New Sh*t – et svirp af morgendagens dans. Sådan beskriver Dansehallerne selv deres koncept, som giver en yngre gæstekurator muligheden for at sammensætte et fremadskuende program indenfor dans og koreografi.
Tredje udgave af New Sh*t blev præsenteret 18. november på Dansekapellet. Kurator var Ray Roa, der præsenterede de tre kunstnere Sanna Blennow´s SOLO(W)NG, Escarleth Pozo´s .Tender.Points. og Sigrid Stigsdatters Cold Hawaii.
Fælles fornemmelser
De tre performances har mange fællesnævnere, og som Ray Roa selv beskriver kurateringen er det,
“Et program med udvalgte værker, der rører os visuelt, intuitivt. Vi forstår måske ikke, men får meget hjerte gennem den følelsesmæssige underbevidsthed.
Der rammes ind i noget abstrakt med forskellige konklusioner for forskellige mennesker. De tre kunstneres forestillinger er semi-biografiske stykker, der kommer fra en kilde af levet og skabt oplevelse, transformeret til en visuel og intuitiv oplevelse, der forbinder sig dybt med publikum.”
Tydelige fællesnævnere er det, at programmet præsenterer tre soloer af tre kvinder, der alle beskæftiger sig med ord som udtryksmiddel, deres egen krops bevægelser og elektroniske lyduniverser. Programmet er primært båret af performancegenren. Et udtryk for en tydelig tendens i det koreografiske miljø og en tendens, der stiller spørgsmål til, hvad dans og koreografi er i dag. Med programmets kuratering er det helt klart, at dansen ligesom alt andet i vores omgivende verden er i oprør, er flydende og rykker sig nye steder hen.
Dansehallerne er rammen for New Sh*t, og ligesom der findes moderne dans, samtidsdans, hiphop og urbane genrer, findes der også mere koreografiske, performative, iscenesatte udtryk og formater. Det er ikke nyt i et historisk perspektiv, hvor performere som Marina Abramovic har sat sine tydlige spor, men det er nyt i en dansesammenhæng i Danmark.
Der ligger noget smukt i sammensætningen af det multilinguale, men omkring New Sh*t hænger også en tvivl, min tvivl eller i hvert fald en mulighed for en samtale om, hvad dans er og om, hvorvidt denne aften præsenterede dans, koreografi, performance eller noget helt fjerde. For med Ray Roa´s kuratering er:
Morgendagens dans konceptuel og objekter
Morgendagens dans er tekst ord og elektroniske lyduniverser
Morgendagens dans batik og neon
Morgendagens dans performance og krop
Morgendagens dans individuel og kvinde og langsom
Som Ray selv skriver det, er det ikke sikkert vi forstår, så jeg forsøger at skrive mig ind i værkerne uden at forstå men se, lytte og sanse med hele min krop.
SOLO(W)NG af Sanna Blennow
Gulvet er hvidt, en knugende elektronisk lyd hænger i rummet. Atmosfæren er drømmende. Sanna har gået rundt på scenen, mens publikum har indfundet sig på deres pladser. Nu står hun stille i hvide sneakers, bare ben og en turkis, lårlang skjorte.
Hun starter en monolog.
”I am spinning around three pillars a safety net so I can bounce back.
I am the cliché rising from the ashes and when the fire starts to burn…
I don´t have conversations, I have monologues”.
Publikum griner. Sarkasmen findes i Sannas direkte øjne, de alvorstunge ord og kulturelle popreferencer, der flyder ud af hendes mund i et højt og præcist tempo.
Hun placerer sin krop i en position på alle fire og fortsætter monolgen, ”be aggressive”, med melodien fra en cheerleaderfilm, som alle, der har været teenagere i 90´erne og 00´erne kan genkende. I den kropslige positur, som kan minde om alt lige fra en seksuel kommentar til en naturlig position for kroppen kombineret med referencen til den klichéfyldte teenagefilm, ligger måske netop en kritisk kommentar til de referencer, vi er vokset op med. For hvordan finder man sig selv i cheerleaderfilm og Britney Spears, og kan man som ungt menneske overhovedet leve op til de idealer, der ligger i de referencer. Eller skal vi måske rettere sige lå, med tanke på, hvor historien om Britney Spears har flyttet sig hen?
Der findes en humoristisk ironi og distance til det at være obssessive og possessive. Som om disse måder at opføre sig på er giftige bindeled til en ”toxic” opførsel. Igen er referencen til Britney Spears tydelig.
Referencerne løber ud af Sanna, og jeg når at tænke, at man er ude af spillet, ude af performancen, hvis man ikke kender til popkultur.
