Everything in the world is about sex — except sex.
Sex is about power. – George Orwell
På et tidspunkt så jeg ikke kvinder. Jeg så kun rytmisk twerkende kød, smukke, dynamiske mannequindukker og en overvældende fremvisning af den kvindelige sensualitet. Jeg kom i en trancetilstand, hvor de rystende numser, som bamser lullede mig ind i en passivitet. Jeg følte mig som en tegneseriefigur med min tunge helt nede til gulvet, og mine øjne blinkede i sort hvidt vertigo. En hypnose fremkaldt af mit eget kulturelt betingede blik. Snap out of it! Det eneste, der redede mig, var at kigge opad: i løbet af forestillingen forvandlede performernes blikke sig fra magtfulde ørneøjne, selvsikre katteøjne og til sidst øjne, som tiggede og bad om hjælp.
Pussy power
Det første, jeg opdagede, var, hvor smukke, alle performerne var. Glitrende ansigter sminkede med highlighter, veltrænede kroppe, ligesom i tøj-og sminkereklamerne. Gennem atmosfærisk ravemusik bevægede performerne en muskel efter en anden, rytmisk, næsten monotont, sensuelt, forførende… eller er det rigtigt? Var det mit mediepåvirkede blik, der forstod dem som forførende, ligesom 1600-tallets hekse, der bare var dygtige urtelæger? Men jeg følte mig magtesløs foran deres bugtende, uendelige kropslige cirkler. Jeg kunne ikke holde mine øjne væk – det var så smukt. En gang imellem holdt performerne deres blik intenst fast på mig, som en jæger på sit bytte. Ofte tvivlede jeg på min egen rolle som tilskuer på grund af denne blikleg mellem mig og de enkelte performere. Var jeg i virkeligheden jægeren?
Cool cats
Alt performerne gjorde var cool. De fragmenterede smarte kostumer var et mix and match af forskellige stoffer, der referede til det sexede – lingeri blonder, en opknappet bodystocking, strømpebukser, silke og stramt yoga tøj. Som haute couture-modeller på catwalken gik de selvsikkert frem og tilbage, og deres mekanisk, robotagtig hyperfeminine accentuerende hoftebevægelser fremhævede hvert trins kernepunkt. Koreografien virkede hypnotisk, tilfredsstillende, danserne var seje. Det mindede mig om at være imponeret af Victoria Secret modeller, den gang jeg var teenager. Gud, hvor jeg ønskede at blive Cara Delevigne! Men Cara Delevigne var aldrig et subjekt i mine øjne, kun et ideal kunstigt fremstillet af medierne. En robot, som Metasexy-performerne referer til med deres glitchende bevægelser.
Skønhedens pris
Kan man virkelige være sig selv, når man gennem hele menneskehedens historie er blevet betragtet først som et objekt, som en medieret smuk model? I slutningen af Metasexy glitrede performernes ansigter ikke længere af highlighter, men af sved, der løb. Bevægelserne var nu angstfremkaldende, trætte, krampagtige. Deres øjne var desperate. Er man virkelige fuldstændigt frigjort eller emanciperet, når man stripper?
Der findes ikke et rigtigt svar på det spørgsmål, men Metasexy af den norske koreograf Ines Belli kaster sig i de dybe farvande i den uendelig kamp for blikkets ligestilling. Som publikum bliver man både forsker og forsøgsperson i denne kropslig undersøgelse af den kvindelige seksualitet og dens tvetydige væsen.