Never the same selves er som at træde ind i hukommelsens landskab. Gennem krop og lyd materialiserer koreograf og danser Tim Matiakis sammen med komponist og musiker Katrine Grarup Elbo hukommelse og minder i et lille intimt scenerum på Teater FÅR302, hvor publikums egne hukommelser bliver spejlet i kunstnernes sårbare og ærlige performance.
En person kravler på alle fire. Han er klædt i hudfarvet tøj. Han leder efter ord i kroppen, der kramper, mens han leder og kradser neglene mod gulvet.
six third thirteen six third thiiirteen
stay dad stay
state
stay
numb number
numb
number thirteen
thirteen
Når det ’rigtige’ ord kommer til ham gennem lyde og halve sætninger, opstår et moment af overraskelse. Som om kroppen er overrasket over, at ’ordet’ findes derinde. Bag ordene svæver lyden af atmosfærisk violin, der giver den krakelerede hukommelse sammenhæng.
Rummet er simpelt. Vi sidder som publikum omkring en lille scene, der kun er oplyst af brede lysstofrør i pink og hvid. I det ene hjørne nedsænkes en mikrofon fra loftet.
twenty twenty
two
twenty two
two connecting floors
two main floors
fathers insisted that they had to be lived in a memory before…
Herefter opstår der dyb stilhed. Første scene stopper og anden scene starter. En håndkoreografisk duet mellem komponist og violinist Katrine Grarup Elbo og koreograf og danser Tim Matiakis. Lyset skifter, så rummet fremstår sort/hvidt. (Så vidt jeg husker…) fremsiger de begge ord. Eller også er det ordene fra foregående scene, der minder mig om Inger Christensens Sommerfugledalen eller Martin Larsens Parasitsonetterne. Der er noget let psykotisk og alligevel sammenhængende over den måde både krop og hoved leder efter ord, der langsomt forvandler sig til et lille systemisk netværk af minder i tid og rum.
Et system begynder netop at tage form. Forestillingen skifter brat fra en scene til den næste gennem performerne, der med ordene ”switch over” får scenen til at skifte. I denne scene føles det som om, mindet styrer Tim Matiakis´ bevægelser og ikke omvendt. Hans bevægelser bliver cirkulære og rytmiske, og særligt hans arme laver runde former, mens Katrine Grarup Elbo skaber rytmiske lyde med buen, der banker let mod violinens strenge. ”Switch over” hiver et nyt mindre frem, som Tims krop husker og samtidig visualiserer gennem en rytmisk håndkoreografi, hop og gentagelser (…så vidt jeg husker).
Som jeg skriver teksten, begynder jeg langsomt at tvivle på min egen hukommelse af forestillingen på trods af mine nedskrevne noter. Særligt kronologien, og hvordan lyd og bevægelse har dannet par, begynder at flyde for mig.
Jeg husker, hvordan psykoterapeut Niklas Thrane i den efterfølgende talk beskrev, at hukommelsen groft sagt kan deles i to. Den ene del er et kronologisk arkiv, vi kan tænke os tilbage og bladre i. Den foregår i tid og rum, og kan tilgås med tænkning og sprog. Den anden del er den implicitte hukommelse, der ikke er organiseret, men snarere tilgås efter, hvordan det mærkes og sanses og fremkommer mere i fragmenter.
Oplevelsen af forestillingen giver en fornemmelse af at sidde og kigge ind i en implicit hukommelse, der minde for minde eller sansning efter sansning driver performerne rundt på scenen og skaber et billedkatalog over barndomshjem, kærlighedsrelationer og traumer. Som beskuer spejler det min egen fornemmelse af, hvordan mit sind kan lede mig på veje og afveje gennem fortid, nutid, fremtid og adskillige både kedelige og vanvittige følelser i løbet af få timer.
På scenen fremkalder Tim et barndomshjem med møbler, døre og vinduer gennem ord og kropslige gestikulationer. Katrine skaber rytmiske lyde, der driver over i flydende toner. Tim går rundt i lokalet langs publikum og skaber intens øjenkontakt, mens flagoletter svæver vibratoløst fra violinen. Fornemmelsen af at performerne kigger ind i publikums hukommelse findes lige her, hvor noget sårbart er på spil. Øjeblikket som afløses af en verbal duet, hvor performerne har iført sig sorte jakker. Udtrykket er mere stringent, som de gentager sætninger, der følger hinanden.
