ET LANDSKAB FULD AF SPØRGSMÅL – Performing Landscapes Laboratorium

Performing Landscapes Laboratorium
Metropolis' seminar Performing Landscapes Laboratorium. Foto: Marine Gastineau

Hvad er kunstens rolle og potentiale i en tid med økologisk krise? Det spørgsmål stillede Metropolis i seminaret Performing Landscapes Laboratorium, der fandt sted d. 26.-27. januar på Refshaleøen i København, som bastard-skribent Filip Vest beretter fra her. I løbet af over sammenlagt 20 timers oplæg, workshops og samtaler med omkring 40 kunstnere, kuratorer, forskere og skribenter, blev vi inviteret til at gå tilbage på skolebænken, komme ned i kroppen og ud på barrikaderne. Der blev sunget sange for naturen, mediteret som mudder og arbejdet med klimasorg og -omsorg, for at finde ud af om en anden undergang måske er mulig…

Efter to tætpakkede dage med tung teori og spekulative workshops, sidder jeg og prøver at samle trådene. Hvad var det egentlig helt præcis der skete på Performing Landscapes Laboratorium? Jeg kigger mine noter igennem samt min mobils billedgalleri, der er fyldt med fotos af slides med lange citater om ’det antroprocæne’, fotos af mennesker og landskaber og uncanny malerier af mere-end-menneskelige livsformer. Pludselig falder jeg over et foto af en lille legetøjs-isbjørn, der ligger i mit skød. “This is your companion for the reflections this afternoon – an extra set of ears, eyes, and vocal-chords!”, står der på en seddel, der ligger sammen med isbjørnen. Jeg kan huske, at vi, publikum, fik udleveret hver vores lille dyr, før den fælles samtale den første aften på seminaret. Men jeg nåede aldrig at reflektere så meget med isbjørnen, før jeg skulle aflevere den tilbage, og vi måtte videre i programmet. Nu sidder jeg og overvejer om, jeg kan få den i tale igen og den kan hjælpe mig med at samle nogle af trådene for de to dage. Jeg prøver forsigtigt: “Hey isbjørn, kan du hjælpe mig med at navigere rundt i, hvad der skete til Performing Landscapes Laboratorium?”

Isbjørnen: Ja, du kom jo for sent den første dag …

Filip: Hov hov! Det er ikke fair, jeg sov bare over mig, jeg plejer altid at komme til tiden!

Isbjørnen: Ja, det siger du jo. Nå, men jeg kan fortælle dig, at introduktionen var som så mange introduktioner er. Vi hørte lidt om programmet. Dagene ville blive struktureret så, at første del ville bestå af et inspirationsoplæg, under anden del ville deltagerne blive brudt op i små grupper i forskellige workshops, tredje del ville være en modereret samtale, der samlede op på dagens temaer og erfaringer og begge dage ville slutte med forskellige online talks fra internationale forskere, der perspektiverede til globale tendenser indenfor kunst, der beskæftiger sig med klimaet. Første oplægsholder var Nils Bubandt, professor i antropologi på Århus Universitet og redaktør på tidskriftet Ethnos sammen med Mark Graham – og så har han lavet noget sammen med Anna Tsing 

Filip: Det er hende med The Mushroom at the End of The World, ikke?

Isbjørnen: Jo, jeg har ikke læst den endnu, men det er noget med at følge netværket for en særlig svamp, der ikke kan domesticeres. Men det var nu ikke svampe Nils Bubandt snakkede om, han snakkede om

Filip: Gummistøvler! Det hørte jeg godt. ’Rubber Boots Methodology’, det var noget han brugte til både det helt konkrete feltarbejde i at gå rundt med gummistøvlerne på, men også at vores metoder – proteser som han også kaldte dem – alle har en historie. At gummistøvler også kommer fra et bestemt sted, og vi bliver nødt til at være bevidste om, hvor vores metoder kommer fra og dekolonisere hele vores meget vestlige (og patriarkale) blik på klimaet.

