordens første have, det mytiske landskab, som dramatikeren Marie Bjørn beskriver i sin skabelsesberetning i første del af forestillingen? Man får en fornemmelse af noget, der peger bagud, og noget der peger fremad på samme tid. En forestilling, der foregår i fortiden og fremtiden på én gang.
De to hovedpersoner, Lotte og Louis, er spillet af Lotte Andersen og Louis Bodnia Andersen, der også er mor og søn i virkeligheden. Meget af fortællingen er bygget op om deres dynamik. Et lidt karikeret, men også charmerende generationsskel bliver tegnet op mellem de to. Lotte prøver at lukke øjnene og ørerne, mens Louis insisterer på at lytte til forskere, der diskuterer geologisk tid og at prøve at forestille sig, hvordan Jorden ville se ud uden menneskene. Hvor meget bedre den ville have det. De prøver hver især at sætte ord på deres generations bekymringer eller ignorance. Lykke eller depression. ”Ubekymrede. Kender I det ord?” spørger Lotte ud i salen, der denne aften primært består af gymnasieelever. ”Det virker bare som om, at I hele tiden snakker om alting og aldrig gør noget”, fortsætter hun. Men selv føler hun også en angst, den har bare et lidt mindre fokus end hele kloden. Den handler om at være en mor, der skal sige farvel til sit barn. At moderskabet er den eneste kærlighedsrelation, hvor man ved på forhånd, at den skal slutte med, at man skilles. I løbet af forestillingen bliver hun ved at vende tilbage til et minde om en dag, hvor hun var bange for, at Louis skulle falde og blive kvast under nogle sten. Nogle dage forinden havde der været en ulykke med et andet barn i børnehaven, der havde mindet hende om skrøbeligheden og dødeligheden.
Den ulykke, som Louis er mest bange for, er allerede i gang med at ske. Den hedder klimakrisen. Lotte er en mor, der er ved at sige farvel til sit barn. Men Lotte og Louis er også begge mennesker, der i gang med at sige farvel til vores planet. Eller er det Jorden, der er ved at sige farvel til os? Den gør, hvad den kan for at overleve os. Jorden, der er træt af sine uvorne børn, som har behandlet den dårligt. Sådan pendulerer Mens solen brænder frem og tilbage mellem de forskellige kredsløb, der både bliver brugt som metaforer og til at beskrive helt konkrete konsekvenser af vores handlinger. Moderskabet er både et billede og en reel forbindelse. ”Mor skal jeg dø?” er det spørgsmål Lotte gruer at skulle svare et døende barn på. Men det er også det spørgsmål, den nye generation stiller til de foregående: ”Skal vi dø?”. ”Skal planeten?”. ”Og er det jer, der slået os ihjel?”.
Lotte og Louis er gartnere på Jordens første eller sidste have, de er mor og barn, men i forestillingen er de også skuespillere, der indtager forskellige roller som menneskelige eller ikke-menneskelige karakterer. ”Skal vi prøve at spille en scene om det?” spørger Louis på et tidspunkt Lotte. ”Jeg kan være humanopausen, og du kan være et menneske”, siger Louis. ”Humanopausen?”, spørger Lotte. ”Ja, det er ligesom heliopausen. Den ydre grænse for solens indflydelse, den verden, der ligger udenfor solens sfære. Og så bare i forhold til mennesket, den verden, der ligger uden for menneskets sfære. Verden set med andre øjne end mennesket.” Og så går de to i gang, Lotte i rumdragt og Louis bag bagtæppet med en stemmeforvrænger. Det hele er utroligt meta. Mens jeg ser på de to øve sig igennem forskellige roller, tænker jeg, at apokalypsen er noget, vi øver os på. Eller at sproget omkring den, er noget vi må øve os på.
Jeg kommer til at tænke på den seneste bog i Solvej Balles fænomenale septologi om Tara Selter, der er fanget i den 18. november. Her holder de forskellige karakterer et møde på et tidspunkt, hvor de prøver at finde et ord, som kan beskrive, hvordan deres verden og tiden er gået i stykker. I sin journal skriver Tara Selter: ”Der måtte findes et ord, som rummede det ulykkelige i vores situation. Vi kunne hjælpe hinanden, vi kunne samle ord fra alle de sprog, vi kendte, og se, om det rigtige fandtes et sted. Et enkelt ord eller en præcis kombination. Det vigtigste var at få sorgen vævet ind i begrebets eget stof.” Jeg oplever at Mens solen brænder er ude i det samme ærinde. Ikke at give os en løftet pegefinger om klimakrisen, men at øve sig sammen med sit publikum på undergangen, og på at prøve at finde et sprog, der kan rumme den sorg, vi føler lige nu. Med så stort et emne, er det uundgåeligt at forestillingen flere steder bare skraber overfladen. Men så må vi selv tænke videre i hvad, der gemmer sig nogle spadestik dybere nede i fremtids-ur-havens asfaltgrus.
Mens solen brænder på S/H
d. 18 nov- 10.dec 2022
Medvirkende LOTTE ANDERSEN, LOUIS BODNIA ANDERSEN, RASMUS JUNCKER (musiker)
Koncept NIELS ERLING, LOTTE ANDERSEN
Iscenesættelse NIELS ERLING
Tekst IDA MARIE HEDE, MARIE BJØRN, PEDER FREDERIK JENSEN, URSULA ANDKJÆR OLSEN
Forskning DONALD CANFIELD, PETER FUNCH, THOMAS PAPE, CHRISTINA TOLDBO, RASMUS GRØNFELDT WINTHER
Scenografi LISE MARIE BIRCH
Sangskrivning KATRINE MUFF ENEVOLDSEN, LARS EMIL FODER
Komposition, musik og lyddesign RASMUS JUNCKER
Lysdesign JIM FALK
Forestillingsbilleder EMILIA THERESE
Mere fra Filip Vest