Androgyne runway-klovne, akrobater hængende i deres hår og vogue-konkurrerende Matrix dansere blev bedømt af et internationalt panel bestående af fem dommere foran 400 publikummer. Nycirkusfestivalen Feral på AFUK blev afsluttet lørdag 15. februar med et Circus Ball – det største ball i Danmark til dato.
Baggrunden for den feministiske festival Feral på AFUK i februar 2020 var et ønske fra kurator Elise Reine om at lave en festival for nycirkusværker, der sjældent bliver vist på etablerede scener, enten fordi de kræver for meget teknik eller er af for kort varighed. Udover en overvægt af kvinder og queers blandt performerne på den fire dage lange festival, ses festivalens feministiske afsæt netop i valget om at give plads til værker og kunstnere, der ikke passer ind i mainstream-scenekunst. Som finale på Feral var koreograf og danser Beck Heiberg (Beck Ninja) blevet inviteret til at arrangere et ball. Ballroom-kulturen kommer fra New York, og den scene, vi kender i dag, kommer fra 1980’ernes afrikansk-amerikanske og latinx queermiljø. Det er et fællesskab centreret omkring konkurrencer på en runway, og deltagere kan for eksempel dyste om at ligne en runway model mest muligt – eller en heteroseksuel cis-mand. Det er en subkultur, der har formået at flirte med mainstream, men samtidig forblive undergrund.
Husmødre og husfædre
Herhjemme har der været balls på Det Kongelige Teater, Kulturhuset Absalon i København, og sidste år præsenterede tøjmærket Stina Goya sin forår- og sommerkollektion 2020 som et ball med modeller fra ballroomscenen. I 2018 udkom den fiktive tv-serie Pose om scenen i 1980’ernes New York, der tager fat på interne problematikker i miljøet som hudfarve- og kønshierarkier samt kampen med det omkringliggende samfund og stigmatiseringen med AIDS-epidemien.
Til Circus Ball annonceredes det, at House of Ninja har etableret sig i Danmark med ballets vært Beck Ninja som husets danske far. Husene og forældrene er der for at give de unge deltagere en selvvalgt familie og i nogle tilfælde tag over hovedet. I dag er de fleste huse et professionelt og venskabeligt sammenhold, hvor man bakker hinanden op, men ikke et egentligt hjem. House of Ninja er et ikonisk hus, startet af den androgyne vogue-danser og koreograf Willi Ninja i 1982. Udover at være en del af castet i den berømte dokumentarfilm Paris is burning (1991) om ballroomscenen i New York, blev Ninja også en del af populærkulturen og underviste modeller som Naomi Campbell og Imam i runway for forskellige modehuse. Ballroomkulturen handler om at emulere samfundets normer for skønhed, rigdom og berømmelse, og Willi Ninja lykkedes så godt med det, at modeindustrien i sidste ende havde brug for ham. House of Ninja eksisterer i mange lande, og i det oprindelige kapitel i New York er det i dag Spyder Ninja, der er house Mother. Hun var tilstede i København til Circus Ball som dommer sammen med mange Ninja-børn fra Europa samt NYC som deltagere.
Mellem marginalisering og subversion
Kønsteoretikere som Judith Butler og José Esteban Muñoz har beskrevet ballroom miljøets subversive potentiale. I klassikeren Bodies That Matter (1993) beskriver Judith Butler blandt andet, hvordan ballroom både er en accept af at være en del af de generelle magtstrukturer og i klar opposition til dem. Det er en kultur, der udstiller en heteroseksuel norm og ifølge Butler en ”heteroseksuel melankoli”. Denne melankoli bunder i sorgen over ikke at kunne at elske én af sit eget køn. Butler siger dog samtidig ”… there is no guarentee that exposing the naturalized status of heterosexuality will lead to its subversion” (Butler 1993: 231).
En anden klassiker indenfor kønsteori er bogen Disidentifications: Queers Of Color And The Performance Of Politics (1999), hvor køns- og performanceforsker José Esteban Muñoz udfolder begrebet disidentifikation. Muñoz tager udgangspunkt i lingvisten Michel Pêcheux’ model for individers identifikation med magtstrukturer: ”det gode subjekt” lever i overensstemmelse med normen og identificerer sig med de diskursive og ideologiske strukturer. ”Det dårlige subjekt” modsætter sig de overliggende magtstrukturer med den uønskede effekt, at den dominerende ideologi bliver styrket i sin rolle som dominerende. Hvis man udelukkende definerer sig selv i opposition til den dominerende magtstruktur frem for at arbejde inden for den, vil man implicit anerkende magtstrukturen som værende dominerende, og der vil aldrig ske en forskydning. Disidentifikation er ifølge Muñoz en frugtbar strategi, der forsøger at ændre den dominerende ideologi indefra.: ”disidentification is a strategy that works on and against dominant ideology” (Muñoz 1999: 11). I sin bog fokuserer Muñoz på afrikansk-amerikanske og Latinx dragmiljøer og beskriver disidentifikationen som en overlevelsesstrategi. Drag bliver en måde at forhandle sin identitet med den fjendtlige majoritet på.
