SITE/Specific Festival 2025 er en festival i åbent-hus format, som præsenterer de kunstnere, der er i residens på SITE. I løbet af tre dage i maj, fra d. 22.-24., var det muligt at opleve forestillinger, workshops, procesvisninger, installationer og samtaler på SITE i den lille Stockholmske forstad Farsta.
Kroppen er til forhandling. I mødet med andre mennesker finder en kropslig forhandling altid sted. Når vi første gang ser en anden krop eller giver og modtager et kram, er der en udveksling. Den ene krop opleves i forhold til den anden og parametre som højde, størrelse, energi, temperatur afkodes. Vi læser hurtigt hinanden gennem vores kroppe.
I de fem meget forskellige værker, jeg når at opleve på SITE/Specific Festival 2025, er der en gennemgående kropslig forhandling. Udover det ’selvfølgelige aspekt’ ved enhver form for scenekunst, er der i disse værker en mere udtalt kropslig forhandling til stede. Kroppens relevans er tydelig, ikke bare som redskab for formidling af andre tematikker, men som objekt og tematik i sin egen tilstedeværelse.
I værket EGO af Pontus Linder og Erwin Semler fremvises den kontrastfyldte, maskuline krop i en danseforestilling, der kombinerer breakdance, samtidsdans og videoprojektion. Linder og Semler bærer tracksuits i henholdsvis hvid og turkis samt sort og rød-orange som for at sætte streg under kontrasterne. Kroppene bevæger sig både alene og sammen. I solostykker observerer den ene krop den anden med et konkurrerende blik, mens duetterne skifter mellem at være synkrone, kæmpende, kærlige eller kærtegnende. Forestillingen veksler mellem at udstille nærmest toksisk maskulinitet og tabubelagt bromance i en konstant forhandling om, i hvilken retning forestillingen skal bevæge sig. Kroppene bærer på en indre konflikt, der viser sig gennem egodrevne og narcissistiske handlinger. Eksempelvis ved fremvisning af store muskler og posering foran et kamera, der projekterer kroppen op i fuld størrelse på et lærred bagerst på scenen overfor sårbarhed og omsorgsfuldhed, der særligt kommer til udtryk i kærtegn, kropsberøring og en afsluttende, ærlig monolog om dansens identitetsskabelse.
Den indre kropslige konflikt er også fundamentet for Kompani Tværs´ Kroppen vi bär med os. Isabell Prevett-Gustavsson, mimer, mens Rebecka Nord og Signe Veinholt, begge cirkusartister, er i proces med en forestilling om kvindelige kropsidealer, der skal bestå af tre fortællinger om tre forskellige kvinder. I procesvisningen vises et uddrag af fortællingen om den kvinde, som Isabell Prevett-Gustavsson portrætterer. Kvinden er i forhandling og konflikt med sit eget kropsbillede. Hun sammenligner kroppen med billeder af kvinder i det magasin, hun indledningsvist læser i, og prøver desperat at binde sin nøgne krop ind og op med gaffatape. Kropsforhandlingen er absurd og genkendelig, som hun forsøger at løfte de hængende bryster og stramme den slappe mave ind. Den efterfølgende smerte, da hun river gaffatapen af, er til at mærke og synes at fungere som et billede på smerten ved at forsøge at ændre på sin egen krop. Fortællingen om kropsskammen understøttes sidenhen ved en gentagen cirkuskoreografi fremført af alle tre performere, der gradvist udvikler sig til et forsøg på at dække eventuelt nøgen hud i forbindelse med cirkustricks, der ellers afslører dele af kroppen. For eksempel da en af performerne hænger på hovedet og samtidig forsøger at sætte trøjen fast i sine bukser. Det er både komisk og tragisk, at udseendet bliver vigtigere end den personlige sikkerhed.
Breaking Facade af Noah Hellwig behandler kropsforhandlingerne på en helt anden måde. Jeg kan bedst beskrive forestillingens koncept gennem bøger, jeg husker fra min barndom. I løbet af bøgerne kunne jeg som læser tage et valg, der førte til forskellige handlinger og afslutninger på bogen. Sådan fungerer Breaking Facade også. To performere og en frivilligt deltagende fra publikum agerer på scenen. Den deltagende bliver i løbet af forestillingen inviteret til at tage forskellige valg, der fører til forskellige handlingsforløb og afslutninger. Således bliver vi som publikum ført gennem seks forskellige udgaver af forestillinger. Tre deltagere afprøver eksperimentet to gange hver. Starten af forestillingen er altid den samme, og som publikum begynder man at genkende særlige koreografiske og kropslige mønstre. Derefter inviteres den deltagende til at vælge mellem to stole. Hver stol udleder hver sin handling: Den ene en koreografi med hænder på bordet, den anden en koreografi med munden. Således begynder genkendelige mønstre med små twist at udfolde sig, og vi ender i afslutninger med dansekoreografisk karakter og afslutninger, hvor de tre på scenen stiller hinanden personlige spørgsmål siddende, liggende og stående gennem en mikrofon. Særligt momentet med mikrofonen er meget rørende.