Den nu lidt enerverende lyd fortsætter og fra at have haft sine øjne lukkede, åbner Sanna dem og kigger direkte på publikum, mens hendes ansigt bliver gummiagtigt. Alle udtryk findes i hendes hud, som fremviser en nærmest dorsk femininitet. Hendes ansigt agerer en form for opbrud mod den pæne præstation, pigen i cheerleaderfilmen, Sannas eget pæne ydre.
Sanna igangsætter en kropslig komposition, der veksler mellem kantede og flydende bevægelser, hun ryster på hovedet, som siger hun nej. Måske et nej til præstationen, til det obssessive/possessive, til det ’toxiske’. For første gang i SOLO(W)NG, er der noget i mig, der rører sig. Kroppens sprog er autentisk.
Desværre er denne bevægelige frase for kort, og performancen returnerer hurtigt til hverdagsagtige handlinger. Sanna samler klæder op, man ser hun er nøgen under skjorten, idet hun tildækker ansigt og hænder med samme turkisfarvede stof som hendes skjorte. En dyster elektronisk rungen overtager lyduniverset. Der er næsten kirkeagtige dracula-vibes over stemningen, som hun bevæger sig med isolerede gestikulationer, der låner fra locking. Lyd og bevægelse spiller ikke sammen, måske er det meningen, men den lange usammenhængende frase gør, at jeg mister fokus og zoner ud.
Stykket ender med, at Sanna kollapser mod gulvet med indadvendte knæ. Derefter forlader hun scenen, mens hendes monolog ender med:
”As I was dripping down memory lane I promised myself one thing…”
.Tender.Points. af Escarleth Pozo
Stroboskoplys blinker langsomt, tungt. En dronelyd lyder langsomt. Stroboskoplyset blinker hurtigere og hurtigere, mens dronelyden bliver langsommere. Begge elementer sætter farten op. Mine øjne og ører blændes.
En DJ står på scenen i højre side. Ansigtet vender mod pulten, der vender mod midten af scenen. Her ligger et mørkt vandvæsen med mørkt, vådt hår og hullet tøj. Neglene er forlængede med lange, animalistiske, stoflige påhæng. Væsenet kryber langsomt på gulvet. Væsenet er Escarleth Pozo, der fremsiger en tekst. Stemmen lyder skiftevis med sin egen naturlige stemme og forvrænges af en dybere røst fra et elektronisk univers. Effekten opløser befriende eventuelle forestillinger om køn, menneske, væsen. Desværre forvrænges teksten så meget, at mine ører ikke fanger meningen, kun glimtvise brudstykker står frem.
”The horizon…”
”They no longer felt anything – 0”
Mens jeg sidder her og forsøgsvis skriver værkerne frem, prøver jeg at gribe i Ray Roa´s ide om, at jeg ikke nødvendigvis skal forstå. Men teksten fylder så meget i starten af denne performance, at min tænkende hjerne griber fat i ideen om, at den må være betydningsfuld. Jeg bliver derfor lidt frustreret over, at jeg ikke kan få meningen ud af Escarleths tekst.
På gulvet ligger flere objekter. De oplyses og Escarleth griber fat i nogle af dem enkeltvis. Ét minder om dele af et skelet, som det ligger på gulvet, og giver associationer til oprindelse og død. Som Escarleth løfter det fra gulvet viser det sig at være endnu et sæt af forlængede negle. Et andet objekt er et nærmest fallosagtigt symbol. Hun slikker på det, slynger med det. Bevægelserne indeholder en dyrisk kraft. I øjnene på væsenet Escarleth træder et håbefuldt lys frem, som bevægelserne overgiver sig til den kraft, der ligger i at overgive sig til at smelte sammen med, bruge og misbruge objekterne. Ritualet, som det virker til at være, er langt. Det bliver for langt. Endnu en gang i løbet af aftenen, zoner jeg ud, mister koncentrationen. Jeg er usikker på, hvad rammen skal fortælle mig.
Væsenet træder op blandt publikum, lægger det ekstra sæt af forlængede negle. Intentionen udebliver, da jeg ikke kan se, hvad der foregår. Det bliver en hemmelig akt, og selvom der i hemmeligheden kan findes svar, er det ikke den fornemmelse, jeg får fra stykket.
Escarleth iklæder sig større gevandter, falder sammen, ude af sync med musikken. En hånd rækkes i vejret, et kollaps finder sted, langsomme skridt fører mennesket rundt på scenen. DJ´ens musik som ellers er placeret centralt på scenen og måske derfor burde have en særlig rolle, forsvinder i den ude-af-sync-fornemmelse, der indfinder sig i min krop. Som om samspillet mellem bevægelser og krop ikke er fin-tunet. Det på trods af at både bevægelser i korte glimt er imponerende, og det samme gælder musikken, hvis man altså vælger at opleve dem hver for sig. Dansen, som træder frem, er vild og siger mig igen mere end resten af stykket, men et egentligt flow, som min krop længes efter, udebliver.