I Danmark og Skandinavien er ballroomscenen først indenfor de seneste par år begyndt at spire, og den helt åbenlyse forskel på scenen i andre lande og herhjemme, er, at hovedvægten af deltagerne er hvide. Den har derfor et andet udgangspunkt end fx scenen i Paris, da størstedelen af deltagerne ikke oplever dobbelt marginalisering, som det både at være racialiseret og queer i samfundet repræsenterer. Til Circus Ball har fusionen mellem nycirkusfestivalen og ballroomscenen også haft indflydelse på deltagersammensætningen, hvor der er en overvægt af cis-kvinder, som normalt er underrepræsenteret ved balls.
Open for All
Mange æstetikker blander sig til Circus Ball. Det er tydeligt, at deltagerne kommer fra forskellige miljøer og generationer: Rutinerede drags med højt hår samt kabaretmoustache croonere, der tager én tilbage til 1920’ernes Cafe Intime, blander sig med queer millennials, der dyrker Y2K mode med cowboy-outfits, Matrix læderjakker og tynde solbriller. Også ballets cirkustema bliver udfoldet, blandt andet i kategorien Runway All American OTA, hvor deltagerne skal finde inspiration i designmærket Mochino’s forårskollketion 2019 til mænd. Koreograf og danser Meleat Fredriksson vinder velfortjent kategorien som målretter androgyn dandy-klovn.
OTA står for open to all og betyder, at kategorien er åben for alle. Andre kategorier kan være specifikt henvendt til MF, male figures, som butch queen, butch og transman, eller FF, female figures, som femme queen, cis-kvinder og drag. Aftenens populære kategorier med mange deltager er Face OTA Magician, European Runway OTA inspireret af Dior Coutures forår- og sommerkollektionen 2019, Baby Vogue OTA Clown for nye deltagere, hvor rød næse er obligatorisk samt Body OTA Bodybuilder vs Burlesque. Sidstnævnte kategori vindes af en deltager, der muligvis er professionel body builder. I sidste runde vipper hun Ashanti Ninja fra Hamburg af pinden, der i stedet vinder kategorien Face OTA.
Kulturen, der værnes om
Kategorien Vogue Femme MF – Harlequin, domineres af det internationale hus House of Prodigy, der er mødt talstærkt op i København, og har tre performere med i denne kategori. Husets hollandske far Father Typhoon Prodigy er aftenens MC, der rutineret styrer showets gang og blandt andet må afbryde en deltager midt i hendes Old Way Vogue. Han synes i stedet, hun skal dyste i Vogue Fem. Der er altid blevet værnet om kategorierne. Det er dommernes rolle, at deltagerne lever op til de enkelte kategoriers krav, og MC’en formidler de enkelte kategorier til publikum og deltagere. Desuden skal både dommere og MC have en stor historisk viden indenfor ballroomkultur, samfundspolitik samt mode for at kunne bedømme og forstå de enkelte deltageres referencer. Der er også designkategorier, hvor deltagerne selv skal lave deres outfits. Til aftenens ball har de skulle finde inspiration fra Cirque du Soleil showet Luzia. Vinderen af kategorien har strikket en bikini, dyppet den i rød resin og formet den efter sin krop. Hun har lavet en bikini-rustning.
Der er fotoforbud i de afklædte kategorier samt i kategorier som Transman Realness og Femme Queen Realness. Realness er en form for subgenre ligesom vogue eller runway, hvor det handler om at ligne den pågældende kategori mest muligt, for eksempel en cis-mand. Fotoforbuddet bliver udfordret af et af publikummerne, der får sig en advarsel og bliver bedt om at slette billedet. Der er kontant afregning, og det vidner om, at den danske ballroomscene passer på hinanden, ligesom det miljø, det udspringer fra. Forskellen på at være professionel danser på en scene og deltager i et ball er, at du også udstiller din sårbarhed som marginaliseret. Det kan være du i en kategori hylder din personlige kønsidentitet, og dette rum er til for at støtte og omfavne den del af dig. Derfor passes der ekstra meget på hinanden på ballroomscenen, da samfundet ikke gør det.