Dans som en vej til viden og helbredelse
“I’m going where my body leads me”
– Father John Misty
For nylig sad jeg udenfor på en café med min veninde og hendes datter på knap to år. Mens min veninde hentede kaffe til os, trådte pigen op på en forhøjning, hvorfra hun var synlig for alle. Uden at virke bevidst om sit publikum eller interesseret i os for den sags skyld gik hun i gang med at udføre en koreografi, der var en moderne danser værdig. Hun lagde sig ned på ryggen, rullede, vred sig, kom op på alle fire, strakte og bøjede benene. Og så, uden videre, holdt hun op, og uden at se sig om traskede hun ind i caféen til sin mor, som om intet var hændt.
Min venindes datter udførte handlingen med misundelsesværdig selvfølgelighed og ubekymrethed. Hun gav sig hen til kroppen, lod den føre uden at tøve og uden at lade sig bremse af tanken om, hvad andre måtte mene om hendes opførsel. Hun skænkede ikke normen en tanke, det lillebitte nåleøje, man skal tråde sig selv igennem for ikke at falde udenfor. Hun er selvfølgelig også et barn, og for børn gælder andre normer end for os voksne, og små børn har ikke samme grad af selvbevidsthed eller bevidsthed om, hvad vi som samfund ordløst har besluttet er normal opførsel.
Hvilke impulser, der fik hende til at bevæge sig og bevæge sig på netop den måde, kan vi ikke vide. Men det var tydeligt, at hun lyttede til sin krop med åbenhed og nysgerrighed, at hendes dans var drevet af lyst, måske endda af indre nødvendighed.
Orkidé i vanvid
I den svenske forfatter P.O. Enquists roman Bogen om Blanche og Marie findes en scene, som er blevet hos mig. Året er 1884. Vi er til maskebal på La Salpêtrière, hospitalet, hvor lægen Jean-Martin Charcot laver offentlige eksperimenter med såkaldt hysteriske kvinder. Jane Avril, som senere skal blive en berømt danser i Moulin Rouge, er 16 år gammel og indlagt med en sygdom kendt som Sanktvejtsdans. Sygdommen giver tics i kroppen, ufrivillige rykvise bevægelser og får den syge til at svaje rytmisk. Til maskeballet på hospitalet har Jane Avril danset ukendte trin og følt sig let, men opdager så, at hun er alene på gulvet, at folk ser på hende, klapper. Hun holder inde, selvbevidstheden er en hindring, hun er ”bange for at vække skandale”. Hun spørger en ældre indlagt om noget, som vi ikke hører, og begynder så igen:
”Jane Avril genoptager derefter dansen, vildere og vildere, hun opdager at hun ikke bare mangler den egenskab at kunne danse, hun mangler også erindringerne, skyld, fortvivlelse, hun er befriet fra sin mor, fra sine beundrere, fra rotter, lussinger og tæv, hun er afskåret fra hospitalet, hendes erindringer er amputeret, hun er meget let, de nye og umulige dansetrin når nemt frem til hende, hun er seksten år og hun ved i dette øjeblik, at hun er totalt fri og at der ikke findes noget som kan binde hende.”
Dansen er en befrielse. Den tilbyder den unge Jane frihed fra alt det, der tynger. Hun er en krop i bevægelse, intet andet.
Jeg genkender oplevelsen. Det sker så sjældent, at man giver sig uforbeholdent hen til kroppen, lader den føre uden at spørge til formålet, uden at tænke: hvordan må jeg ikke se ud? Hvad må de ikke tænke? Og måske er det derfor, at det forud for dansen, for mig i hvert fald, kan føles, som om noget strammer, som om et vulkanudbrud er under opsejling, som om en ophobning har fundet sted. Al den disciplinering af kroppen, al den ordentlighed, al den holden-inde. Noget må ske. Noget må slippes fri. Og så, endelig – dansen, den ukontrollerede, på stuegulvet, i køkkenet. Ved hjælp af uplanlagte og uforklarlige bevægelser, ved hjælp af kroppens eget sprog, løsnes det, der strammede, og noget undertrykt og uartikuleret får endelig lov at komme ud.
At skrive om det gør mig lidt forlegen, og det undrer mig – hvad pinligt er der ved dansen, den formålsløse, uproduktive, ’ufornuftige’ kropslige handling? Forlegenheden minder om den, der er forbundet med sex, og jeg tænker, at det nok har med kontrol at gøre eller rettere sagt med tabet af kontrol. Der er noget tabuiseret ved det rent kropslige, ved selvfortabelsen, kontroltabet, det hæmningsløse, hengivelsen, fordi fornuften, forstanden, kontrollen, besindigheden, ’ånden’ og det tæmmede eller såkaldt civiliserede så længe har befundet sig øverst i hierarkiet i vestlig kultur og stadig gør det.
