New Sh*t Vol. 5 forfører med værker om sæd, tårer, magt og healing

Sandra Cecilie Quist
10. december 2022

To gange om året inviterer Dansehallerne en ny yngre gæstekurator til at sammensætte et program med de kunstnere, som for kuratoren er the new shit. De udvalgte er ofte selv yngre kunstnere. Gæstekurator til New Sht Vol 5 er danser og koreograf Andreas Haglund, der præsenterer værker af kunstnerne Adam Seid Tahir & Amina Seid Tahir, Beck Heiberg og Thjerza Balaj.

De tre performances er alle forskellige soloværker, der taler fint sammen og giver os et indblik i den nyeste samtidsdans. Værkerne præsenteres som forsøg på at iscenesætte en søgen efter følelsen af at være hjemme, en undersøgelse af forbindelsen mellem tristhed og forførelse og en mytisk havfrue, der lokker og indfanger.

Ruzalka revival

Vi starter med det sidste værk Ruzalka revival af norske / kosovo-albanske Thjerza Balaj. I programmet kan man læse om den mytiske, slaviske havfruefigur Ruzalka: “Her main purpose is / the depths of waterways / where she would entangle their feet with her long red hair / and submerge them.” Ved første øjekast trækker værket ikke på et mytologisk lag, men på noget der ligner et modeshow. Scenen ligner næsten en runway med publikum på begge sider af scenen, hvorfra danseren vil forføre os. Publikum opfordres til at komme tættere på. Tør vi møde hendes blik?

Hun bevæger sig i tæt teaterrøg oplyst af skiftevis røde og blå farver. Måske mest blå. Lyden fra højtalerne støjer og skratter, men jeg fornemmer alligevel også en rislende lyd af vand. Rislen blandet med det blå lys og røgen skaber en diset, vandet setting. Hun er en havfrue. En havfrue på en catwalk?

Hun er en havfrue fra fremtiden og danser som en cyborg – kropsdel for kropsdel bevæges i ryk. Men det er ikke robotagtigt. Hun har selv magten og udstråler også noget lystfyldt. Dansen bliver ekstatisk til lyd af hardcore elektronica.

New Sht Vol. 5 — Thjerza Balaj i Ruzalka Revival. Foto: Benedicte Ramfjord

I et blidere øjeblik bukker hun sig mod bunden, samler en bunke hår op og pakker sig ind i det. Hun står på alle fire og bevæger sig. Selvfølgelig har mytiske havfruer langt hår, men jeg usikker på, hvad, håret vil fortælle os her udover at referere til den arketypiske havfrue. Havfruen på scenen er allerede rigeligt forførende alene med sit blik og hofternes bevægelser. Tempoet accelererer, og hun bevæger sig med udgangspunkt i forskellige stillinger: på ryggen, fra siden, siddende – og hun når ud til alle på hver side af scenen. Hun er iklædt stramt, sort tøj med en korsetlignende top og fluorescerende tape langs hvert øje. Hendes eget hår er redt vådt tilbage. Hun er i havet.

Det er lidt uhyggeligt – hvordan hun tør se ud på os, for så blot at vende ryggen til os igen. Vi vil gerne ses. Hun leger med blikket som del af en svær magtdynamik mellem det hårde og bløde. Hun har magten over os og sig selv og styrer performancen mod ekstase, kigger på os og besvarer, når publikum hujer.

Fælles for de to andre performances er, at de trækker på især visuel kunst ud over dansen. Og det næste værk er også et vådt et af slagsen.

Blue Swallowings

Blue Swallowings af Beck Heiberg er noget særligt. Beck Heiberg er et stjerneskud af en koreograf og performer, der midt i aftenens program har verdenspremiere på et personligt, sårbart og humoristisk værk om forbindelsen mellem tristhed og forførelse. Eller om sorg og sex for at sige det ligeud. Jeg læser i programmet, at Heiberg ofte arbejder med at ”skabe koncepter konnoteret til bevægelse”, der samtidig tager form som personlige fortællinger og undersøgelser af queerness. Det kan jeg sagtens genkende i aftenens værk.

Må jeg sige, at Blue Swallowings er et værk dedikeret til blowjobbet? Det er selvfølgelig alt for forenklet. Men måske rummer ’blowjob’ alligevel mere af det værket formidler end mere abstrakte ord som ’sorg og sex’.

Musikken begynder som let guitarspil, og bag scenegulvet projiceres en film. I filmen tror jeg først, jeg ser nogle partikler, stjerner måske, men som formationerne forstørres, ser jeg en tungere masse, der ligner blålig maling synkende gennem vand. Og så slår det mig, at det nok forestiller sæd. Blue Swallowings. Blue, trist. Swallowing, blowjob.

Før jeg opdager performeren, høres en stemme i højtalerne, og jeg registrerer ord som: ”naked, exposed, open me up with your fingers, pleasure, hold me like you would if… fuck me, cry, I can be your cry baby…” Ordene bliver til korsang, og danseren ligner en i ekstase. Han græder og har sex. Han vræler, mens han udfører seksuelt konnoterede bevægelser. Koret får en mere elektronisk lyd. Musikken bliver drømmende som i begyndelsen.

Heibergs bevægelser er præget af repetition, og de konnoterer alle sammen forskellige seksuelle akter. Dansen er meget rørende og formidler stærke følelse mellem total nydelse og lykke, desperation og sorg. Han kærtegner sig selv, står op og bøjer rytmisk og gentagne sine spredte ben. Musikken passer til ’blowjob-rytmen’.

