Som altid når jeg skal anmelde en ’Niels Erling med team-forestilling’, gruer jeg lidt. Ikke fordi jeg gruer for, om forestillingen er ’god’ eller ’dårlig’, men fordi jeg ved, at mængden af inputs med stor sandsynlighed vil være overvældende. En mundfuld for en anmelder. Et bombardement. PAMELA er ingen undtagelse, og jeg kan allerede nu afsløre, at min lidt rowdy og kaotiske vinterenergi, elsker det.
Vi møder Pamela, hendes mentor Daddy Hugh og playboyfotografen i et knaldrødt lakunivers. Pamela, spillet af Laura Skjoldborg, er fra første scene sårbar og poetisk. Nærmest gennemsigtig og rystende. En kontrast til den selvsikre Baywatch-babe, de fleste formentlig husker Pamela Andersson for at være. Hendes modsætninger, spillet fuldstændig gennemført af Nanna Cecilie Bang og Laus Høybye, er karikerede, overdrevne og way over the top, lige meget om de spiller Daddy Hugh og playboyfotografen, tvillingekopierne Pamela-di og Pamela-do eller de über-filosofiske, mandschauvinistiske, akademikere i det talkshow, som er den første rædselsscene, Pamela falder ned i.
For Pamela falder ned i et hul. En underverden, en underbevidsthed, et rædselskabinet. En art horror-Alice i Eventyrland, hvor hun skal igennem en række scener eller nærmest prøvelser for at finde ud af, om hun er virkelig.
Av, tænker jeg. For hvad fanden betyder det egentlig at være virkelig, og det samme spørger Pamela sig selv om. Hun er panisk, desperat, sitrende og grådlabil, mens hun med styrke forsøger at passe ind i de vanvittige rammer, hun bliver præsenteret for.
Tilbage til talkshowet, bliver Pamela mødt af to mandlige værter, hvoraf den ene skal forestille at være den kroatiske filosof Horvat, som i den virkelige verden rent faktisk har været tv-vært på et kroatisk, intellektuelt TV-show kaldet Sane Society. Dét her talkshow er dog alt andet end sane. Værterne spiller kroket med lilla og turkis plysbeklædte kroketkøller og -kugler, som helt tydeligt har en cringe fallosbetydning overfor den blonde Pamela, der bliver bedt om at samle kugler op, mens værterne diskuterer Ahrendt. Pamela er gennemsigtig, et objekt, og det er tåkrummende at overvære.
Den tåkrummende del er vel netop så tåkrummende og gør ondt i maven, fordi vi ved, at den form for #MeToo, som vi ville kalde det i 2023, ikke ville blive kaldt for grænseoverskridende adfærd tilbage i 90´erne. Objektiviseringen af kendte kvinder, popstjerner, filmstjerner var vel nærmest normalt, og som kunstnerisk leder Nathalie Mellbye fortæller i sin premieretale med begyndende tårer i øjnene, så slugte vi alle serier som Baywatch råt med lige dele misundelse og afsky overfor babes som Pamela. Jeg husker selv, hvordan jeg efter skoletimerne i folkeskolen tog hjem og så bl.a. Baywatch før lektietid og fritidsaktiviteter. Hvordan det ubevidst har påvirket mit syn på kroppe og i særdeleshed kvindekroppen, var jeg ikke bevidst om dengang. Jeg var simpelthen for ung til at tænke over det. Men da Nathalie Mellbye giver en officiel undskyldning til Pamela, for de grimme tanker hun har haft om skuespilleren, mærker jeg min egen skyldfølelse. Måske ikke specifikt overfor Pamela, men overfor de kvinder, hvor jeg i mit eget sind har følt det nødvendigt at konkurrere mod dem, være misundelig og endda finde dem usmagelige for at løfte mit eget mindreværd.
Jeg kan mærke, at jeg er på vej ud i en lang tekst om, hvordan det ikke er vores egen skyld, men patriarkatets, kapitalismens skyld, at vi alle sammen går rundt og udkonkurrerer og udskammer hinanden for at føle os værdige…
Tilbage til PAMELA. Scene for scene, prøvelse for prøvelse, forsøger Pamela at finde ud af, om hun er virkelig, og da hun træder ind i de nærmest cartoon-lignende plastikkirurgers univers, hvor hun bliver sprættet op og blod sprøjter ud på plastikkitler og går i et med det røde gulv, tænker jeg på, om vi virkeligt kun kan føle os virkelige i en verden, der er blevet så fake, at plastikkirurgi er vejen frem. Selv vejen til kærlighed. Da den ene kirurg har sprættet Pamelas krop åben, åbner han selv sit hjerte emotionelt og fortæller om en stormende forelskelse i en ung Lidl-ekspedient. Forelskelsen ender dog galt, da kirurgen forsøger at ændre ham til den bøf-mand, han altid har drømt om. Scenen står i stærk kontrast til den netop overståede operation. Ærligheden er rørende, ærligheden får os tættere på hinanden. Der opstår en sjælden stilhed blandt publikum netop i denne scene, og da Pamela forsigtigt spørger kirurgen, hvem han ødelagde mest, da han placerede sit eget mindreværd i hans partner som en ubrugelig skraldespand…
…føles det som om publikum holder vejret. For hvor mange gange har du placeret dit eget mindreværd ovre i andre, og hvor mange gange har du ageret skraldespand for andres, mindreværd altså?
