PIGEDYR er jomfruelig uskyld overfor begær. Det er ungdommens skrøbelighed overfor teenagerens beregnelighed. Det er tabuet omkring unge pigers begær, der saftigt driver ned ad væggene, over i din krop og stiller spørgsmål ved unge pigers uskyld. Er unge piger altid helt så uskyldige, som de ser ud?
Et neonhvidt hjerte lyser et klinisk hvidt rum op. Det hænger der på bagscenen, hjertet, som altertavle gemt bag et transparent klæde. Bag klædet anes seks nonnelignende skikkelser under hver deres hvide hovedbeklædning, hænderne samlet foran deres køn. Det hvide scenegulv er tomt bortset fra et stort bord med to gigantiske stearinlys og foran dette en hvidklædt kvinde med ryggen til. Det kirkelige billede er ikke til at tage fejl.
Atmosfæren emmer af noget helligt og mystisk, da en sagte hvisken strømmer ud ad mundene på de seks skikkelser. Kvinden, som, da hun vender sig om, afslører sig selv som en ung pige, Sara, bryder hvisken, med en monolog i et meget direkte sprog.
Hun er 13 år, hun er en teenagepige på et teenageværelse med lyserøde, hjerteformede satinpuder. Hun skriver i sin dagbog uskyldigt vippende med sine underben kun iklædt hvide trusser og en crop top. Det ser renhjertet ud, og koret, de seks anonyme skikkelser, understøtter uskyldigheden med et silkeblødt bagtæppe af smukke toner, der smører mit indre. Barnets sang.
Uskyldigheden brydes hurtigt, og Saras unge pigelatter brydes af hendes dybe pigestemme, der fortæller om hendes forældres braste drømme. Sara var ikke en lille sol. Værelset blev hendes redningskrans, og her læser hun, fordi hendes mor hader, hun læser. Her skriver hun. Våde fantasier om ældre mænd, der begærer hendes stramme, unge hul. Hun reciterer poetiske korte monologer akkompagneret af en skarp koreografi, dyriske, kantede bevægelser.
Erotismen driver ned af Saras lår, ud af hendes mund. Lillepigen møder et seksuelt væsen, et bæst, pigedyret. Hun onanerer med sin lyserøde børste, griner skingert, mens hun tænker på præsten. Dario. Mens hun ekkoer præsten, strækker hun armene ud til siden, som Jesus på korset, og mimer hans tydeligt dybe og alvorlige stemme ”Gud er stor”. Sara svarer ”Din pik er…”
Det er råt, på kanten, tåkrummende og frisættende. Det er blasfemisk. Og det skriger os lige i ansigterne og stiller spørgsmål ved unge pigers uskyld i debatten om politisk korrekt feminisme, overgreb, MeToo.
Det vrider sig i mig, og jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene, da præsten på stranden, med armene velsignende strakt ud til siden, får Sara til at lave et blowjob på ham. Visuelt er scenen stærk og vises gennem de seks skikkelser, der knæler foran Dario i skikkelsen af Sara, der med én hånd til siden og den anden hånd på en af pigernes hoved imiterer blowjobbet og langsomt rykker hendes hoved frem og tilbage. Det er et overgreb. Og det er samtidig Sara, der selv formulerer hun har kidnappet præsten ind i det onde. Hun kender til hendes egen evne til at forføre. Hun er absolut ikke dum.
Alvoren og dilemmaet kryber sig ind på mig, og på resten af publikum. Der er stille blandt de, primært unge kvinder.
De seks skikkelser, koret, UNGKLANG, bryder alvoren med humor, et kor af darioer og en bevidst halvdårlig solosang udført af Sara i bedste teenageværelse-popsangstil belyst af røde og lilla farvetoner. Vi griner, vi forlader stranden og mørket, mens koret sirligt ryster deres brystparti som små engle.
PIGEDYR fortsætter på mange måder i samme stil. Sara bliver ældre, hun forfører sin bedste veninde Rosas far. Det er historien om magten i teenagevenskabet, om at være bedsteveninder og ærkefjender, om jalousi, misundelse, at være smukkest og tyndest.
De diskrepante fornemmelser mellem den uskyldsrene pige og begæret, der flyder i hendes krop, bevidstheden om, at hun er i stand til at forføre bliver visuelt gengivet ved hjælp af korets også koreografiske rolle, som de bl.a. sidder ved siden af scenen på seks stole, spreder benene eller i samlet koreografi agerer Rosa, der famler på Sara.
Da en popsang også i denne scene synges i samme stil som tidligere, begynder dramaturgien at blive lidt forudsigelig. Monologerne er hurtige og præcise og virkelig eminent leveret af Laura Skjoldborg, mens UNGKLANG synger helt vidunderlige og bløde korsatser. Men stemningen bliver i samme toneleje, og på dette tidspunkt i forestillingen savner jeg dynamikskifte.
Et penetrerende technobeat giver mig, næsten hvad jeg længes efter, men selvom stemningen skifter, og et mere mørkt og næsten satanistisk univers træder frem, får jeg ikke helt det dynamikskifte, som jeg synes, forestillingen fortjener. Sara ifører sig sorte klæder, det uskyldsrene forsvinder, hun udfører en rituel dans, onanerer med et kors, ”Gud skal kneppe mig”.
Meget symbolsk bliver Sara gift i sort. Som bryllup og skilsmisse i ét. Sara kidnapper sig selv ud af den ulykkelige situation. Det er døden over den lille pige, et farvel til teenageren og sorgen over den nødvendige afsked til ungdommens uskyld og evne til at forføre.
PIGEDYR er en modig afsløring af de tabuiserede hjørner og afkroge af teenagepigens indre. Det er et skarpt univers, hvor den unge pige selv tager ordet. Laura Skjoldborg leverer overbevisende de forskellige roller hele vejen igennem den meget poetiske og lyriske forestilling, smukt akkompagneret af koret, UNGKLANG, som jeg flere gange har lyst til at lytte til med lukkede øjne og svømme ind i deres univers. At de syv kvinder samtidig formår at være super kropslige i Marluze Da Cruz´ underbyggende koreografi, får forestillingen til at spille frem og tilbage mellem det uskyldsrene og erotiske på den måde, hvor man kan mærke det på egen krop. Sammen med Maja Riis´ helt minimalistiske scenografi og kostumer og et stærkt lyddesign af Jonas Krogh, der bryder UNGKLANG´s guddommelige toner, er PIGEDYR en samlet oplevelse, der provokerende og råt for usødet tør belyse unge pigers lyst, begær, magt og intelligens på en måde, der råber op fremfor at gemme sig væk.