Fra Metropolis' seminar Performing Landscapes Laboratorium. Foto: Marine Gastineau
Fra Metropolis’ seminar Performing Landscapes Laboratorium. Foto: Marine Gastineau

Isbjørnen: Ja, og der kan man sige at næste oplægsholder tog tråden op, det var nemlig Susan Ballard fra New Zealand, som er professor på Te Herenga Waka – Wellington University, New Zealand. Hendes oplæg tog udgangspunkt i hendes bog Art and Nature in the Anthropocene: Planetary Aesthetics, og hun snakkede om, hvor vigtigt det var at anerkende, det sted man var – særligt selvfølgelig i et kolonialt perspektiv i konteksten af New Zealand.

Filip: Jeg kan huske, at hun havde sådan nogle ret smukke malerier af den New Zealandske kunstner W D Hammond med nogle fugleagtige væsener med i sin præsentation (Buller’s Table, 1994 og Semaphore Cave, 2008). Og på et tidspunkt sagde hun om kunstens rolle i forhold til klimaet: “The artworks don’t tell us how to act, but show us how nature is changing.”

Isbjørnen: Morgenens sidste oplægsholder var Herman Bashiron Mendolicchio, der er researcher, forfatter og kurator, har en PhD i kunsthistorieteori og -kritik fra universitetet i Barcelona, hvor han også arbejder i dag.

Filip: Han snakkede om ’wounded landscapes’ og viste os det kanoniserede klimaværk af performancekunstneren Joseph Beuys, der plantede 7000 træer, som sit bidrag til kunstfestivalen Documenta 7 i Kassel i 1982 og en række andre eksempler på kunst, der arbejdede med lignende strategier.

Isbjørnen: “Can art heal wounded landscapes?”, spurgte han

Filip: Ja, og det var jo lidt det, den første workshop, jeg var, på handlede om


Isbjørnen: Den var jeg jo ikke med på, så det må du hellere fortælle om

Filip: Okay, jeg husker det ret tydeligt. Min første workshop var med Madeleine Kate McGowan og hed ’Book of Songs’. Vi blev mødt af kunstneren selv, der stod med en lang paryk med pandehår ned foran øjnene. Hun bad os følge efter hende, og vi bevægede os i flok, ud i området omkring Teaterøen. Et stykke væk kunne vi høre en person, der fløjter. Vi bevægede os mod lyden og ender ved en grøn bakke midt i det golde industrielle landskab, hvor vi mødte den anden performer i værket.  “Sing your sorrow”, sagde de to til os og forklarede, hvordan vi nu skulle synge, men uden at “fylde luften med ord”. Så stod vi lidt og prøvede os frem med forskellige lyde. Imens blandede det hele sig med lyden af mågesang og lugten af friture og kloak fra de omkringliggende spisesteder. Vi endte på toppen af bakken, hvor vi kigger udover en række fældede træer. Hun snakkede også om noget hun kaldte ’Solastalgia’, som jeg er stødt på før, men hvad er det nu det er?

Isbjørnen: ’Solastalgia’ er et begreb, der kommer fra filosoffens Glenn Albrechts undersøgelser af folk, der har mistet deres habitat (på grund af klimakrisen), eller står til at miste deres habitat. Ordet beskriver en særlig klimasorg – sorgen for noget man ikke har mistet endnu, men er i færd med. Albrecht kalder det at “føle hjemve, mens man stadig er hjemme”.

Filip: Det giver virkeligt god mening! Senere på dagen snakkede vi også om, hvordan Madeleine Kate McGowans performance var en måde at give en krop til en særlig sorg gennem sang, der er svær at udtrykke ellers. Karaktererne i værket var inspireret af fortidens grædekoner, som var en slags ’professionelle sørgende’, de kunne græde mod betaling for at beskytte mod onde onder.

Isbjørnen: Og hvilken workshop deltog du i bagefter?


Filip: Det var kunstneren Nana Francisca Schottländers ’Material Meditations’. Her startede vi med at knytte bånd til nogle sten – “det ophav vi ikke tænker på”.   Bagefter gik vi en tur, hvor vi kun måtte snakke om, hvad vi så i landskabet omkring os. Alle sætninger skulle starte med “Der er…” og slutte med “…her”, som for eksempel “Der er en lille rusten låge her.” Hvis der var en person, der nævnte en ting, som man så selv lagde mærke til, kunne man sige det højt igen for at anerkende det. Det ledte til nogle ømme, lidt absurde samtaler. “Der er en lille sten her,” ville en person sige, hvorefter nogle af os andre ville nikke og sige “Ja, der er en lille sten her.”