På grund af de ”nye og umulige dansetrin”, som hun bragte med op på scenen i Moulin Rouge og blev berømt for, blev Jane Avril omtalt som ’en orkidé i vanvid’ og ´Jane den vanvittige’. Trinene var inspireret af hendes sygdom, og dansen var hendes kur mod den. Ordet ’vanvid’ betyder ’manglende’ eller ’dårlig forstand’.
Kroppen som maskine
Den italiensk-amerikanske tænker og aktivist Silvia Federici beskriver i essayet ’In Praise of the Dancing Body’, hvordan det kapitalistiske system fra starten har haft omdannelsen af vores energier og kropslige kræfter til arbejdskraft som sit hovedærinde. Kroppen bliver gjort til en maskine, skriver hun: ”Mechanization – the turning of the body, male and female, into a machine – has been one of capitalism’s most relentless pursuits.” Hvordan kroppen skal se ud og fungere, og hvilke teknikker, der bruges til at tæmme den, skifter, alt efter hvilken form for arbejde, der dominerer, og hvilke maskiner, der agerer model for kroppen på et givent tidspunkt i historien. Fra 1700-tallets simple maskiner som pumpen og løftestangen over 1900-tallets dampmaskine, hvor fokus var på effektivitet, til i dag, hvor det, som Federici skriver, er computeren, der udgør modellen for kroppen. Det er idéen om, at kroppen består af individualistiske celler og gener med hver deres agenda uden fokus på helheden – et fragmenteret kropsbillede. Internaliserer vi disse idéer, og det gør vi, så bliver kroppen fremmed for os, uforståelig, vi lytter ikke til den, den skræmmer os.
Længe før det kapitalistiske system gik i gang med at omdanne kroppen til maskine, havde kristendommen gjort sit for at etablere et hierarki, der placerede kroppen, sansningen og nydelsen, det timelige, nederst, udskældt, som noget, der skulle undertrykkes, og som var forbundet med synd. Den danske forfatter og professor i filosofi Aksel Haaning beskriver det sådan her i Naturens lys: ”Det dyriske eller animalske, det lokkende og dragende, det naturforbundne, skulle løsrives og med åndens hjælp lutres og frelses til det egentlige liv, som ikke var det timelige, men det evige, ikke det legemlige, men det sjælelige.” Som vi ser, blev også naturen og dyrene, den ikke-menneskelige natur, placeret nederst i hierarkiet sammen med menneskekroppen. Og kapitalismen har siden, som Federici skriver, knoklet for i produktivitetens navn også at omdanne dyrene til maskiner og Jorden til en fabrik.
Også kvinden har fået plads langt nede i hierarkiet. Bevæger vi os igen frem i tiden til Charcots eksperimenter med de indlagte kvinder på La Salpêtrière i slutningen af 1800-tallet, ser vi, hvordan kvindekroppen blev anskuet som en simpel maskine, som man(den) kunne betjene. Her med P.O. Enquists (udstillende) ord: ”[D]er blev foretaget visse eksperimenter, som viste at kvinden »i en vis forstand var at betragte som en maskine, at visse følelser kunne fremkaldes ved maskinel påvirkning, sådan at man ved at trykke på visse punkter, sindrigt udtænkt, skabte et provokeret følelsesfremfald. Ikke bare på den måde at disse følelser kunne fremkaldes, men også tilbagekaldes, så de hysteriske og konvulsiviske anfald derved beviste at kvinden netop via sin flugt ind i hysteriet og sin videnskabeligt kontrollerede sortie fra samme, kunne forstås, tegnene aflæses og kontrolleres«.”
Samme sted beskrives kvindekroppen (igen udstillende/sarkastisk) som ”et mørkt og ukendt kontinent”, som kan kortlægges på samme måde som ”opdagelsesrejsende […] havde kortlagt dele af Afrika.” Sammenligningen viser, hvordan hele lande, kulturer og mennesker uden for Vesten også fik plads nederst i hierarkiet sammen med kroppen, kvinden, naturen og dyrene og ligeledes blev anset for at være noget, der kunne kortlægges, omformes i eget billede og kontrolleres.
En maskine har ingen bevidsthed, ingen mening, vilje eller ånd, den er dum og passiv, minder på ingen måde om en ligeværdig samtale- eller samarbejdspartner, men er et objekt, man kan kortlægge, beherske og kontrollere. Og når ”maskinen” ikke lader sig kontrollere, når den taler et sprog, vi ikke forstår, skræmmer den os, for vi frygter kontroltabet, og så lukker vi øjnene og ørerne og strammer grebet yderligere.
Kroppen er ikke fri, den formes efter forudbestemte idéer og billeder, den presses igennem et lillebitte hul, beskæres, inddæmmes, så kun det, der tjener et forhåndsbestemt formål, får plads. Men hvad med alt det, der ikke flugter med det logiske, produktive og formålsrettede? Al den viden, de erkendelser, behov og følelser, som også findes i os. De undertrykkes, vi lytter ikke, og det gør os syge. Vi bliver ”hysteriske”, stressede og får angst.