DET FREUDIANSKE MARERIDT
PAMELA fører os alle ned i et freudiansk mareridt, hvor turen gennem det syge rædselskabinet får os til at se den dybeste angst i øjnene. Angsten for om vi i virkeligheden er uvirkelige. Angsten for at vores eget mindreværd flyder ud af sprækkerne i vores kroppe og får os til at forsvinde.
Selv Daddy Hugh ender med at lede efter Pamela i afgrunden, råber desperat, at han ikke kan leve uden Pamela og viser os dermed, hvordan han og alle andre har gjort Pamela og andre objekter i verden til skraldespande for deres eget mindreværd. Fy for satan.
Altså fy for satan, at vi alle render rundt og bruger hinanden for vores eget mindreværd og prøver at gemme det bag smil og glitter, ”så du ikke kan se, hvor hul jeg er”, som Pamela synger i en af de sange, som er en del af det pop-musikalske soundtrack, der væver sig igennem forestillingen.
ANGSTEN FOR DET FORMLØSE
Normalt når jeg skriver, finder teksten, kritikken, anmeldelsen oftest sin egen form. Men denne tekst har svært ved at finde sit eget udtryk. Den leder i scener, tematikker for at finde en rød tråd, noget at hænge sig selv op på. Den leder måske efter at blive virkelig.
Men ligesom Pamela´s angst for at være uvirkelig, er teksten måske også bange for ikke at være virkelig og leder derfor desperat efter en form for at ikke flyde ud. Og måske er det netop det, der er problemet med det moderne menneske og dets angst. Vi leder febrilsk efter at være virkelige i en verden, der er ved at blive formløs og flyde ud.
”Alle er i panik”, som Pamela siger i en lang sårbar monolog, der står i skarp kontrast til alle de bolsjestribede, flødeskums- og blodfyldte scener, der ellers gennemvæder forestillingen. Omkranset af Pamela-di og Pamela-do, taler Pamela direkte til vores sårbarhed.
Frit citeret efter monologen, er vi alle sammen skidebange for atomkrige og slanger, alle vores ekskærester, iler og blodprøver. Vi er bange for at blive trætte, for vores egne kroppe i badeværelset, for at blive gamle og svage. Vi har stress, angst og depression. Vi er bange for at dø alene og dø i smerte. Og ikke mindst er vi bange for kun at være elskelige, hvis vi er duelige. Kærligheden bliver en transaktion. Og så er jeg tilbage til min lyst til at skrive en længere tekst om, at det ikke er vores egen skyld…
Lige da monologen er ved at blive en anelse for lang, bryder tvillingekopierne alvoren. Men sårbarhed åbner for sårbarhed, og også de falske kopier anerkender deres frygt for, at der faktisk findes en kælderskakt og ord som klaphat. Publikum griner.
PAMELA spiller på enorme kontraster. Overflødighedshornet af farver, et Eurovision-lignende soundtrack, koreografiske genialiteter og en sindssygt skarp, underfundig og sjov tekst af Ida Marie Hede gør, at sårbarheden og angsten rammer hårdt, når den endelig siver ud af de sprækker, der ikke kan holde sammen på sig selv. Som da Pamela nærmest afslutter forestillingen med, at sige, at hun ikke vil tro på, at hun ikke kan elskes eller elske i en verden, hvor vi er så fulde af sår, at vi trækker os væk fra hinanden.
Denne teksts form- og retningsløshed plager mig stadig, og jeg er også usikker på, hvordan den skal afsluttes. Men måske findes der et sted udenfor dualiteten af virkelig eller uvirkelig, hvor vi kan skabe plads til både at elske os selv, hinanden og Pamela. Netop det giver forestillingen PAMELA et håb for, og som jeg skrev indledningsvist, er mit vinterhjerte vild med kombinationen af rowdyness og sårbarhed. Det taler direkte til mig, det taler tydeligt til publikum, og der er både plads til at synge med på ørebangeren Ukneppelig og tale om angst for døden over egoet, mens alle går opløftede ud til reception, bobler og samhørige premieretaler.
PAMELA på Sort/Hvid
12. januar – 7. februar
Medvirkende: Nanna Cecilie Bang, Laura Skjoldborg, Laus Høybye
Stemme: Lars Mikkelsen
Iscenesættelse og koncept: Niels Erling
Koreograf: Gunilla Lind
Dramatiker: Ida Marie Hede
Scenograf og kostumer: Lise Marie Birch
Komponist: Aske Knudsen
Lyddesign: Daniel Fogh
Lysdesign: Jim Falk
Dramaturg: Anders Thrue Djurslev
Forestillingsleder: Lærke Leonora Kolding
Instruktørassistent: Niels Rosenkrands
Teknisk afvikler: Christoffer Østergaard Meier Nielsen
Lystekniker: Camilla Eva Hansen
Scenemester: Anders Toft Pedersen
Bygger og rekvisitør: Emma Hildebrandt
Kostumer: Hanna Mørup
Bygger: Sarina Giulia Bosio, Marianne Femerling
Mere fra Stina Strange Thue