Datterselskabet har skabt en rørende musikalsk performance, der taler kvindens krig og kamp. Via poetiske trommeslagere kaster performancen Sydhavn Teaters KIN festivals publikum gennem en hvirvel af angreb, råb, sårbarhed og mørke og giver stemme til kvinden som soldat, som moder, som forsørger og sørger. MotherSoldier griber os i vores blødhed og viser den styrke, der kommer ud af sårbarhed og tab. Performancen føles ny og nødvendig i koret af stemmer, der taler kvinders forskellige stemmer.
Lyset slår mig. Eller stemningen. Stemningen slår mig. Som støvet og forladt da jeg træder ind i Østre Kapel. Fra et vindue øverst i midten tegner efterårssolen støvede streger i luften. Rammer os. Lyset spiller i den støvede stemning. Her er stille.
I luften. Side om side med støvet hænger store flader hullede jordskorper. Eller det minder det mig om. Tektonikplader. Noget er gået i stykker.
Under vinduet på gulvet står en stor gong. Den er stille. Foran den tre kvinder. I grøn og sort og guld. Klædt som militæret og græske gudinder i ét. En flettet hovedbeklædning. Støvler. En tromme på maven og en lille gong om halsen. De er et ritual. I sig selv.
De skaber hvirvler på trommen. Lyden konstant. Så stilhed. Råb! Stilhed. Igen.
Der står de. Næsten udtryksløse og så alligevel slår det mig. At de kæmper. Blikkene penetrerer. Kroppene et bjerg. Armene bevæger sig koreografisk i takt. Som en rytmisk dans. På trommerne og brystgongen.
Vendt mod hinanden skaber de rytmiske synergier. Enkelt subtilt. En kollektiv kraft, der flyder. Ovre i publikum. Lander rytmerne. Flere kroppe bouncer med.
I luften. Skærer de diagonale linjer. Symmetriske er de. Knivskarpe.
Så er der noget, der bløder
De vender trommerne på højkant. Mod deres maver. Der hviler de med skindet vendt mod publikum. Som måner. De lader deres hænder kærtegne trommeskindet. Sender fløjlsbløde og rislende lyde mod vores ører. Som rindende væsker. Et øjebliks mildhed inde i kampen.
To kvinder stiller sig ved den store gong. En sidder i midten foran. Med bøjet hoved. Hun skraber syngeskåle. Skraber noget af. En opdagelse. En undersøgelse af det, der ligger under overfladen. Som at finde noget i en krakelering.
pling
Mildheden er såret. Slået hoved (Hjertet itu).
Hun trækker strenge mod syngeskålen. Gongen er rytmisk. Der er plirrende lyde. Klagende. Som dyr i smerte. Under støvet. Under jorden fragter de kæmpende gudinder os hen. Alle tre og laver et ritual. Af krop, af jord, af kul og mystik. Der befinder vi os sammen et øjeblik. Sensommersolen kaster skygger gennem de hullede jordskorper over os. Vidner om lys. Deroppe et sted.
Fra mørket går de i march. De rejser en mur af lyd. Som trommer i lag. Lyden er voldsom. Overdøvende. Trommerne råber til os nede fra et dyb ingen endnu har set. Langsomt sænker de armene og deres blikke. Gør klar til
FYR!
Et forsvarsværk af hvirvler rammer vores ører. Som et evigt tæppe af regn. Falder de. Hvirvlerne mod jorden. Et maskingevær, der forsvarer al blødheden. Moderskabet. Børnene. De råber nu. Går til angreb med deres lyde fra struben. Fra maven.
Gongen. Lyder igen.
Og igen.
Og igen.
Og igen.
En kanon, der sender bomber afsted. Alt er givet. Kollaps.
De er jordens soldater. Kvinderne smider trommestikkerne. Ekko runger.
Kuldegysninger risler i rummet.
Langsomt løfter de tre kvinder trommerne lodret op i luften. Lyset siver igennem skindet. Som tre fuldmåner. Deres lysende energi afleverer en melankoli. Sorgen.
De klæder sig i sort transparens. Hænger det over hele kroppen. En sørgedragt. Et sørgekor af kvinder. Der græder. Med deres bækkener brusende fra hænderne. Flyder de rundt. Lader krigen kæmpes i sårbare tårer.