Isbjørnen: Det lyder nærmest som en slags besværgelse. Som i Inger Christensens berømte digtsamling Alfabet – som også blev skrevet i netop en frygt for Jordens undergang!


Filip: “Abrikostræerne findes.”

Isbjørnen: “Abrikostræerne findes.”

Fra Metropolis' seminar Performing Landscapes Laboratorium. Foto: Marine Gastineau
Fra Metropolis’ seminar Performing Landscapes Laboratorium. Foto: Marine Gastineau


Filip: Nå, men efter vi havde gået sådan og peget på ting og nævnt, hvad vi så omkring os, fik vi til opgave at finde et sted i landskabet og gå i forbindelse med det. Jeg endte med at ligge på og kigge på skyerne sammen med en lille pose sand. Jeg lå og snakkede lidt med den og sang fra den. Fra havnen kunne vi høre en færge tude. Så sagde jeg farvel til posen med sand og gik tilbage til de andre.

Filip: Bagefter var der fælles diskussion, det var her jeg mødte dig

Isbjørnen: Jeg lå så længe i den brune pappose, du aner det ikke!…

Filip: Jeg kan huske, at Nanna Franciska, som jeg lige havde haft workshop med snakkede om ideen om den uberørte natur.

Isbjørnen: “Vi står midt i lortet, hvordan kan vi forbinde os med det der er?”, formulerede hun det smukt

Filip: Ja, og så blev der diskuteret ord meget igen – det blev lidt et tema for hele seminaret. Hvad er forskellen for eksempel på at sige det “ikke-menneskelige” og det “andet-end-menneskelige” eller det “mere-end-menneskelige”?

Isbjørnen: Og hvordan kan vi arbejde med klimaangst og klimasorg kunstnerisk?

Filip: Og hvad betyder ordet landskab?

Isbjørnen: Ja, det var noget af det, som Gry Hedin, forsker fra SMK snakkede om med udgangspunkt i sit projekt ’Landbrug og landskab – SMKs landskabsmalerier i et klimakritisk nu’.

Filip: Mm, hun sagde, at vi har lært, at kornmarker og andre monokulturelle landskaber er smukke på grund af landbruget.

Isbjørnen: En “lidt uskyldig hjernevask”, kaldte hun det…

Filip: Men helt uskyldig var den ikke, for vi bliver virkeligt nødt til at gentænke det monokulturelle landbrug i et klimaperspektiv. “Reclaiming the Commons” har jeg skrevet i mine noter, men jeg kan ikke huske, hvad det refererer til?

Isbjørnen: Det må være den bog som bønne- og frøaktivisten Vandana Shiva har skrevet, der, som jeg forstår det, blandt andet handler om regenerativt landbrug, hvor CO2’en bliver bundet, ligesom man før har gjort i flere praksisser hos oprindelige folk før koloniseringen og indførslen af monokultur

Filip: Spændende! Det er virkeligt interessant, hvor mange ting vi bare tager for givet omkring landbruget og prøve at se om, vi kan gentænke det


Isbjørnen: Lige præcis, også i forhold til hvilken rolle kunsten kan spille i at give os nye perspektiver på landbruget

Filip: Også i forlængelse af hvad Christina Louise Jørgensen fra Liselund Laboratorium Møn, nævnte i fællessamtalen, om kunsten ikke bør være med på et strukturelt niveau, når vi snakker klimaet?

Isbjørnen: Kunst, der bygger vindmøller!

Filip: Binder CO2!


Isbjørnen: Skaber liv på havbunden!

Filip: Håndterer regnvand!

Fra Metropolis' seminar Performing Landscapes Laboratorium. Foto: Marine Gastineau
Fra Metropolis’ seminar Performing Landscapes Laboratorium. Foto: Marine Gastineau

Isbjørnen: Ja, nu kommer jeg til at tage nogle ting lidt på forskud, men det er jo ret interessant, at det var lige præcis det kunsthistorikeren Julie Reiss også var inde på i sin talk på dag 2 af seminaret, hvor hun nævnte flere eksempler på kunstneren, der havde udviklet konkrete løsninger, som senere blev integreret.