Escarleth samler objekterne fra gulvet, dækker sin krop med dem og lægger sig ned. Beder os om at lukke øjnene, lytte og fremsiger så et digt. Sammenhængen med resten af performancen forsvinder ud i scenerummet og måske derfor, formår jeg ikke at lytte til ordene.
I brudstykker findes en dyrisk kraft og vildskab, der absolut er smuk, men performancen i sin helhed virker som om, den kræver mere tid for at finde sit egentlig sprog, der denne aften opleves ikke-færdigt.
Cold Hawaii af Sigrid Stigsdatter
Rummet er tomt og hvidt. Elektroniske lyde spiller ud i ”white”-boxens tomhed. Downstage i højre hjørne står Sigrid Stigsdatter. Hun står længe og observerer. Det eneste i rummet er lyden, hende og publikum.
Så går hun ind på scenen, falder og kigger rundt.
Hun skaber bølgende bevægelser med sin ene hånd. Helt tæt på publikum. Hendes blik er noget særligt. Helt særligt stirrer de store øjne direkte på os. Hvad er det for en hemmelighed, der gemmer sig bag det blik? Hun bølger sin hånd nærværende tæt på publikum, som for at sige ”se min hånd, se den bølge, den kan skabe”. Og hun synger, eller ud af hendes mund kommer lyde, der minder om lydene fra en sæl. Og så putter hun hånden i munden, og ud af hendes mund flyder en sort substans. Det ligner olie. Mine tanker laver en naturlig række fra værkets titel Cold Hawaii til bølger, sællyde og olie. Jeg kan ikke lade være med at tænke menneskets forurening ind i værket fra starten, hvor olien flyder inde fra Sigrids krop og ned ad hendes hage som en stille kommentar til, at vi alle er sortsmudsede indeni. Er det klimaskam eller anden skam?
Bølgerne i hånden forplanter sig til bølger i kroppen. Sigrid står på en diagonal på scenen og skaber bølger fra bryst ned gennem rygsøjlen til hendes fødder. Hun bølger og bølger og går og bølger. Som et hav løber bevægelserne gennem hendes sportsoverdel, hvide kjole, batikfarvede bukser og sorte sneakers. Bevægelsen giver indtryk af hav og vand og evig foranderlighed. Men jeg længes også. Jeg længes efter en mere udførlig udført bølge. En bølge, der undersøges i detaljen. Den kropslige færdighed kommer en smule til kort på den store scene, som Sigrid står helt alene i sin solo. Samtidig erkender jeg min egen længsel som et udtryk for grådighed, for måske er bølgen netop, som den skal være.
En dyb bas bryder den musikalske rytme, lyset skifter til gult, og bølgerne i kroppen forstørres og rejser rundt i rummet. Frasen bliver for mig for lang, og jeg zoner ud, tredje gang denne aften.
Soloen fortsætter over i ord, gentagelser ”aha, yes, yes, aha, yes yes, hmmm, fuck yeah”. Sigrid holder sig for munden, som ligger der skam, måske en seksuel skam som kvinde i at gentage ordene ”yes, yes, fuck yeah”, der i denne scene kan minde om ord, der udtrykkes ved en seksuel akt. Flere i publikum rammes af denne scene på humoristisk vis. Og måske, hvis det ikke var det tredje værk, hvor netop ordene som udtryksform kom ind i en performativ setting, var jeg også blevet ramt eller havde grint af det humoristiske element, men jeg må erkende, at jeg er mættet. Særligt da hun går ned på alle fire og udtaler sætninger som ”you are a little fucking baby”.
Der bliver stille, et rødt, altomsluttende lys får plads i et kort moment.
Så skifter scenen, og Sigrid går rundt i hjørnerne på scenen og taler højt om de forskellige energier, der findes. Det virker som om, det er energier, hun selv besidder, og som hun fornemmer i rummet. Hun stadfæster dem i rummet ved at sige dem højt.
Et smukt øjeblik, der på sin egen fine facon formår at samle performancen er tæt på afslutningen, da Sigrid med sin enormt rørende og drømmende sangstemme synger:
”All I need is a little bit of privacy
just a moment in time
where my body is just mine”.
Jeg mærker det helt inde I min egen krop, fornemmelsen af ikke at være herre over den, fornemmelsen af at andre skal have en holdning til, hvordan den ser ud, hvad den kan bruges til. Dermed stadfæster hun hele den forudgående performance og Cold Hawaii kunne have sluttet her. Det gør den ikke, men jeg lader teksten stå ved netop dette smukke moment, og lader de tre performeres værker og kroppe være, præcis som de er og deres egne…