Hans krops skygge danser for os på bagvæggen. Hans bevægelser er frie, og jeg ville ønske, flere turde danse sådan for hinanden. Han synger lidt med på musikken, men begynder at strippe. Det er sjovt, fordi han gør det i slow motion. En kærlig striptease til vibratosang. Bevægelserne svinger mellem sorg og ekstase, og det går på utrolig vellykket vis igen i værkets vibrerende lydside!

I en desperat og trist bevægelse ruller han hårdt ned på gulvet. Der synges med en Billie Holiday-værdig, vibrerende intensitet: ”So love me, tonight,” mens han holder om sit hoved. ”Tomorrow, they fall some, tomorrow never come… dream, dream dream, drowning in emotions”. Det er meget ekspressivt, og lukker sig på ingen måde om sig selv.

Heibergs bevægelser intensiveres i tråd med musikken, og han ryster (klimaks). Han begynder at stønne og måske også spytte. Til sidst slikker han sine arme som en kat. Han slikker og sutter på sine hænder. En kat, der slikker sine poter – slikker sine sår, sorg, til lyden af Anohis sang:

Blow me from the mountains, and into the sea

Blow me from the side of the mountain

Blow my head off

Med Blue Swallowings smelter sæd og tårer sammen, og publikum suges ind i et sensuelt og intimt rum, hvor det sexede får lov til at være trist, og hvor det triste også bliver sexet.

several attempts at braiding my way home

Det intime går igen alle aftenens værker, også i aftenens første forestilling several attempts at braiding my way home af Adam Seid Tahir & Amina Seid Tahir. Adam (De/Dem) er koreograf og danser og Amina (Hun/Hende) er en svensk-eritreansk kunstner – de har begge base i Stockholm. Sammen har de skabt et soloværk, hvor dans og tekstilkunst mødes.

several attempts at braiding my way home arbejder med en form for spekulativ fiktion, hvor der bygges en ny verden på scenen foran os, og hvor begreber som healing, meditation og tilhørssted undersøges. I programmet står der, at værket er “a collection of strategies for creating home in an afro-nordic landscape. Braiding hair, fusing bones, growing fins. It is a heatwave and a longing for home”.

Det første, jeg fæstner mig ved, er fortælletempoet, der i begyndelsen er utroligt langsomt. Det er en styrke, at kunstnerne tør lade rummet og tableauet tale for sig selv. Tempoet er healende, og det smitter. Her sidder vi og kan endelig bare observere, tage os tid.

På scenen fletter danseren rytmisk sit hår ind i det billedtæppe, der hænger bag dem, og som de sidder på. Lydsiden er drømmende, let, det er som om jeg kan høre nogle fløjt i musikken. Fuglefløjt? Er vi en skov? Musikken er elektronisk og lyder bl.a. som klokkespil. Scenen oplyses af lys af skiftende styrke fra lysstofrør. Af og til stiger lyden af en tone, som når et fly letter. Vi er omgivet af både natur og teknologi.

Værket lukker sig måske lidt om sig selv, og så alligevel ikke, fordi ved bare at betragte en performer, der fletter og fletter, forstår vi vigtigheden af den gentagne handling. Den konstante insisteren på at forsøge og forsøge. Danseren fletter og fletter, men tager efter lang tid de lange ‘extensions’ af og mediterer foran nogle fluorescerende lilla lysstofrør, mens de smører sit eget hår ind i en creme med parfumeret lugt. Stemmer høres i højtaleren, som radio på et sprog, jeg ikke kender. Deres tøj er jordfarvet med et mønster, og de binder et tørklæde af samme stof om sit hår, og ifører sig en luftig top med tråde.

Deres bevægelser er minutiøse. De danser bl.a. med ryggen til publikum i rytmiske hak med hænderne knyttet og bare tæer, mens musikken bliver mere rytmisk. Det er som om, noget eller nogen trækker i deres krop. Bevægelserne bliver længere og hurtigere, men pludselig også sammenkrøllede og indadvendte. Det virker maskinelt, men samtidig sårbart. I deres ansigt ses næsten tics-lignende udtryk. Mimikken er voldsom og noget, jeg ikke før har set. Tester de forskellige ansigtsudtryk? Hvad trækker i dem? Hvor er de på vej hen?

Fletningen er en healende praksis i sig selv og for alle uanset hårtype, men betydningen og konnotationerne af hårfletning bliver endnu større, når vi tænker BIPOC’s håroplevelser i en hvid, vestlig kultur ind i værket.

several attempts at braiding my way home fortæller gennem flettepraksissen om søgen efter følelsen af et tilhørssted. Det er en personlig fortælling, der er meget subtilt formidlet gennem billedkunst, dans og musik. Jeg kan bedst beskrive værket som en narrativ og spekulativ meditation. Værket insisterer på ikke at flytte sig særligt langt. Vi er bare i det her healende rum sammen med danserens krop og det flettede vægtæppe.

**New Sh*t Vol. 5**

Kurateret af danser og koreograf Andreas Haglund. Haglund har en BA i samtidsdans og koreografi fra DDSKS i København. Haglund er medlem af Dance Cooperative, en platform, et dansestudie og venue for intersektionel praktik og performance organiseret af 16 scenekunstnere, hvor Haglund har faciliteret mange performance-events og præsenteret både egne og andre kunstneres værker.

bastard