Filip: Nå ja, det var hende der nævnte det her projekt ’Revival Field’ (1991) af Mel Chin, med planter der trækker gift ud af jorden. Jeg tror, hun kaldte det en “hyper accumulator proces”, og så bagefter, så endte det med at være noget, som man faktisk brugte. Kunst, der bliver til videnskab!

Isbjørnen: Ja, før i tiden har de to ting ikke været så adskilte, som de er i dag. Men faktisk tænkte jeg også på projektet ’Swale’ (2017-2020) af Mary Mattingly, som tog udgangspunkt i et meget konkret problem flere steder i New York, hvor man ikke kunne købe sund mad. Så hun ville gerne få maden tilbage i ’the commons’ om man vil, men da det er forbudt at sanke, måtte hun gro mad ude på en tømmerflåde, som folk så kunne komme og hente. Efter hendes projekt ændrede man lovgivningen, så nu findes der en park i Bronx hvor du gerne må sanke mad.

Filip: Virkeligt interessant projekt! Og ja, et godt eksempel på, når kunsten kan gå ind og ændre nogle ting strukturelt – når kunsten kan ændre lovgivning. Generelt burde der bare være repræsenteret nogle helt andre fagligheder også ved politiske processer

Isbjørnen: Ja, for eksempel kunne man også prøve at give ’naturen’ en stemme. Filosoffen Bruno Latour forestillede sig et ’Parliament of things’, hvor de ting, vi ikke normalt giver en stemme, kunne komme til tale, som ’naturen

Filip: Spændende, men også svært at forstå i praksis. Jeg kan godt forstå at du også putter det i gåseøjne, ’natur’. Det var selvfølgelig et af de ord, der kom meget op i løbet af de to dage, og også noget vi diskuterede i den fælles samtale. Kan vi finde et andet ord for ’natur’, som kan opløse det her split, vi har lavet mellem os og ’naturen’? En person foreslog “den levende verden”, en anden nævnte, at “det som er” åbenbart er den direkte oversættelse af det kinesiske ord for ’natur’

Isbjørnen: Et andet perspektiv, der også blev taget op i den fælles samtale, var sorgen – som jo også spillede en rolle i din workshop med Madeleine Kate McGowan.

Filip: Ja, jeg mener, det var kunstner, kurator og skribent Trine Rytter, der nævnte sorgeksperten Francis Weller og snakkede om, at problemet med den vestlige kulturs måde at forholde sig til sorg er, at vi altid holder den for os selv, i stedet for at tage den ud i fællesskabet. Det er noget vi må øve os på.

Fra Metropolis' seminar Performing Landscapes Laboratorium. Foto: Marine Gastineau
Fra Metropolis’ seminar Performing Landscapes Laboratorium. Foto: Marine Gastineau

Isbjørnen: Sorgen, og hvordan vi håndterer den, er én ting, men noget andet er at forstå, at selvom konsekvenserne af klimakrisen er globale, er vi ikke i ’samme båd’. Det globale syd bliver ramt på grund af det globale nords handlinger

Filip: Kan man sige, at det er en racistisk krise?


Isbjørnen: Ja, der var også én fra publikum, der nævnte, at de ønskede mere fokus på uligheden i seminaret – og påpegede, at vi var en enormt hvid og privilegeret gruppe, der var samlet

Filip: Nå ja, det kan jeg godt huske. Var det ikke den samme person, der nævnte, hvordan nymaterialismen ofte glemmer menneskene og uligheden mellem dem?

Isbjørnen: Lige præcis, vi kommer til at snakke så meget om materialer og forbindelser, at vi helt glemmer de socioøkonomiske forhold. Vores håndtering af klimakrisen bliver nødt til også at være intersektionel – altså også have et race- og klasseperspektiv. Der var også på et tidspunkt en person, der udtrykte, at vedkommende savnede flere fagligheder repræsenteret i seminaret – i forhold til at så mange af os kom med en kunstbaggrund.