Den deltagendes måde at interagere eller forhandle med de performende kroppe er altafgørende for publikums oplevelse af forestillingen. Én deltager er meget lydhør, en medspiller, og de særlige mønstre, der findes i forestillingen bliver på den måde både overraskende men tydelige. Sidste deltager har selvfølgelig gennemskuet nogle mønstre og forsøger, ikke overraskende, at udfordre, sætte sig under bordet i stedet for på en stol osv. Det giver en mere disruptiv og usammenhængende fornemmelse af forestillingen, hvor de ellers genkendelige mønstre viskes ud.
Mille fortæller om udviklingen af HYBRID inspireret af Donna Haraway´s SF-teori, der både dækker over science fiction, spekulative fabulationer, string figures og ’so far’. Også her er kroppen til forhandling, da musicalperformancen skal undersøge, ikke bare queer kønsforhandlinger, men også forhandlinger med andre arter som fx hval/menneske, mycelium/menneske, www/menneske. HYBRID skal fortælle om artsdysfori i en intersektion mellem biologi og fantasi, hvor det menneskelige sprog dekonstrueres og ender med at blive til lyde. HYBRID virker til at kunne blive en musicalperformance med meget humor og samtidig en science fiction-fortælling, der potentielt ikke ligger langt fra vores samtid. Kroppen, som vi kender den, er virkelig til forhandling i fortællingen, hvor den menneskelige krop kombineres med dyrs kroppe, myceliumsvæv og internettets kabler. Det virker som en dystopisk-grotesk-humoristisk forhandling selv her i sin tidlige undersøgelse og skabelse af manuskriptet.
Jeg når som det sidste at se Crafting Bodies af Filippa Fahlin og Alicia Karhunen Larsson. Crafting Bodies starter med, at publikum tildeles garnnøgler og lærer hvordan man, to og to, samarbejder om at lave kæmpestrik med hænder og kroppe. Som eneste forestilling bevæger Crafting Bodies sig ud af bygningen og arbejder specifikt med et udendørs rum. Publikum guides til at følge de to dansere, der skaber en koreografisk rute op ad en trappe og ud på en tagterasse i samspil med det garnnøgle, de selv strikker med. Vi følger danserne, der bevæger kroppene og garnet ind og ud ad hinanden som en krops-garn-koreografi. Kroppene forhandler med garnet og bevæger sig sidenhen som garn. Kroppene ’tråder’ sig selv og hinanden som en fintvævet interaktion. De bevæger sig væk fra hinanden, rundt langs tagterrassens firkantede form og deler publikum i to grupper for derefter at mødes igen. Kroppene undersøger på sin vis garnets bevægelser og fletter sig samtidig sammen med garnet. På sin egen måde er det sammenligneligt med HYBRID’s forestilling om, at menneskets krop kan væve sig sammen med andre arter eller elementer her i form af garnets strik.
Den samlede oplevelse af de performances, talks og procesvisninger, jeg når at opleve, er, at kroppen kommer i spil både som redskab, men også som objekt for en undersøgelse af, hvad kroppen egentlig er, hvordan den kan forhandle og mødes med andre kroppe, arter og elementer og i visse tilfælde også dekonstrueres til andet end den menneskelige krop, som vi kender den.
Måske er det tiden, der kalder på forandring, opbrud af kroppen, som vi kender den. I hvert fald er det det indtryk, de fem forskellige værker på SITE/Specific Festival 2025 efterlader.
SITE/Specific Festival
d. 22.-24. maj 2025 på SITE, Farsta, Stockholm
EGO
Idé, performance og koreografi: Pontus Linder og Erwin Semler
Musik: Peter Svenzon
Dramaturg: Martina Viglietti
Ydre øje og visuel kunst: Petra Kinnunen
Projektet er støttet af Svenska Kulturfonden, Kulturfonden for Sverige og Finland, Produktionshuset SITE, Julian Owusu, Dansverkstæðið, Nordens hus Island, Danscenter Stockholm.
Kroppen vi bär med oss (Procesvisning)
Kompagni: Kompani Tvärs
Ide, performance og koreografi: Isabell Prevett-Gustavsson, Rebecka Nord og Signe Veinholt
Breaking Facade
Koncept, tekst og koreografi: Noah Hellwig
Scenekunstnere/performere: Lisen Ellard og Lucas Carlsson
Musik og lyd: Miranda Abrahamsson
Kostume og scenografi: Dalija Acin Thelander og Noah Hellwig
Lys: Maja Lindström og Noah Hellwig
Scenekunstnere/medskabere: Inga Gerner Nielsen og Victor Malmberg Vejle
Administration: Smart Coop
Projektet er udviklet med støtte fra Stockholms Stad, Konstnärnämnden, Danscentrum Syd, Södertörns Högskola/Huddinge Kommun og Bora Bora.
HYBRID
Manuskriptforfatter og iscenesættelse: Mille Bostedt
Musik og komposition: Tami T.
Musicalen har premiere i september 2025 på Konträr og er støttet af Konstnärnämnden og Nordisk Kulturfond.
Crafting Bodies (Round 1)
Ide, koreografi og performance: Filippa Fahlin og Alicia Karhunen Larsson
Musik: Astrid Risberg/Yari Blue
Mere fra Stina Strange Thue