I remember
I remember
Do you always remember the same?
Do you always remember the same?
Are you my memory?
Are you my memory?
Dialogen gør opmærksom på, om vi altid husker et minde på samme måde, eller vores minder ændrer sig fra gang til gang. I så fald hvilke parametre ændrer de sig så efter? Ændrer de sig efter det, vi helst eller mindst vil huske, og hvordan former det i så fald vores nutid eller fremtid?
En frase, hvor Tim danser på diagonalen i rummet, og Katrine spiller på violinen uden sin bue, mens hun synger, gentager sig igen og igen. I starten ligner det, at scenen udspilles på præcis samme måde. Men langsomt opstår små ændringer. Bevægelser og ord, der før har hængt sammen, begynder at forskyde sig. Jeg begynder at tvivle på, om gentagelsen er præcis den samme, eller den rent faktisk ændrer sig subtilt. Scenen er et fint eksempel på det faktum, at vi netop ikke kan regne med vores egen oplevelse af vores hukommelse. Det er på den ene side skræmmende. På den anden side er der en enorm frihed i, at vi dermed har mulighed for at ’ændre’ på vores fortid, og altså måden hvorpå vi træder ind i vores fremtid. Hvis vi ønsker det.
Det minder mig om en bog fra min barndom, hvor man som læser blev bedt om at vælge, hvilken side man efter endt kapitel ville springe til. Forskellige valg bragte forskellige slutninger på historien.
Ligesom børnebogen viser Never the same selves nærmest tre mulige afslutninger.
Første afslutning er kaotisk. Lyset begynder at blinke, mens Katrines violin og elektroniske musik begynder at lyde som trommer og beats. Samtidig bouncer Tim rytmisk som i trance og råber og skriger. Der er en overgivelse til støjen, til krisen. Anden afslutning er som en humoristisk børnesang. Katrine og Tim står i hjørnet og synger til violinens ukulele-vibes. Et refræn gentager sig, og nogle i publikum begynder rent faktisk at synge og nynne lidt med. Rundkredsstemning og fællessangfornemmelser breder sig til ordene:
manipulation
contamination
reconciliation
manipulation
contamination
reconciliation
Men som sindets uransagelige veje skifter stemningen endnu engang til et mere mørkt sted. Lyden er fragil, mens Tims krop ormer sig på gulvet. Katrine, der står over Tims krop, holder en mikrofon hængende mod gulvet og Tims hoved. I mikrofonen fortæller Tim fragmenter fra noget, der kunne minde om en kærlighedshistorie. Han fortæller historien gentagne gange. Undervejs ændrer en jakke i historien farve. (Så vidt jeg husker…) var den brun så lilla eller omvendt.
Som jeg sidder i Teater FÅR302´s fine sal, dukker minder fra dette rum op. Jeg har været her to gange før. Én gang i forbindelse med et residency, der undersøgte Kroppens Umulige Sprog. Jeg husker det som en virkelig omsorgsfuld proces sammen med dejlige kolleger og mennesker, jeg med smil på læben tænker på netop nu. En anden gang var jeg i rummet forbindelse med en familieopstilling, som er en gruppeterapeutisk form. Familieopstillingen var et tilbud i forbindelse med en forestilling. Jeg endte med at få tildelt en rolle som en tidligere kvinde i en mands liv. Kvinden havde måske været den store kærlighed. Det var enormt rørende og sårbart, og jeg var ramt i hjertekulen længe efter.
Never the same selves gør netop dét. Den får minder fra ens eget liv frem. Den får os til at fundere over, hvad hukommelsen egentlig er. Katrine Grarup Elbo og Tim Matiakis giver hukommelsen lyd og krop og materialiserer dens ellers ubegribelige størrelse i scenerummet. De er begge så overbevisende og professionelle kunstnere, at jeg overgiver mig til alle scener, hvad end de er mørke som depressionen eller glædesfyldte som en barneleg.
numb
number thirteen
stay dad state
stay
my first memory
fathers insisted that they had to be lived in a memory before…