Filip: Nu brugte du lige et ord som intersektionel, det får mig til at tænke på en anden person fra publikum, der spurgte, hvordan vi kan gøre klimakrisen mere ’mainstream’? Og hvordan vi kan ændre sproget? Fordi der er så mange referencer, som det bliver taget for givet, at man kender i det her rum – for eksempel det ’antroprocæne’. Er der en måde vi kan gøre det mere tilgængeligt på?

Isbjørnen: Hmm, godt spørgsmål… Der var jo en anden person fra publikum, der foreslog det, at arbejde med børn som en løsning til at udvikle et nyt sprog for klimakrisen, for så er man automatisk tvunget til at kommunikere problematikkerne på en anden måde. En anden kunstner snakkede om vigtigheden i at komme ud i andre områder, det der bliver kaldt ’udkanten’, og hvor der ikke nødvendigvis er adgang til kunst eller diskussioner om klimakrisen

Filip: “Kan kunstnerens rolle være som en, der lytter?” var der en fra publikum, der spurgte.

Isbjørnen: “There is nothing new under the sun, but there are new suns”, citerede en anden fra publikum Octavia Butler


Filip: Og så var dagen slut, og så stod vi der med hundrede spørgsmål i rygsækken og nye sole på himlen…

Fra Metropolis' seminar Performing Landscapes Laboratorium. Foto: Marine Gastineau
Fra Metropolis’ seminar Performing Landscapes Laboratorium. Foto: Marine Gastineau

Isbjørnen: Anden dag startede med et oplæg af Trine Rytter, der med udgangspunkt i forfatteren og miljøaktivisten Derrick Jensen snakkede om at gøre verden mere ’trauma conscious’. Hun sagde, at den verden, vi har bygget op, i bund og grund er giftig, og at vi har skabt en myte om en normaltilstand, vi skal tilbage til, som ikke findes. Vi prøver at holde fast i vores ret til et ’normalt liv’, der på alle måder ikke er bæredygtigt…

Filip: Don’t go back to normal!

Isbjørnen: Præcis! Den næste, der holdt et oplæg, var kuratoren Maria Kjær Themsen, der blandt andet fortalte om sit projekt ’Soil. Sickness. Society’ på Rønnebæksholm.

Filip: Den udstilling var jeg godt oppe at se! Men desværre gik jeg glip af de forskellige events, der fandt sted som en del af udstillingen. Kjær Themsen havde nemlig kurateret forskellige middage, workshops og andre performative indslag

Isbjørnen: Ja, hun nævnte sociolen Hartmut Rosa, der siger, at vi er stressede, fordi vi har brug for ’ressonance’ – og det kan vi finde i naturen, i kunsten og ved at samles!


Filip: Udstillingen handlede om sammenhængen mellem tre forskellige systemer: nervesystemet, det økologiske system og det økonomiske system. Og sygdommen som findes i vores jord, kroppe og samfund.

Isbjørnen: Sy(g)stemer …


Filip: Ja, og syge stemmer! På et helt praktisk plan betød det også, at udstillingen arbejdede meget med værker, der allerede var produceret eller kunne genbruges eller genforhandles i nye formater.

Isbjørnen: Det var også ret interessant, den kobling mellem psykiatrien og kunsten, som hun havde arbejdet med i udstillingen. Det var noget med, at der var nogle sorggrupper, som kobler meget godt sammen med noget af det, vi bliver ved med at kredse tilbage omkring: sorgen, og hvordan vi deler den

Filip: Ja, den første workshop, jeg havde på seminarets dag 2, handlede ikke om sorg, men om hvordan vi oplever tid

Isbjørnen: Men måske er det ikke så forskelligt de to


Filip: Nej, det kan du have ret i… Nå men kunstneren Georg Jagunov havde i hvert fald organiseret en workshop, der hed ’Timefulness’, hvor han startede med at vise os nogle forskellige sten og fortalte os om geologisk tid. Bagefter blev vi sendt rundt i grupper på en slags skattejagt efter nogle skulpturer, han havde gemt i landskabet. Fordi vi ledte efter noget, vi ikke helt vidste, hvad var, begyndte vi at undersøge landskabet meget grundigt. “Kunne det være den her?” “Er det den her?” “Jeg tror jeg har fundet noget herovre!”. Når vi fandt Jagunovs små væsener i sten, knogler og andre materialer, prøvede vi at finde på historier om karaktererne, og hvordan de var endt der.

