Sitka Louisas Perceval er et imponerende forsøg på at oversætte Hilma af Klints abstrakte billedserie Parsifal til dansens verden. Værket er tværdisciplinært og meditativt med sanselige kostumer, organisk koreografi, videokunst og nykomponeret musik.
De toner, farver og bevægelser, der åbenbarer sig på scenen i Valby Kulturhus, er skabt med afsæt i Hilma af Klints 144 små Parsifal-malerier fra 1916. Værket er skabt af Sitka Louisa, der er grundlagt af Louise Mochia og i værket undersøger billedserien som et visuelt partitur for dans og et billede på længslen efter mening.
Hvordan oversættes abstrakt billedkunst til koreografi? I Perceval er man først og fremmest gået praktisk til værks. Vi begynder ved begyndelsen – det tomme lærred. På scenen er to hvide, kvadratiske stykker stof. Et let, halvtransparent stykke stof er bredt ud over hele scenegulvet, mens et andet, magen til det første, stykke stof hænger ned over bagscenen. Præcis som de kvadratiske lærreder, Hilma af Klint (1862-1944) malede sine billeder på. Fire dansere (Zen Jefferson, Nikoline Due, Meleat Fredriksson og Adam Seid Tahir) kommer ind og placerer sig ved hvert sit hjørne af det lærred, der er bredt ud på gulvet. De sætter gang i stoffet, skaber bevægelser som små impulser og en velkendt lyd af stof når mig – lyden af et lagen, der hænger til tørre i vinden.
Stine Steendorphs og Sven Dam Meinilds nykomponerede musik er fyldt med gentagne blide, dybe og tørre, skrabende klange. Først fylder en rungende tavshed dog rummet, men snart til en meget svag lyd, danser de fire performere på kvadratet. Stoffet hvirvles op og samles i en cirkulær bevægelse, mens der skrues op for musikkens volumen og for lysstyrken.
Deres bevægelser er til at begynde med langsomme, som små impulser, der sættes i gang, men tempoet stiger gennem værket, og kroppene smelter sammen i én evig fælles bevægelse badet i transparente farver.
Musikken er præget af drømmende, lange toner, der næsten holdes konstant sammen med enkeltstående, lysere toner. Danserne er iklædt luftige kostumer af Elisabet Stamm i form af løs organza silke i farverne hvid, gul, fersken, lyserød, blå og grøn – ofte i flere lag, som de tager af og på gennem værket. Farverne i de transparente tekstiler mimer Klints akvareller og er små legemliggørelser af Klints farvepalette og penselstrøg. Kostumernes farver changerer i tråd med de langsomme, glidende skift i Christoffer Lloyds smukke lysdesign.
Den cirkulære, organiske dans, skaber en illusion, hvor scenen nærmest drejer rundt med danserne. Alt ved danserne cirkulerer flydende og aldrig mekanisk: arme, hænder, ben, hoveder – som i én hvirvelstrøm, hvor alle lemmer overlapper hinanden. Af og til bryder en danser ud af den fælles formation og står for sig selv. Det skaber dynamik, men jeg er hypnotiseret af den fælles bevægelse og ænser næsten intet andet.
I musikken opstår en lettere abstrakt melodi af flere enkle, dryppende toner. De farvestrålende danserne ruller i lærredet, og Klints farver vækkes til live. De trækkes mod hinanden én for én, indtil de til sidst alle fire ligger i ske, og en varm rød farve viser sig på lærredet bag scenen. En film projiceres på bagvæggen og afslører en abstrakt, men brændende rød himmel, mens musikkens intensitet stiger.
De forskellige kunstarter; dans, musik, scenografi og filmkunst, løfter hinanden i værket, hvor ingen af enkeltdelene kunne stå alene, og hvor alle delene fortjener hinanden. Dansen, farverne og musikken udgør en udelelig helhed på samme måde, som det i dansen og musikken faktisk er svært at skelne enkeltdelene (skift i bevægelser og toneskift) fra hinanden.
My Lambertsens animerede og geometriske filmbilleder af lys og skygge projiceres på lærredet til lyden af brede elektroniske beat. Farverne changerer fra lys blå til mørk blå og lilla. Flere stemmer synger meditativt, og den spirituelle stemning, der før bare lurede i værket, bryder ud i fuldt flor. Der er noget mystisk og noget fra det hinsides på spil som i Klints billeder, der selvfølgelig bygger på myten om gralsridderen Parsifal.
Undervejs kommer jeg i tvivl, om der er noget i vejen med højttalerne. Lyden skratter af og til ret voldsomt, og måske fungerer højtalerne simpelthen ikke til de høje frekvenser. Det er ærgerligt, for jeg var ellers klar på at forsvinde helt i det mediterende rum, som især skabes i mødet mellem koreografien og musikken.
Dansen er hypnotisk og udvikler sig mod et ekstatisk udtryk. Danserne er pensler, der styres af noget guddommeligt udefra, der bevæger dem og igangsætter hver enkelt impuls. Samhørigheden mellem de fire dansere opløses delvist, og danserne forsvinder i deres egne verdener. Jeg ser dem på scenen, men de forsvinder også lidt for mig, som når man bemærker, at én, man er sammen med, sidder og dagdrømmer. Men her virker danserne nærmere besatte.
Deres gestik bliver voldsommere, der trampes i jorden, og musikken bliver mere og mere rytmisk. Én fryser også i en stilling på gulvet, en dansers bevægelser skiller sig nu ud som mere kantede, mens en andens mimik skifter mellem neutrale ansigtsudtryk til ekstatiske udtryk, og én holder sig for ansigtet. De ryster, og det ligner en form for hellig dans. Der kommer suk, støn og andre kropslige lyde fra dem: tssh, tjjn, aagh, aajh. De taler sammen igen på et ukendt sprog.
De fire danseres kroppe forenes, skilles og mødes igen i de organiske bevægelser i en meditativ helhed, hvor dansen og tonerne oplyses og styrkes af farverne fra Klints billeder.
Perceval er co-produceret 2022 af Bora Bora – Dans og Visuelt Teater og Dansehallerne og havde premiere i Århus i oktober.
Perceval af Sitka Louisa
Koreograf: Louise Mochia (DK)
Dansere: Zen Jefferson (DE/USA), Meleat Fredriksson (DK/SE), Adam Seid Tahir (SE) og Nikoline Due (DK)
Komponister: Stine Steendorph (DK) og Sven Dam Meinild (DK)
Digital visuel kunstner/scenograf: My Lambertsen/SLØR (DK)
Lysdesigner: Christoffer Lloyd (SE)
Tøjdesigner: Elisabet Stamm (DK)
Fotograf: Ville Vidø (DK) og Christoffer Brekne (DK/NO)
Co-produceret 2022 af Bora Bora – Dans og Visuelt Teater og Dansehallerne.
Mere fra Sandra Cecilie Quist