I en dokumentar af den danske instruktør Elvira Lind om danseren Bobbi Jene Smith, siger Bobbi på et tidspunkt til sin mor, som en reaktion på morens bekymring over Bobbis planer om at lave en soloperformance, hvor hun blotter sig fysisk og psykisk ved bl.a. at onanere med en sandsæk: ”You know what’s worse than exposing? Hiding!” At skjule, gemme, holde inde kan føre til en farlig ophobning af uklare følelser og behov – det indre stemmer ikke overens med det ydre, man flyder pludselig over, eller man går simpelthen i stykker eller i udbrud.
Jeg spørger min gode ven, hvad han tror, der ville ske, hvis vi begyndte at lytte til kroppen. Han svarer: revolution. Måske ville vi ikke længere finde os i at arbejde så meget, at vi bliver stressede, syge og nedbrudte? Måske ville vi bryde med det eksisterende system, den (arbejds)kultur, der ikke tillader os at stoppe op og lytte, sanse og mærke efter? Måske ville vi så se anderledes på (selv)omsorg, hvile, intuition, sanselighed, og i det hele taget tillægge kroppen mere værdi? Måske ville vi begynde at forstå, at kroppen er klog?
Materien er ikke dum
Jeg læser om fosterets bevægelser i livmoderen, dets spark og spjæt, at de bl.a. er en måde for fosteret at udforske og tilegne sig viden om sin egen krop på, at undersøge, hvad den kan, og hvordan den står i forbindelse til det omgivende miljø. Før hjernen er fuldt udviklet, er mennesket allerede i gang med at tilegne sig viden ved hjælp af kroppen.
Om dans skriver Silvia Federici: ”In essence, the act of dancing is an exploration and invention of what a body can do: of its capacities, its language, its articulations of the strivings of our being. I have come to believe that there is a philosophy in dancing, for dance mimics the processes by which we relate to the world, connect with other bodies, transform ourselves and the space around us.”
Gennem dansen kan vi udforske kroppens evner og vores relation til den omgivende verden og til andre kroppe. I dansen kan det ske på en åben og afsøgende måde, der kan føre til andre erkendelser end nogle, man kunne have tænkt sig til. Og det var nok det, min venindes datter var i gang med – at undersøge, hvad hendes næsten to-årige krop kan, og hvordan den relaterer sig til omgivelserne. Samtidig er dansen en måde at bruge kroppen til at udtrykke det, der ikke kan udtrykkes på anden måde. Gennem dansen kan noget indre, kroppens tavse viden, det ikke-sproglige, som unddrager sig refleksionen og logikken, komme til udtryk. Dansen er en vej til viden og til nye erkendelser, som er rodfæstet i det fysiske, og som, med den norske litterat Elisabeth Løvlies ord, ”ikke er avhengig av at gå veien via refleksjon.” Min erfaring er, at man i dansen kan opnå en kærkommen, om end midlertidig, overensstemmelse mellem indre og ydre, og at det er både befriende og helbredende, som vi ser det hos Jane Avril i Enquists roman.
Silvia Federici mener, at vi gennem dansen desuden kan lære, at materien ikke er dum: ”From dance we learn that matter is not stupid, it is not blind, it is not mechanical, but has its own rhythms, has its language, and it is self-activated and self-organizing. Our bodies have reasons that we need to learn, rediscover, reinvent.”
Jeg ser, ligesom Federici, et forandringsskabende og politisk potentiale i dans, fordi den, ligesom poesi og mange andre kunstformer, er uforpligtet over for og uinteresseret i logik, formål og produktivitet, og fordi den kan forbinde os fysisk med den verden, vi er en del af. Kroppen er ikke dum. Vi har vænnet os til kun at stole på viden, der ankommer som ord og argumenter. Vi må udbygge vores begreb om, hvad viden er. Der findes flere former for erkendelse end den logiske, og vi må lære at stole på en viden, der ankommer som fornemmelser og sansninger og lytte og adlyde kroppen, når den fortæller os, at vi fx skal hvile. Hvis vi lærer at kroppen er klog, kan vi måske også lære, at al anden materie bærer på vigtig viden. På den måde kan vores forhold til den ikke-menneskelige natur og alt andet, som så længe har været nedvurderet, måske forandres til det bedre. Kroppen er ikke bare vores nærmeste natur og derved vores nærmeste forbindelse til al anden natur, den er også et af vores stærkeste redskaber til at gøre modstand mod produktivitetens og fornuftens regime.
Med Federicis ord: ”We need to listen to [our bodies’] language as the path to our health and healing, as we need to listen to the language and rhythms of the natural world as a path to the health and healing of the earth.”