Isbjørnen: Han havde vel lagt dem der?


Filip: Nej i fiktionen ligesom! Jeg oplevede, at projektet handlede rigtigt meget om at fortælle historier, og hvordan det kan være en måde at forstå svære koncepter, som for eksempel tid, på.

Isbjørnen: Det var faktisk også noget af det sociologen Nicolai Schultz var inde på i den talk, han holdt første dag, som du desværre gik glip af. Det er ham, der har skrevet bogen Notat til den økologiske klasse med netop Bruno Latour, som vi lige snakkede om. Bogen handler om, hvordan vi ikke har fået engageret folk godt nok i klimakrisen – og her snakkede han netop om vigtigheden af at fortælle historier!

Filip: Spændende. Den må jeg få læst! Der var i hvert fald også en ordentlig omgang historiefortælling i gang i kunstnerne Jette Hye Jin Mortensen og Signe Vads fælles workshop, som jeg deltog i som dagens anden workshop. Her startede de workshoppen med, at Signe Vad læste en spekulativ tekst, som sammenstillede klimakrisen med Dødsstjernen fra Star Wars, det onde imperiums supervåben, der kan suge livet ud af en planet. Bagefter fortalte Jette Hye Jin Mortensen om Ikigai, en særlig balance man kan nå i sit liv, hvor alt går op i én højere enhed. Vi skulle udfylde nogle diagrammer, hvor man skulle placere sit job eller sine jobs i et koordinatsystem ud fra fire kvaliteter: Er du god til det? Elsker du det? Får du penge for det? og er det godt for verden? Hvis man kunne svare ja til alle fire spørgsmål, placerede ens job sig lige i midten af diagrammet i den perfekte balance, ’Ikigai’. Hun snakkede også en masse om ’permakultur’, hvad er det nu præcis, det er?


Isbjørnen: Altså permakultur betyder ’vedvarende kulturer’.  Det er en forkortet udgave af det engelske ’permanent agriculture’ og går groft sagt ud på at dyrke sine egne fødevarer på en bæredygtig måde ved kun at bruge vedvarende ressourcer.

Filip: Klart! Jeg tror også, de brugte det i en mere bred forstand, at det også var på sit eget mentale plan, at man skulle arbejde med en permakultur-tankegang. Og så var der meget snak om det fælles ansvar, vi måtte deles ad om ’the commons’. Helt konkret betød det, at da vi skulle udfylde vores ark, var der for få blyanter og derfor måtte vi tage hensyn til hinanden og finde måder at skiftes til at bruge dem. I samme ånd havde Jette Hye Jin Mortensen printet kun et enkelt A4-ark med forklaringen af Ikigai, som vi måtte deles om at kigge på og læse.

Isbjørnen: Det minder mig igen om Vandana Shivas bog Reclaiming the Commons, som vi snakkede om tidligere, den må vi lige få læst

Filip: Ja, det kan være vi skal købe den sammen og deles ad om den


Isbjørnen: Eller se om de har den på biblioteket


Filip: Nå ja. Så længe de ’commons’ stadig eksisterer altså… Det er ikke som om, at politikerne tager de bedste beslutninger i verden lige for tiden. Politikerne fik også lige en kamptale med fra Signe Vad, som er aktiv i den miljøaktivistiske gruppe Extinction Rebellion og brugte den sidste del af workshoppen på at stille os alle op på række og se, hvor langt vi var forberedt til at gå i forhold til (ikke-voldelig) civil ulydighed. For civil ulydighed er nødvendigt, siger Vad. Politikerne kan sagtens gå og tro på, at vi kommer til at opfinde en eller anden ting, der kan redde os ud af klimakrisen, men de kan ikke tro på, at vi faktisk kan ændre måden vi lever på, og der findes problemet.

Isbjørnen: Jeg har godt fulgt med i Extinction Rebellions fantastiske arbejde!  Det kan være, vi skal tage til den næste store demo sammen, d. 28. april kl. 14 på Christiansborg?

