Kroppen er en kampzone, og scenen bliver et minefelt, når Tue Biering lader fire krigsveteraner gå i aktion med hele deres bagage af PTSD, sårbarhed og råstyrke. Stærkt i al sin rå-autentiske kompromisløshed – og konfronterende: Er jeg bare med på en føler?
Der er forestillinger, der bliver ved med at rumstere rundt i kroppen på en, længe efter at man har forladt dem. Til denne kategori hører My Deer Hunter. Den lader mig ikke i fred selv flere uger efter.
Instruktøren Tue Biering og hans Fix&Foxy har siden 2008 arbejdet med aktører fra alle områder af samfundslivet – lige fra bistandsklienter og asylsøgere til sexarbejdere, skolebørn og beboere i Brøndby Strand – men i forestillingen på Edison har han indgået et samarbejde med fire hjemsendte krigsveteraner. Den performative dobbelthed, der sædvanligvis ligger i at arbejde med ikke-professionelle aktører, i og med deres umiddelbare menneskelige karakteristika glider over i en iscenesat figur, virker ekstra konfronterende, fordi det er så ekstrem en personlig erfaring, de står frem med på scenen.
Palle (Würtz), Jonas (Hjort Andersen), Sara (la Cour) og Nicolai (Stokholm Sondrup-Ottsen) er alle PTSD skadede efter at have været udstationeret i Afghanistan, Irak eller på Balkan. De er så heldige at være kommet hjem i ét stykke, men som Nicolai siger det: ”Jeg er knust og ligger spredt ud over Balkan”.
Deres fremtræden på scenen er en indtrængende stærk demonstration af, hvordan de fortsat er i kamp – for at vende tilbage til en normal dagligdag. ”Jeg drømmer om bare en enkelt dag, hvor jeg ikke tænker på selvmord”, lyder det undervejs fra Palle.
Paradokset slår ud fra scenen. Hjemsendt er de til dansk hjemmebane, men spørgsmålet nager: Kan de nogensinde vende tilbage for alvor?
Hjemmet som minefelt
Uanset at de står der og ser så hamrende hverdagsdanske ud, i udkørt joggingtøj og omgivet af hjemlig sofa, spisebord og køleskab, så er de fortsat i alarmberedskab, årvågent på vagt over for en lurende skygge bag lænestolen, en uventet høj lyd…. Her er det en manifest korporlig realitet, at kroppen er blevet en kampzone: stedet hvor erindringens krigsscenarier udspiller sig med efterslæb, så kæben spændes, og brystet kramper i afmagt.
Det er helt fysisk til at mærke for publikum, der på begge sider omringer scenen og kan kigge lige gennem stuen. Den er på trykkende vis gjort for lavloftet, neonlyset skærer i øjnene, mens en enkelt knust tallerken kan lyde som en eksploderende granat. Hjemmet er en trykkoger, et minefelt. Når Palle pludselig udstøder et gennemtrængende kommandoråb, er det, så jeg ryger halvt op fra sædet, mens de proffe soldaterkroppe på scenen med lynpræcision ryger ned i dækning på alle fire.
Der er en afdæmpet militærisk disciplin over den måde, de udfører deres tildelte dagligdags opgaver på, som interessant nok kan minde om 1970’ernes task-oriented performance. Så de sidder i sofa, danser en dans, lægger puslespil på spisebordet, fortæller om ”hvor sindssyg” hver dag var i Afghanistan eller skærer en blodig bov ud af det nedlagte rådyr fra køleskabet – med en ekspertpræcision, der i denne kontekst får en foruroligende undertone. Det gælder også lugten af stegt bov, der lidt efter breder sig. Umiddelbart nok så hjemligt, men det kunne også minde om lugten af stegt kammerat, ramt af en vejsidebombe?
Råvildtet er selvsagt en reference til filmklassikeren Deer Hunter med de tre tæt forbundne Vietnamveteraner, men My Deer Hunter fokuserer primært på postkrigs-tilstanden. I modsætning til militæret – og til hard core performance -, hvor man lukker ned for følelserne, bliver der her lukket op for oplevelsen af angst og selvhad, skam og skyld, vrede og kærlighedslængsel.
Forestillingens minefelt udgøres dog ikke mindst af faren for retraumatisering, så krigens voldsomhed kommer især frem indirekte – når Palle f.eks. siger, at han ikke kan ”holde ud at høre skrigene fra børn i Tivoli”, eller pludselig kan indskyde en bemærkning om, at han håbede, at ”kvinder og børn var blevet dræbt, før de blev gruppevoldtaget”.
Fælles afmagt
Der er især kroppens egen tale, der borer sig fast i min erindring. Bomstærke Palle, som ligger der på scenen i sit undertøj som en strandet sæl, ligesom dengang han faldt sammen i afmagt på morens køkkengulv. Eller Jonas, der har sat al sin viljestyrke ind på at fremstå tjekket, men pludselig tværer en hvidlig masse ud over ansigtet som en primitiv maske, eller lyse Sara, der bare gerne vil slå sig løs med veninderne igen, kan fuldstændig overvældende synge Se nu stiger solen, så både smerte og håb breder sig i hele rummet.
Der er en indtrængende styrke over de fire soldaters mod til at træde frem på scenen, som jo i mere end en forstand er en risikozone. Frem står de med deres nedgroede sårbarhed, afmagt og hårdt prøvede vilje til at face fortiden og kæmpe sig tilbage til deres normale liv. Og sidder jeg så bare der og ’føler’ med dem? Ja!, indtil tårerne triller, og jeg føler mig lige så flået som et stykke råvildt – vel vidende, at det ikke er en gratis omgang. Det er jo ikke kun deres krig.
My Deer Hunter føjer sig til en markant række af forestillinger, der har sat tiltrængt spot på Danmarks fortrængte status som krigsførende nation – de senere år bl.a. Magnus Iuel Bergs I støvet fra regnen, Peter-Clement Woetmanns Til mine brødre og Tine Louise Kortermands Nature Wild. Men ligesom det var tilfældet med Christian Lollikes skelsættende krigsballet I føling, giver det en anderledes intensitet, at det er soldaterne selv, der står frem med deres rå-autentiske erfaringer. Forløsende, fordi de bliver delt så overbevisende i teatrets kollektive rum. Men svært at slippe fri af, når det hele er slut. For ekssoldaterne på scenen slutter krigen nok aldrig.