Filip: Ja lad os gøre det!

Fra Metropolis' seminar Performing Landscapes Laboratorium Foto: Marine Gastineau
Signe Vad på Metropolis’ seminar Performing Landscapes Laboratorium. Foto: Marine Gastineau

Isbjørnen: Nå, men så var der igen plenumsamtale, vi vendte tilbage til hovedspørgsmålet: “Hvad er kunstens rolle i en tid med økologisk krise?”

Filip: Ja, første oplæg var fra Iben From, direktør fra KunstCentret Silkeborg Bad, som fortalte lidt om deres nuværende udstilling, der foregår over 10 måneder med åben montering og værker, der kommer løbende til i forskellige former


Isbjørnen: Det lyder lidt som det, Maria Kjær Themsen også arbejdede med på Rønnebæksholm


Filip: Ja, meget i samme ånd. Iben From stod også for dagens citat, som jeg skrev ned: “Vi tænker, at naturen er god, men den er jo skideligeglad!”

Isbjørnen: Ja, og det er dem, der sidder og tager de store politiske beslutninger om klimaet lige nu tydeligvis også… Eller som Rikke Lykke sagde og citerede Derrick Jensen: “Vi har været alt for søde mod dem, der har ødelagt planeten.”

Filip: Lykke opfordrede også i forlængelse af det til at læse Andreas Malm, der har skrevet Sådan sprænger man en rørledning i luften

Isbjørnen: I den bliver der i hvert fald diskuteret den civile ulydighed, som Signe Vad opfordrede os til tidligere på dagen. Bag på bogen står der: “Endnu et klimatopmøde uden bindende aftaler. Masser af velmenende men tomme ord. Konsekvenserne af et klima i forandring begynder allerede at vise sig, og endnu en gang er det det globale syd, der er de første til at mærke konsekvenserne, selvom de står bag en minimal del af de udledninger, som forårsager den presserende klimakatastrofe. Efter selv at have deltaget i utallige fredelige klimademonstrationer, stiller forsker og aktivist Andreas Malm spørgsmålstegn ved, om det er på tide at skifte taktik og overveje sabotage som en del klimakampen”

Filip: Av

Isbjørnen: Nå, men nok om civil ulydighed, bagefter gik vi over til at snakke om omsorg igen

Filip: Ja, der var nogen, der nævnte, at vi har en ’omsorgskrise’ i det 21. århundrede

Isbjørnen: Og performeren Katrine Faber snakkede om, hvilke omsorgsfulde praksisser vi er nødt til at udvikle for naturen.

Filip: Vi skal sørge … og sørge for naturen. Sorg og omsorg er to tider af samme sag.

Isbjørnen: Hun nævnte, hvordan vi må lære at slippe fordommene og prøve at lytte til det mere end menneskelige. Finde et piletræ og lytte til det, snakke med det, synge for det. Og spørge os selv: Hvor lytter vi fra?

Filip: Hvordan mærkes det?

Isbjørnen: Hvor sanser jeg fra?

Filip: Hvordan kan jeg åbne for en anden sansning?

Isbjørnen: Hvor lytter vi fra?

Filip: “Selv asfalten taler,” som Anna Krogh, direktør for Sorø Kunstmuseum, sagde og nævnte, hvordan Tora Balslevs workshop ’Dancing Matter’ tidligere på dagen havde fået hende til at reflektere over, hvordan asfalt også er en del af naturen


Isbjørnen: Ligesom det Stina sagde!

Fra Metropolis' seminar Performing Landscapes Laboratorium Foto: Marine Gastineau
Fra Metropolis’ seminar Performing Landscapes Laboratorium. Foto: Marine Gastineau


Filip: Nå, men i forhold til det med, hvad kunstens rolle kan være – “”Hvad er kunstens rolle og potentiale i en tid med økologisk krise?” Jeg tror, at kunsten kan lære os alle mulige gode ting – som for eksempel at forbinde os til naturen og blive opmærksom på forskellige forbindelser – men jeg tror også, ligesom Nana Francisca Schottländer nævnte i den fælles diskussion, at der kan være en fare i at instrumentalisere kunsten. Eller at det ikke altid nødvendigvis er gavnligt.

Isbjørnen: Det var ret interessant, for en af de andre oplægsholdere, Steffen Krejberg Knudsen, som er programansvarlig for kunst- og vidensfestivalen Bloom, foreslog at prøve at tænke det instrumentelle omvendt. Ikke tænke, hvordan kan kunsten bruges, men tænke, hvordan kan kunsten bruge for eksempel festivalen

Filip: Jeg elsker Bloom, det er sådan et fedt format, de har, også fordi de blander videnskab og kunst på en ret fin måde, hvor begge dele får plads

Isbjørnen: Lige præcis. Knudsen snakkede også om, hvordan de havde arbejdet med det som en strategi, at man kunne blive ’snydt’ til at møde elementer i en festival, man måske normalt ikke ville opsøge. Så at kunstpublikummet oplever naturvidenskab, og det naturvidenskabelige publikum oplever kunst.

Filip: “En kortslutning af forskellige interessefællesskaber” har jeg skrevet ned i mine noter!

Isbjørnen: Han fortalte også om sin oplevelse med Gry Worre Hallbergs workshop tidligere på dagen. Hun er kunstnerisk leder af Sisters Hope, som har lavet en række forskellige immersive performances, i form af for eksempel byvandringer eller alternative skoler man kan melde sig ind i og bo på i flere dage ad gangen.

Filip: Ja, jeg har godt været til flere af deres performances! Nu er de jo rykket ud og har overtaget et stort hus i Hedehusene, som en del af det femårige projekt, ’Sisters Hope Home’, hvor man også kan komme ud og overnatte. Den nye idé med Sisters Hope er, hvordan kunsten kan bygge nye institutioner op. Gry Worre Hallberg snakkede om hvordan, der for hende og organisationen er sket et skift fra participatorisk kunst til det hun kalder ’habitation’. 

Isbjørnen: Det må jeg lige kigge på! Men i hvert fald fortalte Steffen Krejberg Knudsen om, hvordan han i Sisters Hope workshoppen tidligere på dagen ’Inner Landscapes – The Poetic Self’ var blevet instrueret i at meditere sig frem til et poetisk selv. Først troede han, at han skulle blive en regnorm, men så endte han med at blive til mudder. Og det passede ham rigtigt godt, for det fik ham til at tænke på filosoffen Hans Finks naturbegreber, hvor Fink snakker om, hvordan det metafysiske er noget, der er “mere mudret end mudder”.

Filip: Mere mudret end mudder?


Isbjørnen: Ja, “do not take me for granite”, skriver Ursula K Le Guin. Måske er hun også mudder. Hun er ikke hård som sten, for andre sætter aftryk i hende

Filip: Det tror jeg godt, jeg forstår, men jeg er også lidt træt nu. Seminaret har sat et aftryk i mig, men det er også lidt mudret, præcis, hvad der blev sagt.

Isbjørnen: Det forstår jeg godt, jeg tror heller ikke nogen af os stadig helt ved, hvad kunstens rolle i en tid med økologisk krise, er i dag. Måske er rollen mest af alt “big, but indirect,” som kunstprofessoren fra Toronto Mark Cheetham, sagde i et af aftenens sidste oplæg?


Filip: Ja, eller som kunsthistoriken Julie Reiss sagde i sit oplæg: “Scale is not important, but that it’s scaleable”. Måske behøver vi ikke altid opfinde nye institutioner og finde kæmpe løsninger på alle problemerne på én gang, men vi kan starte i det små. Vi kan ændre nogle ord, vores sprog, vores opmærksomhed, vi kan dyrke en have på en tømmerflåde, invitere folk til at spise fra den og så prøve at engagere nogle andre i samtalen, i kunsten og måske i den civile ulydighed? Der er meget at tænke over i hvert fald. Tak for hjælpen isbjørn.


Isbjørnen: Det var så lidt! Vi ses til Extinction Rebellion demo d. 28. april!

Metropolis’ seminar Performing Landscapes Laboratorium fandt sted d. 26.-27. januar på Refshaleøen i København

Alle de forskellige oplæg fra seminaret “Performing Landscapes Laboratorium”

Mere fra Filip Vest